Tag dig i agt at du ikke mister din plads!
„Den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder!“ — 1 Kor. 10:12.
1. Er der nogen fare for at man kan miste sin plads i den nye verdens samfund?
EN ting er at finde en værdifuld perle. Noget helt andet er at undgå at miste den. Ét var for Adam og Eva at finde sig selv anbragt i Edens fuldkomne have; et andet spørgsmål var om de ville vise sig værdige til at forblive der i al evighed. Som påpeget i foregående artikel er det vigtigt at mennesker ufortøvet finder og indtager deres rette plads i den nye verdens samfund af Jehovas vidner. Men er de først kommet der, bliver det endnu mere presserende at de trofast og loyalt forbliver på denne dyrebare plads. Med andre ord, det er ikke så meget et spørgsmål om hvem der kommer ind i sandheden som et spørgsmål om hvem der fortsat bliver i sandheden, for der er ikke noget der hedder „én gang frelst altid frelst“. Apostelen Paulus’ tilfælde viser dette. Det er næsten utænkeligt at et menneske som apostelen nogen sinde skulle kunne miste sin plads, og dog gjorde han sine betragtninger over denne altid tilstedeværende fare for at det kunne ske. Paulus tog sine forholdsregler for at hindre denne ulykke i at ske. Han siger: „Jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.“ Vi gør vel i at agte på hans advarsel. — 1 Kor. 9:27.
2. Nævn nogle af de snarer der har fået andre til at miste deres plads.
2 Hvis man tager visse forholdsregler vil de tjene som beskyttelse imod at man mister sin privilegerede plads i den nye verdens samfund. En sådan beskyttende forholdsregel kan ligge i at man er opmærksom på og undgår de vildfarelser og snarer som andre er faldet i. „Den kloge ser faren og søger i skjul, tankeløse går videre og bøder.“ (Ordsp. 22:3) Hvis du derfor ønsker trofast at bevare din plads, så følg ikke Satan Djævelens onde kurs. Han lod synden, det vil sige lovløshed og oprør mod Jehovas organisation, slå rod i sit hjerte. Provokér hverken åbenlyst eller i det skjulte Jehovas meddelelseskanal, sådan som Kora, Datan og Abiram gjorde, for at ikke jorden skal opsluge dig så du mister din plads blandt dem der skal leve i den nye verden. Begå ikke i al hemmelighed den samme synd som Akan, ved at forsøge at tilvende dig materielt bytte stik imod Jehovas befalinger. (1 Tim. 6:9) Den anger Akan viste da han blev taget på fersk gerning kom for sent til at hindre at han blev udstødt af Guds menighed. Lyv ikke for Jehova eller for hans udvalgte tjenere som Ananias og Safira gjorde, for at du ikke skal forsvinde fra din plads lige så hurtigt som de fulgte hinanden i døden. Foregiv ikke at være for sandheden for derefter at forråde Guds organisation til gudløse kommunister eller andre håndlangere i Djævelens organisation ligesom Judas Iskariot gjorde det. Det vil også være selvmord. Alle disse dåragtige mennesker mistede deres plads i Guds teokratiske organisation. (Ez. 28:13-15; Es. 14:12-14; 4 Mos. 16:1-35; Jos. 7:1-26; Ap. G. 5:1-11; Matt. 27:3-5) Tillad ikke dig selv så meget som at sagtne farten eller se dig tilbage. „Tænk på Lots hustru!“ Hun mistede ikke alene sin plads men også livet da hun sagtnede farten og så sig tilbage. Vær derfor vågen for at du vandrer forsigtigt, så du ikke snubler over nogen uforudset forhindring, mister fodfæstet og Guds gunst. „Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder!“ — Luk. 17:32; 1 Kor. 10:12.
3. Hvilke opmuntrende eksempler har vi på nogle der trofast bevarede deres plads?
3 I stedet for at følge samme kurs som de der mistede deres plads i Jehovas ordning er det langt bedre at følge det gode eksempel der blev sat af dem der forblev urokkelige uanset hvad der overgik dem i henseende til smertefulde prøver og lokkende fristelser. En stor sky af disse manende eksempler omgiver os, og apostelen Paulus nævner en del af dem i Hebræerbrevet, det ellevte kapitel. Det ypperste af disse trofaste vidner var Jesus Kristus; og hvilket fuldkomment eksempel er han ikke på en der trofast stod fast. „Vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender, som for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset [en marterpæl, NW] uden at ænse skammen, og som nu har taget sæde på højre side af Guds trone. Ja, på ham, som har tålt en sådan modsigelse af syndere, skal I tænke, for at I ikke skal blive trætte og modløse i jeres sjæle.“ — Hebr. 12:2, 3.
