Troens sejrvindere i det kommunistiske Polen
Følgende oplysninger er hentet fra to dokumenter, som den ledende tjener for Jehovas vidner i Polen har overrakt den polske rigsadvokat i Warszawa.
„SOVJETTERNES styre kender hverken til frihed eller retfærdighed. Det er ubevidst bygget op på nedbrydelse af det enkelte menneskes vilje, på ubetinget underkastelse. Men herrerne er vi. Undertrykkelsen er betroet os. Ekstrem hårdhed er vor pligt. Og under fuldførelsen af denne pligt betyder den yderste grusomhed højeste fortjeneste.“ — Lenin.
Dette sprog kan kun være talt af en, der har selveste Djævelens ånd. Naturligvis troede Lenin, lederen af den russiske revolution i 1917, ikke på overmenneskelige magter, hverken gode eller onde. Han var ateist, akkurat som alle ortodokse kommunister er det. For sådanne mænd har Darwins teori om en udvikling af arterne været og er stadig en meget velkommen forklaring på livets og menneskenes eksistens, og den fritager dem for at give en almægtig og alvis Skaber æren herfor. Den kommunistiske opfattelse af mennesket som et produkt af en udvikling forklarer, hvorfor mennesket er i så lav kurs. I deres øjne er mennesket kun et dyr, der har nået et højere udviklingsstade end de øvrige dyr, og som man kan behandle nøjagtigt, som den kommunistiske sags interesser fordrer.
Beviset herfor finder man i de sidste fire årtier af Sovjetunionens historie, i de millioner af slavearbejdere, den har holdt i hundreder af lejre, og i de talløse mennesker, der har fået et sørgeligt endeligt. Det kan også ses i det, der er sket og stadig sker i Ungarn, og det kan ses af de forfølgelser, Jehovas vidner har været udsat for f. eks. i Polen under kommunisternes styre siden den anden verdenskrigs afslutning.
Forfølgelserne sætter ind
I efteråret 1905 flyttede en indviet kristen forkynder, en „bibelstudent“, fra Schweiz til Warszawa for at overtage ledelsen af en fabrik til fremstilling af kniplinger. I lighed med alle andre kristne forkyndere af samme tro fortalte han andre om sit håb om Guds rige, hvilket dog i den første tid måtte foregå pr. tolk. Nogle troede, indviede sig til Jehova og begyndte at fortælle den gode nyhed til andre. Af denne spæde spire, der skød frem for cirka halvtreds år siden, er Jehovas vidners arbejde i Polen vokset til et smukt, stærkt og stateligt træ, der kan modstå alle de storme, der blæser imod det, to verdenskrige og det nazistiske og kommunistiske diktatur ikke undtaget.
Efter afslutningen af den anden verdenskrig opnåede Jehovas vidner frihed til at forkynde, men ikke ret længe. I små sæt kom den kommunistiske modstand for dagen, indtil det i 1948 blev umuligt at afholde de halvårlige og årlige stævner, der kendes som sektions- og zonestævner. I en af nazisternes koncentrationslejre havde nogle Jehovas vidner været fanger sammen med Josef Cyrankiewiez, der blev premierminister fra 1947 til 1952 og igen fra den 19. marts 1954. De havde delt deres mad med ham og på mange andre måder været ham til hjælp, og deres gode opførsel havde virket inspirerende på ham. På det tidspunkt sagde han til dem, at hvis han nogen sinde skulle opnå en høj stilling i efterkrigstidens Polen og vidnerne kom i vanskeligheder, skulle de opsøge ham. Da det begyndte at se sort ud for vidnerne i 1948, sendte de en delegation op til ham. Han tog beredvilligt imod dem og fortalte, at han var klar over, hvad der foregik, men han stod magtesløs og kunne intet gøre.
Allerede på et tidligere tidspunkt, i februar 1946, havde sikkerhedspolitiet i Lodz arresteret nogle af de ledende medlemmer af Selskabets afdelingskontor der. Til en af dem havde man sagt: „I må svømme med strømmen, ellers vil I ikke blive sat på fri fod.“ Da han bad om en nærmere forklaring på denne udtalelse, svarede en af embedsmændene:
„I skal samarbejde med os. I skal undertegne en deklaration, som vi vil opbevare. I vil få et pseudonym. Med det skal I underskrive de rapporter, I bringer her til kontoret eller til min privatbolig, eller en eller anden herfra henter, hvor I bor. I skal organisere Jehovas vidner på en sådan måde, at de kan overvære alle de romersk-katolske gudstjenester. Der skal de høre godt efter, hvad præsten siger i prædikenen. De skal mærke sig alle udtalelser, der rettes imod folkets styre, eller som kan skabe fordom mod staten.“
Vidnet afslog dette med den begrundelse, at de kun ville kæmpe mod deres fjender med Bibelens sandheder, og at de elskede deres næste. De arresterede vidner blev senere sat på fri fod som følge af en protest, der blev afleveret til den polske ambassadør i Bern, Schweiz.
