Tro nødvendig for at behage Gud
„Uden tro er det umuligt at have hans velbehag; thi den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham.“ — Hebr. 11:6.
1. (a) Hvad ville tiltage i vor tid ifølge Guds ord Bibelen, og hvad ville derfor være på retur? (b) Hvilken statistik bekræfter at dette har fundet sted?
OM DEN tid vi nu lever i siger Guds ord, Bibelen: „Fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste.“ (Matt 24:12) Vi kan se at denne udtalelse er sand, og at troen er på retur blandt mennesker i kristenheden. En bekræftelse herpå har vi i de tal der blev offentliggjort af De forenede Staters forbundspoliti i 1963. Antallet af alvorlige forbrydelser i Amerika var steget 40 procent siden 1958. Det er fem gange så meget som befolkningstilvæksten, der var på 8 procent. Hvad alvorligere forbrydelser angår tegner unge under atten år sig for 50,4 procent af arrestationerne i forstæderne. Forbundspolitiets chef, J. Edgar Hoover, har forsigtigt anslået at forbrydelser hvert år koster De forenede Stater syvogtyve milliarder dollars.a Hertil kommer stigningen i ungdomskriminaliteten. Umoraliteten florerer, og antallet af skilsmisser af andre grunde end dem Bibelen tillader, er steget til uanede højder, ikke blot i De forenede Stater men også i andre lande. Bladet American Weekly oplyser om Sverige, der har en statskirke, at „af hver ti gifte svenske kvinder, har de syv undfanget i hvert fald ét barn før de blev ført til brudeskammelen“.
2. Hvilke advarsler er blevet givet for at beskytte troen?
2 Måske en af de væsentligste årsager hertil er at folk er blevet fyldt med en masse uvidenskabeligt vrøvl, som de tror på fordi det kommer fra fremtrædende personer. Netop dette advarede den kristne apostel Paulus imod i sit brev til menigheden i Kolossæ: „Tag jer i agt, at ikke nogen skal fange jer ved verdslig visdom og tomt bedrag, som støtter sig på menneskers overlevering og verdens ’magter’ [verdens elementære ting, NW], ikke på Kristus.“ Og ved en anden lejlighed skrev samme forfatter følgende advarsel til en ung mand: „Bevar det, der er dig betroet, og vend dig bort fra den vanhellige, tomme snak og indvendingerne fra den ’erkendelse’ [’kundskab’, NW], der med urette kaldes således. Ved at bekende sig til den er nogle kommet bort fra troen.“ — Kol. 2:8; 1 Tim. 6:20, 21.
3. Hvad får vi i Andet Timoteusbrev, det tredje kapitel, at vide om hvad vi kan forvente i vor tid?
3 Det er interessant at betragte begivenhederne og forholdene i dette tyvende århundrede på baggrund af de profetiske åbenbaringer der blev givet for nitten hundrede år siden. Bibelen har forudsagt de nuværende kritiske tider. Den har fortalt at der ville komme et moralsk forfald og sammenbrud der ville være kendetegnet af at menneskene ville elske fornøjelser mere end den almægtige Gud, og at de ville gøre sig skyldige i pagtsbrud og mange andre skændige gerninger. Om de forhold der skulle udvikle sig i de „sidste dage“ skrev Paulus til den unge mand Timoteus: „Det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme strenge tider. Thi menneskene vil blive egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, ufromme, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, rå, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, opblæste, lystens venner snarere end Guds venner; de har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft. Dem skal du holde dig fra.“ Derefter viser beretningen at de der har tro og som lever et gudfrygtigt liv, vil blive forfulgt, og for igen at fastslå at ondskaben vil tage til, fortæller den at andre vil blive ført vild: „Sådan skal også alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, blive forfulgt. Men onde mennesker og bedragere kommer længere og længere ud i det onde; de fører vild og farer vild.“ — 2 Tim. 3:1-5, 12, 13.
4. Nævn nogle af grundene til at mange opgiver troen på Gud og hans ord?
4 Nogle har forkastet Bibelen og opgivet troen på den på grund af kristenhedens latterlige påstande om hvad den lærer, som for eksempel læren om helvedes ild og at Gud bærer ansvaret for verdens ondskab, krigene og inkvisitionerne. På den anden side er der dem der gør ophævelser over den bibelske lovs renhed og at den kræver retfærdige principper overholdt, hvorimod de gerne vil tilfredsstille deres egne kødelige lyster og deres begær efter penge, magt, fornøjelser og umoralitet. I stedet for at gøre det der er ret, skubber de Bibelen til side og følger deres egne ideer og deres egen livsfilosofi. Atter andre synes at Bibelen alt for stærkt understreger at skal man gøre Guds vilje, må man komme sammen med forkyndere der er ivrigt optaget af at udbrede evangeliet. Det vil lægge alt for stærkt beslag på deres tid, og derfor foretrækker de at følge med strømmen og gøre som alle andre ved at pleje en omgangskreds i „denne verden“. Tro er ikke en egenskab som alle har eller alle ønsker at have. — 2 Tess. 3:2.
