„Vi tilbeder det, vi kender“
„I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender.“ — Joh. 4:22.
1. (a) Hvad har alle en tilbøjelighed til at tilbede, og hvad kan man sige om den der hævder at være en undtagelse herfra? (b) Hvilke spørgsmål vil det være klogt at stille sig selv angående ens tilbedelse?
ALLE har en tilbøjelighed til at tilbede et eller andet, enten tilbeder man en person, eller en ting, eller måske endog sig selv, sit eget jeg. Den der stolt siger: „Jeg tilbeder ikke noget som helst,“ tilbeder i virkeligheden sig selv. Han gør sig selv til en gud, men på grund af sin selvoptagethed kan han ikke se det. Han roser sig overmodigt af at han hverken tilbeder noget levende eller noget dødt. En sådan indstilling gavner ham ikke; den giver ham hverken større frihed eller mindre ansvar. Tværtimod skader den ham, ja muligvis i en sådan grad at det fører til hans evige undergang. Hvis den tilbedelse man yder skal være til varig gavn for en, er det godt at kende det man tilbeder, og at tilbede det man kender. Man gør klogt i at spørge sig selv: Tilbeder jeg det jeg kender? Eller kan det siges om mig eller om de troende eller ikke-troende mennesker jeg omgås: „I tilbeder det, I ikke kender“? — altså tilbeder noget I ikke selv ved hvad er.
2. (a) På hvilket område er mange meget ømfindtlige når de ikke befinder sig i en kirkebygning? (b) Hvordan reagerede den samaritanske kvinde og tog mod belæring da hun tik at vide at hun tilbad noget hun ikke kendte?
2 Når talen drejer sig om religion, er mange meget ømfindtlige. Det er ikke kun kommunister og venstreorienterede der skammer sig over at blive betragtet som religiøse; det samme er tilfældet med folk i kristenheden — i hvert fald når de ikke befinder sig i en kirkebygning. Mange søger at undgå enhver diskussion med et menneske fra et andet trossamfund ved affærdigende at sige: „Jeg har min egen religion.“ Ikke så få andre siger, efter at de har hørt en anden fremføre et argument for sin tro: „Deres tro er sandhed for Dem, og min tro er sandhed for mig; derfor ser jeg ingen grund til at jeg skulle skifte religion.“ Men alle der siger sådan burde spørge sig selv: Ville jeg tage det ilde op hvis en der vidste hvad han talte om, sagde til mig: „De tilbeder det, De ikke kender“? Da disse ord lød første gang, tog den kvinde som de blev fremsat over for, dem ikke ilde op. Dette blev til gavn for hende. Hun greb lejligheden til at stille endnu et spørgsmål. Derved blev hun klar over hvorfor den der havde henvendt sig til hende kunne sige som han gjorde.
3. Hvor og hvornår mødte den samaritanske kvinde den mand som fremkom med denne udtalelse?
3 Kvinden var fra mellemøsten og tilhørte samaritanerne, et folk der boede i provinsen Samaria. Hun traf denne velunderrettede mand en dag ved middagstid; han sad ved en dyb brønd i nærheden af byen Sykar. Det var i år 30 efter vor tidsregning, nogen tid efter at samaritanerne havde fejret deres påskefest i nærheden af Garizims bjerg, hvor samaritanerne engang havde haft et tempel. I dag er der stadig et lille samaritansk samfund ved Garizims bjerg, og de opbevarer stadig i deres helligdom en afskrift af Pentateuken (de første fem bøger i Bibelen, skrevet af profeten Moses), som de hævder er den ældste afskrift der findes i dag. Ikke langt derfra findes også en dyb brønd som man hævder er den ved hvilken den samaritanske kvinde mødte denne mand. Til venstre for denne brønd er der et gitter hvorpå tetragrammatonet forekommer — det er de fire bogstaver i det hebraiske alfabet som står for navnet på Moses’ Gud, nemlig Jehova eller Jahve. Der er nu opført en bygning rundt om brønden, og turister besøger stedet.
4, 5. (a) Hvad usædvanligt var der i at denne samtale ved brønden blev indledt? (b) Hvilket spørgsmål i religiøs retning affødte mandens bemærkninger til kvinden?
