„I må fødes på ny“

Da Jesus første gang sagde disse ord til Nikodemus undrede denne sig over hvad de betød, og det har mange mennesker siden da også gjort.

„DE KAN gå i kirke hver søndag, formiddag og aften. De kan gå til hvert eneste vækkelsesmøde, men hvis De ikke åndelig talt fødes igen, kommer De lige i helvede!“ Det er en af de ting som Jack Shuler, den populære amerikanske evangelist og tidligere filmsskuespiller, til stadighed fortæller sine tilhørere. Og i en evangelisk traktat læser man: „Hvis De aldrig er blevet ’født på ny’ lever De stadig i Deres synder og er fremmed for Herren Jesus Kristus!“

Hvorfor sagde Jesus: „I må fødes på ny“? (Joh. 3:7) Er det, som så mange påstår, absolut påkrævet at blive født på ny for at opnå evigt liv? Hvad skal der til for at blive født på ny?

Vi kan ikke forstå hvad det vil sige at blive født på ny medmindre vi har en klar opfattelse af hvad Bibelen lærer om to vidt forskellige skæbner for de mennesker der opnår frelse. To forskellige skæbner? Ja, Guds ord lærer udtrykkeligt at kun et meget begrænset antal af menneskene vil få liv i himlene som Kristi medarvinger til Riget. Alle andre som opnår frelse vil modtage evigt liv på jorden som Kongen Jesu Kristi børn og som undersåtter under hans himmelske rige.

At det kun vil være få som opnår liv i himmelen fremgår af Jesu ord: „Frygt ikke, du lille hjord! thi jeres Fader har besluttet at give jer Riget.“ Det er derfor kun for den „lille hjord“ at følgende løfte fremholdes: „Den, der sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min Fader på hans trone.“ Disse vil få del i den „første opstandelse“ og være „Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusinde år“. Det vises at de udgør nøjagtig 144.000, og de omtales som værende sammen med „Lammet [der] stod på Zions bjerg“. Med udtrykket „førstegrøde“, som de også kaldes, tilkendegives at de er bestemt til en plads i himmelen som Jesus har beredt specielt med henblik på dem. Sammen med ham er de Abrahams åndelige sæd. — Luk. 12:32; Åb. 3:21; 20:6; 14:1; Jak. 1:18; Joh. 14:2; Gal. 3:16, 29.

Hvis nogle skal herske som konger, må der også være andre de skal herske over. Ligeledes viser hentydningerne til en første opstandelse og til en førstegrøde at der i hvert fald også må være en anden opstandelse og en senere afgrøde. Endvidere, hvis hele jorden skal blive fuld „af HERRENS kundskab, som vandene dækker havets bund“, må der nødvendigvis ikke blot være himmelske rigsarvinger men også jordiske undersåtter under Riget. Det samme ses klart af profetien: „Se, nu er Guds bolig hos menneskene, . . . og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere.“ — Es. 11:9; Åb. 21:3, 4.

Jesus talte heller ikke kun om en „lille hjord“ men også om visse „andre får“ som ikke hører til Rigets fold. Det er derfor vi ikke blot læser om 144.000 rigsarvinger der skal sidde sammen med Jesus Kristus på hans trone men også om at „en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag . . . stod foran tronen og foran Lammet“; sådanne tilskriver Gud og Lammet frelse. — Joh. 10:16; Åb. 7:9, 10.

Jesus, den første som blev født på ny

Alle der skal arve det himmelske rige må først fødes på ny, hvilket Jesus fortalte Nikodemus: „Ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny. . . . Ingen kan komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand og Ånd. Hvad der er født af kødet, er kød; og hvad der er født af Ånden, er Ånd. Du må ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny.“ — Joh. 3:3-7.

Jesus blev selv født af kødet da hans moder Maria bragte ham til verden. Det var imidlertid ikke Guds hensigt at han for bestandig skulle være en kødelig menneskeskabning. For fuldstændigt at ophøje sin Faders navn, oprette Guds rige, og tilintetgøre Satan, måtte Jesus blive en herlig og mægtig åndeskabning. Derfor var han nødt til at blive født på ny af ånden. Dette skete ved Jordanfloden da Jesus indviede sig til at gøre sin Faders vilje og da hans Fader udgød sin ånd over ham. Han blev derved en åndelig søn af Gud med en betinget ret til liv i himlene som åndeskabning. Gud anerkendte dette, og derfor sagde han: „Denne er min søn, den elskede, hvem jeg har godkendt.“ — Matt. 3:17, NW.

