Hold modigt ud i tjenesten for Gud
1, 2. Hvilken gavn har vi af den beretning som Bibelen giver om mænd der udviste tro på Gud?
BIBELEN indgyder os mod ved at oplyse os om Guds storhed og om hans vilje. Den indgyder os også mod til at gøre Guds vilje. Hvordan det? Ved at give os en beretning om de mænd som udviste tro på Gud. Bibelen fortæller os således ikke blot hvad Gud kræver af sine tjenere men den viser os med eksempler fra det virkelige liv hvordan gudfrygtige mennesker har vundet Guds velbehag. På denne måde kan vi lære hvad de gjorde når de kom ud for situationer i lighed med dem vi oplever, og hvordan Jehova velsignede dem. Dette vil give os kraft så vi kan optræde modigt og ufortrødent fortsætte tjenesten for Gud.
2 Apostelen Paulus henledte opmærksomheden på denne kilde til mod da han skrev: „Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, lægge alt det bort, som tynger, og synden, som så let hilder os, og lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os, mens vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender.“ (Hebr. 12:1, 2) Når vi i Bibelen læser om Jesus Kristus og de første kristne og den store sky af vidner fra tiden forud for dem, skal vi hver især tage ved lære af deres eksempel. Det vil give os nyt mod til at stride frem idet løb som ligger foran os.
3. Hvilken slags mennesker bruger Gud som sine tjenere?
3 Mange mennesker viger imidlertid tilbage for at træde ind i dette løb når det begynder at gå op for dem at det er deres pligt at tjene Gud. Måske føler de at de ikke er gode nok, eller at de ikke er dygtige nok. Det kan også være at de nærer frygt for at de ikke kan stå mål med de krav Gud stiller. Hvis det er sådan vi føler, bør vi kaste et blik på de mennesker hvis liv og handlinger Gud har beskrevet i sit ord for at vi kan lære deraf. Hvem var det Gud valgte som sine tjenere? „Thi tænk på, hvordan det var ved jeres kaldelse, brødre, at I ikke var mange verdsligt vise, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; men det, der var dårskab for verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, der var svagt for verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme; og det for verden ringe og det foragtede, det, der ikke var noget, udvalgte Gud for at gøre det, der var noget, til intet, for at intet menneske skal rose sig for Gud.“ (1 Kor. 1:26-29) Gud benytter ikke mennesker som er kloge i egne tanker. Han bruger dem som søger ham og ønsker at blive ledet af ham. Gud begunstiger ikke dem som stoler på sig selv, men dem der tror på ham. Det er ikke den som er klogere og dygtigere end alle andre der er Gud til behag. Det er derimod den som ikke alene ser på sine egne men også på sine brødres interesser. Mennesker der elsker Jehova så meget at de er villige til at gøre hans vilje, vil tjene ham. — Sl. 25:4, 5, 9, 12; Fil. 2:4.
4. Nævn eksempler der viser hvilken slags mennesker der tjente Jehova og opnåede hans godkendelse.
4 Moses hørte til den slags mennesker. Han mødte villigt frem da han blev kaldet til tjeneste, og det skønt han led af en talefejl og var firs år gammel. (2 Mos. 4:10-12; 7:7) Selv om Gideon var ’den yngste i sit fædrenehus’ var han villig til at tjene Jehova, der da også styrkede og støttede ham. (Dom. 6:15, 16) Amos var kun fårehyrde og plukkede morbærfigen. Alligevel blev han Guds profet. (Amos 7:14, 15) Endvidere kan nævnes Peter og Andreas, Jakob, og Johannes, der alle var fiskere fra Galilæa. De var „ulærde mænd og lægfolk“, men Jesus valgte dem til sine apostle. (Matt. 4:18-22; Ap. G. 4:13) Kun nogle enkelte, deriblandt Paulus, havde en fin uddannelse. Men andre havde en broget fortid, eftersom de havde begået forbrydelser eller ført et uværdigt levned. Men når først de havde indviet sig til Gud for at tjene ham, lagde de alt dette bag sig og begyndte et nyt liv i tjenesten for Gud, hvad enten de var fyldt med denne verdens lærdom eller plettet af dens ondskab. — Fil. 3:4-8; 1 Kor. 6:9-11.
