Lykkelige er de som nægter at gå på kompromis
1. Hvilken handlemåde kunne Jesus have fulgt dersom han ikke havde været ledet af principper, men hvilken handlemåde fulgte han?
VED AT HANDLE i modstrid med Jehovas principper kunne Jesus have vundet menneskers gunst og undgået nogle af de forhånelser og lidelser han udholdt, men han var ikke af den slags der retter sig efter det der i øjeblikket betaler sig bedst. Jesus koncentrerede sig om sin absolutte hengivenhed for Jehova, han faldt ikke for det materielle og lod sig ikke indvikle i denne verdens anliggender; han vandt Jehovas evige velsignelse. Vort store eksempel var ledet af principper og ikke af lidenskab, og Guds lov var i hans hjerte. Han ville ikke gå på kompromis. — Sl. 40:9; Hebr. 10:9.
2, 3. (a) Hvilke trofaste eksempler på mennesker der levede efter kristne principper har vi i de første kristne? (b) Hvilket princip fremholdt Jakob for dem der gik på kompromis?
2 Apostlene så hans eksempel og ved den hellige ånds hjælp forstod de det fuldt ud. De indviede også deres liv til Jehovas tjeneste, blev døbt og voksede til åndelig modenhed. Beretningen om deres virksomhed og udtalelser understreger den måde hvorpå sande kristne, ledet af rette principper, må opføre sig for at være antagelige for Jehova. Den viser også at ufuldkomne mennesker som vi, kan leve efter principper. Når de stod over for forfølgelser var de lige så urokkelige som Jesus, Peter og Johannes, idet de svarede de herskende der havde slået dem fordi de fulgte rette principper: „Vi må adlyde Gud som hersker fremfor mennesker.“ De kunne have undgået forsmædelser og fysiske lidelser ved menneskers hånd dersom de var gået på kompromis om de kristne principper, men de ville have lidt frygtelige samvittighedskvaler hvis de havde gjort det. De var modne kristne som omhyggeligt gennemtænkte problemerne og indså at det eneste der var at gøre, var at give et direkte svar. — Ap. G. 5:29, NW; 1 Pet. 3:16, 21.
3 De første kristne gjorde ikke noget sukkersødt indtryk på verden og gik ikke på kompromis om deres stilling eller budskab for at vinde verdens anerkendelse. Jesus havde udtrykkeligt fortalt dem at de ville blive hadet af verden og komme til at lide forfølgelse, ja døden, for at holde fast ved de rette principper. De vidste at gik de på kompromis betød det opgivelse af deres forhold til Jehova. Den ligefremme Jakob henvendte sig derfor i kraftige vendinger til dem der gik på kompromis: „I utro! ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“ — Jak. 4:4.
4, 5. Vis hvorledes det at ræsonnere ud fra kristne principper beskytter kristne mod de såkaldte trossammenslutninger.
4 I disse tidlige tider under det romerske rige dyrkede verdenslederne en blanding af religioner, en slags trossammenslutning, hvor alle religioner ansås for at have en vis værdi. Men de sande kristne holdt sig adskilt fra alle andre religioner og blev hadet for deres urokkelige standpunkt. Hvordan kunne de kristne gøre andet? Kristus havde fastslået princippet om at de ikke var en del af verden. De vidste at det var ret at tilbede Jehova og ikke afguder. (Læg mærke til hvorledes Paulus ræsonnerer over principper og afgudsdyrkelse i 1 Korinter 10:14-22.) At ræsonnere ud fra de bibelske principper beskytter enhver kristen mod såkaldte trossammenslutninger. Jesus havde, som der står skrevet i Mattæus 16:6-12, advaret: „’Se til, at I tager jer i vare for farisæernes og saddukæernes surdejg!’ Men de talte med hverandre og sagde: ’Det er, fordi vi ikke tog brød med.’ Men da Jesus mærkede det, sagde han: ’I lidettroende! hvorfor taler I med hverandre om, at I ikke har taget brød med? Forstår I endnu ikke? Husker I heller ikke de fem brød til de fem tusinde, og hvor mange kurve I da fik? Eller de syv brød til de fire tusinde, og hvor mange kurve I da fik? Hvor kan det så være, I ikke forstår, at det ikke var om brød, jeg talte til jer? Men tag jer i vare for farisæernes og saddukæernes surdejg.’ Da forstod de, at han ikke havde talt om at tage sig i vare for surdejgen i brød, men for farisæernes og saddukæernes lære.“ Så de behøvede at have kendsgerningerne i tanke når de ræsonnerede, og Jesus hjalp dem med at lære. Senere hen fremstod Paulus og ræsonnerede klart over sin tids presserende problem i forbindelse med trossammenslutning, og han hjalp medkristne til at ræsonnere rigtigt ved i 2 Korinter 6:14-17 at skrive: „Træk ikke i ulige åg med de vantro, thi hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke? hvordan kan Kristus stemme overens med Beliar? eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro? hvordan kan Guds tempel og afguder have med hinanden at gøre? Vi er jo den levende Guds tempel, thi Gud har sagt: ’Jeg vil bo og vandre iblandt dem og være deres Gud, og de skal være mit folk.’ Derfor: ’Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent.’“ Klar logik af Paulus. Ved at forstå de principper det drejede sig om, kunne de kristne i Korint bevare sig rene.
