Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w58 15/4 s. 190-191
  • Spørgsmål fra læserne

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Spørgsmål fra læserne
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1958
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1958
w58 15/4 s. 190-191

Spørgsmål fra læserne

● Er det virkelig sandt at ægteskabsmoralen er dalende? Eller er det vi hører blot sensationsjægeres forsøg på at kildre sensationslystne menneskers ører? — D. P., De forenede Stater.

Det stemmer ikke med Vagttårnets formål at det skulle lade sig lede af følelser og stemninger i behandlingen af et emne. Fra dets fremskudte post skal det henlede opmærksomheden på de fysiske kendsgerninger og sidestille dem med profetien således at læseren selv kan se og afgøre hvor nøje de to ting passer sammen og med hvilken omhu Jehova tolker sit eget ord. Jesu ord i hans store profeti om enden på denne tingenes ordning har forbindelse med det spørgsmål der er stillet. Jesus sagde: „Som folk var i dagene før Vandfloden, de spiste og drak, tog til ægte og gav til ægte, til den dag da Noa gik ind i arken, og de ænsede intet før Vandfloden kom og fejede dem alle bort, således skal Menneskesønnens nærværelse være.“ Hoseas forudsagde: „Thi ej er der troskab, ej godhed, ej kender man Gud i landet. Man sværger og lyver, myrder og stjæler, horer, gør indbrud, og blodskyld følger på blodskyld.“ — Matt. 24:38, 39, NW; Hos. 4:1-3.

Nu spørger vi: Hvad viser kendsgerningerne? Er vi vidner til opfyldelsen af Bibelens profetier eller er vi kommet ind i en malstrøm af sensationspræget nyhedsstof? Dronning Elizabeth II af England sagde da hun endnu var prinsesse: „Vi kan næppe komme uden om at måtte indrømme at vi lever i en tid hvor lidenskaberne får frit løb, hvor en forhærdet materialisme tager til og den moralske standard stadig sænkes.“ Dette er næppe hang til sensation. Men det understreger problemets alvor. I en amerikansk rapport, Annals of the American Academy of Political and Social Science, for november 1950, hed det om England: „Tallene er forbløffende. Fra 5000 om året indtil 1937, er antallet af skilsmisser i virkeligheden blevet 10 gange større i løbet af 10 år!“ Om Sverige hed det i rapporten: „Skilsmisseprocenten i Sverige er vokset støt. Den er steget med mere end 100 procent i det sidste ti-år og med 1000 procent i det sidste halve århundrede.“ Rapporten citerede en autoriseret ægteskabsmægler der havde sagt at „50 procent af alle ægtemænd og 25 procent af alle hustruer [i Stockholm] kunne anklages for at bedrive hor“. Om De forenede Stater viser rapporten at det gennemsnitlige antal skilsmisser pr. et hundrede ægteskaber i ti-året 1940-49 var steget med 466 procent i forhold til ti-året 1881-90. En lignende stigning kan spores i andre lande. Siden denne rapport blev affattet er skilsmisseprocenten steget yderligere. Dette er de nøgne kendsgerninger.

Tag ikke fejl. Der har virkelig fundet et moralsk sammenbrud sted, og det i hele verden. Lykkelig er du hvis du ser at disse tilstande er en del af det store tegn der afmærker endens tid for denne gamle verden. — Matt. 13:13-17.

● „Antallet af ungdomsforbrydelser stiger stadig!“ Er det ikke blot det opskræmte råb fra voksne der ganske stille har glemt deres egne ungdommelige udskejelser? Mon ikke de politikere har ret der siger at den statistiske vækst i forbrydelsernes antal kan tilskrives politiets større dygtighed og forbedrede metoder til at afsløre forbrydelserne og fange forbryderne? Kan det endvidere ikke være tilfældet at man på grund af befolkningens centralisation nu lægger mere mærke til forbrydelserne? Er det ikke også ganske naturligt at man med en voksende befolkningstilvækst i hele verden må forvente flere ægteskaber, flere børn, flere skilsmisser og flere forbrydelser? — S. G., De forenede Stater.

Ingen af disse argumenter kan stå for en pålidelig undersøgelse. Væksten i skilsmissernes og forbrydelsernes antal overstiger langt befolkningstilvæksten. Benjamin Fine siger i sin bog One Million Delinquents at befolkningen [i U.S.A.] er vokset med fem procent siden 1950, mens antallet af forbrydelser er steget tyve procent i det samme tidsrum. Men følgende tal var endnu værre: I 1953 steg antallet af forbrydelser blandt voksne med 1,9 procent, mens antallet af forbrydelser blandt børn steg med 7,9 procent. I 1956 var der fra det foregående år en forøgelse på 17,2 procent i antallet af arrestationer af unge, mens antallet af personer i alderen 10-17 år steg med mindre end tre procent. I 1956 lå antallet af arrestationer af unge mennesker næsten 42 procent højere end i 1952, mens antallet af unge mennesker kun var steget 13,5 procent. Med flere politibetjente, flere skoler, flere klubber af uddannelsesmæssig eller selskabelig karakter skulle der have været en mærkbar nedgang i antallet af forbrydere, men det modsatte har været tilfældet.