5. Hvilke tanker skulle hjælpe os til at have det rette syn på deltagelsen i tjenesten for Jehova?
5 Det har ikke så stort at sige hvad vi var før vi kom til kundskab om Guds vilje. Det afgørende er hvad vi er nu. Har vi en urokkelig tro på Jehova Gud og hans ord? Elsker vi ham af hele vort hjerte? Længes vi efter at leve i hans retfærdige, nye verden? (Hebr. 11:6; Mark. 12:29, 30; 2 Pet. 3:13, 14) I så fald er der ingen grund til at vige tilbage. Vi bør ikke unddrage os tjenesten for Gud fordi vi, menneskeligt set, føler at vi vil komme til kort. Husk i stedet på hvorfor Jehova bruger os mennesker selv om vi er så skrøbelige. „Denne skat har vi i lerkar,“ skriver apostelen Paulus, „for at den overvældende kraft må være fra Gud og ikke fra os selv.“ (2 Kor. 4:7) Vi bør derfor modigt og i fuld tillid til Gud efterligne troens fuldender, Jesus, ved at lade os døbe som symbol på vor indvielse til Jehova Gud og ved at tage del i den forkyndelse som Gud har overdraget sine tjenere.
Forkyndere af Guds rige
6. I hvilket øjemed oplærte Jesus alle sine disciple?
6 Enhver som bliver genstand for Guds ufortjente godhed har pligt til at forkynde Guds rige. Det vil stå os ganske klart når vi studerer evangeliernes beretninger om Kristi liv! „Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere,“ lød Jesu indbydelse. „Følg mig!“ sagde han ved en anden lejlighed. „Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig.“ Og hvad gjorde Jesu efterfølgere så? De tog del i den gerning Jesus selv udførte, idet han forkyndte og sagde: „Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær.“ (Matt. 4:19; 9:9; 11:28, 29; 4:17) Således tog de ved lære af Jesus og blev snart så øvede at de på egen hånd kunne udføre forkyndelsen. Først udtog Jesus tolv af sine disciple og sendte dem ud idet han formanede dem: „På jeres vandring skal I prædike og sige: ’Himmeriget er kommet nær!’“ (Matt. 10:5, 7) Senere udpegede han halvfjerds andre og udsendte dem i samme øjemed. — Luk. 10:1-11.
7. (a) Hvor stor en plads havde forkyndelsen i Jesu liv? (b) Hvilken opfattelse fik Jesu disciple af forkyndergerningen?
7 Jesus var så opslugt af sit forkynderhverv at han senere hen kunne sige til Pontius Pilatus at han var kommet til verden for at „vidne om sandheden“. (Joh. 18:37) Det er let at forstå at Jesu disciple ligesom han selv har følt hvervet så presserende at de gav myndighederne følgende svar da man ville forbyde dem at forkynde: „Døm selv, om det i Guds øjne er ret at lyde jer mere end Gud; for vi kan ikke lade være at tale om det, vi har set og hørt.“ (Ap. G. 4:19, 20) De havde ikke glemt hvad Jesus havde sagt til dem umiddelbart før han forlod dem: „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer.“ De sidste ord han sagde til dem inden sin opstigning til himmelen lød: „I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.“ (Matt. 28:19, 20, NW; Ap. G. 1:8) Ingen af dem nærede den mindste tvivl om at hvis de skulle være Jesu efterfølgere måtte de også være forkyndere.
