Kan du bære en sorg?
HVOR ofte har døden ikke rakt sin kolde hånd ind i et hjem og revet en ægtefælle eller et andet elsket familiemedlem bort! Choket over tabet kan for de efterladte, især en efterladt ægtefælle, betyde det hårdeste følelsesmæssige slag i livet. For mange har sorgen været så tung at bære at de har ligget søvnløse nat efter nat, ikke har kunnet udrette noget om dagen og ligefrem har følt at de ikke kunne fortsætte livet. Da er det påkrævet at vide hvordan man kan bære en sorg.
Det er ikke nødvendigt at stænge sorgen inde, at skjule den bag en stoisk ro. Det følelsesmæssige pres man derved fremkalder, kan i høj grad gøre det vanskeligere at bære sorgen. Der er intet forkert i at søge udløsning for dette pres ved at give udtryk for sin sorg og for det smertelige savn. Ved at give efter for sine følelser, uden dog at miste selvbeherskelsen, kan man ofte lindre smerten.
Dengang patriarken Abraham mistede sin elskede hustru Sara gik han ikke og grublede over sin sorg. Han søgte lindring ved at græde. (1 Mos. 23:2) Det samme gjorde den israelitiske kong David da hans søn Absalom blev dræbt. Bibelen beretter: „Da blev kongen dybt rystet, og han gik op i stuen på taget over porten og græd; og han gik frem og tilbage og klagede: ’Min søn Absalom, min søn, min søn Absalom! Var jeg blot død i dit sted! Absalom, min søn, min søn!’“ (2 Sam. 18:33) Det var en faders inderlige sorg over tabet af en elsket søn.
David sørgede ikke i årevis. Han vidste at de levende ikke kan bringe de døde tilbage til livet, og at de derfor må indstille sig på at fortsætte tilværelsen uden deres afdøde slægtninge. David elskede mindet om sin søn, men hans bedrøvelse ville have været langt vanskeligere at bære dersom han havde afskåret sig fra omverdenen, trukket sig ind i sig selv og søgt at leve i en drømmeverden med sin søn.
Ikke så få har gjort den erfaring at man så at sige holder såret åbent når man prøver på at leve i mindernes verden. Nogle gør dette ved i årevis at bevare hjemmet nøjagtigt som det så ud mens den afdøde endnu levede. De der således forlænger deres sorg, stræber forgæves efter at leve i fortiden, i stedet for at gøre sig klart hvilken lykke de kan opnå ved at leve for fremtiden. Den afdøde slægtning ville uden tvivl have ønsket at den efterladte havde indstillet sig på at leve et lykkeligt og indholdsrigt liv. Det er forstandigt at gøre det.
Den sørgende vil naturligvis være sig inderligt bevidst hvilket tomrum den afdøde har efterladt sig, men hvis vedkommende beflitter sig på at udfylde tomrummet med forskellige opbyggende beskæftigelser, vil følelsen af det smertelige savn mindskes. På mange der har mistet deres ægtefælle har en uselvisk indsats for at hjælpe andre der er i nød vist sig at have en gavnlig virkning. Den har hjulpet dem til at aflede tankerne fra sig selv. Den største hindring for den der har en sorg at komme over, er måske tilbøjeligheden til at dvæle ved det vedkommende personlig har mistet ved sin slægtnings død. Tanken om hvor ensom man er nu og hvor mange ting ægtefællen plejede at gøre men som man nu må gøre selv, får sorgen til at tynge endnu mere. Men når man får tankerne bortledt fra sig selv og i stedet tænker på hvad man kan gøre for andre, vil man opdage at såret kan heles og tomrummet efterhånden fyldes ud. Man kan gøre meget for at give sit liv indhold, dersom man tænker på andre og nærer den samme kærlighed til dem som man forventer at de udviser.
Guds skrevne ords sandheder er en kilde til stor trøst for den der sørger over en afdød; de giver livet indhold. Kendskabet til dem kan fjerne den ængstelse man måtte føle over den afdødes ukendte skæbne. Gennem Bibelen fortæller livets skaber hvad der sker med et menneske hvis liv hører op, og ligeledes hvilket håb et sådant menneske har om at komme til at leve igen.
Som følge af dette vidunderlige håb behøver en kristen ikke at erfare den knugende sorg som rammer dem der ikke ved hvad den store Livgiver har sagt om døden, eller som i vantro har vendt sig bort fra ham. De pålidelige oplysninger Bibelen giver, lindrer i høj grad sorgens smerte. „Vi vil ikke, brødre! at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb.“ (1 Tess. 4:13) Ligesom apostelen Paulus kan vor tids kristne sætte deres lid til „Gud, der opvækker de døde“. — 2 Kor. 1:9.
For dem der har fået kundskab om hvad Jehova Gud har ladet nedskrive i sit ord, Bibelen, til gavn og trøst for menneskeslægten, kan den uselviske gerning at undervise andre i Guds ord være en hjælp til at komme over en sorg. Denne opbyggende åndelige virksomhed kan være medvirkende til at udfylde det tomrum døden har efterladt i deres liv. Den vil holde deres tanker optaget og give dem en vægtig grund til at fortsætte livet.
De der sørger kan finde styrke hos Gud ved at vende sig til ham i bøn. Ligegyldigt hvad mennesker måtte sige, bør man aldrig laste Gud fordi man har mistet en af sine kære. Tværtimod har man grund til at vise ham sin taknemmelighed når man gennem Bibelen bliver oplyst om dødens årsag og håbet om at de døde atter kan komme til at leve. Denne viden fjerner angsten og den forstemmende følelse at der intet håb er. (Sl. 46:2) Den er en umådelig hjælp til at bære en sorg.
Med det håb Guds ord giver kan den efterladte lettere indstille sig på at fortsætte tilværelsen uden sin ægtefælle. Man vil påskønne at ægtefællen fik lov at smage livet og at man selv kunne bidrage til dets lykke. Desuden vil man være taknemmelig over at Gud i sin kærlighed har truffet foranstaltning til de dødes opstandelse.