Af Jehovas vidners årbog 1957: Danmark, Færøerne, Grønland
Tjenesterapport 1956
Danmark
JEHOVAS vidner i Danmark er en stor organisation i sammenligning med befolkningstallet. Imidlertid finder vi ikke i år nogen vækst her, såvidt forkynderantallet angår. I årets løb er langt over tusind blevet døbt, men dette har ikke gjort noget udslag på det endelige tal. Det er rigtigt, at forkynderne er blevet stærkere og mere modne i tro og tjeneste, men på den anden side er der i Danmark visse ting, der har skabt uro og bevirket, at nogle er faldet fra. Nogle ønsker at nyde godt af alle Rigets velsignelser uden at gå ud i tjenesten og forkynde Riget. De ønsker at leve i den nye verden, men de ønsker ikke at prædike i den gamle verden og udstå de prøvelser og forfølgelser, der er nødvendige for at lægge den kristne tro for dagen. Virkelige velsignelser er i beredskab for dem, der anstrenger sig for at følge Jehovas vejledning. De trofaste forkyndere i Danmark er ikke glade for, at de ikke kan vise en vækst i forkyndere, der priser Jehovas navn, men de fleste er blevet stærkere og er mere end nogen sinde besluttede på at anstrenge sig i det kommende år for at styrke de svage, der er holdt op med at arbejde. Uddelingen af den åndelige føde må fortsætte overalt på jorden, også i Danmark. Brødrene dér er meget begejstrede for opførelsen af det nye betelhjem og trykkeri. Afdelingstjeneren fortæller os nogle interessante udpluk af det, der har fundet sted i det forløbne år, og aflægger også rapport for andre distrikter, der står under tilsyn af det danske afdelingskontor, nemlig Færøerne og Grønland.
„Jesus sagde: „Anstreng jer af al magt for at komme ind gennem den snævre dør, for mange, siger jeg jer, vil søge at komme ind, men vil ikke være stærke nok.“ I Danmark har mange forkyndere i det forløbne år gjort sig ihærdige anstrengelser og har benyttet sig af oplæringsprogrammet, bibelprædikener, bladarbejdet og den gode åndelige vejledning, vi får igennem Vagttaarnet, hvorved de har vokset sig stærkere. Men andre ønskede ikke at anstrenge sig; de undlod at gøre brug af de nærende og styrkende foranstaltninger og blev trætte; de lod materialismens torne og tidsler, familien og livets bekymringer standse deres vækst.
De tre forkyndere i en lille menighed i Vestjylland nærede, som det så ofte er tilfældet, lidt frygt for at arbejde i deres egen landsby. Men da zonetjeneren besøgte dem, lykkedes det ham at få dem alle tre til at arbejde sammen med sig i deres egen landsby i stedet for at tage ud i et andet distrikt. I stedet for den kølige modtagelse, som de alle „vidste“, de ville få, skete der det overraskende, at den ene forkynder spredte mange blade og den anden tegnede tre abonnementer på bladene ikke langt fra det hjem, hvor det offentlige foredrag skulle holdes.
Vagttaarnet viser sig stadig at være et vigtigt redskab til at få dets læsere med i sandheden. I marts tegnede sektionstjeneren en mand for Vagttaarnet. Efter at have læst flere numre var han overbevist om, at det var sandheden, og skrev til kontoret efter mere litteratur. Det blev sendt til ham, og samtidig skrev kontoret til menigheden og bad dem besøge ham. Med yderligere hjælp gjorde denne mand hurtigt fremskridt og lod sig i juli måned døbe ved stævnet.
En pioner aflagde adskillige genbesøg hos en dame, men kunne ikke få oprettet et studium. Imidlertid skulle pioneren forlade distriktet i et halvt år, og damen tegnede derfor abonnement på Vagttaarnet. Da pioneren vendte tilbage, havde bladet gjort sin virkning. Hvert nummer var blevet omhyggeligt læst, og damen var parat til et studium. Hun er nu blevet døbt og glæder sig over at kunne bringe dette gode blad til andre.
