Det røde paradis afsløres

Førstehåndsberetninger fra de russiske slavearbejdslejre modbeviser kommunismens påstand om at være en moderne materialistisk messias. Hvordan var der i disse lejre? Denne artikel giver svaret.

MERE END ét ud af hvert tredje menneske på jorden lever under kommunistisk styre. Mange blev underlagt det ved en militær anneksion, mens andre øjensynlig var overbeviste om, at kommunismen kunne byde på bedre tilstande end dem, de var vant til.

Det er sandt, at nogle af de regeringer, kommunismen omstyrtede, trængte til at blive udskiftet. Men de, der accepterede kommunismen, byttede blot én form for undertrykkelse bort med en anden. Det lovede paradis udeblev. I stedet fremstod der hemmelige angivere, et grusomt statspoliti og vældige slavearbejdslejre. Disse lejre eksisterede virkelig og har muligvis rummet flere end ti millioner mennesker, da den kommunistiske terror nåede sit højeste.

Hele sovjetregimet har vist sig at være en fiasko, hvad frihed for folket angår, især når man tager den frihed i betragtning, som marxismen havde stillet folket i udsigt. Selv de af kristenhedens religioner, som virkede der, blev gjort til det røde regimes lydige tjenere. Men tusinder af den sande religions tilhængere, forkyndere af det sande meissiashåb, er blevet fængslet og mishandlet af de umenneskelige herrer i dette „folkeparadis“. Hvilke pinsler har de været udsat for?

Budskabet trænger ind i Rusland

Man havde længe spekuleret på, hvordan den gode nyhed om Guds oprettede rige skulle trænge ind gennem jerntæppet, men det var russerne selv, der gjorde dette muligt.

Efter den anden verdenskrig annekterede sovjetregeringen områderne, Moldau, det vestlige Ukraine, Karpato-Ukraine, Hviderusland og De Baltiske Stater, hvor der boede flere tusinde Jehovas vidner. Disse kristne begyndte øjeblikkeligt at lede sandhedens vandstrømme ind i den mægtige kommunistiske ørken og bidrog på denne måde til den verdensomfattende forkyndelse, som Jesus havde forudsagt for vor tid. (Matt. 24:14) Disse strømme af sandhed bredte sig i alle retninger inden for det røde rige — mod nord, øst og syd; til slavelejrene i Vorkuta og til de hundreder af andre arbejdslejre, der fandtes overalt i Sovjetunionen.

Alene i 1951 blev mere end syv tusinde af disse kristne vidner „forvist til Sibirien for livstid“ og måtte forsøge at opretholde livet eller dø i dette ugæstfri land.

Men disse syv tusinde var ikke de eneste, der blev behandlet på denne måde. Et vidne, der har været i slavearbejdslejrene længere end de fleste, skriver om de lidelser, han blev udsat for alene på grund af sin religion. Han siger:

„Den 10. april 1940 begyndte jeg mit omflakkende liv i det røde „paradis“, et liv i fængsler og lejre. I løbet af de fjorten år, dette varede, blev jeg fem gange stillet for retten.“ I en åben jernbanevogn uden siddepladser, mad, drikke eller brænde blev han sammen med hundreder andre sendt af sted i en ukendt retning. Ofte fandt han medfanger, som han havde talt med om aftenen, frosset til døde om morgenen. Intet under, at han skrev: „Der var ikke mange, som overlevede denne transport.“

I Wierchaturia i vojvadatet Sverdlovsk begyndte han og hans lidelsesfæller, halvt ihjelfrosne, svage og på sultedødens rand, en fire dages rejse til fods. De blev tvunget til at rydde skovene, bygge barakker og derefter opføre en savmølle. Han beretter: „Træbjælker tjente som senge for os, vore benklæder som stråmadrasser, vore huer som hovedpuder og vore jakker som tæpper. Mange døde. Jeg har ofte, set nogle af disse slaver, halvdøde af sult og segnefærdige af udmattelse, bære en af deres kammerater, som under sit arbejde var frosset ihjel eller død af sult, bort på en planke.“

Senere blev dette Jehovas vidne overflyttet til Syzran for at rydde skov. Her, hvor sultedøden syntes vis, forhindrede fysisk svaghed ham i at udføre tilstrækkelig meget arbejde, og det bragte ham i konflikt med Sovjets love, og han blev idømt endnu en straf på ti år.