I juni 1946 kom politiembedsmanden i Lodz til Vagttaarnets afdelingskontor og forlangte, at vidnerne skulle træde ind i et samarbejde med sikkerhedspolitiet. Som en advarsel gjorde han opmærksom på de uhyggelige konsekvenser, det ville få, dersom de sagde nej. Hvis de gik ind på det, ville de til gengæld få de bedste forsamlingslokaler i de forskellige byer til Jehovas vidners møder. „Ingen kan standse os,“ sagde han til vidnet. Men dette Jehovas vidne fastholdt sit standpunkt, hvorpå den kommunistiske agent forlod kontoret i vrede og ophidselse. Den næste dag blev vidnet kidnappet med så stor snedighed, at ingen lagde mærke til det. Da han blev fremstillet for statsadvokaten, blev han imidlertid løsladt.
Den 21. april 1950, klokken halv elleve om aftenen, faldt sikkerhedspolitiet pludseligt over afdelingskontoret og arresterede lederne af arbejdet. Der forelå ingen arrestordrer, hvilket viste, at razziaen blev foretaget uden statsadvokatens vidende. Kort tid derefter blev alle afdelingskontorets folk arresteret, og arbejdet blev officielt forbudt i hele Polen.
I hænderne på det polske sikkerhedspoliti
Hvilken behandling modtog nu de arresterede vidner? Vi skal her meddele nogle typiske tilfælde. For øvrigt er det værd at lægge mærke til, at den nuværende polske regering under Wladyslaw Gomulka har fordømt stalinisternes krænkelse af „den socialistiske retsbevidsthed“ og har bestemt at drage embedsmændene i det tidligere sikkerhedsministerium til ansvar for deres onde handlinger.
Vidnerne blev ført til distriktssikkerhedskontoret i Lodz og øjeblikkelig underkastet „tredjegrads“ forhørsmetoder. Vidne A blev pint og mishandlet i otte døgn uden ophør. Vidne B blev udsat for en tilsvarende behandling i seks dage.
Vidne A fik en regn af slag ned over sig, indtil han var sort og blå. Gentagne gange fortalte man ham, at hans prøvelser ville få en ende, hvis han ville tilstå, at han havde været spion. Hans plageånder forlangte tillige, at han skulle underskrive en erklæring, der gik ud på, at han havde givet ordre til at bygge en radiostation, som havde udsendt meddelelser, der forrådte polske interesser. På hans spørgsmål om, hvordan han skulle kunne underskrive en erklæring, der indeholdt det rene nonsens, fik han til svar: „Nonsens eller ikke nonsens, du underskriver, ellers får du ikke din frihed.“
Da han tabte bevidstheden på grund af slagene, hældte man koldt vand over ham, indtil han kom til sig selv og blodet var vasket ud af hans klæder. Han blev tvunget til at sidde i knælende stilling i tooghalvfjerds timer. Derpå blev han sendt til sikkerhedsministeriet i Warszawa, da torturen, man havde udsat ham for i Lodz, ikke havde formået at knække ham. Denne mishandling berøvede ham helbredet for livet. Men hans uangribelighed led intet skår; den skinnede om muligt endnu klarere og renere!
Vidne C blev nægtet mad i tre dage. Han blev gennempryglet, fordi han ikke ville sætte sit navn under en erklæring, der falskeligt anklagede hans medvidner. Så truede de med at ville hænge ham, men han lod sig ikke bluffe! Han blev væltet omkuld på gulvet, hvor officererne slog ham og trampede på ham og med gummiknipler sendte slag på slag mod hans bare fodsåler. Han fik trommehinderne sprængt og nogle ribben brækket. Disse pinsler stod på i hele toogtredive dage.
I Warszawa blev vidne A anbragt nøgen i et mørkt hul, hvor han hverken kunne sidde eller ligge ned eller stå oprejst. Der opholdt han sig i fireogtyve dage. Ustandseligt forlangte tyrannerne, at han skulle give sig, og til sidst truede de med at likvidere hans kone og barn, og han selv skulle komme til at hænge i laser. Men han fortalte dem, at han ikke kunne svigte Gud, uanset hvad de gjorde ham eller dem.
