Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w59 1/3 s. 99-102
  • Hvad vil Harmagedon betyde for Dem?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvad vil Harmagedon betyde for Dem?
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1959
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Mistydninger
  • Harmagedons hærstyrker
  • Hvorfor ikke før?
  • Det afhænger af Dem selv
  • Henvisninger
  • Hvornår kommer Harmagedon?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1990
  • Harmagedon — hvad det ikke er
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1985
  • Hvad er Harmagedonkrigen?
    Svar på bibelske spørgsmål
  • Harmagedon – en god nyhed!
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2019
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1959
w59 1/3 s. 99-102

Hvad vil Harmagedon betyde for Dem?

Journalister, videnskabsmænd, præster og politikere udtrykker frygt for et „atom-Harmagedon“. Hvad siger Bibelen om Harmagedon, og hvad kan De gøre i denne forbindelse?

„PÅ ET eller andet tidspunkt mellem den 15. og 23. april 1957 vil Harmagedon feje hen over verden! Millioner af mennesker vil forgå i dets flammer og jorden vil blive afsvedet.“ Således profeterede en vis Mihran Ask, der er præst i Kalifornien, i januar 1957.1

Sådanne falske profeter bidrager til at stille læren om Harmagedon i et dårligt lys. Det ville imidlertid være en alvorlig fejl om man på grund af deres fortolkninger afviste spørgsmål om Harmagedon som noget der var uden betydning. Misforstod og misbrugte de religiøse ledere på Jesu tid ikke Guds ord? Men det retfærdiggjorde ikke at mennesker forkastede Jesu forkyndelse af dette ord, vel? Ingen burde således forkaste læren om Harmagedon blot fordi nogle anvender profetierne herom forkert. Det er noget der i højeste grad berører alle levende skabninger, idet det er en af Bibelens mest betydningsfulde og betimelige læresætninger. Hvad det kommer til at betyde for Dem afhænger af den handlemåde De følger fra nu af og til Harmagedon.

Udtrykket Harmagedon forekommer kun én gang i Bibelen. „Og jeg så tre urene . . . dæmoninspirerede udtalelser . . .; og de går ud til kongerne på hele den beboede jord for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag. Og de samlede dem på det sted der på hebraisk kaldes Harmagedon.“ — Åb. 16:13, 14, 16, NW, margen.

Harmagedon betyder bogstaveligt „Megiddos bjerg“ eller „bjerget hvor tropperne samles“. Beliggende cirka 100 kilometer nordvest for Jerusalem blev Megiddo også navnet på et helt område, sletten, dalen og byen. Der blev gentagne gange udkæmpet frygtelige slag i denne egn, ikke alene på Bibelens tid men også senere. Det var her dommerne Josua, Barak og Gideon vandt deres berømte sejre over israelitternes fjender. Det var også her kong Saul, kong Ahazja og kong Josias faldt på slagmarken. I nyere tid tilføjede Napoleon i 1799 her tyrkerne et ydmygende nederlag, og det samme gjorde Lord Allenby i 1918.2

Mistydninger

Der hersker megen misforståelse angående Harmagedon, og det ikke blot blandt de mest yderliggående. Så lidt forstår man dets betydning at en moderne bog om teologi højst sandsynligt ikke vil indeholde nogen som helst henvisning til det. Selv i visse omfattende bibelleksika og bibelordbøger søger man det forgæves.

Så er der mænd som Allen P. Wikgren, præsident for the New Testament department of the University of Chicago, der har sagt: „Jeg tror ikke at nogen burde prøve at anvende disse ord på fremtiden.“ Han anvender Åbenbaringens bog på det hedenske Roms forfølgelse af de første kristne.3 Men ondskabens magter blev ikke bekæmpet dengang; de har tværtimod øget deres indflydelse lige op til vor tid.

„Harmagedon er et symbol på den altid nærværende og stadige kamp mellem godt og ondt,“ mener andre, deriblandt dr. Robert F. Boyd fra Presbyterian Training School, Richmond, Virginia.4 Men Johannes’ ord tilkendegiver tydeligt at Harmagedon er noget fremtidigt, hvorimod kampen mellem godt og ondt havde stået på i mere end fire tusind år på det tidspunkt da Johannes skrev.

Så er der igen andre, såsom visse fundamentalistiske trosretninger, der lærer at Harmagedon vil blive en bogstavelig kamp der skal finde sted på Megiddos sletter.5 At hævde dette er imidlertid, som vi straks skal se, i høj grad at misforstå både hvad Harmagedon er og hvilken rækkevidde det vil få. Det område der benævnes Megiddo kunne ikke rumme alle „jordens konger og deres hære“. — Åb. 19:19.

