Lidelser der er i harmoni med Guds vilje
ER DET Guds vilje at nogen skal lide? Bringer det Gud glæde at hans skabninger kommer ud for trængsler og prøvelser? Kan så bitre erfaringer tjene en god hensigt? Fortalte Jobs falske trøster hele sandheden da han erklærede: „Ikke fra lutter støv kommer det der gør skade, og fra den bare jord udspringer lidelse ikke. For mennesket, det er født til lidelse, som selve gnisterne der flyver til vejrs“? — Job 5:6, 7, NW.
Da Peter og hans medarbejdere i den kristne tjeneste blev grebet og pisket af den jødiske nations politisk-religiøse myndigheder og disse forbød dem at tale i Jesu navn, gik de bort „glade over, at de var agtet værdige til at vanæres for navnets skyld“. (Ap. G. 5:41) De fleste af deres medborgere i Palæstina så uden tvivl sådan på det at apostlene havde handlet uklogt, at de havde bragt lidelser over sig selv og blot led den velfortjente straf for deres egen dumhed. Ingen ville gøre dem noget hvis de beholdt deres religion for sig selv. Men det gjorde de ikke, og det led de for, og glædede sig derover, mod almindelig forventning.
Disse apostle var ikke fanatikere der beherskedes af overspændte, ubændige følelser som gjorde dem immune over for de grusomheder og genvordigheder der blev dem til del. Det bekræftes af deres logiske argumenter og deres medfølende interesse for deres medkristne. De havde ikke ved selvpålagte bodsøvelser og selvpineri gjort sig ufølsomme over for andre menneskers skrøbeligheder og lidelser. De fulgte i deres Mesters fodspor og søgte ikke lidelserne eller en martyrkrone, men når voldsomme prøvelser kom over dem fordi de trofast udførte deres tjeneste, stod de fast og glædede sig. Hvordan formåede de det?
Det var velkendt for de første kristne tjenere at Gud i Edens have havde erklæret uophørlig krig mellem den onde sæd og den retfærdige sæd. (1 Mos. 3:15) Denne vedvarende krigstilstand ville medføre en lang række lidelser, sorger og ulykker; men med hvilke vidt forskellige virkninger! De der gjorde fælles sag med de onde ville føle usikkerhed, frygt, bitterhed og håbløshed; men de der elskede og kæmpede for retfærdighed ville have tillid, frimodighed, styrke og et stærkt håb tilligemed fred. (Ordsp. 6:22, 23; Gal. 5:22) Historien fortsætter med at opfylde denne vidtrækkende domsprofeti. Lige siden dommens dag i Eden har det været Guds vilje at de skabninger der ønskede at forblive trofaste mod ham, skulle holde stand imod hans fjenders had og angreb og under prøve give bevis på deres uangribelighed. Vi kan gøre vor kærlige Fader i himmelen lykkelig ved at holde trofast ud under lidelser som har deres oprindelse hos dæmonerne, for hans eget kostelige råd til dem der ønsker at vinde hans gunst lyder: „Vær viis, min søn, og glæd mit hjerte, at jeg kan svare den, der smæder mig.“ (Ordsp. 27:11) Kan man tænke sig noget bedre svar til den store spotter, Satan, end vor trofaste standhaftighed under alle hans djævelske angreb, hvorved vi beviser at han er ærkeløgneren og dokumenterer vor kærlighed og tillid til den øverste Suveræn!
Undersøg årsagen til lidelser
Det er derfor meget vigtigt at vi undersøger årsagen og kilden til vore lidelser hvis vi skal kunne afgøre om vi lider i harmoni med Guds vilje eller ej. Sikkert er det, at dersom vore erfaringer ikke gør os lykkelige er der noget galt, og det kan bevise at vi ikke kæmper for den rette sag. Jesus erklærede: „Lykkelige er I når folk håner og forfølger jer og løgnagtigt siger al slags ondt om jer for min skyld. Fryd jer og spring af glæde, thi jeres belønning er stor i himlene.“ (Matt. 5:11, 12, NW) Dermed være ikke sagt at den der er lykkelig i sine lidelser altid går rundt med et smil på læben, nynnende en munter melodi. Men det betyder at han har en dyb følelse af tilfredshed, der har sit udspring i en ren samvittighed ind for Gud. (1 Pet. 3:21) Han må være overbevist om at hans trængsler skyldes at han helhjertet har stillet sig på Guds side i det universelle stridsspørgsmål. Har du denne tilfredsstillelse og denne overbevisning?
