At være forældre — en tyveårsplan
FORTALT AF NORMAN C. PEARCY
MANGE unge par ser med længsel frem til deres førstefødte. Andre ser frem til dette med blandede følelser, idet barnet vil betyde en stor forandring i deres liv.
Vi befandt os i den sidste situation, for vort første barn ændrede i høj grad vort liv. Vi kunne ikke fortsætte med at udføre det arbejde vi hidtil havde deltaget i, og samtidig få tid til at tage os af et barn og have råd til at forsørge det.
Lige fra begyndelsen forstod vi at det ville være uklogt at lade tilfældet råde med hensyn til vort barns opdragelse. For år tilbage havde vi læst noget om at man kan måle ens sande kærlighed til sit barn ud fra i hvor stor udstrækning man er parat til at konkurrere med andre om barnets fortrolighed og venskab. Når min hustru og jeg ser tilbage, kan vi bekræfte at konkurrencen undertiden kan være temmelig hård. Men nu da vor tyveårsplan er ved at være tilendebragt — vore børn er nitten og tyve — må vi sige at resultatet har været anstrengelserne værd.
Lad mig imidlertid først fortælle lidt om hvad der gik forud for vort ægteskab og den deraf følgende tyveårsplan.
Ægteskab og børn
I 1948 blev jeg pioner, som Jehovas Vidner kalder deres heltidsforkyndere af den gode nyhed om Guds rige. To år senere blev jeg medlem af betelfamilien på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York. Her skulle jeg være med til at fremstille bibelske bøger og blade.
I det følgende år, 1951, overværede jeg afslutningshøjtideligheden for Gileadskolen, hvor Jehovas Vidners missionærer bliver uddannet. En af eleverne, Marianne Berner, blev i New York i nogle få uger inden hun rejste ud i sit distrikt, og vi lærte hinanden at kende. Efter godt og vel tre år i Yokohama, Japan, vendte hun i 1955 tilbage til New York for at overvære et internationalt stævne. Jeg friede til hende, og hun blev min hustru og livsledsagerske.
Vi blev inviteret til at virke i kredsarbejdet, hvilket betød at vi skulle besøge og betjene Jehovas Vidners menigheder i det sydlige Illinois. Disse menigheder blev en kilde til stor glæde for os. Vort ønske var fortsat at bruge vort liv i heltidstjenesten, og vi håbede med tiden at kunne vende tilbage og tjene sammen med betelfamilien i Brooklyn. Imidlertid erfarede vi snart at vi skulle være forældre, hvilket vi ikke var særlig begejstrede for, da det ville betyde en drastisk ændring af vore planer.
I det afsluttende foredrag ved vort næste kredsstævne sagde jeg, med et anstrøg af humor, at min hustru havde lyttet til mit foredrag „Stræb efter modenhed“, og åbenbart havde troet at jeg havde sagt: „Stræb efter moderskab.“ Vi bosatte os i Californien, hvor vores datter, Cynthia, blev født. Derefter kom vores søn, Gregory.
Målbevidst oplæring
Vore børn blev en kilde til stor glæde for os, og vi besluttede at gøre vort bedste for at opdrage dem. Men hvordan skulle vi tugte og vejlede dem i de næste tyve år? Vi huskede på eksemplet med Samsons fader, der bad om Jehovas vejledning i opdragelsen af sin dreng. — Dom. 13:8.
Lige fra vore børns spæde barndom viste vi hver uge vort ønske om Jehovas ledelse ved at studere Bibelen med dem. Vi opdagede at dette studium var vanskeligere at holde end andre, da det var lettere at udskyde det. Vi gjorde det også til en fast regel hver dag at drøfte et skriftsted med dem ved middagsbordet.
Mens vi spiste benyttede vi desuden lejligheden til at lære børnene alfabetet, for på denne måde at forberede dem til skolen. I første klasse havde Greg problemer med at læse. Hver dag brugte vi en time sammen med ham for at forbedre hans læsefærdighed. Vor nære kontakt med lærerne viste dem at vi virkelig var interesseret i vore børns fremskridt.
Lige fra børnene blev født tog vi dem med til alle vore menighedsmøder og stævner, idet vi vidste at de dér ville få den bedste påvirkning. (2 Tim. 3:15) Da de blev ældre hjalp vi dem med at forberede sig på at kommentere ved møderne. I begyndelsen plejede de blot at sige nogle få ord, men vi forvissede os altid om at de forstod den paragraf de svarede på. På vej hjem fra de offentlige foredrag plejede vi at spørge dem om hvad de kunne huske.
Vore anstrengelser lønnede sig, for det vi lærte dem, prentede sig dybt i deres unge sind. Et eksempel: Da Greg kun var fire år gammel studerede vi om Abraham og om hvordan han, som en prøve på sin tro, blev bedt om at bringe sin eneste søn, Isak, som et offer. Vi forklarede at både Abraham og hans søn var villige til at adlyde Jehova. For at belyse det sagde jeg så: „Ser du, Greg, det var altså ligesom hvis Jehova bad mig om at tage dig med ud i baghaven og bringe dig som et offer.“ Derefter spurgte jeg: „Hvis det skete, hvad skulle jeg så gøre?“ Uden at tøve svarede Greg at jeg skulle adlyde Jehova.
