Hemmeligheden ved et lykkeligt familieliv
„Jeg [bøjer] mine knæ for Faderen, hvem enhver slægt i himmelen og på jorden skylder sit navn.“ — Ef. 3:14, 15
1-3. Hvad mener nogle mennesker om normerne for et lykkeligt familieliv, og hvilke spørgsmål rejser dette?
HVEM vil ikke gerne have et lykkeligt familieliv? Hvis det ikke er lykkeligt for øjeblikket, vil man uden tvivl være parat til at gøre alt hvad man kan for at skabe enhed og lykke i familien.
2 I deres søgen efter hemmeligheden ved et lykkeligt familieliv har nogle fremført det synspunkt at vor teknologiske verden frembyder problemer som ikke har eksisteret i nogen anden tidsalder, og at det derfor er nødvendigt med en ny moralnorm i dag. De tror også at mennesker nu er mere oplyste på enhver måde end tidligere generationer. — Ordsp. 30:13.
3 Er dette sandt? Teknologien har ganske vist forøget nogle af de århundredgamle problemer, men har den menneskelige natur forandret sig? Ønsker folk nu i mindre grad at blive behandlet venligt, og er de mindre modtagelige for kærlighed? Har den måde hvorpå vi har anvendt vore videnskabelige og industrielle fremskridt løst vore problemer, eller har den i stedet gjort os mindre menneskelige i vort forhold til hinanden?
4. Hvorfor er det uklogt at mene at vi kan kassere det hævdvundne familiemønster?
4 Hvis vi skal være ærlige, må vi indrømme at vor generation hverken er bedre eller klogere end tidligere generationer. I virkeligheden har vi jo arvet vor intelligens fra dem. Det vil derfor hverken være sikkert eller fornuftigt at forkaste det grundlæggende familiemønster som praktisk taget hver eneste nation på jorden har fulgt i tusinder af år — det monogame ægteskab hvor manden er familiens overhoved og hvor begge ægtefæller tager sig af børnenes opdragelse — især da dette mønster har vist sig at være gavnligt. I virkeligheden er den væsentligste årsag til et dårligt familieliv at man er afveget fra dette mønster.
Hvor de rette normer stammer fra
5, 6. (a) Hvordan viser Romerbrevet 2:14, 15 hvor ægteskabslovene og de andre love som de fleste nationer har fulgt, stammer fra? (b) Hvordan viser Bibelen, som for eksempel i Femte Mosebog 6:7 og 31:12, at familiens medlemmer bør være så meget sammen som muligt? (c) Hvordan bør familiens overhoved betragte de andre familiemedlemmers meninger?
5 Men hvor stammer dette familiemønster fra? Er det blot et produkt af menneskers sunde fornuft, eller er det fremkommet som følge af de erfaringer mennesker har gjort ved at prøve sig frem og lære af deres fejl? Ingen af delene. Det stammer fra mandens og kvindens Skaber, den der har dannet familien som den grundlæggende enhed i det menneskelige samfund. Endog om de nationer der ikke anerkender den sande Gud, siger Bibelen: „Når som helst folk fra nationerne, som ikke har [Mose]loven, af natur gør det loven siger, er disse, skønt de ikke har loven, deres egen lov. De viser jo at lovens indhold er skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner med, og der mellem deres egne tanker indbyrdes føres anklage eller også forsvar.“ — Rom. 2:14, 15.
6 Mange af nationernes love — de love der værner om familieenheden — er en følge af de moralnormer og naturlige følelser der blev nedlagt i menneskets personlighed ved skabelsen. Derfor kan man også i alle lande finde familier som er ganske lykkelige. Medlemmerne af disse familier nærer ægte, naturlig hengivenhed for hinanden. Som regel er der en god kommunikation, og der er fælles interesser som samler familien. Alle i familien arbejder sammen, slapper af sammen og respekterer hinanden. Når familiens overhoved skal træffe de endelige afgørelser i vigtige anliggender, lytter han respektfuldt til hvert enkelt familiemedlems tanker og meninger. Der er en følelse af tanke-, tale- og handlefrihed, en frihed som kun er begrænset af hensynet til familiens og den enkeltes velfærd.
