Vejen til sikkerhed
„Jeg er vejen og sandheden og livet.“ — Joh. 14:6.
1. Hvad er tilflugtsbyerne et billede på?
BLANDT fortidens Israels folk må foranstaltningen i forbindelse med tilflugtsbyerne ofte have vist sig at være livreddende. Formålet med tilflugtsbyerne var at yde beskyttelse og sikkerhed til uforsætlige manddrabere der truedes af døden for den lovbefalede blodhævners hånd. Disse byer måtte ikke beskytte forbrydere. Eftersom foranstaltningen i forbindelse med disse byer, ligesom så mange andre af Lovens ’skygger’ (Hebr. 10:1), var et profetisk forbillede som kristne kan lære meget af, må man nødvendigvis drage den slutning at den er et billede på den store frelsesforanstaltning som Gud, Jehova, har tilvejebragt til evig gavn for alle slags mennesker for at udfri og frelse dem fra at blive straffet for blodskyld. Hvordan det?
2. Nævn nogle af grundene til at Jesus Kristus kom til jorden.
2 Gud sendte sin højeststående søn, Jesus Kristus, til jorden for at han skulle forkynde de storslåede sandheder denne foranstaltning indebar og for at han kunne lide offerdøden og frelse dem der virkelig viste tro på ham, fra en vis og evig død, og give dem evigt liv. Vi læser således i Efeserbrevet 1:7: „I ham har vi forløsning ved hans blod, syndernes forladelse, så rig som Guds nåde er.“ — Matt. 20:28.
3. Hvad vises der ved at både israelitterne og de fremmede kunne søge beskyttelse i tilflugtsbyen?
3 Som i tilfældet med den forbilledlige tilflugtsby er den modbilledlige tilflugtsby også en barmhjertig foranstaltning Gud har truffet. Gennem denne foranstaltning kan angrende overtrædere af hans lov opnå tilgivelse på grundlag af Jesu Kristi genløsningsoffer og komme ind under hans omsorg og beskyttelse. Apostelen Paulus skriver: „Derfor er han mellemmand for en ny pagt, for at de kaldede må få den forjættede, evige arv, efter at død har fundet sted til forløsning fra overtrædelserne under den første pagt.“ (Hebr. 9:15) I den bogstavelige tilflugtsby kunne både israelitter og fremmede finde tilflugt. (4 Mos. 35:15) Dette er et billede på at den modbilledlige tilflugtsby ikke blot udstrækker sin beskyttelse til de åndelige israelitter, det vil sige dem der bliver medlemmer af den himmelske skare og som skal tjene som konger og præster sammen med Kristus Jesus, men også til alle dem der skal opnå evigt liv på jorden, de „andre får“. — Joh. 10:16.
4. (a) Hvad må man ikke overse i forbindelse med Guds frelsesforanstaltning? (b) Hvad medvirker Guds ånd og hans engle til?
4 Den uforsætlige manddraber i Israel flygtede ikke til et andet land, men satte kursen mod tilflugtsbyen, der tilhørte de ikke-præstelige levitter; byen Hebron tilhørte dog de aronitiske præster. Dette viser at frelsesforanstaltningen er nært forbundet med Jehovas organisation. I vor tid findes der stadig en rest af den åndelige præsteskare på jorden, og den danner kernen i Jehovas folks menighed. Vi kan ikke ignorere den rolle Jehovas vidners synlige menighed spiller i forbindelse med denne frelsesforanstaltning. I Apostlenes Gerninger 2:47 læser vi: „Og Herren føjede daglig nogle til som lod sig frelse.“ Det betyder at de der „lod sig frelse“ blev føjet til den første kristne menigheds synlige organisation. De blev samlet sammen til en enig familie af samme tro. I vor tid har Guds folks synlige menighed derfor også noget at gøre med denne frelsesforanstaltning. Ja, den indtager en betydningsfuld plads i denne foranstaltning. Hver menighed udgør en lille del af Guds folk. Vi kan ikke forblive uden for Guds folks organisation, adskilt fra den, hvis vi ønsker at eje Jehovas beskyttelse. Jehovas ånd og hans engle samvirker for at skabe enhed i tanke, mål og handling. Der er således en betydningsfuld forbindelse mellem Jehovas beskyttelse i den modbilledlige tilflugtsby og hans synlige menighed af åndelige israelitter, der ledes af den „tro og kloge træl“. — Ef. 4:3-6; Matt. 24:45-47, NW.