Senere hørte vi Greg bede en bøn. Han lukkede øjnene, bøjede hovedet og sagde: „Jehova, hvis du beder far om at tage mig med ud i baghaven og ofre mig, så er det OK for min skyld.“
Det er intet under at Jesus sagde at de der ville ind i himlenes rige skulle blive som små børn. Vi kunne se at Bibelens sandheder nåede vore børns hjerte, og det hjalp dem til at vise lydighed.
Da Cindy var syv år hjalp vi hende med at forberede sig på at tilbyde bladene Vagttårnet og Vågn op! ved folks døre. Hver dag når hun kom hjem fra skole, bankede hun på vores bagdør og fremholdt sin præsentation. Så kom den store dag da hun skulle prøve ude ved en fremmed dør. Hun blev brutalt afvist, og begyndte at græde. Ude i bilen forklarede min hustru hende at Jesus og hans apostle heller ikke altid blev godt modtaget af folk, og at vi, ligesom de, ikke måtte give op. Det har Cindy heller aldrig gjort.
I 1966 blev min hustru igen pioner, idet hun havde ordnet sine forhold sådan at hun kunne bruge et hundrede timer om måneden til at undervise folk i Bibelen. Hvis vore børn skulle vokse op med ønsket om at træde ind i dette livsvigtige arbejde, følte vi at de nødvendigvis måtte se at vi selv satte det højt. Samme sommer blev jeg inviteret til at tjene midlertidigt som kredstilsynsmand i vores kreds, og hele familien var i stand til at være med.
En lørdag kom jeg tilfældigt til at høre vores otteårige Greg træffe aftaler med andre på sin egen alder om at arbejde sammen med ham i forkyndelsen fra dør til dør. Han fulgte nøje det eksempel som han, blot et øjeblik forinden, havde set mig sætte. Dette fik mig til at tænke på vigtigheden af at sætte det rette eksempel.
Hvordan vi klarede forskellige situationer
Efterhånden som børnene blev større opstod der spørgsmål med hensyn til sådanne ting som frisure, klædedragt, fester og interessen for det modsatte køn. Vi prøvede at lære dem at udvise god dømmekraft, alt imens vi støttede dem med visse retningslinjer.
Da Cindy var omkring femten ønskede hun at få en bestemt slags stramme bukser som pigerne gik med i skolen. Min hustru begyndte i al stilhed at iagttage hvilken slags piger der gik med disse bukser. Uden at fortælle hvad hendes hensigt var, spurgte hun andre unge i menigheden hvad de syntes om de unge mennesker der klædte sig på denne måde. De sagde at de piger der gjorde det, ofte havde en lav moral.
Marianne fortalte Cindy hvad hun havde lagt mærke til og hvorfor vi ikke ønskede at nogen skulle sætte hende i bås med disse piger. Cindy fik lejlighed til at give udtryk for om hun var enig med os i vores afgørelse eller ej. Det var hun heldigvis, og dette afgjorde sagen. Det lærte hende også om det indtryk ens påklædning kan give.
Da Greg var omkring fjorten begyndte han at føle sig såret når nogen anså ham for at være en dreng, for han ville meget hellere regnes for at være en ung mand. Han knyttede et nært venskab med et glimrende ungt Jehovas vidne på nitten. Imidlertid førte dette venskab til at Greg ønskede den samme selvstændighed som den anden. Han tillagde sig efterhånden en reserveret, selvstændig holdning. Vi begyndte at sætte visse grænser for dette venskab, og Greg spurgte: „Hvorfor? Synes I at han er en dårlig ven?“
Vi forklarede at der ikke var noget i vejen med den unge broder, men at forholdet måske ikke var så godt for Greg selv. Jeg gav ham lejlighed til at udtrykke sig — til at sige hvad han mente. Jeg sagde: „Hvis du ikke er enig med os, eller hvis du synes at vi har taget fejl, eller at vi ikke ser situationen i det rette perspektiv, så må du sige det.“
Efter en pause sagde Greg: „Nej, jeg er enig med jer, jeg ville blot vide hvorfor.“
Engang da vi var ude at køre i bilen besvarede Cindy ganske troskyldigt et smil fra en forbipasserende på motorvejen. Den unge mand, som vi ikke kendte, fulgte efter os hjem, og gennem andre fik han Cindys navn at vide. Før vi vidste af det begyndte et venskab at blomstre. Det kostede os temmelig megen tid at vise hende at denne unge mand ikke havde hendes velfærd på sinde, men at han blot var fysisk tiltrukket af hende.