De gjorde alvor af deres trusler og arresterede hans kone og barn. Hustruen mishandlede de i den grad, at hun led af blødninger i fem år. Datteren kom ud for en endnu skændigere behandling, så hendes forstand tog skade. I en celle ved siden af hans satte de en pige, der med en stemme som hans datters grædende råbte: „Luk dem ud, de er uskyldige! Jeg vil hen til min mor!“ osv. Vidne A antog hele tiden stemmen for at være sin datters.
På et tidspunkt fortalte man ham, at alle hans lidelser, såvel som hans kones og datters, ville høre op, dersom han ville arbejde for kommunisterne; han fik tre dage at betænke sig i. Han svarede: „Jeg har aldrig været spion eller angiver og vil aldrig blive det. Mit svar bliver ikke anderledes om tre dage. Dette er mit endelige svar, om det så skal koste mig, min kone og min datter livet.“ Han blev så overført til Mokotow, der skulle være et endnu værre fængsel.
Hvordan kunne Mokotow fængslet være endnu værre? Torturen kunne ikke være meget værre, skønt vidne A fik så mange slag over brystet, at han i flere år efter havde smerter, hver gang han trak vejret dybt. Men kommunisterne dér var ganske særlig specialister i at stille spørgsmål på en sådan måde, at de kunne fange deres ofre i ord. De fordrejede og mistydede, hvad fangerne sagde, og når disse blev stille for retten, blev dommen fældet på grundlag af disse udtalelser.
Vidne B fik en lignende behandling. Foruden at han fik en regn af slag over hovedet og blev slået på maven, blev hans kæbe revet af led, så han ikke kunne spise i flere dage. Til ham sagde de: „Selv om du har tilbragt næsten fem år i en tysk koncentrationslejr på grund af din modstand mod Hitler, kan vi, dersom vi ønsker det, gøre dig til en første klasses gestapomand.“ Vidne D blev udsat for en lignende behandling som A, blev anbragt i et lille hul, pryglet og gentagne gange forhørt med krav om at tilstå spionagevirksomhed, hvilket han dog vedholdende nægtede at gøre.
Trofaste martyrer
De ovenfor omtalte vidner og mange andre, som gennemgik lignende lidelser, bevarede livet og kunne fortælle om de prøvelser, de havde gennemgået, men det gjorde andre ikke. Den 2. august 1950 fik vidne F således ordre til at stille på sikkerhedskontoret i Cieszyn. Da han nægtede at tjene kommunisterne og arbejde imod sine medvidner, skød en betjent ham med to skud. Han blev ført til hospitalet, hvor han døde en time senere. Lige før han udåndede, sagde han til lægen, der sad ved ham: „Jeg blev skudt af en af sikkerhedsministeriets folk, fordi jeg tjente Jehova trofast.“ Han var i sandhed et vidne, der var tro til døden.
Den 15. august 1950 arresterede sikkerhedspolitiet i Kolbuszow vidne G, der var amerikansk borger. Han blev slået i hovedet, og dernæst trampede betjentene med deres hæle på hans rygsøjle. Hans sind tog skade, og i løbet af seks dage var han død.
Vidne H blev arresteret den 12. januar 1953 af sikkerhedspolitiet i Piczow. En af folkene derfra sagde til en anden: „Fortæl ham, at han skal sige farvel til sin kone, for han kommer ikke tilbage.“ Otte dage senere var han pint til døde.
Sikkerhedspolitiet i Rybnik arresterede vidne I den 10. august 1950. Den 12. september fik hans kone meddelelse om, at han var blevet henrettet som spion. Det blev nægtet hende at få lov at se liget og ligeledes at få kisten åbnet ved begravelsen. Lignende anmodninger fra vidne M’s slægtninge i Lublin blev også afslået. Denne mand døde efter fire måneders ophold i fængslet. Man påstod, at han havde hængt sig selv.
Den 20. juni 1950 blev vidne J arresteret i Bialystok. Han blev udsat for en sådan tortur, at han var ude af stand til at gå. Han blev bogstavelig talt pryglet til døde omkring fem uger efter, at han var blevet arresteret. Men det varede halvandet år, før hans moder fik meddelelse om, hvad der var sket med ham.
Natten til den 19. juni 1950 arresterede sikkerhedspolitiet i Hrubieszow vidne K. Under forhøret den tredje dag bad man ham kommentere et skriftsted, der var afskrevet fra Bibelen, og mens han var i færd med det, skød man ham. Hans krop var helt blå og huden sønderflænget som følge af den mishandling, han havde været udsat for.