4 Manden viste sig at tilhøre et folk som ikke ville have noget med samaritanerne at gøre på det tidspunkt. Og dog indledte han en samtale med denne samaritanske kvinde, hvilket fik hende til at undre sig. Denne mangel på racefordom hos manden gjorde indtryk på hende. Her ved denne brønd, som formentlig var gravet af patriarken Jakob, Moses’ tipoldefader, fortalte han hende om en ny slags vand, „levende vand“, — havde man først drukket af det, ville man aldrig tørste mere. Han åbenbarede visse ting om hendes liv af meget privat karakter. Dette fik hende til at bringe et af den tids religiøse spørgsmål på bane. Hun sagde:
5 „Herre! jeg ser, at du er en profet. Vore forfædre har tilbedt Gud på dette bjerg, og I siger, at i Jerusalem er stedet, hvor man bør tilbede ham.“ — Joh. 4:1-20.
6. Hvad fortalte manden hende om den tilbedelse hendes folk udøvede og den hans folk udøvede, og hvad fortalte han om tilbedelse i fremtiden?
6 Mandens svar på spørgsmålet lød: „Tro mig, kvinde: den tid kommer, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, thi frelsen udgår fra jøderne. Men den tid kommer, ja, er allerede inde, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed; thi det er sådanne tilbedere, Faderen søger. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed.“ — Joh. 4:21-24.
7, 8. (a) Hvem viste manden ved brønden sig at være, og hvordan kom kvinden til den slutning? (b) Hvilken slutning drog beboerne i Sykar angående denne mand, som hed Jesus, og hvordan viste den sig at være korrekt?
7 Hvem var den mand der kunne tale med en sådan autoritet til denne samaritanske kvinde? Kvinden viste at hun havde tro på Messias, som de græsktalende jøder kaldte Kristus, og hun så frem til at denne Messias eller Kristus til sidst skulle afgøre alle spørgsmål i forbindelse med tilbedelse. Derfor sagde hun: „Jeg ved, at Messias kommer (han, som kaldes Kristus); når han kommer, skal han forkynde os alt.“ Men spørgsmålet om hvor og hvordan man skulle tilbede den guddommelige Fader var allerede blevet forkyndt for denne samaritanske kvinde, for manden sagde til hende: „Det er mig, jeg, som taler med dig.“ Hvis kvinden har levet tre år længere, har hun fået yderligere, uimodsigelige kendsgerninger som bevis for at denne mand virkelig var Messias, den længe lovede Guds Salvede. Men hans personlige navn her på jorden var Jesus, som betyder „Jehovas frelse“. Derfor blev han kaldt Jesus Kristus. — Joh. 4:25, 26.
8 Dette var i sandhed noget nyt! Og da Jesus nu fik selskab af sine tolv ledsagere der kom med maden, lod den samaritanske kvinde sin vandkrukke stå ved brønden og gik tilbage til Sykar og sagde til folk i byen: „Kom og se en mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort; mon han ikke skulle være Kristus?“ Og samaritanerne kom selv derud for at se og høre. De fik manden til at blive hos dem i to dage. Og hvilken slutning kom de til? At denne mand var Messias, den der skulle frelse ikke kun jøderne — som på det tidspunkt intet havde med samaritanerne at gøre — men hele verden. De sagde til kvinden: „Nu er det ikke længer på grund af din tale, vi tror; thi vi har selv hørt ham og ved nu, at han i sandhed er verdens frelser.“ (Joh. 4:28-30, 39-42) Tre år senere viste begivenhedernes udvikling at samaritanerne havde ret: Jesus Kristus er hele menneskehedens frelser. Han vidste hvad han sagde, da han talte med den samaritanske kvinde.
„Tilbeder jeg det jeg kender?“
9. Til hvem ville Jesus, hvis han befandt sig her på jorden i dag, medregne os — til dem der kender det de tilbeder eller til dem der ikke gør det? Hvorfor er svaret på dette spørgsmål af stor betydning?
9 Lad os forestille os at Jesus Kristus personligt befandt sig her på jorden i dag og at han sagde til en bestemt religiøs gruppe: „I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender.“ Ville han da regne os med når han sagde: „Vi tilbeder det, vi kender“? Eller ville han anse os for hørende til den religiøse gruppe der ikke vidste hvad den tilbad? Svarene på disse spørgsmål er af største betydning i dag da vi står over for at skulle træffe en forstandig afgørelse med hensyn til hvem eller hvad vi vil tilbede. Man kan bedrage sig selv ved stolt og selvsikkert at sige: „Jeg tilbeder ikke noget som helst! Jeg frygter hverken Gud eller mennesker.“ Men i tidens løb vil kendsgerningerne røbe hvem eller hvad man tilbeder.