Mange af de mennesker der hævder at være kristne og som udsættes for lidelser livet igennem, har den faste tro at de lider uforskyldt. Nogle har altid så travlt med at rette på andre eller give dem gode råd, at de aldrig har tid til at indse og ændre deres egne åbenlyse fejltrin. Hvor forbavsede bliver de ikke når den usminkede anklage rettes imod dem, at de har blandet sig i andres sager! Andre klarer deres problemer i hjemmet og i ægteskabet og problemer med deres helbred på deres selvvalgte facon uden at tænke på hvilken vejledning Guds ord giver dem i disse retninger. Samtidig hævder de at de gør Guds vilje. Når deres dåragtige adfærd fører til lidelser, jamrer og beklager de sig og tager anstød når det samme Guds ord afslører at de handler uret.
Nogle viser i ord og gerning at de hader deres medmennesker; de slutter sig til politiske bevægelser der uden skrupler vil skade eller endog føre død over mennesker som står deres selviske planer i vejen. Gud betragter den slags mennesker som mordere. (1 Joh. 3:15) Atter andre såkaldte kristne søger at vinde deres medmennesker for at fremme en eller anden selvisk hensigt — politisk, kommerciel eller personlig. Der er også mange der aldrig nogen sinde yder Jehova Gud den ære, tjeneste og tilbedelse der tilkommer ham. Alle sådanne betragtes af den Almægtige som tyve og bedragere. — 2 Sam. 15:6; Mal. 3:8, 9.
Alle disse typer mennesker er ulykkelige, ondskabsfulde og forbitrede når modgangen rammer dem. De har ladet hånt om den advarsel apostelen Peter gav udtryk for: „Lad ingen af jer lide som en morder eller en tyv eller en forbryder eller som en der blander sig i andres sager.“ (1 Pet. 4:15, NW) Samtidig med at de spotter Jehovas lov og ignorerer vor tids trøstende budskab om Riget, påstår de at de lider for retfærdigheden. Med deres dåragtige adfærd og klagende holdning siger de i virkeligheden at der findes fejl hos universets fuldkomne og kærlige Suveræn. — Rom. 9:20.
At lide for retfærdigheden
Sande kristnes indstilling over for lidelser er en opløftende modsætning hertil. Mens de gør Guds vilje og tjener hans hensigt finder de sig tålmodigt i alt. De ved hvorfor de er kaldet til at lide, og de har altid deres Mester og deres tros fuldender for øje, han der „i sit jordelivs dage“ led meget og lærte „lydighed af det, han led“, skønt han var en fuldkommen mand. (Hebr. 5:7, 8) Og selv han fremlagde sine problemer, sine bønner og sine sorger for al trøsts Gud, hans himmelske Fader. Hvilket ypperligt eksempel for os! Her er en kilde hvorfra vi kan hente kraft til at holde ud: en uophørlig, nær kontakt med vor Fader og Gud. Husk at det blev sagt om Moses at han „holdt ud, som om han så den usynlige“. — Hebr. 11:27.
Vi kan ikke tillade os at overse den bemærkelsesværdige opdragende virkning som lidelser for retfærdighedens skyld har. Paulus hentede uden tvivl impulser fra sit studium af de gamle hellige skrifter da han til gavn for os skrev: „Al tugtelse synes vel i øjeblikket ikke at være til glæde, men til sorg; men siden giver den dem, der er opøvet ved den, en fredens frugt: retfærdighed.“ (Hebr. 12:11; Ordsp. 3:11, 12) Er vi blevet opdraget ved Jehovas tugt? Svaret er ja hvis vi bevarer den uforfalskede lykke ved vore oplevelser i tjenesten og fortsætter i trofast tjeneste uden at klage. Vor egen indstilling, modstand i hjemmet, synderes idelige modsigelser, verdens had — hvad der end måtte være den øjeblikkelige årsag til vore lidelser skulle vi bevare den rette ånd hvis vi virkelig lider i harmoni med Guds vilje. (Gal. 5:22) Vær sikker på at hans mægtige hånd former og forbereder os til større og stadig lykkeligere tjenesteforrettigheder i den kommende nye verden. Derfor opmuntrer Peter os passende med ordene: „Vedbliv med at glæde jer, efter som I er delagtige i Kristi lidelser, for at også I kan fryde jer og strømme over af glæde under åbenbaringen af hans herlighed.“ — 1 Pet. 4:13, NW.
Kristi åbenbaring i magt når han tager hævn over sine fjender, er nu nær. Tålmodigheden med dem der smæder hans Fader er nu forbi. Som menneske fandt Jesus sig villigt i forsmædelse og skam, men nu har bladet vendt sig og Guds fjenders hærskarer vil blive udslettet i et forsmædeligt og fuldstændigt nederlag. Denne sejrs herlighed synes allerede at omgive den nye verdens konges modige krigere som nu er „med til at lide ondt“. — 2 Tim. 2:3.
Da Gogs og hans styrkers sidste angreb nærmer sig og den tid der indebærer de største lidelser derfor kommer, bør alle Jehovas tjenere stå fast. Hent trøst i det kærlige løfte der er givet os: „Gud er trofast, han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem.“ — 1 Kor. 10:13.