Lad Bibelen tale

HVORFOR appellerer den sande tilbedelse til oprigtige mennesker? Er det på grund af de sande tilbederes personlighed, deres lærdom eller deres veltalenhed? Nej, de der har taget den sande tilbedelse op, har gjort det fordi de anerkender at budskabet ikke kommer fra mennesker, men fra Gud. (1 Tess. 2:13) Sande kristne bør derfor tænke på at lade Bibelen tale.

Jesus Kristus, som er den kristne menigheds hoved, satte et glimrende eksempel i denne forbindelse. Han ledte sine tilhøreres opmærksomhed bort fra sig selv og hen på sin Fader, idet han sagde: „Jeg [gør] intet . . . på eget initiativ; men jeg siger disse ting sådan som Faderen har undervist mig.“ (Joh. 8:28) I sin undervisning benyttede Guds søn det skrevne ord, De hebraiske Skrifter. For eksempel læser vi hvad han sagde til to af sine disciple efter sin opstandelse: „Idet han begyndte ved Moses og alle Profeterne, fortolkede han for dem det der i alle Skrifterne handlede om ham.“ — Luk. 24:27.

De kristne i det første århundrede efterlignede Jesus ved at lade Bibelen tale. Et udmærket eksempel i denne retning er apostelen Paulus. Angående sin forkyndelse for korinterne skrev han: „Da jeg så kom til jer, brødre, kom jeg ikke med fremragende tale eller visdom og forkyndte jer Guds hellige hemmelighed. . . . min tale og det jeg forkyndte kom ikke med overtalende visdomsord men med en demonstration af ånd og kraft, for at jeres tro ikke skulle være en tro på menneskers visdom, men på Guds kraft.“ (1 Kor. 2:1-5) Selv om Paulus erkendte at imponerende tale, verdslig visdom og en stærk personlighed kan virke overtalende, brugte han ikke sådanne midler i sine bestræbelser for at fremme den sande tilbedelse. I stedet viste han hen til Gud — til Guds ånd og magt — så de lydhøre kunne få et solidt grundlag for deres tro.

Hvordan man lader Bibelen tale i dag

Gudhengivne kristne i dag gør vel i at efterligne apostelen Paulus’ eksempel. Når det kommer til stykket besidder de ikke i egen kraft meget som kan gøre indtryk på andre. Apostelen Paulus havde ret da han sagde: „Ikke mange vise efter kødet blev kaldet, ikke mange mægtige, ikke mange af fornem herkomst; men Gud har valgt det [set med ikke-troendes øjne] tåbelige i verden, for at han kunne gøre de vise til skamme; og Gud har valgt det svage i verden, for at han kunne gøre det stærke til skamme.“ — 1 Kor. 1:26, 27.

Det vil altså være højst uklogt af sande kristne at appellere til andre på grundlag af deres egen kundskab, deres evner eller deres præstationer. Og det ikke blot fordi de sædvanligvis ikke har meget at være stolte af, set med verdens øjne, men også fordi de ved at basere deres tale på menneskers visdom kunne frastøde retskafne mennesker, idet deres tale i så fald ville mangle varme, beskedenhed og oprigtighed.

Når den kristne offentligt forkynder sandheden vil han derfor ikke henlede opmærksomheden på sig selv, men fremhæve hvad Gud siger i sit ord. Derved vil han hjælpe mennesker til at bygge deres tro på Guds ord. Når som helst den kristne har lejlighed til at begrunde sin forkyndelse ved at læse direkte op fra Bibelen, vil han ønske at gøre det. Hvis det overhovedet er muligt vil han efterlade en bibelsk tanke hos dem han besøger med det for øje at hjælpe dem åndeligt.

Kristne forældre gør på samme måde vel i at lade Bibelen tale til deres børn. Ud fra Bibelen kan de vise deres børn at verdens syn på adspredelser og fornøjelser ofte er forvrænget og fordærvet, og at man ved at rette sig efter Guds ord undgår at følge en ødelæggende kurs. Når forældre lader Bibelen komme til orde vil børnene sædvanligvis forstå at den undervisning de får ikke er baseret på deres ufuldkomne forældres meninger, men at den i virkeligheden kommer fra Gud.

Vær sikker på at det er Bibelen der taler

Når vi søger at lade Bibelen tale er det ikke nok at vi blot bruger den. Vi må også sikre os at vi ikke fordrejer det den virkelig siger. Hvad kræver dette?

Det er vigtigt at vi tager sammenhængen i betragtning. Efter at vi har læst versene umiddelbart før og efter det pågældende skriftsted, kan vi spørge os selv: Hvem var dette budskab rettet til? Hvad var hensigten med det?

Som et eksempel på hvor vigtigt det er at mærke sig sammenhængen, kan vi undersøge Andet Korinterbrev 10:3, 4. Dette skriftsted lyder: „For selv om vi vandrer i kødet, fører vi ikke krig efter hvad vi er i kødet. Vor krigsførelses våben er nemlig ikke kødelige.“

Det var apostelen Paulus der skrev disse ord til de kristne i Korint. Mente Paulus at korinterne ikke måtte have noget at gøre med nationernes bogstavelige krigsførelse? Var det dét korinterne fik ud af Paulus’ udtalelse? Viser sammenhængen at Paulus talte om sådanne våben som bogstavelige sværd, spyd, buer og pile? Nej, den omtaler ikke bogstavelig, fysisk krigsførelse.