8. Hvad siger apostelen Paulus i sit brev til korinterne om den kristnes pligt til at forkynde?
8 Apostelen Paulus var sig meget bevidst hvilket ansvar der påhviler Jesu efterfølgere, for han skrev til sine medkristne i Korint: „Om jeg forkynder evangeliet, har jeg ikke noget at rose mig af; jeg er jo under tvang; ve mig, om jeg ikke forkynder det! Thi kun hvis jeg gør det af egen drift, har jeg krav på løn; men gør jeg det ikke af egen drift, så er det en husholdergerning, jeg har fået betroet.“ (1 Kor. 9:16, 17) Hver eneste af os bør tage vort ansvar lige så alvorligt. Vi må efterkomme den opfordring som Paulus gav de kristne i Korint: „Bliv mine efterlignere, ligesom jeg er Kristi efterligner.“ (1 Kor. 11:1, NW) Hvis vi holder vore øjne rettet mod Jesus og hans trofaste efterlignere, vil vi ligesom de føle at det er presserende nødvendigt at forkynde den gode nyhed.
Hold modigt ud i forkyndelsen
9. Hvilken betydning har udholdenhed i forkyndelsen?
9 Jesus blev ved med sin gerning indtil han kunne indberette følgende til sin Fader: „Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre.“ (Joh. 17:4) Det samme bør alle Jesu efterlignere være besluttet på at gøre. Men det kræver udholdenhed. Det er ikke tilstrækkeligt at vi engang har troet eller har deltaget i forkyndergerningen. „I behøver udholdenhed for at gøre Guds vilje og få, hvad der er forjættet.“ (Hebr. 10:36) Hvor uforstandigt er det ikke at tabe sandheden af syne og falde tilbage til det liv den gamle verden fører! Det minder om den renvaskede so der atter vælter sig i sølen! „Når vi gør det rette, da lad os ikke blive trætte, thi vi skal høste til sin tid, såfremt vi ikke giver tabt.“ — Gal. 6:9.
10. Hvad skal en kristen forkynder tænke hvis folk i distriktet ikke vil lytte til den gode nyhed?
10 Naturligvis vil ikke alle tage imod den gode nyhed når vi bringer dem den. Mange steder vil en forkynder kunne gå fra hus til hus i timevis uden at få lejlighed til andet end med nogle få ord at gøre den besøgte bekendt med budskabet. Folk tager måske ikke imod den bibelske litteratur han tilbyder dem, og han kan føle trang til at opgive det hele. Men hvis han samvittighedsfuldt har forberedt sig på at fremholde den gode nyhed og gør sig umage for at vække folks interesse for Guds ord, behøver han så at tro at hans tjeneste er nytteløs? Nej. „En discipel står ikke over sin mester, ej heller en tjener over sin herre.“ (Matt. 10:24) Ikke alle lyttede til Jesus. Hans egne bysbørn troede ikke på ham. Da han drog ind i gadarenernes egn tog de ikke vel imod ham, men „da de så ham, bad de ham gå bort fra deres enemærker“. I Jerusalem blev han beskyldt for at være besat af dæmoner. (Matt. 8:34; Luk 4:16, 28, 29; Joh. 8:52) På samme måde er det gået med andre af Guds tjenere.
11. Hvordan tog folk imod budskabet dengang Samuel og Noa forkyndte?
11 Samuel virkede som Guds profet i Israel, og det folk han tjente var Guds ejendomsfolk. Men alligevel lyttede det ikke altid til ham. Samuel tog sig ikke dette let. Da folket nægtede at rette sig efter hans vejledning og forlangte at få en konge, følte han øjensynlig at det var fordi han selv kom til kort. Jehova forklarede ham imidlertid: „Det er ikke dig, de vrager, men det er mig, de vrager som deres konge.“ (1 Sam. 8:7) Noas hverv som forkynder var endog vanskeligere. Menneskene var så afvegne at Bibelen siger at „deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang. Da angrede [Jehova], at han havde gjort menneskene på jorden, og det skar ham i hjertet“. (1 Mos. 6:5, 6) De havde ikke lyst til at høre på Noas advarende ord. Efter at han havde forkyndt imellem fyrre og halvtreds år var det kun hans egen familie som reagerede positivt. Noa selv, hans hustru, sønner og sønnekoner var de eneste som kom ind i arken. De øvrige „ænsede intet“. (Matt. 24:39) Havde Noa svigtet sin opgave som forkynder? Det havde han ikke! Han fik ry for at være „retfærdighedens forkynder“ som Gud bevarede i live da han tilintetgjorde hin onde verden. Noa var udholdende i sin gerning. — 2 Pet. 2:5.