10. Hvilken Gud hævder mange at de tilbeder, og hvem mener de han er?
10 Mange hævder at de hverken tilbeder Buddha eller en af hinduernes 330.000.000 guder, eller muhamedanernes Allah eller jødernes Gud i vor tid, men en anden Gud, en navnløs Gud som ikke har tilknytning til nogen bestemt race eller nation. Han kan tilbedes af enhver uden hensyn til race eller nationalitet. Mange påstår i dag at denne navnløse Gud er Bibelens Gud.
11, 12. (a) Hvordan kan man sige at de der tilbeder på samme måde som Jesus, tilbeder det de kender? (b) Hvorfor kendte samaritanerne ikke det de tilbad, og på hvilken måde kunne det siges at frelsen udgik fra jøderne?
11 Det spørgsmål enhver af os må stille sig selv er derfor: Tilbeder jeg, ligesom samaritanerne for nitten hundrede år siden, det jeg ikke kender? Eller tilbeder jeg, ligesom Messias, det jeg kender? Hvis vi tilbeder det Messias kendte dengang han gik her på jorden, vil det betyde frelse for os, for det sagde Messias. Han kendte sin himmelske Fader, som han talte med den samaritanske kvinde om. Som bevis herpå kan anføres hans ord: „Ingen kender Faderen uden Sønnen og den, for hvem Sønnen vil åbenbare ham.“ (Matt. 11:27) „Faderen kender mig, og jeg kender Faderen.“ — Joh. 10:15.
12 Dengang han udtalte disse ord stod den nation der tilbad i templet i Jerusalem, i et højtideligt pagtsforhold til Jehova Gud gennem hans mellemmand, profeten Moses. Gud havde ikke indgået en national pagt med samaritanerne, selv om de påstod at de holdt sig til Pentateuken, de fem bøger som var skrevet af Moses. Eftersom de forkastede den øvrige del af de inspirerede skrifter, tilbad de ikke på det rette bjerg og de havde ikke det rette kendskab til Jehova Gud som åbenbarede sig gennem alle de inspirerede skrifter. Med rette kunne Jesus derfor sige til samaritanerne: „I tilbeder det, I ikke kender.“ Men om sig selv og den nation som han var medlem af her på jorden, kunne Jesus sige: „Vi tilbeder det, vi kender, thi frelsen udgår fra jøderne.“ (Joh. 4:22) Dette var sandt i den betydning at Jesus Kristus, mens han levede på jorden, var en omskåren jøde og, som samaritanerne i Sykar sagde om ham: „Vi . . . ved nu, at han i sandhed er verdens frelser.“ — Joh. 4:42.
13. Hvordan vil mennesker som nærer racefordom måske tage anstød af Jesu udtalelse, og hvilket spørgsmål kunne de stille?
13 Mange mennesker i vor tid som nærer racefordom, tager måske anstød af Jesu udtalelse: „Frelsen udgår fra jøderne.“ De spørger: ’Betyder det at vi skal anerkende jødedommen, lade os omskære, gå til den jødiske synagoge og foretage pilgrimsrejser til Jerusalem hvis vi ønsker at tilbede den sande Gud?’
14. Hvilke ord af Jesus til den samaritanske kvinde besvarer dette spørgsmål?
14 Hvad kan vi lære af det Messias, Jesus, fortalte den samaritanske kvinde? Han sagde: „Tro mig, kvinde: den tid kommer, da det hverken er på dette bjerg [Garizim] eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. . . . Men den time kommer, ja, er allerede inde, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed; thi det er sådanne tilbedere, Faderen søger. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed.“ — Joh. 4:21-24.
15. (a) Hvad viste Jesu ord snart skulle finde sted, og hvordan er de blevet opfyldt indtil i dag? (b) Hvad er det da som har betydning for de sande tilbedere?