Den modbilledlige, uforsætlige manddraber
5. Hvem blev forbilledligt skildret ved den uforsætlige manddraber?
5 Men hvem er den uforsætlige manddraber der fandt beskyttelse i tilflugtsbyen et billede på? Han er et billede på alle dem der bliver sig bevidst at de, på en eller anden måde og set med Jehovas øjne, har pådraget sig blodskyld. Det er en erkendelse oprigtige mennesker når til når de kommer i berøring med det oplysende budskab der findes i Guds ord, Bibelen, som lærer om livets hellighed. Ligesom i fortidens Israel kan mennesker også i vor tid have været skyld i en ulykke der har medført døden for en eller flere personer. Der er hvert år titusinder af mennesker rundt om i verden der mister livet på grund af trafikulykker. Selv om der ikke ligger nogen ond hensigt bag disse ulykker, er der alligevel tale om en vis skyld, og i regelen fastsætter de forskellige landes love visse straffe i sådanne tilfælde.
6. Hvor mange har pådraget sig blodskyld i vor tid?
6 Men den nutidige betydning af det der blev skildret ved den uforsætlige manddraber har et langt større perspektiv og begrænser sig ikke blot til de ovennævnte tilfælde. Vor generation har oplevet de største krige i verdenshistorien. Tænk blot på den første og den anden verdenskrig. Millioner af mænd blev tvunget til at deltage i disse blodige begivenheder uden at de selv ønskede det. Siden 1914 er millioner af mennesker således døde på grund af kampen om verdensherredømmet og under grusomme ideologiske revolutioner. Siden 1914 er det regnskab som menneskene skal aflægge for det blod de har udgydt, vokset som aldrig før i historien. Det siger sig selv at menneskets Skaber, han der har erklæret livet for helligt, må have betragtet alt dette med det største mishag. — Hab. 1:13.
7. (a) Hvordan har falsk religion pådraget sig stor blodskyld? (b) Hvordan beskriver Åbenbaringen 17:5, 6 dette?
7 Den kendsgerning at religiøse ledere overalt i verden har givet deres velsignelse og støtte til sådanne organiserede masseudgydelser af menneskeblod, har fået mange til at tro at dette var i overensstemmelse med Guds vilje og foreneligt med kristendommen. Mange har derfor formentlig troet at de handlede ret, skønt de handlede uret. Den støtte som utallige kirker og religioner inden for og uden for kristenheden har ydet den organiserede blodsudgydelse afslører én ting meget klart: Den enorme blodskyld som falsk religion har pådraget sig i hele verden. Denne blodskyld er ikke blot vokset i de sidste få årtier, men har hobet sig op i de forløbne mange århundreder. Blodet har i sandhed flydt i strømme i de mange religionskrige, i krige der var inspireret af religiøse ledere og nød deres støtte, i korstogene, under den såkaldte inkvisition og under forfølgelsen af trofaste Guds tjenere før og efter Kristus. I Åbenbaringen, kapitel 17, skildres dette verdensimperium af falsk religion symbolsk som en umoralsk kvinde der kaldes „Babylon, den store“. Vi læser: „Og på hendes pande var der skrevet et navn, en hemmelighed: ’Babylon, den store, moder til jordens skøger og vederstyggeligheder.’ Og jeg så kvinden beruset af de helliges blod, af Jesu vidners blod.“ — Åb. 17:5, 6.