5 I dag finder vi derfor, selv om ordet „trossammenslutning“ ikke står i Bibelen og følgelig ikke forbydes direkte, at sande kristne følger kristne principper og ikke er med i trossammenslutninger, alliancer eller kirkeråd hvor man indgår kompromis efter kompromis. Vi vil ikke tage del i den sammenblanding af splittede, falske religioner, der nu er så populær i denne verden. Hvorfor ikke? Fordi vi ræsonnerer ud fra Bibelens principper og forstår den kristnes stilling i denne verden. Som kristne må vi bevare os rene og aldrig gå på kompromis om Guds retfærdige principper for at opnå at blive betragtet med velvilje af denne verden.
6. Hvorledes må den kristne ræsonnere ud fra Guds principper og love i forbindelse med blodtransfusion?
6 Et andet eksempel på noget der ikke specielt er omtalt i Bibelen og som man må ræsonnere over ud fra Guds principper og love, er blodtransfusion. Hvor let lader folk der ignorerer Guds principper sig ikke ophidse af lidenskab eller følelser! Blodtransfusion er noget man har fundet på i de senere år, og det forekom derfor aldrig på Bibelens tid. Guds principper og love er imidlertid tydelige nok: Kødets liv er i blodet. Blod skal hældes ud, ikke oplagres. Blodtransfusion er det samme som intravenøs madning; det er at få blodet som et næringsmiddel. Man må derfor drage den slutning at det er en ubibelsk skik. Princippet sejrer over følelsen. Sande kristne vil ikke gå på kompromis eller tillade nogen form for blodtransfusion og derved pådrage sig Jehovas mishag. Det ville under alle omstændigheder være tåbeligt at miste det evige liv i den nye verden, blot fordi man ønskede at leve nogle få uger eller år længere nu.
7. Hvilket pres kan der blive lagt på en kristen i forbindelse med blodtransfusion?
7 Men hvem vil benægte at man, når man er personligt inddraget i en kamp mellem denne verdens oprørske følelser og sandhedens principper, da ikke er ude for en prøve? Synes blodtransfusion ikke at være noget værdifuldt, rent overfladisk set? Kunne man ikke hævde at man på denne måde kunne bevare sig i live og være bedre i stand til at tjene Gud? Det er til ingen nytte at komme med den slags argumenter. Det er muligvis sandt at bloderstatninger ikke vil gøre samme gavn som blod. Men Guds principper står fast, og kristne følger hans love, selv når de går imod lægevidenskabens argumenter. Jehovas indviede tjenere bliver således stadig udsat for pres af forskellig art og det er kun ved en rolig, betænksom og klar overvejelse af problemerne, og ved omhyggeligt og under bøn at udgranske Jehovas vilje, at den kristne undgår at gå på kompromis.
Faren ved at gå på kompromis
8. Hvorfor bør man undgå selv et enkelt kompromis?
8 At gå på kompromis er farligt. Går man én gang på kompromis, nedbryder man en god samvittighed. Andre kompromiser følger let efter. Det kan sammenlignes med at en mand der har fortalt en løgn må lægge mange flere til for at dække over den første.