Læg mærke til vers 5 og 6: „Vi nedriver nemlig ræsonnementer og alt hvad der er hovmodigt og rejser sig imod kundskaben om Gud, og vi tager enhver tanke til fange for at gøre den lydig mod Messias, og vi holder os rede til at tildele straf for enhver ulydighed, så snart jeres egen lydighed er gennemført.“ Bogstavelige sværd, spyd og lignende våben ville ikke være noget værd når man skulle nedrive forkerte ræsonnementer og andre ting der forhindrede at folk fik nøjagtig kundskab om Gud.

Eftersom de kristne ikke havde myndighed til at dømme i anliggender uden for menigheden, kunne Paulus ikke have ment at han og hans medarbejdere ville straffe de ulydige i verden. I et tidligere brev havde han udtrykkeligt sagt til korinterne: „For hvad har jeg at gøre med at dømme dem udenfor? Dømmer I ikke dem indenfor, mens Gud dømmer dem udenfor?“ (1 Kor. 5:12, 13) I overensstemmelse med dette talte Paulus om at føre åndelig krig inden for menigheden, for at beskytte den imod ødelæggende falske lærdomme og ræsonnementer. I denne åndelige krigsførelse brugte Paulus ikke sådanne kødelige våben som „list“, „underfundighed“, højtravende tale eller verdslig filosofi. (2 Kor. 11:3; 12:16) Han benyttede kun retfærdige midler, heriblandt „åndens sværd“, Guds ord. — 2 Kor. 6:3-7; Ef. 6:17.

Vil det sige at Paulus’ udtalelse ikke kan bruges som begrundelse for at kristne ikke bør blande sig i verdslige konflikter? Som vi har set af sammenhængen talte Paulus ikke om at kæmpe på verdens slagmarker. Ikke desto mindre udtrykker ordene „vor krigsførelses våben er nemlig ikke kødelige“ en grundsandhed eller et grundlæggende princip. Når det ville være forkert at bruge kødelige metoder for at bekæmpe falske lærdomme i menigheden, ville det afgjort være lige så forkert at bruge bogstavelige våben i krigsførelse mod mennesker af andre racer, stammer, nationer eller politiske ideologier. (Jævnfør Efeserbrevet 6:11, 12.) Selv om man bruger skriftstedet til støtte for de kristnes holdning over for krigene i verden, krænker man derfor ikke ånden i sammenhængen. Man anvender blot princippet i skriftstedet i udvidet forstand.

Hvis man derimod ignorerede sammenhængen og direkte anvendte skriftstedet på verdslige konflikter, og begrænsede det dertil, ville man øve vold mod selve meningen med apostelen Paulus’ argumentation. Man ville ikke virkelig lade Bibelen tale.

Foruden sammenhængen må man også tage i betragtning hvilken tidsperiode det drejer sig om. Det kan hindre en i at drage forkerte slutninger. Et godt eksempel herpå er Amos 9:2, hvor vi læser: „Stiger de op til himlen, jeg styrter dem ned derfra.“ Nogle vil måske mene at der her tales om at prøve at undslippe Guds dom ved at tage bort i raketter. Men på Amos’ tid ville ingen have draget den slutning. Israelitterne i fortiden forstod at der var tale om at drage op i bjergene, hvis høje tinder ofte var skjult af skyer.

En tredje ting man ikke må overse når man bruger Bibelen, er det sted der er tale om. Prædikerens bog er for eksempel skrevet i Jerusalem, som ligger i et område der har en regntid og en tørtid. På denne baggrund forstår man bedre Prædikeren 12:1, 2: „Tænk på din skaber i ungdommens dage, førend de onde dage kommer og årene nærmer sig, om hvilke du vil sige: ’I dem har jeg ikke behag!’ før sol og lys og måne og stjerner hylles i mørke og der atter kommer skyer efter regn.“ Her sammenlignes ungdommens dage med sommerens tørtid, hvor solen, månen og stjernerne skinner fra en skyfri himmel, hvorimod alderdommens onde dage sammenlignes med efterårets og vinterens kolde og regnfulde tid.

Når man bruger Bibelen må man desuden gøre det på en rimelig måde, i harmoni med kendsgerningerne. Tag for eksempel Davids beskrivelse af hvordan Gud greb ind og frelste ham fra sine fjender: „Han sænkede himlen, steg ned med skymulm under sine fødder . . . [Jehova] tordned fra himlen.“ (2 Sam. 22:10-14) Hvis man tager dette poetiske sprog bogstaveligt, forvansker man kendsgerningerne. Gud vil ikke bogstaveligt stige ned fra himmelen på skyer. David sammenlignede tydeligvis Guds indgriben med et voldsomt uvejr hvor de mørke skyer hang lavt og truende, som om himmelen var blevet sænket.

Når vi ærligt søger at forstå hvad bibelskribenterne havde i tanke, fordrejer vi ikke det Bibelen siger. Vi bruger derimod Bibelen på en måde der appellerer til oprigtige mennesker og sætter dem i stand til at bygge deres tro på Guds ord. Måtte vi derfor vedblive med at lade Bibelens magtfulde budskab tale.