8. Hvordan har kirkerne vildledt folk?
8 Følgende uddrag fra en tysk protestantisk søndagsavis, der blev udgivet under den første verdenskrig, viser i hvor høj grad kirkerne har fordrejet Guds hensigt og retfærdiggjort krig: „Vore stridsmænd kæmper ikke blot for hjemland og hjem, for konge og fædreland, men de er Guds soldater og kæmper i hans tjeneste som hans redskaber og hjælpere. Det er godt for vore kristne soldater at vide at de i virkeligheden har en langt større tjeneste og opgave, at de varetager Guds interesser og at det er grunden til at Herren på en så vidunderlig måde har vist at han er med os . . . for at krigen kan få en god afslutning. Ære være Gud alene! Denne krig er også et skridt fremad på vejen til virkeliggørelsen af Guds rige.“ (Kirche, Krieg, Kriegsdienst, af Walter Dignath, side 51) Profeten Jeremias beskriver rammende den blodskyld der hviler på kristenhedens falske religiøse systemer. Han siger: „Endog findes blod på dine hænder af fattige, skyldfri sjæle.“ (Jer. 2:34) Men de hedenske religiøse organisationer har også pådraget sig blodskyld.
Den modbilledlige blodhævner
9. (a) Hvornår vil straffen ramme de blodskyldige? (b) Hvem er den modbilledlige blodhævner?
9 Når blodskylden er så stor, er det kun ret og rimeligt og uundgåeligt at straffen kommer. De skyldige vil ganske afgjort blive straffet, og det vil ske hurtigt, ja i vor generation. Profeten Esajas skrev følgende om denne guddommelige straf: „Thi [Jehova] går ud fra sin bolig for at straffe jordboernes brøde; sit blod bringer jorden for lyset og dølger ej mer sine dræbte.“ (Es. 26:21) I fortidens Israel var det den lovbefalede blodhævner der tog sig af dette og håndhævede straffen. Hvem er, spørger vi, den modbilledlige blodhævner? Det er Jesus Kristus, som har fået overdraget „al magt i Himmelen og på jorden“. I Åbenbaringen, kapitel 19, beskrives han som en rytter på en hvid hest der udkæmper en retfærdig krig. Himmelens hære følger ham. For nitten hundrede år siden blev Jesus født på jorden som et fuldkomment menneske, og derfor omtalte han ofte sig selv som „Menneskesønnen“. (Matt. 28:18; 25:31) Af den grund blev han så at sige menneskehedens nærmeste slægtning og har derfor fuldt ud ret til at optræde som den modbilledlige blodhævner.
10. Hvornår i særdeleshed gælder billedet med tilflugtsbyen, og hvorfor?
10 I 1914 begyndte „endens tid“ for denne menneskelige samfundsorden, og især siden da har billedet med tilflugtsbyen været gældende og på sin plads. Hvorfor det? Fordi det er i vor tid, i denne generation, at Jesus Kristus vil handle som den store og mægtige blodhævner. Han vil fuldstændig tilintetgøre denne blodskyldige samfundsorden. (Dan. 2:44) Blodhævneren og hans mægtige hær af hellige engle vil pågribe alle og enhver der ikke i tide er undsluppet til den beskyttende tilflugtsby. Der er absolut intet der kan standse denne kommende katastrofe. Ingen nation vil undslippe. Men enkeltpersoner kan undslippe den. — Ordsp. 1:24-33.