At omtale nationernes politiske stridigheder som Harmagedon, hvilket Theodore Roosevelt gjorde i 1912 da han kæmpede mod hævdvundne interesser og politiske forviklinger, er endnu mere ved siden af.6 Ej heller kunne noget være mere latterligt end at påstå, sådan som en vis guvernør i Georgia gjorde for nogle få år siden, at tilstedeværelsen af en enkelt neger på et fodboldhold af hvide var nok til at stille de sydlige stater i Amerika ansigt til ansigt med Harmagedon!7

Vil Harmagedon da blive den næste verdenskrig, udkæmpet med atomvåben? Vil det blive et „atom-Harmagedon“, som journalister og andre har for skik at beskrive det?8 „Der synes ikke at være nogen garanti for at en eller anden fremtidig fejlregning i Kreml ikke kunne styrte verden ud i Harmagedon.“9 „Uløste konflikter og episoder . . . er stadig i stand til at slippe Harmagedon løs.“10 „Vi ser vældige hære samle sig . . . Måske ser vi verden haste mod Harmagedon som ingen nation kan gøre sig håb om at overleve.“11

Harmagedons hærstyrker

Nej, Harmagedon vil blive større end nogen atomkrig udkæmpet her på jorden, ja større end en såkaldt „rumkrig“. Bibelen viser at Harmagedon vil være en krig mellem guder, og omfatte hele universet. I den vil „Jehova Gud, den Almægtige“, (NW) og hans søn Jesus Kristus, der er „Vældig-Gud“, kæmpe mod „denne tingenes ordnings gud“, (NW) Satan Djævelen. Alle fornuftbegavede skabninger, synlige såvel som usynlige, vil være implicerede i dette slag. — Åb. 11:17; Es. 9:6; 2 Kor. 4:4.

Åbenbaringen 9:16 giver os en formodning om størrelsen af Jehovas hærstyrker, når den taler om at han ved en bestemt lejlighed gør brug af en rytterskare på 200.000.000. Og 2 Kongebog 19:35 fortæller om hvorledes blot én af disse engle ødelagde en hær på 185.000 krigere i løbet af en nat. Hvor mange dæmonhære Satan har, fremgår ikke af Guds ord, men af beskrivelsen i Åbenbaringen 12 af krigen i himmelen forstår man, at der på ingen måde kan være tale om et ubetydeligt antal. At Satans dæmoner ligeledes er mægtige, ses af den kendsgerning at en af dem engang stod en af Jehovas engle imod i enogtyve dage, indtil ærkeengelen Mikael kom denne til hjælp. — Dan. 10:13, 21.

Med hensyn til menneskene på jorden, vil de der står på Jehovas side være alle dem der helt har indviet sig til ham og som trofast følger Jesus Kristus; sammenlignet med jordens milliarder er disse i sandhed kun få. De er de få der vandrer på den snævre eller smalle vej som fører til liv. De deltager ikke i kampen, men synger blot Guds pris. — 2 Krøn. 20:20, 21; 2 Kor. 10:4, 5; Matt. 7:13, 14.

Hele den øvrige del af menneskeheden, mere end 99,9 procent, vil være at finde på Satans side, sådan som vi læser: „Hele verden er i den Ondes vold.“ Det indbefatter alle denne verdens regeringer tillige med deres tilhængere, de kommercielle, religiøse og sociale institutioner. Gælder det også dem der giver sig ud for at være kristne organisationer? Ja, for alle der er denne verdens venner gør sig til Guds fjender. — 1 Joh. 5:19; Jak. 4:4.

Ja, i dag er jorden fuld af ondskab; der er og bliver udgydt meget uskyldigt blod, både i krigstid og fredstid. Gudløse mennesker forfølger Jehovas vidner og lægger jorden øde. Jehova vil udøse sin vrede over „alle folkene“ og „over alle, som bor på jorden“, fordi „man sværger og lyver, myrder og stjæler, horer“. I Harmagedon vil Jehova i hast „skaffe sine udvalgte ret, dem, som råber til ham dag og nat“, fordi de bliver forfulgt. Til den tid vil han også ødelægge dem „der lægger jorden øde“. — Es. 34:2; Jer. 25:30; Hos. 4:2; Luk. 18:7, 8; Åb. 11:18.

Guds ord sammenligner Harmagedon med Vandfloden, med ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra og med slaget ved Gibeon, hvor Gud lod store haglsten regne ned over sine fjender. Harmagedon vil blive det værste der i menneskehedens historie er overgået denne jord. Det vil være kendetegnet af uventede omvæltninger, forfærdelse, frygt, regeringssammenbrud, vældige jordskælv og jordskred, skybrud, brusende stormfloder, regn af ætsende, smeltende ild, og rædsel i luften, på jorden og i havet. Intet under at „HERRENS [Jehovas] slagne skal på den dag ligge fra jordens ene ende til den anden; der skal ikke holdes klage over dem, og de skal ikke sankes og jordes; de skal blive til gødning på marken“. — Jer. 25:33.

Hvorfor ikke før?

Mangen en elsker af retfærdighed, som for eksempel Job og Habakkuk, har undret sig over hvorfor en almægtig, viis, retfærdig og kærlig Gud har tilladt det onde i alle disse år. (Job 21:7; Hab. 1:13) På samme tid har onde mennesker spottet: „[Jehova] gør hverken godt eller ondt.“ — Zef. 1:12.