9. Hvad betyder det for den kristne at være neutral over for verden?
9 Den samvittighed som er ledet af Jehovas ord vil holde sig til rette principper og hjælpe en til at bevare den rette neutralitet over for verden. En indviet Jehovas tjener indtager en stilling som er helt anderledes end den et menneske i verden har. Han er ved overenskomst forpligtet til at gå ind for Jehovas sag, både i ord og handling, og han kan ikke bryde denne overenskomst. (Præd. 5:3, 4) Nogle kunne måske mene at de kristnes neutralitet over for verden kun indebærer at de ikke tager del i noget som krænker den kristnes principper og samvittighed. Men det er ikke kun hvad man ikke er, der tæller, men det er hvad man er! Neutralitet over for verden udelukker ikke virksomhed i forbindelse med den nye verdens interesser. Det betyder aktiv kristen tjeneste — en aktiv indsats for den nye verden. Uden en sådan virksomhed stemples vor tro som død. Den virksomhed der nu er påkrævet er grundlagt på det princip Jesus fremholdt: „Og denne gode nyhed om Riget skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne og da skal den absolutte ende komme.“ Der må gøres et samvittighedsfuldt arbejde for at tage del i udførelsen af denne Jehovas hensigt. — Jak. 2:26; Matt. 24:14, NW.
10. Hvad må den kristne tænke på når der gøres noget for at trække ham ud af tjenesten, og hvad vil han gøre?
10 Dersom nogen har taget denne tjeneste op, hvordan kan de så med god samvittighed frivilligt tillade at noget trækker dem bort fra tjenesten? Der er tider da verden forlanger at et menneske skal udføre en særlig tjeneste af en eller anden art som er i modstrid med Bibelens principper, efter hvilke hans samvittighed er oplært, eller som i den grad vil indvikle ham i indbringende ekstra-arbejde, at han ikke vil være i stand til at give tjenesten den rette opmærksomhed. Her må han ræsonnere ud fra Guds ords principper. Vil han lade sig trække bort fra tjenesten for udelukkende at tjene den gamle verden? Skal han frygte hvad der vil ske ham dersom han nægter? Vil han miste sine nuværende eksistensmuligheder? Vil han lide materielt tab, eller vil hans omdømme lide dersom han holder fast ved sin tjeneste? Vil han blive forfulgt? Det er en kamp mellem principper og lidenskab. Ud fra det kristne princip om vort forhold til verden skrev Paulus i 2 Timoteus 2:3, 4 (NW): „Vær med til at lide ondt som en soldat af den rette slags for Kristus Jesus. Ingen som gør tjeneste som soldat indvikler sig i livets erhvervsmæssige beskæftigelser, for at han må opnå godkendelse af den som hvervede ham til soldat.“ Vi er kristne soldater. Vi er sendebud på Kristi vegne. Vi har fået overdraget vort arbejde af Gud. Med disse principper fast for øje følger hver enkelt kristen sin samvittighed, selv om hans familie og verdslige naboer ikke forstår hvad Jesus mente da han sagde: „Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.“ — 2 Kor. 5:20; Matt. 6:33.
11. Hvorledes er præsteskabet gået på kompromis om Guds ords principper, og hvad har været resultatet for det og for kristenheden?
11 Vi er i stor gæld til Jehova fordi han har åbenbaret os sine hensigter med den nuværende tingenes ordning under Satan. Hvor forskellig er ikke vor stilling fra præsteskabets og denne verdens menneskers! Præsteskabet er bekymret over at se gudløshed, kommunisme og hedenske filosofier som en flod vælte ind mod kristenhedens døre og sive ind i dens organisationer. Men vi er ikke forbavsede, for Jesus forudsagde det i profetien i Lukas 21:20-22. Kristenhedens ledere gør sig voldsomme bestræbelser for at bevare deres engang så store indflydelse over folkene. Men de giver ikke folket et fast grundlag for tro ved at lære dem Guds rene principper, og folket glider bort fra dem. Præsteskabet er gang på gang gået på kompromis om Guds ords grundprincipper og har fordrejet skriftsteder i et forsøg på at retfærdiggøre kompromiserne. De har indført spil, teaterforestillinger og selskabelige sammenkomster i kirkerne for at prøve at holde sammen på hjorden. De har allieret sig med politikere og viser sig at være en del af denne verden. The National Council of Churches of Christ i U.S.A. giver bevis herfor ved, som omtalt i New York Times den 10. september 1956, at bekendtgøre at „præster har pligt til at gennemtænke problemerne og tage standpunkt i politik“. Det ville Kristus Jesus og apostlene aldrig have gjort. Præsteskabet har velsignet og deltaget i blodige krige. Men selv med deres kompromiser og tagen parti for politiske ledere har de ikke formået at hindre kristenhedens åndelige sammenbrud og bevare kontrollen over folket. De er splittede, uenige og åndeligt svækkede.