7. Hvordan viser Salme 127:1 hvad der er den vigtigste forudsætning for et lykkeligt familieliv?
7 Men for at opnå størst sikkerhed for en varig lykke der kan klare økonomisk medgang og modgang, den „ny morals“ fristelser og denne verdens skuffelser, er et godt forhold til Gud det vigtigste. Hvis man opnår og bevarer et sådant forhold, vil alle andre væsentlige faktorer i familielivet „falde på plads“, og selv om tingene ikke altid udvikler sig præcis som man kunne ønske, vil man kunne løse problemerne og ordne sagen på den bedst mulige måde. — Sl. 127:1.
8, 9. Vis ud fra Romerbrevet 7:19, 20 hvorfor det er nødvendigt at gøre en ihærdig indsats for at følge Bibelens principper.
8 Hvilke ting er af betydning for at bevare et godt forhold til Gud og som følge heraf et godt forhold mellem familiens medlemmer?
9 Først og fremmest må der råde kærlighed og hengivenhed i familien, og man må åbent og ærligt give udtryk for disse følelser. Selv om menneskene oprindelig blev skabt „i Guds billede“ og stadig har et vist mål af disse gode egenskaber, har synden dog i stor udstrækning svækket dem. (1 Mos. 1:26, 27) Det er derfor vigtigt at man hele tiden stræber ihærdigt efter at følge de bibelske principper der gælder familien. Lad os betragte nogle af disse principper.
10. Hvilke principper til beskyttelse af ægteskabet finder vi i Første Mosebog 2:24, Mattæus 19:6 og Hebræerbrevet 13:4?
10 I begyndelsen sagde Gud: „En mand [forlader] sin fader og moder og holder sig til sin hustru, og de to bliver ét kød.“ (1 Mos. 2:24) Jesus Kristus tilføjede: „Derfor, hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.“ (Matt. 19:6) At ægtefællerne indser og anerkender dette er en beskyttelse, for da vil de afholde sig fra at se langt efter andre af det modsatte køn og fra handlinger der kunne føre til besmittelse af ægteskabet. De ved at utroskab kan gå ud over familiens lykke, og skade eller helt ødelægge forholdet til Gud. I alle tilfælde er det uundgåeligt at utroskab vil efterlade varige ar i hvert enkelt familiemedlems hjerte og liv.
Det rette syn på familiens ledelse fremmer lykken
11. På hvilken måde er ægtemanden familiens overhoved?
11 Efter at have fået forståelsen af at et ægtepar er ét og må holde sammen, ser vi at selv om ægteskabet er et kompagniskab, må der ifølge Bibelen være orden. Dette har Gud sørget for ved at gøre manden til familiens overhoved. Manden er den førende i kompagniskabet, den man kan henvende sig til for at få råd, og den der har ansvaret for de endelige afgørelser der træffes i anliggender som vedrører familiens velfærd. Den kristne apostel Paulus skrev: „En mand er sin hustrus hoved, ligesom Messias er menighedens hoved, . . . Således bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer. Den der elsker sin hustru, elsker sig selv, for ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og plejer det.“ — Ef. 5:23-29.
12. Hvorfor vil en god ægtemand, i overensstemmelse med Efeserbrevet 5:29, ikke bruge sin myndighed på en tyrannisk måde, og hvordan vil han derfor behandle medlemmerne af sin familie?