4. Hvilke skriftsteder viser at Jehova kræver lydighed af os alle?
4 Om Jesus, der til fuldkommenhed bevarede sin plads, står der skrevet: „Skønt han var Søn, lærte han lydighed af det, han led.“ Hvis det var nødvendigt i Jehovas alvise ordning at prøve om hans fuldkomne og enbårne søn i lydighed ville bevare sin plads under prøvelser, hvor langt mere skulle vi da ikke prøves, vi der „engang [var] uforstandige, ulydige, vildfarne, trælle under alle hånde begæringer og lyster“. (Hebr. 5:8; Tit. 3:3) Lydighed mod Jehova er et hovedkrav der stilles til dem der ønsker at bevare deres plads, og den trofaste Samuel understregede dette da den stolte kong Saul i ulydighed veg bort fra sin plads. „At adlyde er mere værd end slagtoffer, og at være lydhør er mere værd end væderfedt.“ (1 Sam. 15:22) „I skal høre min røst,“ befaler Jehova selv, „så vil jeg være Eders Gud, og I skal være mit folk; og I skal gå på alle de veje, jeg byder Eder, at det må gå Eder vel.“ Det er den eneste måde hvorpå man kan forblive inden for den organisation hvis Gud er Jehova; og dette forklarer hvorfor det ulydige Israel som nation betragtet kom så langt bort at det til sidst blev fuldstændig forkastet. Den triste historiske beretning lyder: „Men de [Israels nation] hørte ikke og lånte ikke øre; de fulgte deres onde hjertes stivsind og gik tilbage, ikke fremad.“ — Jer. 7:23, 24.
5. Hvordan kan vi undgå den ulykke som ramte det gamle Israel?
5 Hvis det åndelige Israel, som i dag repræsenteres ved resten, sammen med dets retsindige medarbejdere vil undgå den ulykke der ramte det gamle Israel, så må de være lydige over for „de højere myndigheder“, Jehova Gud og Kristus Jesus. De må også vise den rette respekt over for det centrale styrende råd, dette råds rejsende repræsentanter, såvel som tilsynsmændene i de lokale menigheder. „De ældste, som er gode forstandere, fortjener dobbelt ære, især de, der har det slidsomme arbejde med forkyndelse og lærergerning.“ „Tænk på dem som styrer jer, dem som har talt Guds ord til jer, og efterlign deres tro mens I holder jer for øje hvordan deres adfærd er. Vær lydige mod dem som styrer jer [som går foran jer], og underkast jer dem, for de våger over jeres sjæle som de der engang skal gøre regnskab.“ (NW) „Ligeså skal I unge underordne jer de ældre.“ — 1 Tim. 5:17; Hebr. 13:7, 17; 1 Pet. 5:5.
6. Er det muligt for dem der befinder sig i kommunistiske lande at have en plads i den nye verdens samfund?
6 Villighed til at underlægge sig og lyde en retmæssigt forordnet myndighed er ikke noget problem for dem der bevarer deres plads i den nye verdens samfund; men undertiden tvinges Jehovas vidner til at underlægge sig urimelige myndigheder og mennesker der er vanskelige at gøre tilpas, som for eksempel i de kommunistiske slavelejre. Men hvis de, fordi de er bundet til Gud i deres samvittighed, udsættes for store lidelser og holder ud under grusomme forfølgelser, vil de visselig bevare deres højt skattede plads i den nye verdens samfund skønt de er afskåret fra den direkte kontakt med deres brødre og søstre andre steder i verden og heller ikke står i forbindelse med dem. I deres lidelser for hvad der er ret og sandt følger de i virkeligheden blot i deres fuldkomne forbillede Jesu Kristi fodspor. — 1 Pet. 2:18-21.
7. Hvilken egenskab må tilsynsmænd lægge for dagen, og hvorfor må de det?
7 Tilsynsmænd og de „som styrer jer“, hvem menighedens medlemmer er underlagt, må også bevare deres rette plads i organisationen. De må være ydmyge af sind og hjerte, ikke hersende eller tyranniserende i deres optræden over for andre, og de må ikke være anmassende ind for Gud. Derimod bør de have samme sindelag, samme indstilling, som Guds folks leder og anfører altid har haft, for apostelen siger: „Bevar den samme indstilling i jer som også var i Kristus Jesus, der, skønt han var i Guds skikkelse, ikke tænkte på ran, nemlig på at blive Gud lig. Nej, han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og blev mennesker lig. Hvad mere er, da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han [yderligere] sig selv og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl.“ — Fil. 2:5-8, NW.