Der var også den ældre læge, som længe har interesseret sig for årsagen til de ulykkelige forhold, der er skyld i så megen sygdom. Han skrev til en søster: „Tak for de interessante blande, særlig det om sladder. Det mest instruktive og udtømmende, jeg nogen sinde har læst. Jeg kunne ønske et lille oplag af dette nummer til uddeling for at oplyse andre om dette fantastisk vigtige emne. Denne verdens pest eller spedalskhedssygdom, den mest smittefarlige og dødbringende sygdom, jeg kender.“
Takt gjorde det muligt for en forkynder at hjælpe en familie, der var stærke tilhængere af troshelbredelse. Ved først at koncentrere sig om de emner, de var enige om — „de sidste dage“, „verdens ende“, „den nye jord“ — øgede forkynderen familiens kundskab og vandt deres tillid. Da spørgsmålet om troshelbredelse endelig blev taget op til drøftelse, blev hele familien overbevist. Den ene efter den anden begyndte at tage standpunkt for sandheden, også faderen, som begyndte at deltage i forkynderarbejdet med uddelingen af særnummeret af Vagttaarnet for 1. april, og siden da har været regelmæssig forkynder, skønt han er firs år gammel.
To unge brødre, der var i fængsel, fordi de ønskede at bevare deres neutralitet, fik tilladelse til at holde deres vagttaarnsstudium i spisesalen. Andre, som kom der forbi, standsede op for at lytte, og med tiden begyndte seks til syv at overvære studiet. Diskussionen bredte sig, indtil brødrene til sidst holdt foredrag for en femten til tyve stykker. Det fik arrestforvareren imidlertid sat en stopper for, men siden har de gjort brug af andre lejligheder til at forkynde.
Skønt det er brødrene forbudt at prædike i fængselet, kan de dog forsvare deres tro. En broder, der under sit fængselsophold virkede som frisør, aflagde på denne måde et hedt vidnesbyrd for nogle fanger. To, som i begyndelsen var modstandere, blev efterhånden interesserede, men de blev kort efter løsladt. Da broderen senere blev løsladt, løb han en dag tilfældigvis på en af disse mænd på gaden, og han oprettede et bibelstudium hos ham. Nu er både manden og hans kone forkyndere.
Årets største begivenhed var landsstævnet, der blev holdt på Århus stadion i skønne, parklignende omgivelser. Til stadion hørte en kamperingsplads, hvor cirka 3000 brødre boede i 800 telte. Da stævnet blev planlagt, sagde turistbureauet i byen, at det ville være umuligt at skaffe tilstrækkelig hotelplads i juli måned, og århusianerne var for reserverede til at ville leje værelser ud til os. Men det gik lige modsat. Folk imødekom vore henvendelser, og vi skaffede gennemsnitlig én soveplads i timen, så de 3000 privatlogier, der var brug for, blev hurtigt nået.
Stævnets højdepunkt var resolutionen til Rusland. Den blev enstemmigt vedtaget af 8277 forkyndere, og hovedpunkterne i den blev gengivet i otteogtyve aviser, der har en samlet udbredelse på 665.000 over hele landet, en ganske god omtale i et land med et indbyggerantal på lidt over fire millioner. Der blev også udført et omfattende averteringsarbejde, der resulterede i, at 10.009 kom og hørte det offentlige foredrag om søndagen. Alle vendte hjem med et stærkt indtryk af foredragenes alvorlige, direkte og betimelige karakter.
Færøerne
Stormomsuste og forslåede ligger disse øer midt i oceanet med et altid skiftende vejr, der kan standse alle menneskegjorte planer om at rejse, fiske, arbejde, ja endog om at tage til byen. Det er den slags, der skærper ens tålmodighed, der lærer en, at den vante gåen til og fra i vor civiliserede verden ikke altid er så betydningsfuld, som den lader til. De folk, som lever her, er vant til det, og de tager livet, som det kommer. I almindelighed reagerer de langsomt på alt nyt, men nu er deres interesse ved at være vakt for mange nye ting, deriblandt håbet om den nye verden. Det tager dem lidt længere end andre mennesker at reagere på de nye og ukendte tanker, som budskabet om Riget indeholder.