5. Hvorfor kan vi ikke forvente at flertallet har tro?
5 Man bør forstå at flertallet ikke vil anerkende Bibelen og gå i Guds søns, Kristi Jesu, fodspor og gøre det trofast og fordi de af hjertet nærer kærlighed til den almægtige Gud og ønsker at yde ham hellig tjeneste samtidig med at de viser næstekærlighed. Kun et mindretal vil anerkende de retfærdige forskrifter der gives i Guds ord, Bibelen, og følge dem. Det viser Jesu egne ord: „Snæver er den port og trang den vej, som fører til livet, og få er de, der finder den.“ Det er ikke fordi vejen er svær at finde, men de fleste søger bare ikke efter den. Som en modsætning hertil sagde Jesus også: „Vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen, og mange er de, der går ind ad den.“ Det er den vej der er den letteste at følge, den vej hvor man møder mindst modstand, hvor man handler i overensstemmelse med nationalistiske ideer og fylder sin tid og sit liv med unyttige ting, og således øder sin tid og sine kræfter bort. — Matt. 7:14, 13.
6. Hvem lægger tro for dagen? Hvad vil de gøre?
6 Der findes et mindretal der har bevaret troen. De er kendt som Jehovas vidner, og de nærer absolut tillid til Guds ord og har indviet deres liv til at gøre Guds vilje, og Gud har ’renset deres hjerter ved troen’. Dette stemmer med Jesu ord og udtalelser. Han gav opfordringen: „Kæmp I for at komme igennem den snævre port; thi mange, siger jeg jer, skal søge at komme ind og ikke formå det.“ Hvorfor ikke? Fordi de ikke giver den almægtige Gud og deres kærlighed til ham førstepladsen i deres hjerter. — Ap. G. 15:9; Luk. 13:24.
Tro
7. Hvad er tro?
7 Tro indebærer at man er trofast og loyal som følge af Guds løfter. Den bedste definition af hvad tro er, findes i apostelen Paulus’ brev til hebræerne: „Tro er den sikre forventning om ting der håbes på, det klare bevis på virkeligheder skønt ikke sete.“ Troen må være ægte, levende, og må være grundfæstet på den overbevisning at Jehova er den sande Gud. Den avler en tydelig tillid til den belønning han har lovet dem der søger ham. — Hebr. 11:1, NW.
8, 9. (a) Er tro noget medfødt? (b) Hvad er forskellen mellem tro og lettroenhed? (c) Hvad må troen være fri for?
8 Tro er ikke en medfødt egenskab. Den må erhverves, og det sker ved flittigt studium af Guds ord, Bibelen. Efterhånden som studiet skrider frem, udvikles en dyb kærlighed til Bibelen og dens forfatter samt til hans søn, Jesus Kristus. Der er „én Ånd, . . . én Herre, én tro, . . . én Gud, alles Fader, som er over alle, gennem alle og i alle“. — Ef. 4:4-6.
9 Troen må ikke forveksles med den lettroenhed der er så udpræget i dag. Den kristnes tro må ikke på nogen måde udvandes med lettroenhed, som det er sket for så mange af dem der i dag bekender sig til forskellige religiøse samfund, såvel i den hedenske som i den såkaldt kristne verden. Det er en kendsgerning at der er mange forskellige trosopfattelser. De stemmer ikke overens indbyrdes og stemmer heller ikke med Guds ord. Dette i sig selv viser hvor vigtigt og nødvendigt det er at søge den sande kristne tro, hvis grundvold er universets Skaber, Jehova Gud, og hans søn, Jesus Kristus. Dette blev også understreget af apostelen Paulus da han skrev til menigheden i Tessalonika. Han viste at det er nødvendigt at være fri for lettroenhed idet han anmodede brødrene om at fortsætte med at bede, „at vi må fries fra de vanartede og onde mennesker; thi troen er ikke alles“. Vi ser heraf hvor vigtigt det er at erhverve sig og opbygge en tro, og ikke acceptere menneskers teorier og meninger, og samfundssystemer der kan ødelægge den. (2 Tess. 3:2) Troen kan ikke udvandes i den grad inden for et samfund af kristne, at de tror på hver sit. Der er kun én tro der er grundlagt på den sande Guds og hans søn Jesu Kristi lære. En sådan uforfalsket tro ejes af en organisation der ledes af Jehova Gud, nemlig den nye verdens samfund af Jehovas vidner.