Bær frugt og bevar derved din plads
8. Hvilken rammende illustration benyttede Jesus for at vise nødvendigheden af at man bevarer sin tildelte plads i Guds organisation?
8 Kristus Jesus, dette storslåede eksempel på trofast lydighed og underkastelse, gav os en meget rammende illustration eller lignelse der viser at de der er indlemmet i det frugtbærende samfund bør bevare deres respektive pladser. „Jeg er det sande vintræ, og min Fader er vingårdsmanden,“ sagde han. Nu, „hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den tager han bort, og hver, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt“. For yderligere at understrege nødvendigheden af at man bevarer sin plads, fortsætter Jesus: „Bliv i mig, så bliver jeg også i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den bliver på vintræet, således kan I heller ikke, uden I bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; thi skilt fra mig kan I slet intet gøre.“ Læg nu mærke til hvilke frygtelige følger det vil få for enhver der har sin egen måde at gøre tingene på og som ikke er ét med Hovedet og andre i organisationen. „Hvis nogen ikke bliver i mig, kastes han ud som en gren og visner; man samler dem og kaster dem i ilden, og de brændes.“ — Joh. 15:1-6.
9. (a) Hvordan bør man reagere på en irettesættelse? (b) Hvilken dom fra Gud venter der dem der kun bærer tjørn og tidsel i stedet for Rigets frugter?
9 Denne træffende lignelse viser at hvis nogen i organisationen skulle blive slappe og sløsede med hensyn til at bære Rigets frugter, da vil de blive ’renset’ eller ’beskåret’ med sandheden for at de kan blive mere produktive. (Joh. 15:2, 3) Når man således bliver irettesat, er det langt klogere — fremfor at blive fornærmet og knurre imod organisationen — at bevare sin plads og bære endnu mere frugt, for de utilfredse bliver kastet udenfor. Om denne ødelæggelse ved ild der venter dem der mister deres plads i Jehovas hellige, vintrælignende organisation står der skrevet: „Thi når mennesker én gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave og har fået del i Helligånden og har smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter — og så falder fra, da er det umuligt atter at bringe dem til omvendelse på ny; thi de korsfæster [pælfæster, NW] for deres del Guds Søn igen og gør ham til spot. Thi . . . en mark opsuger den regn, der ofte falder på den, . . . men bærer den tjørn og tidsel er den ingenting til og . . . til sidst sættes der ild på den.“ — Hebr. 6:4-8.
10. (a) Hvordan bør vi dække vore blottede ufuldkommenheder til? (b) Hvorfor er ydmyghed en så vigtig egenskab?
10 Foruden disse mange eksempler og lignelser indeholder Bibelen også en masse direkte råd som, hvis de bliver fulgt, vil kunne hjælpe enhver inden for den nye verdens samfund til at bevare sin plads. Da vi er født i misgerning og undfanget i synd er vore tilbøjeligheder af naturen dårlige og ikke kønne at se til. Vi bør derfor dække vore blottede ufuldkommenheder til, og Bibelen giver os et vink om hvilken klædning der vil være den bedste. „Så ifør jer da som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed, tålmodighed; bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden; ligesom Herren tilgav jer, således skal også I gøre!“ Ydmyghed er en god egenskab. Den vil afholde en fra at blive en pralhans, at blive stolt eller vigte sig på grund af en højere uddannelse eller en bedre økonomisk eller social stilling, eller fordi man har en formentlig højere stilling i organisationen. Vi må huske at der blandt dem der blev kaldet „ikke var mange verdsligt vise, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; men det, der var dårskab for verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, der var svagt for verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme; og det for verden ringe og det foragtede, det, der ikke var noget, udvalgte Gud for at gøre det, der var noget, til intet“. Og hvorfor? Paulus understreger ydmyghedens betydning når han svarer: „for at intet menneske skal rose sig for Gud.“ — Sl. 51:7; Kol. 3:12, 13; 1 Kor. 1:26-29.
Holdt på plads af kærlighedens hånd
11. Hvilket særligt bånd knytter de sande kristne sammen?
11 Hvilke smukke klæder — inderlig barmhjertighed, ydmyghed, sagtmodighed og tålmodighed! Men disse er ikke tilstrækkelige til at dække vore ufuldkommenheder. Apostelen tilføjer endnu et klædningsstykke i denne dragt der må bæres af alle som vil identificere sig med samfundet der er nyt og aldeles forskelligt fra den nuværende selviskhedens og grådighedens ordning. „Og over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er det fuldkomne bånd.“ Ja kærlighed til Jehova og Kristus Jesus, og også kærlighed til vor næste, er i sandhed det bånd eller bindemiddel der vil identificere os med og holde os fast sammenknyttet i Guds organisation. — Kol. 3:14; Joh. 13:34, 35.