En broder fra København besluttede at rejse herop som feriepioner. En af de første dage kom han til at tale med en dame ved en dør, men trods alle sine anstrengelser for at få hende til at sige noget lykkedes det ham ikke under hele sin otte minutters prædiken. Da han mente, at hun ikke havde hørt efter, ville han prøve en ny prædiken om et andet emne, og den tog femten minutter. Da han nu kom til præsentationen af litteraturen, sagde han: „Men jeg vil ikke tage mere af Deres tid nu. Derfor vil jeg gerne vise Dem nogle bøger, jeg har, og som De kan læse, når De har tid.“ Hun svarede: „Ja, men jeg har masser af tid til at høre efter i.“ Noget overrasket begyndte broderen nu på en tredje prædiken, idet han forklarede mange punkter igen, og efter alt i alt femogfyrretyve minutter præsenterede han de tre bøger, og damen tog imod en af dem.
Mens pionererne en dag arbejdede i et meget afsidesliggende område, besøgte de en gammel mand, som tidligere havde tegnet sig for begge blade. Ved læsning af dem havde han fået god forståelse, og han bød pionererne velkomne og talte med dem som en broder. Han var interesseret i den nye verdens samfunds vækst, og det var kun, fordi han ikke havde råd til det, at han ikke sejlede til Danmark til stævnet i juli.
Grønland
Sukkertoppen, Qutdligssat, Umanak, Kangamiut. Det er nogle af navnene på de byer og udsteder, som nu i det forløbne år har været besøgt adskillige gange af de to missionærer på Grønland. Der er blevet spredt megen litteratur, aflagt mange genbesøg for at opbygge interessen, og næsten 1600 har set filmen. Alt dette er sket under vanskelige forhold som dårligt vejr, dårlig bådforbindelse og ubehageligheder fra modstandernes side. Somme tider ventede brødrene i flere dage på en båd, for blot at finde, at der ikke var plads til dem, eller at kaptajnen simpelt hen nægtede at tage dem med, fordi de ikke var medlemmer af den danske folkekirke.
Under deres ophold i landsbyerne har det ofte været et problem for dem at finde et sted at bo. Efter at have tilbragt en kold nat i et brændeskur kom de den næste dag i deres hus-til-hus-arbejde til en grønlandsk dame, som havde hørt om deres boligproblem. Hun sagde: „Min broder og jeg synes, det er en skam, at De skal sove i et brændeskur. De må bo i min broders hus, så skal jeg lave mad til Dem.“
Der er blevet talt om filmen fra den ene ende af Grønland til den anden. Den har givet et godt billede af organisationens internationale karakter. Da grønlænderne kun er vant til dåb ved bestænkning af småbørn, har det undret dem meget at se voksne blive sænket helt ned under vand, som det foregår på filmen. Som følge heraf har mange tabt interessen for sandheden, mens andre har stillet yderligere spørgsmål om netop denne fremgangsmåde, der efter grønlandsk tankegang er meget upraktisk.
Fra præsternes side har der været stor modstand mod Jehovas vidner og deres brug af navnet Jehova. Hverken den danske eller den nu brugte grønlandske bibel anvender Jehovas navn, og det har ikke altid været let at forklare dette for folk. Imidlertid lykkedes det en dag brødrene hos en mand at få fat i en gammel oversættelse af Bibelen til grønlandsk fra 1820, og den brugte navnet Jehova. Det har været til stor hjælp for brødrene, når de skulle vise folk, hvem den sande Gud er, hvilke hensigter han har, og hvilke velsignelser der vil komme, når hans navn hævdes og herliggøres.“