Hvad kræves der for at behage Gud?

Hvad venter Gud af os? Hvordan kan vi få det at vide?

MANGE mennesker fører hvad man kalder for et „rent“ liv. De stjæler ikke, begår ikke umoralske handlinger, myrder ikke og skader ikke på nogen anden måde deres medborgere. De indser at de har et behov for religion og går i kirke med ønsket om at få dette behov dækket.

Det er den almindelige opfattelse at når man lever sit liv på denne måde opfylder man de krav som Gud stiller til os mennesker. Eftersom denne opfattelse er så almindelig vil det være på sin plads at spørge: Er dette virkelig alt hvad der kræves af os hvis vi skal behage Gud?

Inden vi tager stilling til det, bør vi overveje et andet meget vigtigt spørgsmål: Ved vi nøjagtig hvad der kræves af os for at vi kan behage Gud?

Vi bør være forsigtige med at lade en anden tænke for os netop i dette spørgsmål, for det er et spørgsmål vi personlig må tage stilling til. Det er farligt at lade en anden, også selv om det er en præst, træffe afgørelsen. Hvorfor? Fordi end ikke kirkerne underviser deres medlemmer i hvad der er Guds hensigter og krav, noget mange nu har fået øjnene op for. I tidsskriftet Look for den 24. september 1963 stod der om kirkerne i Amerika: „Også de har svigtet som moralens vogtere, og fordi deres ansvar er det største er de også mere at dadle når de svigter. Dekanen ved Harvard teologiske fakultet siger: ’Kirken gør sig simpelt hen ikke gældende. Den har antaget vor tids kultur og er blevet gennemsyret af den. Det er en forfærdende tanke at kirken ikke ledes med det formål at tilfredsstille menneskenes aktuelle behov, men med det formål at bevare institutioner.’ Mr. Coffin, der er præst ved Yale-universitetet, erklærer sig enig med ham: ’Vi præster har en vis evne til at forvandle vin til vand — at udvande vor religion.“

Med sådanne indrømmelser in mente gør man klogt i ikke at tage det for givet at man har lært hvad der er Gud til behag blot fordi man regelmæssigt går i kirke.

Hvor kan man få svar?

Hvordan kan vi afgøre hvad Gud kræver af os for at vi kan være ham til behag? Hvor kan vi få svar på vore spørgsmål? Hvordan kan vi være sikre på at vi gør det som Gud ønsker?

Guds eget skrevne ord vejleder os og siger: „Stol på [Jehova] af hele dit hjerte, men forlad dig ikke på din forstand.“ (Ordsp. 3:5) Ja, Gud ønsker at vi skal stole på ham. Eftersom han ønsker dette, er det så ikke rimeligt at tænke at han må have truffet en eller anden foranstaltning så at menneskene kan finde ud af hvad han kræver, så de ikke er henvist til at famle i mørke? Hvis et barn spurgte sin fader: ’Far, hvad skal jeg gøre for at glæde dig?’ ville vi så synes at det var rigtigt hvis denne fader skubbede barnet til side uden at give et svar eller fortælle det hvad han ønskede det skulle gøre? Nej, en kærlig fader ville omhyggeligt forklare barnet hvad han krævede af det. Hvis barnet ikke fulgte hans vejledning kunne det med rimelighed blive straffet, men hvis det rettede sig efter den, kunne det vente at blive belønnet med et venligt ord, en kærlig omfavnelse eller måske med en eller anden gave.

Skulle ikke Gud, der har skabt os mennesker og givet os evne til at ræsonnere, være endnu mere omhyggelig med at vise os hvordan vi kan behage Ham, vor Skaber? Naturligvis ville en kærlig Skaber ikke lade menneskene i stikken efter at han havde skabt dem og udstyret dem med et videbegærligt sind. Han ville så afgjort give dem en rettesnor de kunne følge hvis de ønskede at behage deres himmelske Fader.

Har Gud givet menneskene en sådan rettesnor? Ja. En gudfrygtig mand fra fortiden viste os hvor vi kan finde denne vejledning: „Hvert skrift er indblæst af Gud og gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed, så at Guds-Mennesket kan blive fuldt beredt, vel skikket til al god gerning.“ Ved sin ånd har Gud inspireret mennesker til at nedskrive hans hensigter og krav, så at alle der ønsker at behage Gud kan lære ham at kende og med sikkerhed vide hvad det er han forlanger af dem. — 2 Tim. 3:16, 17, fodnoten.

En indsats

Hvilken rolle spiller Guds ord Bibelen i vort liv? Det er naturligvis godt at have en bibel i reolen, men noget helt andet er: hvor meget bruger vi den? Det er som at have en brønd med frisk, klart, livgivende vand. Skal man have gavn af dette forfriskende vand må man øse af det. Det er det samme med Bibelen. Selve det at man har en bibel betyder naturligvis ikke at man automatisk får gavn af den. Man må øse af dens forfriskende, livgivende „vand“.

Det kræver en indsats at tilegne sig Bibelens sandheder. Man kan ikke nøjes med at gøre det nu og da, men man må regelmæssigt læse, ja studere, Bibelen. Vandet i brønden springer ikke pludselig op og fylder spanden. Det er ikke nok at drikke et glas vand en enkelt gang, nej, vi må drikke regelmæssigt hver dag. På samme måde må vi gøre os en bevidst anstrengelse for at studere Guds ord, og vi må gøre det regelmæssigt.

