Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g99 22/2 s. 26-27
  • Oliepalmen — et træ der kan bruges til mange formål

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Oliepalmen — et træ der kan bruges til mange formål
  • Vågn op! – 1999
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Dybe rødder i historien
  • Den gyldne væske forarbejdes
  • Fra is til ansigtscreme
  • Den alsidige oliepalme
    Vågn op! – 1992
  • Olieproblemerne ryster verdensøkonomien
    Vågn op! – 1974
  • Olie
    Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 2 (Koa-Årstider)
  • Oliekrisen
    Vågn op! – 1974
Se mere
Vågn op! – 1999
g99 22/2 s. 26-27

Oliepalmen — et træ der kan bruges til mange formål

Af Vågn op!-​korrespondent på Salomonøerne

GUADALCANAL — navnet på denne ø er for mange synonymt med nogle af de voldsomste slag der blev udkæmpet under den anden verdenskrig. Men i dag vil enhver som vender tilbage til denne tidligere krigsskueplads på Salomonøerne, opleve et ganske anderledes sceneri. Det er ikke kolonner af soldater de ser, men rækker af vældige oliepalmer der synes uendelige.

Jorden under disse frodige og majestætiske oliepalmer dækkede engang tonsvis af bomber og andet farligt materiel som var et levn fra krigen. Men disse krigsredskaber er blevet fjernet for at gøre plads for oliepalmen. Hvad var baggrunden for at man begyndte at dyrke dette træ? Og hvilke forskellige formål kan dette smukke høje træ bruges til?

Dybe rødder i historien

Den første beskrivelse i nyere tid af et træ der lignede oliepalmen, forekommer i midten af det 15. århundrede og stammer fra venetianeren Alvise Cadamosto, som udforskede Afrikas vestkyst. Dengang, for cirka 500 år siden, bragte afrikanske slaver frugten med sig til lande på den anden side af Atlanterhavet. Således fremstår palmeolien i dag som en af de mest anvendte vegetabilske olier i verden. Oliepalmen giver mere olie pr. hektar end nogen anden olieplante. Desuden kan oliepalmen bære frugt og give olie i 25 til 30 år.

I slutningen af 1970’erne gjorde man en vigtig opdagelse som har haft afgørende betydning for produktionen af palmeolie, især i nogle lande i Fjernøsten. Før det tidspunkt troede man at oliepalmen hovedsagelig blev bestøvet ved hjælp af vinden. En dårlig høst blev derfor tilskrevet ugunstige klimaforhold. Men undersøgelser viste at bestøvningen hovedsagelig foretages af insekter! Man overførte derfor insekter fra Vestafrika til Fjernøsten som kunne bestøve træerne, og det har givet gode resultater.

Oliepalmens orangerøde frugter giver to slags olie. De anvendes begge i forskellige produkter, som du sikkert selv bruger nogle af. Men inden vi hører nærmere om dem, vil vi besøge en oliemølle og se hvordan olien udvindes.

Den gyldne væske forarbejdes

Da vi nærmer os møllen, bliver vi budt velkommen af vores guide, som fører os indenfor i fabrikken. Vi er omgivet af store maskiner der er i fuld gang. Guiden forklarer at oliepalmens frugt først bliver anbragt i en stor cylindrisk dampovn. På hver frugtstand er der omkring 200 tætsiddende frugter på størrelse med dadler. Dampen i ovnen steriliserer frugterne og løsner dem fra frugtstanden.

Dernæst adskiller man frugterne fra frugtstanden ved at anvende et tærskeværk. De enkelte frugter sendes derpå til en stor røremaskine, hvor frugtkødet skilles fra nødden. Det fiberholdige frugtkød bliver derefter ført over i en stor presse så man kan udvinde den rå palmeolie. Når olien er blevet renset og raffineret, er den klar til udskibning.

Der er dog også en anden slags olie, og den kommer fra nødden. Oliepalmens nød må først knækkes for at man kan nå ind til kernen. Bagefter presses kernerne så den værdifulde olie frigøres. Denne olie kaldes palmekerneolie.

Af restproduktet fra kernerne fremstiller man nærende kraftfoder. Det der er tilbage af frugtstandene efter at frugterne er blevet fjernet, bruges som dækningsmateriale. Frugtens fibre og skaller bliver også brugt, idet de anvendes som brændsel i møllens forbrændingsanlæg. Der er næsten ikke noget der går til spilde i produktionen.

Fra is til ansigtscreme

Næst efter olien fra soyabønnen er palmeolien den mest anvendte af alle vegetabilske olier i verden. The World Book Encyclopedia oplyser: „I det 17. århundrede brugte englænderne palmeolie som medicin og håndcreme.“ I dag indgår den ikke alene i fødevarer, som for eksempel is, margarine, bagefedt og madolie, men også i andre produkter, for eksempel sæbe og kosmetikartikler.

Af palmekerneolien bliver der fremstillet margarine, chokolade og anden konfekture. Men det er ikke alt. Efter yderligere forarbejdning omdanner man bestanddele af palmeolien og palmekerneolien til medicinalvarer, sæbe, vaskemidler, lys og endda sprængstof!

Oliepalmen er meget populær på Salomonøerne. Dens betydning for økonomien understreges af at 13 procent af landets eksportvarer kommer fra dette træ.

Når man ser op på en oliepalme, er det morsomt at forestille sig at et produkt fra den orangefarvede frugt måske lige nu drypper fra et leende barns mund i form af is. Og måske er det i den makeup som barnets mor har lagt på sit ansigt. Ja, oliepalmen er et træ med mange anvendelsesmuligheder, og vi kan være taknemmelige for de store mængder frugt den giver.

[Ramme/illustration på side 27]

To tons om dagen med håndkraft

Dump . . . dump. Dump . . . dump! Sådan lyder det når frugtstande fra oliepalmerne falder til jorden imens arbejderne på plantagen høster. Hvordan får de fat i frugten, som jo sidder højt oppe i træerne?

De bruger en krum kniv der er fastgjort til den øverste ende af en stang som kan skydes ud. Med denne kniv skærer høstarbejdere frugten af træer der kan være lige så høje som en fireetages bygning. Hver arbejder høster i gennemsnit mellem 80 til 100 frugtstande om dagen og bærer dem selv hen til vejsiden, hvor de bliver hentet. Hver frugtstand vejer næsten 25 kilo, så det er mange kilo der bliver løftet på en dag. Der går fire og et halvt tons frugt til at fremstille ét ton palmeolie.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del