Forbrydelser er ikke længere kun et fænomen i byernes slumkvarterer, ej heller kan man give fattigdom og krig al skylden. Ungdomsforbrydelser har bredt sig til forstæderne og landdistrikterne. De har vundet indpas i alle samfundslag. I Sverige, hvor man ikke har haft krig og hvor der hersker meget lidt fattigdom, har man en af de højeste skilsmisseprocenter i Europa, og lovløsheden blandt voksne og unge er blevet et hovedproblem. The American Weekly for den 13. november 1955 gjorde opmærksom på at i Sverige, hvor der er en befolkning på godt og vel 7.000.000, „fødes der 27.000 børn om året uden for ægteskab“, og „at for hver 10 kvinder der vies i Sverige har de syv undfanget i det mindste ét barn før de når til alteret“. Dommer Samuel H. Hofstadter anfører i sin retsbelæring at det er de fordærvede forhold blandt de voksne der „har affødt en afsporet ungdom“. Han siger at problemet „går på tværs af alle nationer, kulturer og ideologier. . . . Vi lever i en atmosfære af moralsk og fysisk vold — og vore børn genspejler kun den verden som de er en del af“.

Jesus og hans apostle forudsagde at disse tilstande ville komme i dette slægtled. Jesus sagde: „Fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste.“ Paulus skrev: „Det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme strenge tider. Thi menneskene vil blive egenkærlige, pengekære, pralende; hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, ufromme, . . . lystens venner snarere end Guds venner.“ Vi der lever i dag har fået den forret at se disse ord gå i opfyldelse for vore øjne. Det er tegn på at en gammel, døende verden er ved at forlade skuepladsen, og en forsikring om at den nye verden er nær. — Matt. 24:12; 2 Tim. 3:1-5; 2 Pet. 3:3-13.

● Hvad kan de enkelte mennesker gøre for at stemme op for den bølge af umoralitet og gudløshed der rejser sig?

Nogle mennesker tror at man kan gøre noget ved at være medlem af en kirke, ved at udføre et socialt arbejde eller ved at tage del i politik. Men den imponerende vækst i antallet af kirkemedlemmer i Amerika — den såkaldte religiøse vækkelse — har ikke dér formået at stemme op for gudløshedens bølge, og det har socialt arbejde heller ikke. Retskafne mænd der er gået ind i det politiske liv, opdager snart at de enten må opgive politikken eller selv i nogen grad blive påvirket af korruptionen. Når man husker på at det er Satan der er årsag til den tiltagende gudløshed, kan man se det frugtesløse i de sociale og politiske forsøg på at afhjælpe situationen. Guds ord viser den vej de enkelte mennesker skulle følge.

„Opøv . . . dig selv med gudhengivenhed som mål.“ Det er Bibelens råd. Det oprigtige menneske kan derfor gøre noget for at stemme op for denne gudløshedens bølge ved at begynde med sig selv. Det opøver sig med gudhengivenhed som mål ved at iføre sig det Bibelen kalder „den nye personlighed“. „Affør jer den gamle personlighed med dens væremåder, og ifør jer den nye personlighed der gennem nøjagtig kundskab er ved at fornys efter billedet af den som skabte den.“ — 1 Tim. 4:7; Kol. 3:9, 10, NW.

For at iføre sig „den nye personlighed“ er det nødvendigt at tage imod nøjagtig kundskab gennem studiet af Guds ord. Man må fylde sit sind med Guds ords retfærdige principper og anvende dem i sit liv. Ja, forny sindet: „Ophør med at lade jer forme efter denne tingenes ordning, men bliv forvandlet gennem en fornyelse af jeres sind, for at I kan forvisse jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldstændige vilje.“ — Rom. 12:2, NW.

Ved at forny sit sind og iføre sig „den nye personlighed“ beskytter man sig mod den bølge af gudløshed der rejser sig. Men man må gøre mere end det. Den bibelske regel lyder: „Slet omgang fordærver gode sæder.“ Omgås derfor dem der ikke vil fordærve dine gode sæder, men i stedet vil opmuntre dig til at følge dem. Kom sammen med den nye verdens samfund af Jehovas vidner; lad disse kristne vidner opmuntre dig til gudhengivenhed. — 1 Kor. 15:33.

Når man så har beskyttet sig selv mod gudløshedens bølge, må man udstrække beskyttelsen til andre. Hvordan? Ved at forkynde for dem, både med ord og ved sit eksempel.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del