Man skal ikke tabe modet fordi man ser at de fleste mennesker, heriblandt mange kirkegængere, ikke regelmæssigt studerer Bibelen. Skal vi behage Gud må vi drikke af det sandhedsvand som han rækker os. Hvis vi vender os bort fra det Gud har at sige os, vil vi vække hans mishag. I Ordsprogene 28:9 står der: „Den, der vender sit øre fra loven, endog hans bøn er en gru.“ Den som vender sig bort fra belæringen i Guds ord, væmmes Gud ved, også selv om vedkommende beder til ham! Det er som med det barn der i trodsighed nægter at lytte til sin faders formaning og samtidig venter at blive belønnet.

Hvis man vidste at der lå en skat nedgravet et eller andet sted og at man blot behøvede at grave den op for at få den i eje, mon man så ikke ville grave flittigt for at få den op? Bibelen er fuld af skatte, åndelige skatte. Den sætter sin læser i stand til at lære Gud at kende. Ordsprogene 2:1-5 siger: „Min søn, når du tager imod mine ord og gemmer mine pålæg hos dig, idet du låner visdom øre og bøjer dit hjerte til indsigt, ja, kalder du på forstanden og løfter din røst efter indsigt, søger du den som sølv og leder den op som skatte, da nemmer du [Jehovas] frygt og vinder dig kundskab om Gud.“

Ja, vi kan altså få at vide hvilken adfærd der behager Gud, men vi må bruge hans ord som rettesnor. I dag studerer tusinder af mennesker verden over systematisk Bibelen sammen med kristne ordets forkyndere der er oplært til at yde dem denne hjælp. De er lykkelige over at tilegne sig den livgivende kundskab!

Ikke blot høre, men gøre

Skulle vi være tilfredse med at tilegne os stor kundskab og så lade det blive ved det? Nej, vi må i praksis anvende de ting vi lærer om Guds vilje. „De anordninger og lovbud, den lov og det bud, han har opskrevet for Eder, skal I omhyggeligt holde til alle tider.“ (2 Kong. 17:37) Følger vi ikke Guds bud vil han se på os med mishag. Da fortidens Israel blev taget til fange af Assyrien, det andet verdensrige, anførte Gud selv grunden til at han lod det ske: „Til straf for at de ikke havde adlydt [Jehova] deres Guds røst, men overtrådte hans pagt, alt hvad [Jehovas] tjener Moses havde påbudt; de hørte ikke derpå og gjorde ikke derefter.“ — 2 Kong. 18:12.

Jesus Kristus viste hvor vigtigt det er at efterleve Guds krav da han sagde: „Ikke enhver, der siger til mig: ’Herre, Herre!’ skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje.“ (Matt. 7:21) Bibelskribenten Jakob bekræfter at man både må høre og handle: Tro uden gerninger er død. — Jak. 2:26.

Guds vilje med dem som ønsker at behage ham blev opsummeret af Jesus som svar på spørgsmålet om hvilket bud i Loven der var det største: „’Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind.’ Dette er det største og første bud. Der er et andet, som er dette ligt: ’Du skal elske din næste som dig selv.’“ (Matt. 22:37-39) At elske Gud er ensbetydende med at vi giver ham førstepladsen i vort liv, lærer af ham og villigt adlyder alle hans bud. Efterhånden som vi lærer hans storslåede hensigter med mennesket at kende, vil vi ikke ønske i selviskhed at beholde denne livsvigtige kundskab for os selv, men vi vil lade den gå videre til vor næste, vore medmennesker. På den måde kan vi vise vor næste sand kærlighed, for det vil også give vor næste lejlighed til at lære Gud at kende, tjene ham og være ham til behag.

Denne kærlighed til Gud og til vore medmennesker vil sætte os i stand til at opdyrke de kristne egenskaber, vil give os en ny, kristen personlighed, og vil få os til kun at søge sammen med dem der er opfyldt af det samme ønske om at behage Gud, for at vi i fællesskab med dem kan opbygge vor tro. Gud vil velsigne vore oprigtige bestræbelser i den retning og lade os høste frugterne af hans hellige ånd. „Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed.“ — Gal. 5:22, 23.

Om kort tid vil Gud skænke dem som behager ham et væld af velsignelser ved at give dem evigt liv og et fuldkomment helbred i sit genoprettede paradis. „[Jehovas] frygt er en livsens kilde.“ „Bi på [Jehova] og bliv på hans vej, så skal han ophøje dig til at arve landet [jorden, NW]; du skal skue de gudløses undergang.“ — Ordsp. 14:27; Sl. 37:34.

Evigt liv under denne retfærdige, nye verdensordning er i sandhed det eneste mål der er værd at stræbe henimod, men vi vil ikke nå det mål blot ved at gøre hvad der behager os selv; vi vil kun nå det ved at opbygge vor tro på Gud gennem et studium af hans ord og ved til stadighed at gøre hvad Gud anser for rigtigt. „Uden tro er det umuligt at have hans velbehag; thi den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham.“ (Hebr. 11:6) Ja, evigt liv vil blive den lykkelige lod der tilfalder dem som tror på Gud og som „holder hans bud og gør det, der er ham velbehageligt“. — 1 Joh. 3:22.

„Hvis nogen siger: ’Jeg elsker Gud’ og hader sin broder, så er han en løgner; thi den, der ikke elsker sin broder, som han har set, han kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham, at den, som elsker Gud, skal også elske sin broder. . . . dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud; og hans bud er ikke byrdefulde.“ — 1 Joh. 4:20, 21; 5:3.