Er der et liv efter døden?

TANKEN om et liv efter døden tiltaler de fleste. For uden liv er der ingen bevidsthed, og altså heller ingen glæder.

Ikke desto mindre hævder flere og flere som påstår de ser realistisk på tingene, at døden er afslutningen på alt. De mener ikke at der er noget grundlag for at tro at der er et liv efter døden.

Men for de flestes vedkommende gælder det at de ikke er særlig overbeviste. De føler måske at døden ikke er den endelige afslutning på menneskets eksistens, men helt sikre er de ikke. Samtidig er de nysgerrige og spekulerer på hvordan det forholder sig. Måske har De det på samme måde.

Hvorfor man gerne vil kende svaret

En sådan interesse er kun naturlig, for i sidste instans berører døden alle mennesker på jorden. Efterhånden som man bliver ældre og den menneskelige organisme begynder at nedbrydes, ved man at døden nærmer sig. Selv på unge gør dødens tilsyneladende uundgåelighed indtryk. Som Bibelen siger: „De levende ved dog, at de skal dø.“ — Præd. 9:5.

Det er derfor ganske naturligt at man tænker over hvad der sker når man dør. Er døden virkelig afslutningen på alt? Eller er der et fornuftigt grundlag for at tro at der er et liv efter døden? Kan de døde virkelig komme til at leve igen?

Den traditionelle opfattelse

Det har længe været den almindelige opfattelse at mennesket har en udødelig, usynlig sjæl som lever videre når legemet dør. Sådan troede oldtidens ægyptere. Det er imidlertid oldtidens grækere som har fået æren for at have udviklet denne traditionelle opfattelse. En katolsk præst, Anthony Kosnik, forklarer i The Michigan Catholic for 23. januar 1969:

„De [oldtidens grækere] forestillede sig at mennesket bestod af to særskilte dele — et materielt, dødeligt legeme, og en åndelig, udødelig sjæl. Tilsammen udgjorde disse bestanddele en levende person. Når de blev adskilt, havde det døden til følge. Man vidste at legemet gik til grunde ved døden og mente at sjælen levede videre for sig selv i en anden verden.“

I århundrederne efter Jesu død blev dette synspunkt også antaget af kristenheden efterhånden som kirkens ledere blev påvirket af græsk tankegang. Kosnik bemærker: „Denne filosofiske forklaring tiltalte Thomas Aquinas [en af de fremtrædende kirkefædre], som lånte frit fra disse gamle filosoffer.“ Således blev det til sidst en fremherskende tro i kristenheden at ’menneskesjælen ikke går til grunde sammen med legemet, men lever videre for enten at blive velsignet eller forbandet’. Sådan har De måske også troet?

Er der et solidt grundlag for en sådan tro?

Er der et solidt grundlag for at tro på denne opfattelse af et liv efter døden? Er det en realistisk tro som er i fuld overensstemmelse med Bibelen? Skønt den katolske kirke holder sig til den traditionelle opfattelse som den er skildret i det foregående, indrømmer den føromtalte katolske præst interessant nok følgende:

„Den bibelske forståelse af mennesket er helt anderledes [end den traditionelle opfattelse]. I Bibelen bliver mennesket aldrig skildret som en kombination af legeme og sjæl. Både i Det gamle og Det nye Testamente bliver mennesket altid betragtet som en helhed. . . . Hvad mere er: Denne helhed af legeme og sjæl blev betragtet som værende dødelig af væsen. Mennesket besidder ikke udødelighed — hverken helt eller delvis . . . Døden er derfor det samme som udslettelse. Der er ingen udødelig sjæl som overlever eller fortsætter.“

Bibelen lærer ingen steder at sjælen er udødelig. En sådan opfattelse er derimod antaget fra de ikke-kristne filosoffer. En særlig kommission bestående af treogfyrre protestantiske teologer udnævnt af Canadas forenede kirke fremkom med følgende indrømmelse: „Den idé at mennesket består af to adskilte dele, sjæl og legeme, kommer ikke fra Bibelen; den kommer fra de græske filosoffer.“ — Life and Death — A Study of the Christian Hope, udgivet af et udvalg nedsat af Canadas forenede kirke til undersøgelse af den kristne tro.

Skønt presbyterianerne i almindelighed tror på menneskesjælens udødelighed, har også en presbyteriansk præst udtalt følgende, som er gengivet fra Melbourne-bladet The Age for 8. december 1967:

„I vor teologiske uddannelse blev det temmelig klart, og for mig afgjort understreget at læren om sjælens udødelighed ikke stammer fra Det nye Testamente, at det var et begreb som tilsyneladende stammede fra den græske filosofi, især fra Platon.“

Den tro at mennesket har en sjæl som lever videre efter døden har intet grundlag i Bibelen. Guds ord siger: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ „De døde ved ingenting.“ (Ez. 18:4, 20; Præd. 9:5) At sjælen overlever legemets død er en myte, en ukristen opfattelse. Det er ikke en bibelsk sandhed.

Et virkeligt grundlag for håb

Vil det da sige at man ikke kan få livet igen? Er der intet håb for de døde? Er de udslettet for evigt?

Dette er heldigvis ikke tilfældet, for menneskets Skaber er en kærlig Gud. (1 Joh. 4:8) Og det strider simpelt hen mod sund fornuft at en sådan kærlig Gud skulle skabe mennesket med et inderligt ønske om at leve, uden også at sørge for en mulighed for at dette ønske kunne blive opfyldt.

For at tydeliggøre at menneskeliv kan genopvækkes, oprejste Jesus mennesker fra de døde mens han var på jorden. Lazarus havde for eksempel været død i fire dage, hvilket fik hans søster til at sige: „Herre! han stinker allerede.“ Dog fik Lazarus livet tilbage. Ved Guds kraft vakte Jesus ham til live igen. — Joh. 11:17-44.

Senere, da Jesus hang på marterpælen, sagde han til den angrende forbryder: „Sandelig siger jeg dig i dag: Du skal være med mig i Paradis.“ (Luk. 23:43, NW) Jesus gav ingen anledning til tvivl. Den mand ville blive vakt til live igen. Det løfte Jesus gav er i harmoni med det han tidligere havde sagt: „Den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem.“ — Joh. 5:28, 29.

Ja, der er virkelig et håb om liv efter døden. Livet kommer imidlertid ikke ved frigørelsen af en såkaldt „udødelig sjæl“. Nej, det kommer gennem en opstandelse fra de døde. Det er sandheden om den sag.

Overvej derfor følgende: Mon Gud har behag i mennesker der klynger sig til falske opfattelser som er i konflikt med hans ord, Bibelen? Har han behag i dem som åbent erkender at kirkens læresætninger er i modstrid med Bibelens lære, men alligevel vælger at forblive inden for kirken? Hvis De skulle vælge, ville De da ikke hellere nyde samværet med mennesker som virkelig respekterer Guds ord? Deres liv kan afhænge af hvilket valg De træffer.

„Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til; thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget hvor du stævner hen.“ — Præd. 9:10.