Hvorfor knurre?

NATUREN har mange sagte lyde som det er en nydelse at høre. Vindens sagte susen i træernes kroner er en fryd for øret og får digtere og komponister til at skrive vers og musik. Og bækkens sagte pludren og mumlen gennem skov og eng er en lise at lytte til.

Dette kan dog ikke siges om den menneskelige tunges sagte mumlen. Den er langtfra behagelig at høre på når den i virkeligheden er en knurren, en klage der fremsættes sagte, ikke sagt frit ud og åbent. De der knurrer har åbenbart deres tvivl, bevidst eller ubevidst, om klogskaben ved at knurre eller om deres grunde og motiver til det.

I dag hører vi knurren fra alle kanter: børn knurrer mod deres forældre; hustruer knurrer mod deres mænd; arbejdere knurrer mod arbejdsgivere, og utallige mennesker knurrer over hvad Gud tillader, og lægger skylden for verdens ondskab over på ham. Hvorfor? Befinder andre sig ikke i samme situation uden at knurre og klage? Jo, afgjort!

Der er aldrig nogen rigtig grund til at knurre. Det er uklogt, for at bruge et mildt ord. Den der knurrer bliver kun endnu mere utilfredse og ærgrer andre, ja smitter dem måske ligefrem med sin knurrende ånd. Det fører ofte til krænkede følelser og til tåbelige handlinger. Den som knurrer kan siges at mangle kærlighed til Gud og næsten, og måske også kærlighed til sig selv.

De der knurrer mod Gud viser mangel på kærlighed til ham, for hvis vi elsker nogen har vi tillid til dem og vil ikke knurre imod dem. Det var fejlen hos israelitterne. Ikke så snart var de blevet ført over Det røde Hav før de gav sig til at knurre over det de fik at spise og drikke. Var der mindste fare for at de skulle dø af sult eller tørst? Nej ikke det der ligner. Senere, da de ti troløse spejdere kom tilbage med en dårlig rapport og sagde at israelitterne ikke ville kunne indtage landet, begyndte de igen at knurre. Havde Gud ikke øvet mange mirakler for dem i den tid der var gået? Kunne han ikke også klare de fjender de ville møde, han der havde slået en stormagt som Ægypten? Havde han ikke lovet at føre dem til et land der flød med mælk og honning? Jo. Men mangel på kærlighed gav sig udslag i mangel på tro og tillid, derfor knurrede de. — 2 Mos. 16:7, 8; 4 Mos. 13:25–14:29.

De som i dag knurrer over hvad Gud tillader, viser mangel på kærlighed, tro og tillid til Gud. Er vi ikke daglig genstand for Guds godhed? Ser vi ikke alle vegne beviser for hans visdom og magt? Skulle vi derfor ikke kunne tænke os til at han må have sine egne gode grunde til at tillade de forhold der irriterer os? Ja sikkert og vist! Han har ikke alene sine gode grunde; han har oven i købet ladet dem nedskrive i sit ord Bibelen. Et studium af Guds ord med de hjælpemidler han har tilvejebragt, vil sætte dig i stand til at forstå hans grunde, hvoraf den vigtigste er hævdelsen af hans suverænitet.

Knurren kan også skyldes manglende næstekærlighed. „Kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder,“ men den som knurrer hverken dækker over andres brist eller bærer over med dem, og derfor knurrer han. Knurreren opkaster sig selv til dommer, klager over andre fordi de ikke står mål med de krav han personlig stiller op, og overser fuldstændig at enhver står og falder for sin egen herre og at han selv har sine mangler. — 1 Pet. 4:8; Rom. 14:4.

Denne mangel på kærlighed kan give sig udslag i misundelse. Det var det der fik Kora, Datan og Abiram til at knurre mod Guds udvalgte talsmænd, Moses og Aron. Fordi disse knurrere manglede kærlighed overså de fuldstændig at Gud selv havde udpeget Moses og Aron til at lede folket, samt at ikke alle kan lede men at nogle nødvendigvis må lyde. — 4 Mos. 16:1-40.

Netop den samme ånd blev lagt for dagen af nogle i Jesu lignelse om arbejderne i vingården. Som du husker modtog de alle samme løn ved arbejdsdagens ophør selv om de havde arbejdet færre eller flere timer. De som havde arbejdet hele dagen knurrede fordi de andre fik det samme som de, skønt de blot modtog hvad der var blevet aftalt. Til dem som knurrede sagde vingårdsejeren: „Har jeg ikke lov at gøre, som jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god?“ Ja, mangel på næstekærlighed fik dem til at knurre i misundelse. — Matt. 20:1-15.

Men knurren behøver ikke udelukkende at skyldes manglende kærlighed til Gud og næsten; det kan også bunde i for lidt kærlighed til en selv. At græmme sig er også en form for knurren. Mennesker som ikke har tilstrækkelig kærlighed til sig selv bliver ved med at græmme sig og anklage sig selv, hvorved de gør både sig selv og andre elendig tilpas. Skuffet over sig selv lader de deres onde lune gå ud over andre ved at knurre imod dem. Den kendsgerning at vi får befaling til at elske vor næste som os selv, viser at vi skal have et vist mål af kærlighed til os selv. Vi skulle derfor ikke vente for meget af os selv, men se fornuftigt på vore mangler og færdigheder.

Den som føler sig fristet til at knurre burde spørge sig selv: Mangler jeg kærlighed til Gud, til næsten eller til mig selv? Ville Gud tillade de forhold der går mig på hvis ikke der kom et eller andet godt ud af det? Er jeg blottet for påskønnelse af alt det gode jeg modtager igennem dem jeg knurrer imod? Har jeg prøvet at tale roligt og venligt med den som jeg føler mig fristet til at knurre imod? Hvis forholdene ikke kan ændres, hvad godt gør det mig så at knurre? Er jeg for streng mod mig selv?

Især skulle alle indviede kristne i den nye verdens samfund ransage sig selv når de føler sig fristet til at knurre. Jehova ledede sin organisation længe før vi kom ind i den; lad os derfor ydmygt have tro på og tillid til ham og de redskaber han har valgt til at virke som tilsynsmænd på forskellige poster. Hvis forholdene virkelig kræver at blive rettet, så vær tålmodig og hav tillid til at Gud vil rette dem til sin egen tid. I mellemtiden skal du ikke gøre dig selv og andre ulykkelige ved at knurre. Nej, hvorfor knurre?

Gud er den, som virker i jer både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske. Alt skal I gøre uden knurren og betænkeligheder, for at I må blive ulastelige og uden svig, Guds dadelfrie børn midt i en vanartet og forvildet slægt, hvor I skinner som himmellys i verden, mens I holder fast ved livets ord. — Fil. 2:14-16.