12. Hvilken adfærd må de der er inden for den nye verdens samfund undgå når de vil vandre ret?
12 Da hvert eneste medlem iklæder sig disse gudlignende egenskaber er der ingen der misunder hinanden eller begærer den plads eller stilling som en anden er udnævnt til. Der er ingen konkurrence inden for den nye verdens samfund. Samarbejde, ikke konkurrence, er et af Guds organisations højeste principper. Der er heller ikke plads for opblæste personer eller for egoistisk adfærd blandt Jehovas vidner, for hvis der skulle være en der fulgte en sådan kurs ville han komme ud af trit, han ville vandre ureglementeret og således komme ud af harmoni med den teokratiske vejledning. „Hvis vi lever ved ånd, da lad os også vandre sømmeligt ved ånd. Lad os ikke blive egoistiske, så vi udfordrer til konkurrence indbyrdes og misunder hinanden.“ „Gør min glæde fuldkommen ved alle at være enige, ved at have den samme kærlighed, samme sjæl, samme sind. Gør intet af egennytte eller lyst til tom ære, men agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv, og se ikke hver på sit eget, men også på de andres.“ — Gal. 5:25, 26, NW; Fil. 2:2-4.
13. Hører de der sladrer og blander sig i andres sager hjemme i denne teokratiske organisation?
13 Dette gavnlige samarbejde som apostelen anbefalede og som praktiseres inden for den nye verdens samfund opfordrer bestemt ingen eller giver nogen tilladelse til at blande sig i andres sager. Sikkert er det at hvis nogen, stik imod Bibelens råd, ville begynde at snuse i, blande sig i, og interessere sig for andres privatliv, da ville de miste deres plads og komme fuldstændig ud af trit. Går denne samme skribent ikke i rette med dem der giver sig af med „at løbe omkring“ og „at være sladdervorne og at blande sig i ting, der ikke kommer dem ved“? „[Sæt] en ære i at leve stille og passe jeres egne sager . . . for at I må vandre sømmeligt.“ „Vi hører nemlig, at nogle vandrer uskikkeligt iblandt jer og ikke arbejder, men giver sig af med, hvad der ikke kommer dem ved.“ (1 Tim. 5:13; 1 Tess. 4:11, 12; 2 Tess. 3:11) Apostelen Peter går så vidt at han klassificerer dem der blander sig i andres sager med tyve og mordere, og Bibelen viser at mordere og deres fæller afgjort har deres plads uden for den tingenes ordning der hører den nye verden til. — 1 Pet. 4:15, NW; Åb. 22:15.
14. Hvilke gavnlige virkninger er en følge af samarbejde?
14 Således er det gavnlige samarbejde der praktiseres Jehovas vidner imellem en sund, opløftende og styrkende kraft til gensidig hjælp såvel for de stærke som for de svage. Den kan sammenlignes med den bistand og hjælp som de enkelte lemmer på det menneskelige legeme yder hinanden så de alle bliver i stand til at forblive på deres plads i legemets organisme. „Sandheden tro skal vi i kærlighed i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus selv. Ham skyldes det, at hele legemet vokser sin vækst, så det opbygges i kærlighed, idet alle de enkelte led hjælper til at knytte og holde det hele sammen, efter den kraft, der er tilmålt hver enkelt del.“ — Ef. 4:15, 16.
15. (a) I hvor høj grad må der være enighed om hvad vi tror, lærer og forkynder? (b) Hvilket advarende eksempel har vi i Mirjam?
15 Dette samarbejde som alle yder deres del til i denne organisation der kan sammenlignes med et legeme, viser sig ikke blot i en rent ydre bistand ydet ved menighedsmøderne eller ved at man hjælper hinanden til at deltage i den offentlige forkyndelse. Det indbefatter også en harmonisk overensstemmelse med organisationens hoved i åndelige spørgsmål om hvad vi tror, lærer og forkynder. „Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, at I alle skal være enige indbyrdes, og at der ikke må findes splittelser iblandt jer, men at I skal være fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning.“ Der kan ikke være splid om hvad man tror og lærer angående de bibelske sandheder. Hvis en eller anden i organisationen vil opstille sig selv som fortolker af nye og fremmede læresætninger der ikke finder støtte i de åbenbarede skrifter og er i modstrid med hvad Herren Gud har bragt lys over gennem sin teokratiske organisation, så vil et sådant menneske fuldstændig have forladt sin rette plads, ligesom den spedalske Mirjam der i sin tid blev udelukket fra Israels lejr fordi hun forsøgte at så splid i det teokratiske samfund. — 1 Kor. 1:10; 4 Mos. 12:1-16.