Samme dag arresteredes vidne L af sikkerhedspolitiet i Sandomierz og blev ført til sikkerhedskontoret i Kielce. Under forhøret blev han kastet på gulvet, sparket i hovedet og trampet på. Hans lunger og nyrer blev rystet løse, og blodet flød fra ham som følge af indre blødninger, lige til han døde.
Vidne N blev arresteret i Staw i nærheden af Kalisz den 17. januar 1951. Seks dages tortur var tilstrækkelig til at dræbe ham. Han havde fået den behandling, der var typisk for dette sted: Han var blevet tvunget til at sidde på en etbenet skammel, der på sædet havde en tap, der trængte op i tarmen. Der blev sendt elektrisk strøm gennem hans fødder og kæbe. Han blev hængt, til han mistede bevidstheden, og derefter kastet i en balje vand. Da han kom til sig selv igen, begyndte torturen forfra. Hans bødler krævede af ham, at han skulle tilstå spionagevirksomhed.
Den 25. januar bad hans hustru, om hun måtte se sin døde mand, men hun fik afslag. Om aftenen fik hun imidlertid telefonisk besked om at hente ham og få ham begravet. Statsadvokaten gav hende tilladelse til at gå ind i lighuset. Skønt vidne N kun var otteogtyve år gammel og for seks dage siden havde været sund og stærk, lignede han nu kun et skelet. Fra isse til fodsål bar han mærker efter mishandling, røde og opsvulmede pletter. Hans kønsdele var knust og opsvulmede m.m.
Sikkerhedspolitiet i Stettin arresterede vidne O den 20. maj 1952 og førte ham til fængslet i Warszawa og nogle få måneder senere til et i Lodz. Omkring to år senere hørte hans kone, at han lå på et hospital, og fik til sidst tilladelse til at besøge ham. Han var blevet så mager, at hun ikke kunne genkende ham. En sagfører rådede hende til at ansøge om, at hendes mand blev løsladt og fritaget for de „retsundersøgelser“, som endnu stod på, hvilket man til sidst gav tilladelse til, og hun fik ham hjem den 3. september 1954. Han havde den glæde at se sit hjem og sit barn endnu en gang, men døde otte dage senere. To tusind overværede begravelsen og protesterede således imod det kommunistiske politis sadistiske metoder, almindeligvis kaldet „beriametoder“.
Et pusterum
Andre vidner mistede synet på grund af mishandling, andre igen alle deres tænder, mange er invalider for livet og bliver aldrig i stand til selv at tjene deres brød. Efter kommunisternes tyvende partikongres i Moskva, som kom til at markere begyndelsen til „afstaliniserings“-programmet, lod man anklagen for spionage falde. Beriametoderne hører nu fortiden til i Polen, i det mindste indtil videre. Polske statsmænd har sagt, at domstolene vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for at bøde på al den uret, der er forvoldt tusinder af uskyldige mennesker, heri indbefattet Jehovas vidner.
Her skal citeres følgende uddrag af Yearbook of Jehovah’s Witnesses for 1957: „En fremtrædende regeringsembedsmand sagde: „Jeg beundrer det standpunkt, De har taget.“ Han udtalte yderligere, at der var tre hovedårsager til, at Jehovas vidners sag atter var blevet taget op til behandling af regeringen i Polen, og de var: 1) At Jehovas vidners lære ikke har ændret sig, til trods for at forbudet imod dem nu har varet i seks år. 2) At de trods arrestationer og mange andre vanskeligheder modigt og frygtløst har fortsat med at udøve deres religion. 3) At deres antal i hele den periode, hvor bevægelsen var forbudt, firdobledes.“
Jehovas vidner i Polen har i sandhed holdt fast ved deres uangribelighed til trods for alt, hvad kommunisterne har gjort imod dem. De har lagt samme ånd for dagen som Job, da han sagde: „Slår han mig end ihjel, vil jeg dog stole på ham.“ — Job 13:15, KJ.
Jehovas vidner såvel som alle andre retfærdselskende mennesker i verden kan hente glæde og opmuntring ved at betragte de polske vidners tro og loyalitet. De ser heri en opfyldelse af profetens ord: „Intet våben, der smedes mod dig, skal du’, hver tunge, der trætter med dig, får du dømt. Dette er HERRENS [Jehovas] tjeneres lod, den retfærd, jeg giver dem, lyder det fra [Jehova].“ — Es. 54:17.