15 Disse ord viser at en gennemgribende forandring skulle finde sted. Fyrre år senere blev byen Jerusalem ødelagt af den romerske hær under hærføreren Titus, og dens tempel for tilbedelsen af Jehova er aldrig blevet genopbygget. Den by der i det følgende århundrede blev bygget af de hedenske romere, blev til sidst en såkaldt kristen by som folk i kristenheden foretog pilgrimsrejser til. Endnu senere blev den en muhamedansk by, hvor muhamedanerne tilbad i den moské der blev bygget på det sted hvor det tidligere jødiske tempel havde ligget. Denne moské findes stadig i dag, og hele Jerusalem er nu i hænderne på de jøder der udgør republikken Israel. Men alt dette betyder intet for „de sande tilbedere“. De behøver ikke at tilbede Jehova Gud i et jordisk Jerusalem eller nogen anden jordisk by, Vatikanstaden indbefattet, som forskellige religiøse mennesker regner for hellig. De tillægger ikke noget bestemt sted på jorden en særlig betydning. Det de ifølge Jesu ord til den samaritanske kvinde uden tøven må gøre, er alt tilbede den himmelske Fader i ånd og sandhed. Han er en ånd og derfor ikke begrænset til et jordisk sted.
16. På hvilken måde skal vor himmelske Fader tilbedes, og hvorfor er det nødvendigt på denne måde?
16 Man kan derfor ikke tilbede den himmelske Fader, som er et åndevæsen, ved fysisk eller legemligt at være i kontakt med ham. Den sande tilbeder er ikke afhængig af tilstedeværelsen og brugen af synlige, materielle ting og et geografisk sted; han må have den rette indstilling og udøve tro i stedet for at se og røre; han må eje ønsket om og trangen til at tilbede i ånd og sandhed uanset sted eller omgivelser. Han må ikke alene være oprigtig og helhjertet i sin tilbedelse men også have sandheden. Den himmelske Fader søger efter dem der søger sandheden fra ham og som tilbeder ham i overensstemmelse med sandheden og ikke ifølge de modstridende læresætninger og traditioner som findes i de hundreder af religiøse trosretninger i kristenheden og andre religioner. Hvilke forestillinger kan man ikke danne sig om det man tilbeder som Gud hvis man ikke har sandheden? Der er millioner af gudsopfattelser!
17. (a) Hvis man skal tilbede Gud i sandhed, hvad må man da gøre i forbindelse med sandheden? (b) Hvordan viste Jesu eget folk at det ikke havde samme opfattelse som Jesus?
17 Sandheden om Gud er fremadskridende, og den sande tilbeder må vise at han har kærlighed til sandheden ved at gå fremad sammen med den. Hvordan forholdt det sig med Jesu eget folk efter kødet? Kunne han blive ved med at sige om dette folk: „Vi tilbeder det, vi kender“? Hvordan skulle han kunne det? Efter at folkets religiøse ledere i omkring tre år havde hørt ham forkynde budskabet: „Guds rige er kommet nær!“ viste de, støttet af de fleste af folket, at de ikke havde samme opfattelse af Gud som han. De viste at de foretrak deres religiøse traditioner og menneskelige overleveringer fremfor det han forkyndte dem fra de inspirerede skrifter. De anklagede ham for gudsbespottelse og prøvede at dræbe ham. Til sidst dømte deres højesteret i Jerusalem ham til døden som en gudsbespotter. De sagde endog til den romerske landshøvding Pontius Pilatus at ifølge deres egen lov burde Jesus lide døden for gudsbespottelse. Men for at få den romerske landshøvding i Jerusalem til at bruge sin myndighed og dømme Jesus til døden anklagede de ham for politisk oprør. Dette førte til Jesu død på marterpælen. De tilbad således ikke sammen med Jesus det han kendte!
18. Hvem blev forkastet af Gud, Jesus eller den jødiske nation, og hvoraf ses dette?
18 Kan vi bære os ad ligesom denne nation gjorde i fortiden? Ikke hvis vi ønsker at tilbede den samme Gud som Jesus tilbad, den Gud han kendte. Den dag i dag har efterkommerne af det jødiske folk ikke ændret deres holdning over for Jesus som Messias. Den jødiske nation dengang forkastede Jesu budskab og de beviser han gav på at han var den Messias der var lovet, og den måtte erfare opfyldelsen af Jesu profeti om at „den hellige stad“ Jerusalem og dens prægtige tempel ville blive ødelagt for aldrig mere at blive genopbygget af jøderne. I overensstemmelse med Jesu ord indtraf den forfærdelige ødelæggelse af Jerusalem og dets tempel endnu inden den „slægt“ eller „generation“ som levede på Jesu tid, var uddød, nemlig i år 70. (Matt. 24:1-34) Selv om jøderne af al magt søgte at hindre det, ophørte Jerusalem med at være det sted hvor den eneste levende og sande Gud blev tilbedt. I dag er der ikke engang et jødisk tempel tilbage der kan anbefale byen som det sted hvor man enigt bør tilbede en kendt Gud. Men de urokkelige historiske vidnesbyrd bekræfter at Jesus virkelig var den messianske profet som denne kendte Gud havde udsendt. Så det var ikke Jesus, men den nation der forkastede ham, der blev forkastet af denne kendte Gud.