I denne forbindelse skriver han: „Jeg behøvede ikke at rejse langt for at komme til at afsone min straf, for i dette område lå lejr ved lejr. Omtrent en kilometer fra Volga løber en meget lang dal, som kaldes „Gawrylov Rydningen“. Her lå lejrene. Både fangerne og den frie befolkning kalder dette sted „dødens dal“. Det var i sandhed en dødslejr, der likviderede mennesker en masse ved at sulte dem ihjel. De døde som fluer.“

Knækkede denne forfølgelse hans tro? Han svarer: „Jo mere jeg led, desto mere forkyndte jeg. Jeg blev to gange idømt ti år, fordi jeg forkyndte blandt fangerne. Så snart man idømmes en ny straf, erklæres den gamle for ugyldig. Sådanne straffe skræmte hundreder af pinsefolk, evangelister, baptister, sabbatstilhængere og andre, som lukkede ørerne for den gode nyhed om Riget. Alligevel har de også været udsat for megen forfølgelse. En baptist sang en af baptisternes salmer og blev af den grund idømt fem års fængsel.“

Disse lejre blev kaldt „opdragelseslejre“. En af de „opdragelsesmetoder“, som lejrlederne anvendte, når de ønskede at skille sig af med en eller anden, var at kaste vedkommende ind i den barak, hvor de seksuelt abnorme boede, og lade disse perverse mennesker tage livet af ham. Vidnet fortæller: „Mine slavefogeder var forbløffede, da jeg efter tre og en halv måneds ophold i denne barak kom levende ud derfra. Jeg havde følt mig som Daniel i løvekulen dér. Ved min måde at tage dem på forpurrede jeg deres hensigt med mig. Jeg kom levende og i god behold ud derfra.“

Lederne af denne „opdragelseslejr“ slog af ren og skær sadistisk lyst fangerne, så de blev blå og sorte. „Først i 1950,“ beretter denne kristne tjener, „kunne jeg stryge græs og fiskeben af min menu. I 1955 var forholdene næsten blevet menneskelige. Jeg er der ikke længere, men sikkert er det, at det vil være lettere for dem, der stadig befinder sig der, end for dem, der befalede, at disse „opdragelseslejre“ skulle bygges, for de er af Gud bevaret til straf.“

De erfaringer, som dette trofaste vidne, der blev løsladt den 14. juni 1955 og nu er indlagt på et hospital, har været udsat for, stempler påstanden om, at kommunismen har skabt et paradis for arbejderen, som løgn.

Forkyndelsen fortsætter

Denne forfølgelse har ikke tyndet ud i Guds folks rækker, der tværtimod er blevet tættere. Det er ingen overdrivelse at sige, at der nu ikke er noget område i U.S.S.R., hvor der ikke findes mennesker, der kender sandheden. Omkring fyrretyve procent af dem, der er kommet til kundskab om sandheden, har efter al sandsynlighed lært den at kende i fængsler og lejre. Blandt dem findes officerer i den røde hær, embedsmænd inden for politiet og fængselsvæsenet, sagførere, journalister og andre.

I virkeligheden ville Sovjetregeringen ikke miste spor ved at give Jehovas vidner fuld tilbedelsesfrihed. Ingen regering skader sig selv ved at tilstå dem, der virkelig tjener Gud, sådanne fundamentale rettigheder. Hvis russerne nu, som det lader til at være tilfældet, tror, at Jehovas vidner aldrig har haft noget som helst med spionage at gøre, er der i sandhed ikke nogen rimelig grund til, at de ikke skulle have fuld tilbedelsesfrihed.

Men hvad enten Sovjet tilstår dem denne frihed eller ej, fortsætter Jehovas vidner med at forkynde den gode nyhed om Guds rige trods al modstand. De ved, at hverken Jesus eller hans apostle eller hans disciple eller den første kristne menighed nød juridisk anerkendelse hos de jødiske eller romerske myndigheder, men at de alligevel frimodigt fortsatte forkyndelsen. De havde Guds anerkendelse og behøvede ikke nogen anden. Jehovas vidner befinder sig i dag i samme stilling.