12. (a) I hvilken retning har kompromiserne ført kristenheden? (b) Hvilken stilling indtager Jehovas vidner som en modsætning hertil?
12 Jehovas vidner har forventet denne tilstand i kristenheden som er gået på kompromis, og Guds ord viser at den vil forværres yderligere, til den principløse kristenhed omsider falder endnu mere eftertrykkeligt end det utro Jerusalem, hvis fald i 607 f. Kr. var en profeti om den kommende begivenhed. Og Jehovas vidner ønsker ikke at have noget med det utro præsteskab og dets gerninger at gøre. Kristenhedens skæbne er afgjort ved Guds dom. Der har åbnet sig en stor afgrund mellem Jehovas principfaste tjenere og de principløse falske gudsdyrkere. Jehovas organisation vil forblive ren alt mens højdepunktet nærmer sig. Hans sande vidner holder fast ved Guds principper og bevarer sig rene. Vi er ikke her på jorden for at blive populære i verden; vi er her for at hævde sand tilbedelse.
Hold ud og bevar jer adskilt fra denne verden
13. Hvorledes har Jehovas tjenere uden at gå på kompromis vist en tålmodig holdning i forbindelse med arbejdet i Italien, og med hvilke resultater?
13 At hævde den rene tilbedelse kræver tålmodighed og udholdenhed mens man klynger sig til de kristne principper. I mange dele af verden har vore brødre under de strengeste prøver måttet lade sig lede udelukkende af Jehovas principper. Jehova har styrket dem. Tænk på vore brødre i totalitære lande. Har de svigtet principper for bare at kunne pleje deres lidenskaber? Se for eksempel på vore brødre i Italien. I årevis hindrede Mussolinis sortskjorter Jehovas vidners forkyndelse af den gode nyhed. Vatikanet havde indgået alliancer med verden og nød dens venskab, mens Jehovas vidner i Italien, kun få i antal, led hård forfølgelse. Jehovas vidner i og uden for Italien spekulerede på hvorledes det skulle blive muligt at forkynde for Italiens millioner. Årene forekom dengang lange, men Jehovas vidner var tålmodige. De mistede ikke troen. De forkyndte hvor de kunne. Tiden kom da Jehovas principper skulle gøres kendt i Italien, og „den romersk-katolske kirkes sværd“ blev fjernet. Da der blev lukket op for arbejdet blev det hurtigt fremmet over hele landet, og nu blomstrer der en hurtigt voksende del af den nye verdens samfund i det solfyldte Italien.
14. Hvordan har Jehovas vidner i andre totalitære lande holdt ud, adskilte fra verden, og vundet Jehovas velsignelse?
14 Vore brødre i det nazistiske Tyskland holdt ud, nogle endog til døden. Vore brødre i Den dominikanske Republik og i Argentina har holdt ud. Kristne forventer at måtte udholde meget mens de forbliver adskilte fra denne verden, men mens de venter på at Jehova skal udfri dem fortsætter de med at forkynde den gode nyhed. Jehova har rigt velsignet deres tro, som i Quebec hvor vore brødre kæmpede en hård kamp og ikke ville gå på kompromis om det der var ret. Jehova har givet sejre, og i dag forkyndes den gode nyhed åbenlyst i de fleste af disse lande, til Jehovas pris. Jehovas tjenere har stået urokkelige på Jehovas faste principper, selv når situationen syntes allermørkest. Fuldstændig overbeviste om det rigtige i deres standpunkt har de kæmpet tappert, og ved Jehovas hjælp er det omsider lykkedes dem at overbevise mange herskere og dommere om de lovmæssige rettigheder som de der holder sig til Jehovas principper har. Og i dag forkyndes den gode nyhed åbenlyst i de fleste af disse lande, til Jehovas pris og til stor ærgrelse for præsteskabet der har modstået dem.
15. Hvorfor har det været muligt for Jehovas vidner at udholde den voldsomme kommunistiske forfølgelse, og hvad gør de mens de holder ud?