19. (a) Hvem skal vi slutte os til, hvis ikke til den jødiske nation? (b) Hvorigennem blev det muligt for hedningerne at opnå frelse, og hvornår skete dette?
19 Jesu ord: „Frelsen udgår fra jøderne“, betyder derfor ikke at vi i dag kan opnå evig frelse gennem denne nation eller at vi må lade os omskære som proselytter eller blive medlemmer af den. Det er ikke den nation der forkastede Messias vi skal slutte os til, men den jødiske „rest“ på nogle få tusinde kødelige jøder som i år 33 tog imod Jesus som Messias og blev hans trofaste disciple. (Rom. 11:1-7) Efter at Jesus var blevet oprejst fra de døde og før han steg til himmelen, samlede han de første medlemmer af denne jødiske „rest“ af troende. På Pinsedagen (den 6. sivan år 33) brugte Gud Jesus Kristus til fra himmelen at udgyde den hellige ånd over de første medlemmer af denne jødiske „rest“. På denne måde blev de i stand til at tilbede Gud, ikke blot i den sande tilbedelses „ånd“, men også ved hjælp af Guds hellige ånd og den „sandhed“ der blev åbenbaret ved hjælp af denne hellige ånd. (Ap. G. 2:1-47) Senere, i år 36, bragte denne jødiske rest Guds frelsesbudskab ud til hedningerne, det vil sige de ikke-jødiske folkeslag. (Ap. G. 10:1 til 11:18) De blev således en kanal hvorigennem frelsen udgik til hedningerne.
20. (a) Hvad gjorde de jødekristne i den kritiske tid før Jerusalems ødelæggelse, og betød det at de blev berøvet et sted hvor de kunne tilbede den Gud de kendte? (b) Sammen med hvem må vi tage vort standpunkt hvis vi ønsker at opnå frelse fra Gud gennem Kristus?
20 Disse medlemmer af den jødiske rest søgte ikke senere — i den kritiske tid før den forudsagte ødelæggelse af Jerusalem — at vende tilbage til byen, hverken for at fejre højtider eller for at slå sig ned dér. I stedet undgik de byen og flygtede fra Jerusalem og Judæa, nøjagtig som Jesus, som en sand profet, havde sagt at de skulle. Således undgik de at blive tilintetgjort sammen med Jerusalem og dets tempel i år 70. (Matt. 24:15-22; Luk. 21:20-24) Men det betød ikke at de dermed blev berøvet et sted hvor de kunne tilbede den Gud de kendte. Nej, de blev ved med at tilbede ham i hans sande tempel, som ikke er gjort med menneskehænder og som aldrig kan ødelægges af mennesker. (Hebr. 8:1, 2) Det er om denne jødiske „rest“ at Jesus Kristus, efter pinsedagen i år 33, stadig kunne anvende sine ord til den samaritanske kvinde: „Vi tilbeder det, vi kender, thi frelsen udgår fra jøderne.“ (Joh. 4:22) Det er ikke sammen med den forkastede nation men med denne jødiske „rest“, som var den stadig i live, at vi i dag må tage vort standpunkt hvis vi ønsker at opnå frelsen fra Gud gennem hans Messias, Jesus.
Hvordan vi må kende det vi tilbeder
21. (a) Hvor godt må vi kende det vi tilbeder? Begrund svaret. (b) Hvad var der i vejen med samaritanerne i den henseende?