12 En god ægtemand der forstår det gudgivne ansvar han har, skaber respekt om sig, ikke blot ud fra den forståelse at han er familiens overhoved — og slet ikke ud fra den idé at han er „chefen“ — men ud fra den forståelse at hans kone er ét med ham. Han ønsker ikke at såre hende eller at bringe vanære over sig selv (og sin Skaber) ved at bruge sin myndighed på en tyrannisk måde. Han vil i stedet opmuntre sin kone og andre medlemmer af familien til åbent at komme frem med deres meninger, tanker og følelser. Han vil sørge for at der er en god kommunikation ved venligt og beredvilligt at lytte til et hvilket som helst emne eller problem de øvrige familiemedlemmer henvender sig til ham om. Han vil også respektere deres følelser, bedømme deres opfattelser upartisk, og lade dem have en vis myndighed inden for deres virkeområde i familieordningen.
13, 14. Forklar ud fra beskrivelsen af en „duelig hustru“ i Ordsprogene 31 hvilken myndighed og hvilket ansvar der kan overlades til hustruen.
13 For eksempel tager hustruen sig i de fleste tilfælde af hjemmet. Bibelen siger om „en duelig hustru“: „Hun gør ham [sin mand] godt og intet ondt.“ „Hun sørger for uld og hør, hun bruger sine hænder med lyst.“ „Hendes husbond er kendt i portene, når han sidder blandt landets ældste.“ „Hendes sønner står frem og giver hende pris, hendes husbond synger hendes lov.“ — Ordsp. 31:10, 12, 13, 23, 28.
14 Ud fra dette ser vi at hustruen bør have frihed til at administrere husholdningen. Viser hun sig at være en god husmoder der er duelig og dygtig til at klare husholdningen, vil det normalt være hende der tager sig af hjemmets indretning, køber mad og, måske, møbler og andre ting der tjener til glæde og gavn for familien. Manden vil kun gribe ind hvis hendes dispositioner eller indkøb er ukloge eller vil bringe familiens økonomi eller velfærd i fare.
15. Hvad vil en hensynsfuld mand huske, og hvad vil det resultere i for hans eget vedkommende, som det fremhæves i Ordsprogene 31:23, 28 og Første Korinterbrev 11:7?
15 En hensynsfuld mand vil aldrig glemme at opmuntre sin kone og vise sin anerkendelse af hendes flittige arbejde og hendes indsats til gavn for familien. Hans venner respekterer ham fordi hendes gode egenskaber genspejler hans udmærkede ledelse og hans kærlige omsorg for hende. (1 Kor. 11:7) Både ægtemanden og børnene taler godt om hende ved enhver lejlighed. Hverken den gode ægtemand eller den gode hustru vil nogen sinde tale nedsættende om ægtefællen til andre. De viger tilbage for tanken om at bringe en sådan offentlig vanære og ydmygelse over familien.
Hustruens rolle væsentlig for familiens lykke
16, 17. (a) Vil dette at kvinden underordner sig sige at hun er en slave? (b) Hvordan vil den gode hustru reagere i en situation hvor hendes ægtemand er uenig med hende i en sag der drejer sig om familien?
16 En stor del af æren for en lykkelig familie tilkommer hustruen, navnlig hvis hun anerkender sandheden i Bibelens formaning: „Lad hustruerne underordne sig under deres mænd som under Herren.“ „Ja, ligesom menigheden underordner sig under Messias, således må hustruerne også underordne sig under deres mænd i alt.“ „Hustruen skal have dyb respekt for sin mand.“ (Ef. 5:22, 24, 33) Dette at kvinden underordner sig vil ikke sige at hun er en slave, for i virkeligheden frigør det hende for det tunge ansvar som manden, der er overhovedet, må leve op til, både over for Gud og mennesker.
17 Den gode hustru forstår at hun, i en situation hvor hun måske mener at hun har ret, ikke desto mindre bør bøje sig for sin mands afgørelse hvis han ser anderledes på sagen. Hun bør ikke kun hyklerisk give det udseende af at hun bøjer sig, samtidig med at hun underfundigt søger at presse sin vilje igennem. Men hvis det drejer sig om noget der krænker den kristne samvittighed, vil hun naturligvis først og fremmest adlyde Gud. — Apg. 5:29.