16. Hvad må vi gøre for at forblive under åget som Jehovas og Kristi trælle?
16 Alle de der bevarer deres plads får også befaling til at underordne sig de „højere myndigheder“, Jehova Gud og hans konge Kristus. „Vær Jehovas trælle,“ siger Bibelen. „Hvad I end foretager jer, så arbejd med det af hele jeres sjæl som for Jehova og ikke for mennesker, for I ved at det er fra Jehova I skal modtage arvens belønning som tilkommer jer.“ De som villigt er trælle for Jehova er også frivilligt „trælle for Herren Kristus“. (Rom. 12:11; Kol. 3:23, 24, NW) Sådanne indbydes af denne kærlige Herre: „Tag mit åg på jer og bliv mine disciple, . . . For mit åg er nænsomt og min byrde er let.“ Her er altså jeres plads, I den nye verdens samfunds borgere! — under Kristi nænsomme tjenesteåg i samarbejde med ham og hans organisation. I den teokratiske organisation er der ikke plads for dem der holder sig tilbage og altid må skubbes frem, eller for dem der modstræbende og trevent og uden begejstring går med, eller for dem der springer fodsporene over og stædigt går deres egne veje. Jehovas frivillige trælle må være ihærdige arbejdere, villige arbejdere, flittige arbejdere, der gerne og med glæde går i spand med Kristus Jesus og med hinanden, og som anvender deres sind og legeme og alle deres evner og kræfter til fremme af Rigets interesser. Dette er hvad Jesus gjorde, og Jehovas vidner har i dag den forret at være „ambassadører i Kristi sted“. — Matt. 11:29, 30; 2 Kor. 5:20, NW.
17. Hvad kræves der af alle der bliver på deres plads, med hensyn til udholdenhed og overholdelse af deres indvielsesløfte?
17 „Ingen, som ser sig tilbage, efter at han har lagt sin hånd på ploven, er brugbar for Guds rige.“ Således fastslog Jesus et vigtigt princip, nemlig at udholdenhed belønnes. Udholdenhed kræves af alle der ønsker at forblive på deres plads i den nye verdens samfund. „Den, som holder ud indtil enden, han skal frelses.“ „Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans.“ (Luk. 9:62; Matt. 24:13; Åb. 2:10) Har vi én gang påtaget os de pligter der følger med en teokratisk udnævnelse, kræves det at vi fortsætter trofast på denne post. Vær ikke af den slags som uden videre lader hele opgaven ligge, for det vækker Jehovas mishag og resulterer i at man bliver fjernet fra den plads man er blevet sat på. Demas er et eksempel på en der forlod sin plads. Han forlod simpelt hen sine teokratiske privilegier „af kærlighed til den nuværende verden“. Et andet eksempel er Judas Iskariot. Han mistede ethvert håb om nogen sinde at kunne vende tilbage til livet. Det var efter at denne troløse mand var blevet sendt bort fra det sidste påskemåltid Jesus nød, at Mesteren sagde til de elleve trofaste der var tilbage: „Det [er] jer som har holdt ud med mig i mine prøvelser; og jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige.“ (NW) Eftersom pagtsbrydere og de der er „upålidelige“, sådan som de der forlader deres plads, „fortjener døden“, er det af altoverskyggende betydning for hver enkelt at holde sit pagtsløfte. — 2 Tim. 4:10; Luk. 22:28, 29; Rom. 1:31, 32.
18. Hvilke velsignelser vil blive følgen når vi bliver på vor plads i den nye verdens samfund?
18 Alle I der hører den nye verdens samfund til, vær derfor udholdende og vis at I er trofaste mod jeres indvielsesløfte. Fortsæt, idet I „bevarer et fast greb om livets ord“. Slip aldrig jeres tag for så vil I heller aldrig miste jeres plads. Hvis I bevarer jeres plads i den nye verdens samfund nu, vil I vise jer værdige til at leve for evigt, enten i forening med Kristus Jesus i himlene, eller under paradisiske forhold her på jorden — til evig velsignelse og lykke og, fremfor alt, til ære og pris for Jehova og til ophøjelse af hans højhellige ord og navn! — Fil. 2:16, NW.