12. Under hvilke omstændigheder forkyndte Moses, og hvorfor blev han ved dermed?
12 Tænk også på Moses, der ligeledes skulle forkynde et budskab. Gang på gang opsøgte Moses Farao, som han forkyndte Guds domme. Disse gentagne besøg ved kongehoffet fandt sandelig ikke sted fordi Farao var velvilligt indstillet, eller fordi han ønskede at tilbede Jehova. Nej, de blev aflagt trods hans fjendtlige holdning og fordi Moses adlød Jehova, der ville at hans domme og hans navn skulle forkyndes. „Når jeg udrækker min hånd mod Ægypten og fører israelitterne ud derfra, skal ægypterne kende, at jeg er [Jehova].“ (2 Mos. 7:5) Det krævede mod at forkynde under sådanne forhold.
13. Hvad kom Jeremias ud for i sin tjeneste, og hvad kan vi lære heraf?
13 Heller ikke Jeremias undgik besværligheder i sin gerning som forkynder. Gud sagde ikke til ham: Jeremias, her er et fint distrikt at arbejde i. Nej, han sagde: Når du begynder at forkynde for Jerusalems indbyggere vil de vende sig imod dig. Og netop sådan gik det. Da Jeremias advarede dem om at Jehova ville bringe undergang over folket fordi det faldt fra Gud, havde det kun hån, spot og latter tilovers for ham. Engang da han forkyndte i nærheden af templet hændte det oven i købet at en overopsynsmand ved Jehovas hus blev så opbragt over Jeremias’ ord at han slog ham og anbragte ham i blokken. Mere end én gang blev han kastet i fængsel på foranledning af fyrsterne. Og på et tidspunkt var Jeremias blevet så modløs at han udbrød: ’Jeg vil altså ikke tale mere om Gud.’ Men han kom over det. (Jer. 1:19; 20:1, 2, 9) Treogtyve år efter måtte han imidlertid konstatere at folk i distriktet stadig ikke lyttede til ham. (Jer. 25:3) Men trods alt blev Jeremias ved med at forkynde i fyrre år. Han holdt troligt ud lige indtil Jehova lod alt det indtræffe som han havde advaret om ved sin profet. Alle disse eksempler på mod animerer os til at „ile fremad i det kapløb, vi har foran os“.
Modige trods skuffelser
14. Hvilken skuffelse kan vi ofte opleve når vi besøger et menneske igen efter at det første gang lyttede til budskabet? Hvad er grunden?
14 Blandt de mennesker vi fortæller om Gud og hans rige vil nogle enkelte lytte, men mange vil være os en skuffelse, og det er godt at være klar over dette. Vi vil træffe mennesker som lytter første gang, men som har mistet al interesse når vi kommer igen. På en sådan situation anvendte Jesus lignelsen om sæden der faldt ved vejsiden og blev taget af fuglene før det kunne slå rod. I sådanne tilfælde har Djævelen benyttet folk med samme ånd som han selv til at stille Guds ord i et falskt lys og på den måde kvæle den første interesse der blev vist. Men vi skal ikke blive modløse. — Matt. 13:3, 4, 19.
15. Hvordan kan det være at nogle mennesker, efter at de har fundet stor glæde ved at studere med Jehovas vidner, ønsker at holde op?