10. Hvilken enhed findes hos Jehovas vidner, og hvorfor er det så vigtigt at der ikke er uenighed?
10 Det hænder ofte at et af Jehovas vidner i forkyndelsen fra dør til dør møder en der siger: „Åh, De lyder nøjagtig som det sidste Jehovas vidne der var her.“ Måske møder han senere bemærkningen: „I Jehovas vidner lyder alle ens.“ Vi er glade for at dette er tilfældet; det er et godt tegn. Ellers ville vi ikke være et samfund der ejede Jehovas ånd, der resulterer i enhed i tanke, hensigt og gerning. Det er netop denne enhed der anbefales i Første Korinterbrev 1:10: „Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, at I alle skal være enige indbyrdes, og at der ikke må findes splittelser iblandt jer, men at I skal være fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning.“ Det er klart at når der er fuldkommen enhed i tanke og tale, vil der kun være én tro.
11. Hvorfor kan kristenheden ikke have Guds velbehag? Hvilken grad af trofasthed må man have?
11 I kristenheden er troen blevet udvandet og forringet, og der kræves ingen kristen loyalitet af kirkemedlemmerne. Men uden tro er det umuligt at opnå Guds gunst. Det ses af apostelen Paulus’ ord til hebræerne: „Uden tro er det umuligt at have hans velbehag; thi den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham.“ (Hebr. 11:6) Der findes ingen grader af tro, som for eksempel en halvtreds procents tro, en tres procents eller en femoghalvfems procents tro. Man må have intet mindre end en hundrede procents tro for at have Guds velbehag. I det ellevte kapitel i Hebræerbrevet nævnes netop en række af fortidens trofaste mænd og kvinder der lagde en sådan hundrede procents tro for dagen.
12. (a) Hvad er troen grundlagt på, og hvordan kan man styrke den? (b) Hvordan opnår man tro, og hvordan lægger man den derefter for dagen?
12 Når vi skal bedømme om vor tro er svag eller stærk, om den har en fast og sikker grundvold, må vi bruge troens målestok, Guds ord Bibelen. Det er vigtigt at rette sig efter de forskrifter som Gud har fastsat. Paulus nævnede at hans apostelgerning var grundlagt på lydighed mod Guds ord og tro på hans navn. Han gjorde romerne opmærksom på betydningen af at de og han ’opmuntrede hinanden ved deres fælles tro’, så både hans og deres tro kunne blive fastere. Den tro vi har, kan vi lægge for dagen i de ord vi taler, ja, det troens ord vi prædiker: „Med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse.“ En dobbelt forsikring om denne frelse har vi i den udtalelse som Paulus knyttede hertil: „Enhver, som tror på ham, skal ikke blive til skamme [blive skuffet, NW].“ Hvordan kan man nu fra begyndelsen give troen en fast og sikker grundvold at hvile på? „Hvorledes skulle de nu kunne påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? og hvorledes skulle de kunne tro på ham, som de ikke har hørt om? og hvorledes skulle de kunne høre, uden at der er nogen, som prædiker?“ Dette viser at det første grundlag for tro kan blive lagt i et menneske når dette menneske hører ordet forkyndt. Gud vil derfor med sikkerhed sende sine forkyndere ud så mennesker kan komme til tro ved at høre Guds ord, som er grundlaget for troen. Vi kan blandt andet måle vor tro efter den villighed hvormed vi giver os selv i den kristne tjeneste, hvor vi viser vor tro i gerninger. — Rom. 1:12; 10:10, 11, 14; Jak. 2:18.