Flugten til sikkerhed
11. Hvordan kan man undgå at blive pågrebet af blodhævneren?
11 Men hvordan kan enkeltpersoner undgå at blive pågrebet af den kommende blodhævner, Jesus Kristus? Svaret er: Ved at flygte i sikkerhed mens der endnu er tid dertil. Det er virkelig muligt at flygte i sikkerhed. I fortidens Israel var der seks tilflugtsbyer der var nogenlunde ligeligt fordelt over hele landet. Vejen til sikkerhed var derfor ikke for lang for dem som søgte beskyttelse. Sikkerheden var inden for rækkevidde. Sådan er det også i opfyldelsen af dette profetiske billede. Oprigtige mennesker der elsker sandheden og som virkelig ønsker at opnå denne beskyttelse, kan finde den. Frelsen er inden for rækkevidde. Vejen dertil er ikke for lang. Den beskyttende by, Guds frelsesforanstaltning, er nær. Men det koster nogen anstrengelse at nå derhen. Vejen til sikkerhed er ingen dans på roser. Den er ensbetydende med hårdt arbejde, ja, en kamp, „troens gode strid“. — 1 Tim. 6:12.
12. Hvis adfærd er et glimrende eksempel på hvordan blodskyldige mennesker bør handle?
12 Vi har et udmærket eksempel i apostelen Paulus. Dengang han hed Saulus var han også medansvarlig for den blodskyld der hvilede på jødernes religiøse system. Han bifaldt at sande kristne blev dræbt. I forbindelse med mordet på Stefanus læser vi for eksempel: „Og Saulus bifaldt, at han blev myrdet.“ (Ap. G. 8:1) Men hvilken enestående kamp denne Saulus kæmpede for den sande tro efter at han var blevet omvendt til kristendommen! Hvilke bestræbelser gjorde han sig ikke for at løbe vejen, lige til målet, så han kunne sikre sin frelse! Han forkyndte, han skrev utallige breve til sine kristne brødre, han gennemgik alle slags trængsler og blev til sidst henrettet fordi han var en kristen. Paulus’ og mange andres eksempel viser at det koster en virkelig indsats at opnå det evige liv. — 2 Kor. 11:23-27; 2 Tim. 4:6-8.
Vejen til sikkerhed
13. (a) Hvilke krav må man opfylde for at påbegynde denne flugt? (b) Hvad er tro i virkeligheden?
13 En forudsætning for at påbegynde denne flugt til sikkerhed er erkendelsen af at man har handlet uret over for Jehova Gud og står skyldig i hans øjne. (Sl. 51:5-7) Dette vil få den oprigtige til at angre, og det er ensbetydende med en sindsændring. Hertil kommer tro på Bibelen, på Jehova Gud, på Jesus Kristus og på Guds rige. (Ap. G. 3:19; Hebr. 11:6; Ap. G. 16:31) Men tro vil sige meget mere end blot at tro at Gud er til og at Jesus Kristus kom for at frelse syndere. Der er mange der har en sådan tro, men det er absolut ikke tilstrækkeligt. Ifølge Bibelen indbefatter tro meget mere: Den indbefatter at have absolut tillid til Jehova; den er ensbetydende med absolut lydighed mod Gud, og den giver sig udslag i handling. (Hebr. 11:1) Tro vil i virkeligheden sige at man indvier sig til Jehova og bliver en Kristi efterfølger, det vil sige en af hans disciple, en der lever i overensstemmelse med den guddommelige vilje som den fremholdes i Bibelen. Forstår du den store forskel mellem tro sådan som dette udtryk almindeligvis forstås, og tro i den sande og dybe bibelske betydning? Jesus Kristus sagde: „Sandelig, sandelig siger jeg eder: den, som tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør.“ (Joh. 14:12) Vejen til sikkerhed i den modbilledlige, livreddende tilflugtsby er i virkeligheden identisk med den trange vej Jesus talte om: „Snæver er den port og trang den vej, som fører til livet, og få er de, der finder den.“ — Matt. 7:14.