Gud har af gode og vægtige grunde tilladt det onde. Som med Farao på Moses’ tid udsætter Jehova tilintetgørelsen af sine fjender og af det onde, for at den størst mulige ære kan blive hans navn til del når han endelig griber ind. (2 Mos. 9:16) Som Jobs bog viser, drejer det sig også om Satans udfordring: at Gud ikke kunne sætte mennesker på jorden der ville bevare deres uangribelighed ind for ham under prøve. Når Jehova én gang til fulde har bevist at han kan dette, er han også pligtig til at skride til handling og hævde sin suverænitet, ligesom da han tilintetgjorde Farao og hans hær i Det røde Hav. Alene i Ezekiels bog fortælles der os mere end tres gange at Gud vil gribe ind, sådan at mennesker kan kende at han er Jehova. I Harmagedon vil han skride til handling, og da vil salmistens bøn om at Gud skal lade sine fjender „gå til grunde og kende, at du, hvis navn er [Jehova], er ene den Højeste over al jorden!“ blive besvaret. — Sl. 83:18, 19; Ez. 24:24.

Det afhænger af Dem selv

Opfyldelsen af Bibelens profetier advarer os om at Harmagedon er nær. Siden 1914 har vi som aldrig før set krige, hungersnød, pest, jordskælv og deslige, alt sammen som en opfyldelse af Jesu store profeti om disse sidste dage. Den gode nyhed om Guds oprettede rige forkyndes „over hele den beboede jord“, og Jesus siger desuden at den generation der har set disse ting „vil ingenlunde forgå, førend alt dette sker“. — Matt. 24:3-34, NW.

Hvad vil få Harmagedon til at bryde løs? Den profetiske beretning om Gog fra Magog åbenbarer, at Gud vil få sine fjender til at foretage et voldsomt angreb på hans tilsyneladende ubeskyttede folk på jorden. Da vil Jehovas hærstyrker under Jesus Kristus komme bag på dem, som vi læser: „Når de siger: ’Fred og ingen fare!’ da er undergangen pludselig over dem.“ Og det der først skal gå ned til den tid, vil være den organiserede falske religion, for den har størst skyld: „Oldinge og ynglinge, jomfruer, børn og kvinder skal I hugge ned og udrydde; . . . Begynd ved min helligdom!“ — 1 Tess. 5:3; Ez. 9:6.

Efter at alle Jehovas synlige fjender er blevet tilintetgjort vil Jesus Kristus tage Satan og hans dæmoner og kaste dem i dødens afgrund. Dér skal de blive i tusind år, for derefter en kort tid at blive løsladt så de kan prøve menneskene inden de fuldstændig tilintetgøres. — Ez. 38:1 til 39:7; Åb. 19:11 til 20:10.

I dag foregår der et stort adskillelsesarbejde. De „tre urene inspirerede udtalelser, der lignede frøer“, som Johannes så, repræsenterer den selviske propaganda der samler menneskene på Satans side. I modsætning hertil bevirker forkyndelsen af „denne gode nyhed om Riget“ at alle der elsker retfærdighed samles på Jehova Guds side. — Åb. 16:13; Matt. 24:14, NW.

Hvad vil Harmagedon betyde for Dem? Det afhænger af på hvilken side De stiller Dem. Jehova vil beskytte og udfri dem der står på hans side, ligesom han i fortiden beskyttede og udfriede Noa, Lot og andre trofaste tjenere. For at være blandt dette forholdsvis lille antal af lykkelige mennesker, må De adlyde Guds befaling: „Drag ud fra hende [nutidens Babylon, Satans organisation], mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige I hendes synder og rammes af hendes plager.“ De må ’øve ret, gerne vise kærlighed og vandre ydmygt med Deres Gud’, søge Jehova, retfærd og ydmyghed. — Åb. 18:4; Mika 6:8; Zef. 2:3.

Efter at have overlevet Harmagedon kan De se frem til evigt liv i Jehovas retfærdige, nye verden, hvor han vil „tørre hver tåre af [menneskenes] øjne, og der skal ingen død være mere“. Hele jorden vil blive et paradis der vil være „fuldt af HERRENS [Jehovas] kundskab, som vandene dækker havets bund“. At Jesus Kristus døde som et offer gjorde alt dette muligt; og det vil alt sammen finde sted ved hjælp af hans rige, hvis komme kristne så længe har bedt om. — Åb. 21:4; Es. 11:9.

Vil Harmagedon betyde evig tilintetgørelse eller evigt liv i lykke for Dem? Det afhænger af den handlemåde De følger fra nu af og til Harmagedon!

Henvisninger

 1 Evening Free Lance, Hollister, Kalif., 30. jan. 1957.

 2 The Bible as History, Keller, side 202.

 3 Herald, Miami, Florida, 18. nov. 1956.

 4 Times-Dispatch, Richmond, Virginia, 17. nov. 1956.

 5 Prophetic Footnotes, Armageddon, side 2.

 6 Sunday Tribune, Chicago, Illinois, 7. marts 1954.

 7 Time magazine, 12. dec. 1955.

 8 New York Times, 8. sept. 1957.

 9 New York Sunday Times, 11. nov. 1956.

10 The Christian Century, 26. sept. 1956.

11 Kardinal Spellman, London News Chronicle, 29. maj 1952.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del