18, 19. (a) Hvordan beskrives en stridbar hustru i Ordsprogene 27:16? (b) Hvis en af ægtefællerne bliver irriteret over at den anden synes at være stædig eller gøre sig vanskelig, hvad bør man da huske?
18 En god hustru forstår også at selv om hendes mand i Bibelen får formaning til ’ikke at være bitter imod’ sin hustru, må hun også passe på at hun ikke giver ham grund til at nære en sådan følelse over for hende. (Kol. 3:19) Den retlinede ægtemand ønsker ikke at skændes med sin kone om spørgsmål de er uenige om, eller at bruge magt for at sætte sin vilje igennem. En oprørsk, vredladen eller stridbar hustru beskrives således i Ordsprogene 27:16: „Den, som vil skjule hende, skjuler vind, og hans højre griber i olie.“ Manden lider nederlag, han kan ikke styre hende, og hendes oprørskhed bliver offentligt kendt, til skam for familien.
19 På grund af menneskelig ufuldkommenhed vil der naturligvis uundgåeligt opstå situationer som giver anledning til irritation. Men inderst inde ønsker vi jo alle at være lykkelige, og det er sjældent vi er besværlige med vilje. I stedet for at give igen med samme mønt bør begge ægtefæller derfor vise selvbeherskelse og optræde på en måde der fremmer kærligheden og lykken.
Børn, en kilde til lykke
20-22. (a) Hvornår skal man begynde at oplære et barn, og hvorfor? (b) Hvorfor kan selv et lille barn klart fornemme uretfærdighed eller manglende kærlighed, og hvad må man derfor sørge for lige fra barnet bliver født?
20 Børn bidrager i høj grad til enheden og lykken i hjemmet hvis man elsker dem og accepterer dem, og hvis de er velopdragne. Men hvornår skal man begynde at opdrage barnet?
21 Først og fremmest må forældrene ikke undervurdere et nyfødt barns intelligens. Barnet er ikke tilbagestående på nogen måde. Husk at barnet er født med de guddommelige egenskaber kærlighed og retfærdighed. Det er udstyret med gode forstandsevner. Det mangler blot viden og erfaring for at blive fuldvoksent i mental henseende. I modsætning til dyr, der hovedsagelig handler pr. instinkt, må et lille menneskebarn lære næsten alle ting. Derfor lægger det ivrigt mærke til alt hvad det ser og hører. Opdragelsen må således begynde ved fødselen. Alt hvad der siges eller gøres i barnets nærværelse bør være opbyggende. Man bør give det rigeligt med kærlighed. Samtidig bør alt hvad barnet gør forkert rettes på en venlig, hensynsfuld måde. — 2 Tim. 3:15; 1:5.
22 Husk at barnet er dig selv i en mindre udgave. Et barn ønsker lige så lidt som du at blive tiltalt i „babysprog“. Livet er en alvorlig opgave, og det lille barn vil gerne lære at gøre som de voksne. Da det selv er uden falskhed, fornemmer det hurtigt og klart uretfærdighed, hykleri eller manglende kærlighed. Derfor bør man aldrig glemme egenskaberne retfærdighed, kærlighed, barmhjertighed og andre af åndens frugter når man er sammen med børn. Disse egenskaber må også opdyrkes hos barnet lige fra begyndelsen. — Ordsp. 22:6.
23, 24. (a) Hvorfor bliver et barn sønderknust hvis man barskt affejer barnets spørgsmål eller viser manglende interesse for hvad det foretager sig? (b) Hvis forældrene ikke har tid for øjeblikket, hvad bør de da gøre?
23 Senere kommer barnet måske til dig med store øjne for at spørge dig om noget, eller for begejstret at vise dig noget det har opdaget. Hvis du da den ene gang efter den anden fejer barnet af med et: „Forstyr mig ikke nu,“ bliver det sønderknust. Du svigter dets tillid. Barnet siger måske ikke noget, men der efterlades et varigt ar, og der begynder måske at rejse sig en skranke imellem jer.