15 Andre vil ikke nøjes med blot at lytte når vi besøger dem; de vil tage imod ordet med glæde, og vi vil føle os oplivede efter samtalen med dem. De vil uden tvivl tage vel imod os når vi besøger dem nogle gange igen. Og alligevel vil nogle af dem vise sig at være ligesom planter der skyder hastigt op, men som ikke kan slå rødder fordi muldlaget er tyndt. De kan ikke tåle at slægtninge og venner begynder at latterliggøre dem. De ved at det de har hørt ud fra Bibelen er sandhed, og med mange undskyldninger fortæller de at de hellere må holde op med at studere Bibelen sammen med os. De visner bort fordi de ligger under for menneskefrygt og ikke elsker Gud tilstrækkelig højt. — Mark. 4:5, 6, 16, 17.
16. Nævn andre årsager til at ordet kvæles efter at det har slået rod hos mennesker.
16 En anden gruppe mennesker — der kan sammenlignes med sæden der faldt iblandt tidsler — lader ordet slå rod og vokse op. Men de er så bebyrdede med problemer og bekymringer som de først må tage sig af — og så har de en lang arbejdsdag, gæster som kommer på besøg, og adspredelserne. Så de har simpelt hen ikke tid. De er rare og venlige og de siger måske at de ville ønske at de kunne drøfte det med os, men de synes at det er umuligt at afse tiden. — Luk. 8:7, 14.
17. Hvordan skal vi reagere når vi kommer ud for disse ting?
17 Skal vi nu lade den slags oplevelser tage modet fra os? Vi kan undgå det hvis vi på forhånd gør os klart at vi kan komme ud for dem. Lad os derfor holde fast ved sandheden så vi „bærer frugt i udholdenhed“ og beviser at vi for vort vedkommende har modtaget Guds ord „i et smukt og godt hjerte“. Hvis vi nidkært fortsætter forkyndelsen viser vi at vi ikke hører til dem der falder fra på grund af forfølgelse eller opgiver udsigterne til at leve i den nye verden til fordel for materielle goder i den gamle verden. Vi må bevise at vi har mod til uden ophør at gøre Guds vilje. — Luk. 8:8, 15; 2 Tim. 4:10, 11.
18. Hvad skal vi gøre når vi skuffes af et menneske som vi stoler på og har tillid til?
18 Hvis vi har et sådant ligevægtigt syn på tingene vil vi have styrke til også at kæmpe med andre problemer. Vi vil ikke tabe modet når vi selv kommer ud for problemer. Nu kan det selvfølgelig hænde at en ven, måske endda en ven i menigheden, foretager sig noget som skuffer os, Det kan være han prøver at gøre det rette, men han er ikke fuldkommen; det er der ingen af os der er. Hvad skal vi gøre når nogen skuffer os? Vi skal holde os for øje det forbillede som troens banebryder, Jesus Kristus, efterlod os.
19, 20. Hvordan oplevede Jesus at blive skuffet af mennesker, og hvad kan vi lære af hans eksempel i denne forbindelse?
19 Den sidste aften Jesus levede som menneske gik han sammen med sine disciple ud i Getsemane have for at bede. Kort tid efter ankom en flok mennesker, der var bevæbnet med sværd og stokke, for at arrestere Jesus. Disciplene blev akkurat så længe at de så hvad der skete, men som beretningen siger, „da forlod alle disciplene ham og flygtede“. (Matt. 26:56) Senere hen på aftenen fik en pige i ypperstepræstens gård øje på Peter og erklærede at han måtte være en af Jesu disciple. Men Peter svarede skarpt: „Jeg kender ham ikke, kvinde!“ Det gentog sig tre gange, lige i gården hvor Jesus stod og hvor han så på ham efter at hanen galede. (Luk. 22:56-61) Episoden bragte imidlertid ikke Jesus ud af fatning. Hans fællers svigten blev ikke årsag til at han vaklede i sin trofasthed mod Gud. Han stolede på sin Fader i himmelen.