21 At ’tilbede det vi kender’ vil sige at tilbede den Gud vi kender. Han er ikke en imaginær Gud, en Gud som kun eksisterer i vor fantasi. Hvis vi tilbad en imaginær Gud kunne Jesus sige om os: „I tilbeder det, I ikke kender.“ Hvad nu hvis vi kun anerkendte visse fakta om den sande Gud, men derefter nægtede at tage imod hele den åbenbarede sandhed om Gud? Så ville vi kun få en ufuldstændig forståelse af Gud. Ja, vi ville få et forvrænget billede af Gud, og så tilbad vi ikke den sande Gud. Vi tilbad det vi ikke kendte; vi tilbad en der ikke eksisterede. Det var det der var i vejen med samaritanerne i det første århundrede. De anerkendte den inspirerede Pentateuk som skrevet af profeten Moses. Men de nægtede stædigt at anerkende det der ellers var åbenbaret af Jehova Gud og som fandtes i de øvrige fireogtredive bøger i de inspirerede hebraiske skrifter. Så de havde ikke blot en ufuldstændig men også en forkert opfattelse af Jehova Gud. Det er grunden til at de ikke ville drage op til Jerusalems tempel for at tilbede, men tilbad på Garizims bjerg. De anerkendte ikke de historiske optegnelser der indtil da var ført om Guds handlinger og om hans åbenbarede sandheder.
22. Hvordan var det samme tilfældet med den nation som Jesus tilhørte?
22 Det samme var tilfældet med den nation som Jesus Kristus ifølge sin kødelige herkomst var medlem af. Den gav sig ud for at anerkende alle de inspirerede hebraiske skrifter der fandtes indtil da, nemlig Loven, Profeterne og Salmerne; men som Jesus Kristus påpegede over for jøderne havde de sat Guds lov ud af kraft for uinspirerede menneskers traditioners og overleveringers skyld. (Matt. 15:1-9; Luk. 24:44, 45) Dertil kom at de nægtede at forstå og anerkende opfyldelsen af de inspirerede hebraiske profetier som blev opfyldt på Jesus Kristus. De tog derfor ikke imod ham som den Messias Skrifterne havde forudsagt. Følgelig sluttede de heller ikke op om den jødiske „rest“ af troende som på Pinsedagen fik den hellige ånd af Gud. De anerkendte heller ikke den sidste del af de hellige skrifter, nemlig de inspirerede skrifter der blev skrevet på græsk af Jesu trofaste apostle og disciple. For disse vantro jøder ophørte den guddommelige inspiration og åbenbarelsen af sandheden med Malakias’ bog og Krønikebøgerne, og de mente derfor ikke at bøgerne fra Mattæus-evangeliet til Åbenbaringen var en inspireret tilføjelse til De hebraiske Skrifter.
23, 24. Hvilken forskel er der mellem den Gud de tilbeder og den Gud vi kender?
23 Hvad har dette betydet for den nation hvis by Jerusalem og tempel blev ødelagt i år 70 og hvis præsteskab således blev overflødigt? Det har givet jøderne en forkert opfattelse af Gud. De tilbeder en Gud som indtil nu ikke har opfyldt sine løfter og profetier. De tilbeder en Gud som ikke sendte sin lovede Messias i form af Jesus Kristus, ’Davids søn, Abrahams søn’. (Matt. 1:1) De tilbeder en Gud som ikke oprejste sin Messias fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i himmelen som både „Herre og Kristus“. (Ap. G. 2:22-36) De tilbeder en Gud som ikke indgik en „ny pagt“ med et nyt „helligt folk“, et „Guds Israel“ som er åndeligt, ved hjælp af en mellemmand der er større end Moses, nemlig Jesus Messias. — Jer. 31:31-34; 5 Mos. 18:15-18; Ap. G. 3:20-24; Hebr. 8:7-13; 1 Tim. 2:5, 6.
24 De tilbeder således en Gud hvis Messias ikke nu skal komme anden gang for at oprette det messianske rige over hele jorden til velsignelse for alle mennesker og indføre et styre med evig fred og retfærdighed. (2 Sam. 7:4-17; Es. 9:6, 7; Dan. 2:44; 7:13, 14) Som følge heraf tilbeder det jødiske folk ikke den sande Gud, selv om deres trofaste forfædre gjorde det.