Et vidne, der bor i Sibirien, skrev: „Vi kan ikke lade være med at forkynde om Guds rige. Vi har vænnet os til dette distrikt, og vi er lykkelige og fast besluttede på at repræsentere Herren på en værdig måde og at gøre hans herlighed kendt overalt. Vi føler trang til at forsikre vore brødre over hele jorden om vor kærlighed til dem, og vi håber, at der endnu måtte komme en lejlighed for os til at samles med dem.“

Deres brødre over hele verden nærer det samme håb.

Det lysner

Da forherligelsen af Stalin ophørte i 1956, bedredes situationen noget, og mange af de vidner, der havde været i fængsel i lang tid, fik deres frihed med skriftlig bekræftelse på, at de var „frifundet for al skyld“.

Nogle af de syv tusinde „særlige kolonister“, som blev ført til Irkutsk i Sibirien i 1951, er nu fri, men andre må fortsat rapportere til de stedlige myndigheder hver måned. Mange af dem, der nu har frihed til at rejse, ønsker ikke at vende hjem på grund af det vidnearbejde, der nu finder sted og stadig vokser.

Mange meddelelser er nået frem om, at der også er nogle vidner i Moskva igen, og at der er mange mennesker i Ruslands hovedstad, der ønsker at høre Guds ord. Mange baptister er også blevet interesseret, og det skyldes den villighed, hvormed nogle af deres ledere gik på kompromis med kommunisterne.

I den arktiske lejr Vorkuta øges frugtbarheden måned for måned. Langs hele vejen fra Kotlas til Vorkuta, en strækning på cirka 1000 kilometer, er hundreder af arbejdslejre blevet nedlagt, og barakkerne blevet brændt. I dette område er nu kun lejrene i Vorkuta og omegn tilbage. Mange mennesker, som lærte sandheden at kende i lejrene, forkynder nu som frie mennesker Rigets budskab i disse distrikter. I løbet af sidste år blev arbejdet fra hus til hus indført i det fjerne nord, ja endda i selve Vorkuta, og der holdes regelmæssige møder.

Fra Vorkuta skriver en: „Her foregår arbejdet med såningen nu i stor udstrækning. Marken, der så længe ikke er blevet opdyrket, er nu mere modtagelig for sæd og lover en god høst. Steder, der i mange år har ligget som ørken, står i blomst. Klimaet har forandret sig, og vejret egner sig nu bedre for arbejdet i marken.“

Et brev, der er afsendt fra Tomskegnen i Sibirien, lyder: „Formålet med, at vi skulle overføres til disse egne, var først skjult for os, og vi kunne ikke forstå det, men når vi nu hører de herboende folk sige: „Kom!“ fylder en ubeskrivelig glæde vore hjerter. Jeg blev sendt ud for at arbejde langt fra lejren, og i mine bestræbelser for at videregive den ild, der brænder i mig, fandt jeg en familie på seks, der nu elsker sandheden. Jeg gav dem en bibel, og efter at jeg havde arbejdet med dem i adskillige måneder, begyndte de også at vidne og finde andre interesserede. Om aftenen går vi altid ud på gaden i den lille landsby og synger vore sange., så det giver genlyd i de sibiriske skove.“

En hjemvendt polsk fange beretter: „Da dagen endelig oprandt for min tilbagevenden til Polen, kom lejrlederen og sagde dybt bevæget til mig: „Jeg erkender, at den store Jehovas hånd er over dig, for ellers ville du, som det urokkelige Jehovas vidne du er, aldrig have været i stand til at forlade Sibirien. Må din Gud velsigne dig.““ Hvor storslået at kunne aflægge et sådant vidnesbyrd for Sovjets embedsmænd i Sibirien!

