Velsignelser ved ikke at tage til genmæle
■ Bibelen fortæller om Jesus at „når han blev skældt ud, skældte han ikke igen. Når han led, truede han ikke“. (1 Pet. 2:23) De der efterligner Jesus ved ikke at give igen med samme mønt, har erfaret rige velsignelser.
Dette var for eksempel tilfældet med en ung pige i Nigeria som for første gang deltog i forkyndelsen fra hus til hus sammen med Jehovas vidner. Hun fik at vide at manden i et bestemt hus var stærk modstander, men hun ønskede alligevel at tale med ham. Og hvad skete?
Manden greb en beholder med palmeolie og overstænkede hende med olie. Den sprøjtede hende i ansigtet, på tøjet og på hendes taske. Uden så meget som et ord begyndte hun at tørre olien af ansigtet. Der gik nogle minutter. Da manden så hvor roligt den unge pige tog det, følte han sig lidt flov. Han bad hende fortælle ham hvorfor hun egentlig var kommet. Og denne gang lyttede han.
Ikke længe efter blev der påbegyndt et bibelstudium med denne mand, og i dag er han selv med i den offentlige forkyndelse som et døbt vidne for Jehova.
I samme land var et af Jehovas vidner i færd med at tilbyde folk noget bibelsk læsestof, da en som hævdede at være „en kristen profet“ gik hen til ham, greb hans bøger og blade og rev dem i stykker. Forkynderen sagde ingenting, men bukkede sig blot ned og samlede småstykkerne op og lagde dem i sin taske. En mand som havde overværet dette optrin henvendte sig da til forkynderen med ordene: „Jeg har stået her på gaden og set hvordan profeten opførte sig over for Dem, uden at De så meget som hævede røsten og skældte ham ud.“ Efter således at have rost forkynderen, fortsatte han med at sige: „Fra i dag af er jeg parat til at blive en af jeres.“ Han stod ved sit ord og deler nu Bibelens sandheder med andre.
Ja, på oprigtige mennesker har det i sandhed en god virkning at man som kristen følger Jesu eksempel og ikke giver igen med samme mønt.