13. Hvordan kan de der for nylig er begyndt at interessere sig for Bibelen, opbygge deres tro?
13 Nyinteresserede og de der lige er begyndt at deltage i forkyndelsen, kan støtte sig til dem der er ’faste i troen’. De der er stærke kan „bære de svages skrøbeligheder“. Vi læser videre: „Enhver af os skal gøre, hvad der behager hans næste og er til gavn og opbyggelse,“ hvilket i dette tilfælde vil sige til opbyggelse af troen. Samtidig viser denne udtalelse at de der er stærke må blive ved med at være aktive og deltage i forkyndelsen for at bevare en urokkelig tro. Hvad kan de støtte sig til for at bevare deres tro og modenhed? Det viser følgende ord: „Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb.“ Gud giver altså grundlaget for vort håb og vor tro. De der har tro, kan holde den levende. Paulus viste hvordan: „Men hvad jer angår, mine brødre! er jeg selv overbevist om, at I er fulde af godhed, fyldte med al indsigt, i stand til også at formane hverandre. Dog har jeg skrevet til dels ret dristigt til jer for at påminde jer i kraft af den nåde, Gud har givet mig.“ Det vil virke opbyggende og styrkende at tale om den fælles tro, der er grundlagt på Guds ord, at give udtryk for sin tro over for andre, så den kan stå urokket under modstandernes angreb og intensiverede forsøg på at nedbryde troen. — Rom. 15:1, 2, 4, 14, 15.
14. Hvorfor må vi lade Gud tale til os, og hvilken advarsel har han givet angående andre oplysningskilder?
14 Det ses heraf at man må kende Jehova Gud og hans ord for at eje sand forvisning. Skal vi lære Jehova at kende må vi lade ham tale til os; naturligvis ikke ansigt til ansigt, men gennem Bibelen. Det er den eneste kilde hvorfra man kan hente oplysninger om Jehova. Salmisten advarer os imod at søge oplysning fra andre kilder: „Sæt ikke eders lid til fyrster, til et menneskebarn, der ikke kan hjælpe!“ At dette er et godt råd forstår vi når vi om mennesket læser at „hans ånd går bort, han bliver til jord igen, hans råd [tanker, NW] er bristet samme dag“. Sætter man sin lid til mennesker, betyder det altså at man går til grunde sammen med dem og deres unyttige lærdomme. — Sl. 146:3, 4.
Eksempler med hensyn til tro
15, 16. (a) Hvilken tro lagde Moses for dagen? (b) Hvilke andre har lagt en stærk tro for dagen ifølge Bibelens beretning?
15 Man bør holde sig for øje at troen ikke er en gave, men en egenskab der må opdyrkes. Mange af fortidens mænd og kvinder lagde en eksemplarisk tro for dagen. De var ganske almindelige mennesker ligesom vi, så det var nødvendigt for dem at opdyrke og befæste denne egenskab. Mon ikke der krævedes tro af Moses dengang han talte disse modige ord til de flygtende israelitter: „Frygt ikke! Hold blot stand, så skal I se [Jehovas] frelse, som han i dag vil hjælpe eder til, thi som I ser ægypterne i dag, skal I aldrig i evighed se dem mere. [Jehova] skal stride for eder, men I skal tie“? (2 Mos. 14:13, 14) Og hvilken tro krævede det ikke at føre over to millioner mennesker gennem en udstrakt ørken, hvor der var knapt med føde og vand til hele denne vældige menneskemængde! Men Moses stolede på Jehova og gjorde som han befalede.
16 Der er mange beretninger i Bibelen om mænd og kvinder der havde tro. Vi kan blot tænke på sådanne mænd som Noa, Abraham, Moses og David. Deres tro var i sandhed ægte. De var troshelte. — 2 Pet. 2:5; Hebr. 11:7, 8, 17, 24-27, 32.
17, 18. (a) Hvorfor vil Jesus ingen tro finde i kristenheden? (b) Blandt hvem vil han finde troen, og hvordan vil deres indstilling være til denne egenskab?
17 Hvordan ser det ud i dag? Hvilken tro kan vi forvente at finde i disse „sidste dage“ hvori vi nu lever? „Når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?“ (Luk. 18:8) Det er indlysende at man ikke vil finde sand tro i kristenhedens mange forskellige religiøse samfund, da de er nært forbundet med denne verdens politiske elementer og menneskers planer for fred, denne verdens planer, som de sætter deres lid til i stedet for til Guds rige under Kristus Jesus.
18 De der sætter deres lid til kristenhedens organisationer, er yderst sene til at sætte deres lid til Guds rige. I den nye verdens samfund af Jehovas vidner finder man imidlertid tro på Guds rige og tillid til hans magt til at beskytte. Måtte alle der elsker Gud og gør hans vilje, fortsat opdyrke sand tro og ikke forsømme at bevare den stærk. Vi må ikke lade materialisme, nationalisme eller andre ydre kræfter indvirke på os og svække vor tro. Vi bør have den samme indstilling som Kristi disciple gav udtryk for da de sagde: „Giv os mere tro!“ — Luk. 17:5.
[Fodnote]
a New York Times, 21. juli 1964, side 17.