Men før Jesus kunne belønnes med åndeligt liv i himlene måtte han vise sig trofast under prøvelser, hvilket han gjorde: „Da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl. Netop af den grund ophøjede Gud ham også til en overordnet stilling.“ Ved sin handlemåde gjorde Jesus det også muligt for alle andre lydige mennesker at opnå evigt liv: „Skønt han var Søn, lærte han lydighed af det, han led, og da han havde nået fuldendelsen, blev han ophav til evig frelse for alle, som er lydige mod ham.“ I særdeleshed beredte han derved vejen så hans 144.000 medarvinger til Riget kunne blive født på ny: „Han tilintetgjorde døden og bragte liv og uforkrænkelighed for lyset ved det evangelium, jeg blev sat til at tjene.“ — Fil. 2:8, 9, NW; Hebr. 5:8, 9; 2 Tim. 1:10.

Eftersom Jesus ved sin død åbnede mulighed for at mennesker kunne fødes på ny og opnå uforkrænkelighed, følger det nødvendigvis at ingen af dem som døde før Jesus kunne blive arvinger til Riget sammen med ham. Derfor sagde Jesus: „Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber; men den mindste i Himmeriget er større end han.“ Johannes Døber og alle de som døde før han vil blive jordiske undersåtter under Riget, ikke himmelske rigsarvinger sammen med Kristus. — Matt. 11:11.

Hvordan andre fødes på ny

På grund af nedarvet synd og onde gerninger er alle „fremmede . . . og fjendske af sind“ i Guds øjne. Før han handler med nogen af dem må de tage følgende skridt, som er beskrevet i Bibelen: tilegne sig kundskab om Jehova Gud og hans hensigter, som de i gerning må vise at de tror på. Det betyder at de må omvende sig fra deres selviske handlemåde og begynde at gå ad retfærdighedens vej, indvi sig til at gøre Guds vilje og lade sig døbe. Johannes understregede vigtigheden af tro i denne henseende da han skrev: „Men alle dem, som tog imod ham [Kristus], gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn.“ — Kol. 1:21; Joh. 1:12.

Disse indledende skridt giver en ufuldkommen menneskeskabning adgang tid at blive født på ny. Hvis Gud derefter vælger at føde en sådan som sin åndelige søn, erklærer Han ham først retfærdig i kraft af tro på Kristi blod. (Rom. 5:1, 9) Dem som Gud erklærer retfærdige føder han også ved hjælp af sin hellige ånd som sine åndelige børn, hvilket er den egentlige hensigt. Til sådanne henvendes Paulus’ ord: „I modtog en Ånd der giver barnekår, og i den råber vi: ’Abba, Fader!’ Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn.“ — Rom. 8:15, 16.

Nu forstår vi hvorfor Jesus sagde: „I må fødes på ny.“ Det gjorde han fordi det er Guds vilje at Kristus skal have medarvinger til Riget hos sig i himmelen, og en betingelse for at nå en sådan stilling er at man først bliver født af ånden. Og vi har set hvad der kræves for at blive født på ny: kundskab og tro på Guds ord, og at Gud udgyder sin ånd eller virkekraft over et menneske for at avle det som sin åndelige søn. Det var hvad Jesus mente da han talte om at blive født „af vand og Ånd“. Ikke dåbens bogstavelige vand, for Kornelius og hans familie var blevet født på ny ved Guds ånd før de blev døbt i vand. Vandet viser snarere hen til Guds ords sandhed, som har en rensende virkning. Vi læser for eksempel at Kristus helligede den kristne menighed „idet han rensede den i vandbadet ved ordet“. Ja, sådanne er født „ved sandhedens ord“. — Joh. 3:5; Ap. G. 10:44-48; Ef. 5:26; Jak. 1:18.

For at se Guds rige må disse, ligesom Jesus, vise sig „tro indtil døden“. Af de mange, mange oprigtige, indviede kristne på jorden i dag hævder kun forholdsvis få at de er blevet født på ny; det er kun om få af dem at Guds ånd vidner sammen med deres ånd, eller sindelag, at de er „Guds arvinger og Kristi medarvinger“. Men det er også at forvente eftersom deres antal er begrænset til 144.000, som vi har set, og Jehova begyndte at udvælge dem på Pinsedagen. — Åb 2:10; Rom. 8:16, 17.

I særdeleshed siden 1931 har et stort antal mennesker ved at indvi sig til at gøre Guds vilje vist at de tror på Gud og Kristus, uden dog at påstå at de er blevet født på ny. Alligevel kan de sige: „Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet,“ for de har håb om at komme til at leve evigt i Guds nye verden som børn af Kongen og undersåtter under hans rige. — Åb. 7:9, 10; 2 Pet. 3:13.