25. Hvad sagde apostelen Paulus angående sit folks nidkærhed over for Gud, og hvad tilbeder det således også i dag?
25 Den kristne apostel som engang selv var en forfølger af den jødisk-kristne rest skrev om dem: „Brødre! Jeg ønsker af hjertet og beder til Gud for dem, at de må blive frelst. Thi jeg giver dem det vidnesbyrd, at de er nidkære for Gud, men uden forståelse. De forstår nemlig ikke retfærdigheden fra Gud, men søger at opstille deres egen retfærdighed og har derfor ikke bøjet sig under retfærdigheden fra Gud. Thi Kristus [Messias] er lovens ophør, så retfærdighed gives enhver, som tror.“ (Rom. 10:1-4; 1 Tim. 1:12-16; Gal. 1:13, 14) Hvad skal vi da sige om den engang så begunstigede nation der forkastede Messias’ Gud? Ikke alene er dens religiøse nidkærhed „uden forståelse [ikke i overensstemmelse med nøjagtig kundskab, NW]“, men den tilbeder desuden det den ikke kender. Den tilbeder ikke de inspirerede kristne græske skrifters Gud, som er den samme som de inspirerede hebraiske skrifters Gud.
26, 27. Tilbeder kristenheden med sin „treenige“ Gud det den kender, og hvordan finder man svaret på dette spørgsmål?
26 Tilbeder da kristenheden, som dyrker en såkaldt treenig Gud, det den kender? Eller tilbeder den det den ikke kender? Hvordan kan vi blive klar over det? Ved at undersøge de inspirerede hebraiske skrifter og de inspirerede kristne græske skrifter, for de udgør tilsammen én inspireret bog.
27 Hverken i de hebraiske eller i de kristne græske skrifter vil vi finde udtrykket „treenig Gud“ eller „treenighed“, og der findes heller ikke nogen bibelske argumenter deri som støtter læren om en sådan såkaldt „Gud i tre personer“, nemlig Gud Fader, Gud Søn og Gud den Helligånd. Tværtimod sagde Jesus Kristus, som svar på spørgsmålet „Hvilket bud er det første af alle?“: „Det første er: ’Hør, Israel, Jehova vor Gud er én Jehova, og du skal elske Jehova din Gud med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele dit sind og med hele din styrke.’“ I dette svar citerede Jesus fra Pentateuken, Femte Mosebog 6:4, 5. (Mark. 12:28-30, NW) Men kristenheden adlyder ikke dette første „bud“ om at tilbede den ene Gud hvis navn er Jehova.
28. Hvor mange forskellige opfattelser af Gud findes der i kristenheden, og er der nogen frelse at finde gennem den?
28 Hvordan kan kristenheden da tilbede Gud på rette måde? Selv om den ikke vil indrømme det, har den en hedensk opfattelse af Gud idet den tilbeder en treenig guddom. Der findes i kristenheden lige så mangfoldige opfattelser af Gud som de hundreder af trossamfund den er opdelt i. Hvem kan benægte at kristenheden tilbeder det den ikke kender? Der findes ingen frelse i den!
29. Hvilken kundskab ønsker Gud at alle slags mennesker skal få, og gennem hvem hjælpes vi til at tilbede det vi kender?
29 Frelse til evigt liv i lykke opnås kun ved at tilbede den som Jesus og hans sande disciple kendte som den sande Gud. En af Jesu disciple, apostelen Paulus, skrev under Guds inspiration og sagde: „Dette er smukt og antageligt i Guds, vor Frelsers, øjne, hvis vilje det er at alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden. For der er én Gud, og én mellemmand imellem Gud og mennesker, et menneske, Kristus Jesus, der gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle.“ (1 Tim. 2:3-6, NW) „Men er der en mellemmand, er det ikke for én alene; Gud derimod er én.“ (Gal. 3:20) Gud er derfor den ene part i „den nye pagt“, og de mennesker som føres ind i den nye pagt udgør den anden part i denne ordning; og sådanne mennesker kan komme til „nøjagtig kundskab om sandheden“ gennem den ene „mellemmand imellem Gud og mennesker“. Denne mellemmand levede engang her på jorden som menneske, et fuldkomment menneske som på grund af sin menneskelige fuldkommenhed og syndfrihed kunne give sig selv som „en tilsvarende løsesum for alle“. Denne mellemmand er Messias Jesus eller Kristus Jesus. Eftersom han er mellemmand for den Gud han kender, leder han os til at tilbede det vi kender, Gud.
[Illustration på side 79]
Jesus sagde til en kvinde ved en brønd i Samaria at hun tilbad det hun ikke kendte. Tilbeder du det du ikke kender? Eller tilbeder du virkelig det du kender?
[Illustration på side 83]
Når folk tror på en treenighed — som de påstår er „et mysterium“ — kan man da sige at de ’tilbeder det de kender’?