Vi har i høj grad værdsat de fremragende artikler som Vagttårnet har bragt om de problemer som unge bliver stillet over for. Nogle af disse artikler læste vi flere gange sammen med vore børn, og vi drøftede hvad der talte for og imod visse handlinger. Derefter traf vi som forældre de endelige afgørelser, idet vi selv satte et eksempel med hensyn til at vise respekt for Jehova og hans skrevne ord.
Vi underviser i praktiske ting
Jeg havde lidt vedligeholdelsesarbejde om morgenen, og da Greg var tretten begyndte han at arbejde sammen med mig fra 5 til 8, før han skulle i skole. Da Cindy var fjorten begyndte hun at lære bogføring af en af vore venner der også var et Jehovas vidne. Vi lagde desuden vægt på at hun skulle lære madlavning, syning og andre praktiske ting. Greg lærte også at lave mad, og jeg lærte ham at lægge gulvtæpper på.
Alt dette medførte en meget stram timeplan, og vi besluttede at lade de unge afslutte deres skolegang gennem et korrespondancekursus. Dette gav dem tid til at lære et håndværk, samtidig med at de fik den nødvendige skoleuddannelse. For at Greg kunne interessere sig aktivt for undervisningen gav vi ham ikke lov til at tage kørekort før han var færdig med skolen. Han klarede den fireårige high-school på to år, og derefter sluttede han sig til Marianne, Cindy og mig i heltidstjenesten som pioner.
Et vigtigt led i undervisningen
Da Greg var fjorten og Cindy femten besluttede vi at det var på tide at de så Jehovas Vidners hovedkontor i New York — et mål vi længe havde haft i familien. Men det lå 4800 kilometer borte, og vore økonomiske midler var begrænsede. Vi drøftede sagen i familien og besluttede os til at rejse, om vi så blev nødt til at tage et lån i huset. Men vi erfarede atter at Jehovas arm ikke er for kort. En af vore venner kom og sagde at hun ønskede at gøre noget for os. Hun lånte os sit benzinkreditkort og sagde at vi måtte benytte det til al den benzin vi skulle bruge på rejsen.
Vore børn blev meget betagede af Betel og af de vidunderlige og kærlige mennesker der frivilligt giver deres tid for at kunne forsyne os med åndelig føde i form af vejledning og publikationer. Det var en stor glæde for min kone og mig at genopfriske gamle bekendtskaber blandt disse trofaste mennesker der har virket så flittigt i Jehovas tjeneste i mange år.
Et velsignet privilegium
Selv om vi i begyndelsen ikke var overvældende glade for udsigten til at skulle være forældre, kan vi i sandhed sige at det har været et privilegium som vi er meget taknemmelige for. Sandt nok er det ikke let at opdrage børn i denne verden som er fyldt med så mange ukristne handlinger. Nogle af dens fester og højtider som er af hedensk oprindelse kan tiltale unge mennesker. Men vi har altid prøvet at hjælpe vore børn så de aldrig har følt at de gik glip af noget godt.
Når andre holdt jul, benyttede vi skolefridagene til at tage op i en hytte i bjergene og muntre os i sneen. Jeg plejede fra tid til anden at tage Greg med på fisketur. Og vi rejste til store kristne stævner og deltog i det forberedende stævnearbejde. Dette gav vore børn lejlighed til at knytte mange gode og sunde venskaber. De er ikke gået glip af noget, undtagen kønssygdomme, uønskede svangerskaber, aborter, stofmisbrug og andre sådanne ting der er almindelige blandt vor tids ungdom, fordi forældrene ikke har givet dem den rette vejledning fra Guds ord.
Vore børn er følelsesmæssigt i balance, og jeg tror det blandt andet skyldes at vi foretager os så mange ting sammen med dem. For eksempel holder vi hvert år en fest på vores bryllupsdag, med gaver til os alle fire. Vi stabler gaverne på klaveret flere dage i forvejen, og nyder et særligt måltid sammen. Det er ikke blot vores dag, for det var på grund af vort bryllup at børnene blev født — derfor er det også deres fest.
Vore børn har fundet glæde ved at foretage sig mange ting som andre ikke synes om, som for eksempel at forberede og fremholde bibelske foredrag. Da Cindy var omkring ti holdt hun et elevforedrag for en stor forsamling ved vort kredsstævne. Min hustru havde lavet en dragt til hende, og hun fremholdt sine oplysninger som om hun var en lille pige fra det første århundrede der forklarede et bibelsk punkt for en anden lille pige som levede på samme tid. Begge vore børn har også kunnet glæde sig over at tage del i programmerne ved vore større områdestævner.
Vi synes at vi har nydt et tilfredsstillende, meningsfyldt liv. Vi har iagttaget vore børns udvikling, og glædet os over at se dem blive dygtigere til at fortælle andre om den sandhed der er så dyrebar for os. Vor familie, der nu består af yderligere to dygtige voksne som tjener Jehova, ser frem til flere glæder og privilegier i tjenesten for vor Gud.
[Illustration på side 526]
Jeg lærte Greg at lægge gulvtæpper på
[Illustration på side 527]
Min hustru lærte Cindy at sy