14. Hvad bør man adskille sig fra, og hvorfor?
14 Hvis vi skal følge denne trange vej, betyder det at vi ikke samtidig kan følge den brede og rummelige vej der fører til tilintetgørelse. Det betyder at vi må adskille os fra den nuværende onde tingenes ordning. (Rom. 12:2) Den sande kristne vil holde sig borte fra enhver form for virksomhed der kunne påføre ham blodskyld. Han vil indtage en neutral holdning over for denne verdens anliggender. (Joh. 18:36) Som allerede vist hviler der en enorm blodskyld på denne verden, og især på den religiøse del af verden. Hvis vi forbliver i disse systemer, er vi en del af dem og har derfor del i den blodskyld der kollektivt hviler på disse systemer. Ligesom apostelen Paulus adskilte sig fra den blodskyldige jødedom, sådan må oprigtige mennesker i vor tid adskille sig fra Babylon den Store. Det betyder at de må afbryde forbindelsen med al falsk religion. Bibelen viser at dette er den pligt der påhviler enhver som ikke ønsker at blive ramt af den tilintetgørende dom der gør ende på det store Babylon. „Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager. Thi hendes synder har hobet sig op, så de når til Himmelen, og Gud har kommet hendes uretfærdigheder i hu.“ — Åb. 18:4, 5.
15. Hvorledes indrømmes det at kristenhedens kirker er en del af det store Babylon?
15 Kristenhedens kirkers fremtrædende medlemmer indrømmer endog selv at de er en del af dette store Babylon. En der afgjort skulle have et godt kendskab til den situation kirkerne befinder sig i, er den tidligere generalsekretær for kirkernes økumeniske råd, dr. Visser’t Hooft. I en kommentar til en tale han nylig holdt, hed det i en religiøs pressemeddelelse: „Som en anden hindring på vejen til [religiøs] enhed, omtalte dr. Visser’t Hooft kirkens ’babyloniske fangenskab’. Enhver kirke har indgået en eller anden forbindelse med verdslige magter, ikke blot med stater og folkeslag, men også med racer og kulturer og nationale enheder.“ — Schweiz. evang. Pressedienst, den 30. september 1964.
16. Hvorfor bør man ikke tøve med at flygte?
16 Den forstandige der elsker livet og ønsker at gøre hvad der er ret i Guds øjne, vil ikke tøve med at adskille sig fra den blodskyldige verden vi lever i, uanset om det er den politiske, sociale eller religiøse del af den han eller hun har været tilsluttet. Det er på høje tid at flygte; det er for sent når blodhævneren begynder at eksekvere dommen. Den modbilledlige blodhævner, Jesus Kristus, understregede nødvendigheden af at flygte i tide da han sagde: „Bed om, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren, ej heller på en sabbat; thi da skal der komme ’en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu’ og heller ikke senere skal komme.“ (Matt. 24:20, 21) Den tid kommer da omstændighederne ikke længere tillader en gunstig flugt, nemlig ved Babylon den Stores tilintetgørelse og i den efterfølgende Harmagedonkrig. — Åb. 16:14 til 17:18.
Hvordan man forbliver i „tilflugtsbyen“
17. Hvem er ypperstepræsten i vor tids tilflugtsby?
17 Som vi har set måtte den uforsætlige manddraber der fandt beskyttelse i tilflugtsbyen blive der indtil den ypperstepræst der tjente på det tidspunkt han flygtede, døde. Han var da fri til at vende tilbage til sit tidligere hjem. Blodhævneren havde fra da af ikke længere nogen ret til at røre ham. I opfyldelsen af det profetiske forbillede optræder Jesus Kristus også i ypperstepræstens rolle, for han er i sandhed en sådan ypperstepræst, hvilket vi kan læse i Hebræerbrevet 3:1: „Derfor, hellige brødre, . . . se hen til vor bekendelses apostel og ypperstepræst, Jesus.“
18. Hvad vil det sige at forblive i tilflugtsbyen til ypperstepræsten dør, (a) for den himmelske skare? (b) for dem der overlever Harmagedon?