15 I årevis har brødrene i de kommunistiske lande nu måttet udholde ondsindet forfølgelse. Der er blevet gjort yderst snedige og vedholdende bestræbelser for at få dem til at gå på kompromis. Trofaste Jehovas vidners fastholden ved kristne principper har været et stort vidnesbyrd for herskerne og folket. Hvor meget længere brødrene må udholde disse tilstande véd vi ikke. De husker på det princip Jesus udtalte: „Den, som holder ud indtil enden, han skal frelses.“ (Matt. 24:13) Og Paulus’ ord giver os forståelse: „Du derimod har efterfulgt mig i lære, . . . i troskab, . . . i udholdenhed, i forfølgelser, i lidelser . . . Ja, hvilke forfølgelser har jeg ikke døjet! og Herren har friet mig ud af dem alle. Sådan skal også alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, blive forfulgt.“ (2 Tim. 3:10-12) Så mens de holder ud forkynder de, og gennem dem indsamler Jehova flere af sine får. Beretningen om Jehovas tjeneres udholdenhed i disse sidste dage kunne kun blive til ved Jehovas hjælp, og til ham går al vor tak og pris. Hvor lykkelige er de som ledes af principper og som holder ud i den herlige kamp! — Jak. 5:11.
16. (a) Hvorfor er det nu vigtigt at vide hvorledes man skal ræsonnere ud fra Guds ords principper? (b) Hvordan kan vi undgå at lade os besnære af menneskelig tankegang?
16 Satan har kun haft lidt held til ved hjælp af brændende forfølgelser at besejre dem der lever efter sande kristne principper. Men han er en listig modstander og har ikke opgivet kampen. Satte han ikke Jesus på prøve ved at foreslå ham noget der rent overfladisk kunne synes at være godt, men som ville have trukket ham bort fra Jehova? (Matt. 4:1-11) Jesus vidste hvordan han skulle ræsonnere ud fra Bibelens principper, og stod fast. Satan ved nu at hans tid er kort, og han går omkring og søger at opsluge alle, Jehovas tjenere indbefattet. Ved hjælp af underfundige snarer ville han gerne have Jehovas tjenere til at gå på kompromis, få dem til at bryde sammen og derefter tilvende sig deres tilbedelse. Vi står nu over for den største prøvens tid kristne nogen sinde har kendt. Lad os derfor være påpasselige med hvordan vi tænker og ræsonnerer. Hold fast ved Guds retfærdige love og principper. Selv de der står os nær eller er os nært forbundne, kan give os dårlige råd ved at følge en menneskelig tankegang i stedet for at følge Guds principper. Den hårdt prøvede Job blev udsat for sin hustrus ulyksalige ord. (Job 2:9, 10) Selv Kristus Jesus måtte være på vagt over for farlige ord da Peter, hans nære medforbundne, kom med stærke indvendinger mod nødvendigheden af at Jesus skulle lide og dræbes. Han „sagde til Peter: ’Vig bag mig, Satan! du er mig til forargelse; thi du sanser ikke, hvad Guds er, men kun, hvad menneskers er’“. Og for at hjælpe Peter til at tænke ret fremholdt Jesus derfor et princip der angår alle kristne: „Thi den, som vil frelse sit liv, skal miste det; men den, som mister sit liv for min skyld, skal bjerge det.“ (Matt. 16:22-25) Så lad os se hen til Jehovas ords og organisations pålidelige råd. Jehova har givet os sine retfærdige principper for at vi kan grunde over dem, og så længe vi bevarer et stærkt sind ved at rette os efter disse principper, vil vi ikke give efter for Satan.
17. Hvorfor må vi nu være vågne over for kompromiser, og hvad vil resultatet blive for dem der aldrig går på kompromis om kristne principper?
17 For Jehovas tjenere i denne åndelige kamp er det nu tid til nøgternt at overveje alt hvad vi gør. Vi har en underfundig fjende i Satan, og der bliver lagt mange snarer for at fange os, for at lulle os åndeligt i søvn eller trække os ind i verden og bort fra det der kommer først i vort liv, Guds rige. Vi må bevare fatningen efterhånden som prøverne på vor hengivenhed kommer. Vi må tålmodigt gennemtænke problemerne og omhyggeligt overveje den vejledning vi får gennem Guds ord og organisation før vi tager et skridt der kan bringe vor tjeneste i fare. Vi må blive åndeligt modne kristne som kan træffe rigtige afgørelser. Verden følger mere og mere det der er fordelagtigt eller bestemmes af lidenskab, og den ignorerer principper; men Jehovas tjenere holder mere og mere fast ved kristne principper og aflægger kødets lidenskaber. Vi er kristne. Vi har indviet os. Vi er villige til at lide for retfærdighedens skyld. Vi er ikke en del af verden og ønsker heller ikke nogen sinde at blive det. Det er nu en tid med endelig dom. Evigt liv står på spil. Tænk på det der hører Gud til og lad dig lede af det. Vind evigt liv ved aldrig at gå på kompromis om kristne principper.