Mange vidner blev frigivet i 1956, men andre blev tilbage. For tusinder, der i 1951 blev sendt til Sibirien, er der stadig ingen mulighed for at få bibler eller bibelsk litteratur. Det er blevet disse vidner, som er uskyldige, fredselskende mennesker, forbudt at have kontakt med hinanden eller at danne menigheder. Hvor kan det da være, at den russisk-ortodokse kirke, baptisterne og andre religionssamfund nyder en vis frihed? Det er kun, fordi de har udtrykt deres villighed til at adlyde kejseren fremfor Gud. Dette nægter Jehovas vidner at gøre, for det ville være utroskab mod Gud.

I Polen og andre steder

Denne undertrykkelse af uskyldige kristne har ikke alene fundet sted i Sovjetrusland, men også i de andre østblok-lande — i Ungarn, Tjekkoslovakiet, Polen o.s.v.

I Polen havde folket lidt under et af kirken understøttet lensvæsen, der kun gav de fattige og trængende den trøst, at de ville opnå belønning hinsides graven. Bønderne betalte med lidelser og elendighed, for at de begunstigede kunne føre et let og fornøjeligt liv, og var kun af navn ophørt med at være livegne. Men under kommunismen, som omstyrtede det gamle forhadte system, kom polakkerne nu til at lide under det samme terroristiske maskineri, der fungerede i Rusland.

De økonomiske tilstande var yderst alvorlige. Moralen forværredes. Kommunisterne talte om at befri kvinderne fra „køkkenslaveriet“, så de kunne arbejde for industrien, men den polske presse lægger nu skylden for moralens og familielivets sammenbrud og det voksende bandeuvæsen blandt unge på den kendsgerning, at kvinderne forlod deres hjem for at arbejde på fabrikkerne.

Men selv om man havde disse vanskeligheder at kæmpe med, førtes der en religiøs forfølgelse, fremdeles et af de mest fremtrædende kendetegn på en totalitær stat. Den løb lige mod Jehovas vidners virksomhed. For første gang mødte de polske kommunister et helt folk, der stod fast. Så afgjorte var de i deres gudsdyrkelse, at embedsmændene var ganske rådvilde.

Mange mennesker lærte sandheden at kende, både inden for og uden for fængselsmurene. Hundreder, ja tusinder hilste vidnerne velkommen og var villige til at lade sig oplære af Jehova. De havde indset, at det var bagvaskelse af Jehovas vidner at sige, at de var i ledtog med kommunisterne, sådan som det katolske præsteskab havde sagt, og at det også var usandt, at vidnerne var spioner, sådan som kommunisterne havde sagt.

Vold og tortur kunne ikke rokke dem. Den afhøring, som efter Berias metoder fandt sted af Vagttaarnets selskabs afdelingstjener og andre ansvarlige tjenere, varede i måneder, men de kom ud med ubrudt ånd, skønt ofte voldeligt såret i deres kød. Nogle af vidnerne døde, idet de foretrak at lide martyrdøden fremfor at tilstå noget usandt om disse mænd, der gjorde Guds gerning i Polen.

Men antallet af vidner voksede uafbrudt måned efter måned. Under al denne forfølgelse led de ingen åndelig hunger. De mødtes i små grupper og forsømte således ikke at komme sammen. Deres „offentlige foredrag“ var de begravelser, de holdt. Deres ligtog, der bestod af hundredvis af mennesker, som uden præster bevægede sig gennem byer og stæder, var altid en sensation og frembød et klart vidnesbyrd om, at Jehovas vidner langt fra var blevet „likvideret“.

Nogle vidner havde endog udført hus-til-hus-arbejde i visse landsbyer, og efter afstaliniseringen er de i titusindvis begyndt at gå fra hus til hus med det eneste budskab, der virkelig er værd at forkynde i vor tid.

De erkender — og håber, at De vil gøre det samme — hvilken væsentlig forskel der er mellem menneskers fejlslagne løsninger på verdensproblemerne og den eneste sande løsning, der nu er nært forestående. Denne sande løsning er ikke af politisk karakter, men består i Guds rige. Nu er tiden inde til at anerkende den og indordne sig under den, så man kan overleve afslutningen på Satans onde verdensordning og opleve de retfærdige nye forhold, som Skaberen selv vil indføre på jorden i nær fremtid.