18 I det interessante billede med tilflugtsbyen spiller Kristus derfor en dobbeltrolle som blodhævneren og som ypperstepræsten, hvis død betød frihed for dem der befandt sig i tilflugtsbyen. Hvad betyder det da at man skal blive i den modbilledlige tilflugtsby indtil ypperstepræstens død? Eftersom der i virkeligheden er medlemmer fra to skarer der søger tilflugt i denne by, nemlig „israelitterne“ og „de fremmede“, det vil sige medlemmerne af den himmelske rigsskare og medlemmerne af den jordiske skare, betyder det følgende: Når medlemmerne af den himmelske skare, de åndelige israelitter, afslutter deres jordiske færd som ufuldkomne mennesker og belønnes med en himmelsk, åndelig opstandelse, så „dør“ ypperstepræsten så at sige for dem, for han ophører med at fungere som ypperstepræst til gavn for dem. Eftersom de ikke længere er mennesker, behøver de ikke mere hans forsonende tjeneste; de bliver selv oprejst til udødelighed for at herske som konger og præster sammen med Kristus i tusind år. (Åb. 20:6) Med hensyn til dem der overlever Harmagedon vil Jesus Kristus ophøre med at virke som ypperstepræst til gavn for dem når de tusind år med hans kongelige styre er forbi og alle mennesker har opnået menneskelig fuldkommenhed på jorden. For at benytte det udtryk der bruges i billedet med tilflugtsbyen vil Jesus Kristus „dø“ med hensyn til dem, det vil sige forlade skuepladsen som forsonende ypperstepræst. Denne præstelige tjeneste vil ikke længere være nødvendig. Da vil menneskene blive overgivet direkte i Guds hånd for at de kan bevise om de i al evighed vil være fuldstændig viet retfærdigheden. — 1 Kor. 15:24-28; Rom. 8:33; 6:7.
19. Hvilken advarsel får vi?
19 Hvis nogen som i sin menneskelige ufuldkommenhed er flygtet til tilflugtsbyen imidlertid forlader byen før ypperstepræstens død, vil vedkommende udsætte sig for livsfare og risikere at blive dræbt af den lovformelige blodhævner, idet vedkommende ikke længere vil kunne drage nytte af ypperstepræstens, Jesu Kristi, genløsningsoffer. Dette er en advarsel til os. Det viser at vi må forblive i den modbilledlige tilflugtsby så længe den guddommelige foranstaltning kræver det. Hvis vi ønsker at sikre vor evige frelse, må vi forblive inden for de grænser som Jehova Guds kærlige foranstaltning har afstukket i forbindelse med hans synlige organisation der ledes af hans ypperstepræst. Lad os ikke blive fristet til at forlade den beskyttende og stærke tilflugtsby for blot en kort tid at nyde en bedragerisk frihed, hvorved vi ville udsætte os for en evig død. Det er sandt at vi får pålagt visse begrænsninger ved at forblive i tilflugtsbyen. Vi er ikke fuldstændig frie til at gøre og sige hvad vi vil. Vi må adlyde Guds vilje og forblive under vor Genløser, ypperstepræsten Jesus Kristus, og det betyder at vi har fuld frihed til at gøre hvad der er ret og godt.
20. Hvilket råd giver disciplen Jakob os?
20 Den gamle Moselovs foranstaltning i forbindelse med tilflugtsbyen taler således sit magtfulde sprog om liv og død. Den indeholder en alvorlig vejledning. Det er en betimelig vejledning for os der lever i dette tyvende århundredes blodskyldige menneskesamfund. Den viser os hvordan vi som enkeltpersoner kan undslippe både verdens kollektive blodskyld og Guds kommende dom over denne onde tingenes ordning. Den der ikke blot læser og hører hvad Guds krav er, men som øjeblikkeligt og flittigt bestræber sig for at opfylde dem, er i sandhed lykkelig! Disciplen Jakob siger: „Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv.“ — Jak. 1:22.