24 Men hvad nu hvis du virkelig har for travlt når barnet kommer? Da forklar venligt, ligesom du ville gøre for en voksen, hvorfor du ikke har tid nu, og at du gerne vil høre om det senere. Og husk så at gøre det så hurtigt som muligt. Barnet kan, når det behandles venligt og kærligt, oplæres til at forstå at visse ting må gøres på bestemte tidspunkter og ikke kan udsættes.
25, 26. Kan det betale sig at ræsonnere med et barn selv om det giver udtryk for et uret ønske eller en uret indstilling?
25 Helt fra børnene er ganske små ønsker de at få fornuftgrunde. For et stykke tid siden var der et populært fjernsynsprogram i Amerika som viste et interview med en gruppe high-school-elever og deres forældre. Der var også en forfatter til stede som havde skrevet en bog om forholdet mellem forældre og børn. Da der blev demonstreret en situation hvor en fader ræsonnerede med sin teenagesøn om hvorfor han måtte sige nej til hans anmodning, sagde forfatteren til faderen: „Jeg er ikke enig med Dem. Jeg ville blot sige: ’Nej, det må du ikke.’“ Næsten som på kommando rejste alle de unge sig op, fordi de var uenige med forfatteren, og sagde: „Vi vil have fornuftgrunde, ikke kun ordrer.“ Det at man ræsonnerer med de unge er en hjælp til at bevare en god kommunikation.
26 Hvis forældre finder det vanskeligt at ræsonnere med deres børn, kan de ikke følge noget bedre eksempel end det der gives i Ordsprogenes bog, især de første syv kapitler, der gengiver en gudfrygtig faders råd til sin søn.
Resumé
27. (a) Hvis eksempel bør en ægtemand efterligne i sin måde at lede familien på? (b) Hvorfor ville det være en smuk kompliment til en kvinde at blive kaldt en af ’Saras døtre’, som Peter siger i Første Petersbrev 3:6?
27 Eftersom det var Gud der indstiftede familieordningen, og eftersom mennesket blev skabt i Guds billede, anerkender en god ægtemand at medlemmerne af hans familie har egenskaber, ønsker og følelser der ligner Guds. Han efterligner Gud og Kristus i sin måde at lede familien på. Han viser at han anerkender Gud som sit hoved og at familiens medlemmer fremfor alt må respektere Guds ledelse. (1 Kor. 11:3) Hustruer der anerkender ledelsens princip følger det eksempel som Sara, Rebekka og andre trofaste kvinder der tjente Gud, satte. En hustru kan ikke få nogen smukkere kompliment end at blive kaldt en ægte ’datter af Sara’. — 1 Pet. 3:5, 6.
28, 29. Hvorfor er det nødvendigt og gavnligt med tugt? (Hebr. 12:9-11)
28 Kærlighed og venlighed vil være de fremherskende egenskaber i den lykkelige familie. På den anden side vil forældrene dog ikke undlade at tugte, for alle har brug for opdragelse — ufuldkomne og syndige som vi er. (Hebr. 12:9-11) „Jehovas tugt og formaning“ er grundlaget for børneopdragelse. (Ef. 6:4) Det betyder at man må ræsonnere med barnet i stedet for at tugte vilkårligt og i vrede. Det indebærer også at man selv må sætte et godt eksempel. Faderen indpoder kærlighed til Gud i børnenes hjerter ved at vise at han selv elsker Gud helhjertet.
29 Hvis hver enkelt i familien søger at efterligne Gud i deres måde at behandle hinanden på, vil resultatet med sikkerhed blive et lykkeligt familieliv.
[Illustration på side 32]
Forældrene bør benytte enhver anledning til at lære børnene om Guds skaberværk