20 Da Jesus blev oprejst fra de døde tre dage efter sin død, havde han lejlighed til, hvis han ønskede det, at kræve dem til regnskab som havde svigtet ham. Men hvad gjorde han? Han skældte dem ikke ud. Han sagde ikke: Efter det I gjorde forleden aften har vi ikke mere at tale med hinanden om. Vi er færdige! Han gav dem ikke en kold skulder og nægtede at tale med dem. Tværtimod studerede han sammen med dem, bad sammen med dem så de kunne blive stærke og undgå at snuble igen. Han styrkede dem så de modigt kunne tjene Gud. Han interesserede sig ikke først og fremmest for hvad de følte men for hvordan de kunne tjene trofast. Jesus var et efterfølgelsesværdigt eksempel! — Luk. 24:44-50.
„Med én sjæl strider sammen for troen“
21. Med hvilken indstilling skal vi se på samværet med Jehovas folk?
21 Hvis vi ønsker at være trofaste i tjenesten for Gud kan vi ikke lade sårede følelser, jag efter materielle goder eller forfølgelser skille os fra Jehovas folks menighed. Alle sande kristne behøver den opbyggelse som det åndelige samvær giver. Det er ved menighedens regelmæssige møder at vi udrustes til at tjene Gud. Her styrkes vor tro så vi modigt kan blive ved med at gøre Guds vilje. Guds tjenere i dag burde have samme indstilling over for møderne som de første kristne, der var villige til at gøre sig megen ulejlighed for at samles med deres medtroende, ja oven i købet at trodse farer. End ikke dengang Herodes havde dræbt Jakob og fængslet Peter og forfølgelsen pressede dem hårdt, blev de hjemme fra møderne af frygt. Selv om de skulle gå frem med forsigtighed og mødes bag låste døre, samledes de ikke desto mindre for at bede sammen og således styrke hinanden. De var klar over at de ikke kunne undvære at komme sammen hvis de skulle være åndeligt levende og have mod til fortsat at vidne, således som Jesus havde befalet dem. (Ap. G. 12:1-5, 12-17) Når vi har lejlighed til at samles med Jehovas folks menighed skal vi benytte os af det. Her skal vi lade os lede af det eksempel David satte, han som hører med blandt skyen af Jehovas vidner fra tiden før Kristus. Han sagde nemlig: „Jeg frydede mig, da de sagde til mig: ’Vi drager til [Jehovas] hus!’“ — Sl. 122:1.
22. På hvilke måder hjælper Jehova os til at være modige, og hvilken beslutning skal vi være opsat på at fuldføre?
22 Alle der elsker Gud får således mange opmuntringer til at gøre Guds vilje! Bibelens beretning om Jehovas trofaste tjenere er en stærk opfordring til alle der elsker retfærdighed om at gribe lejligheden til at forkynde om Guds rige og gøre andre bekendt med de „’nye himle og en ny jord’, hvor retfærdighed bor“. (2 Pet. 3:13) Gennem de foranstaltninger Gud træffer for at vi kan samles til møder og til tjeneste sammen med vore medvidner, styrker han os så vi kan stå faste i troen. I kraft af sit ord tilskynder Gud os til troligt at blive ved med forkyndelsen og at yde en nidkær indsats i tjenesten idet vi „udnytter det gunstige øjeblik, thi dagene er onde“. (Ef. 5:15-17) Han giver os den forret at vi kan henvende os til ham i bøn, og han holder os oppe med sin ånd. Hvis vi jævnligt drager nytte af alle Guds foranstaltninger har vi al grund til at være fyldt med mod. Og så vil vi kunne stå „fast i én Ånd og med én sjæl [stride] sammen for troen på evangeliet uden i nogen henseende at lade [os] skræmme af modstanderne; det er jo for dem et vidnesbyrd om, at de skal fortabes, men [vi] frelses, og det er Guds værk“. — Fil. 1:27, 28.
[Illustration på side 14]
Atter og atter sendte Jehova Moses til Farao