Nyheder på nært hold
Vin mod virus
● Canadiske mikrobiologer meddeler at vin kan være i stand til at dræbe såvel virus som bakterier. Ganske vist har vins bakteriedræbende virkning været kendt i årevis, men bladet Science News siger at dette formentlig er „den første undersøgelse af druers og vins virkning på de virus der angriber mennesker“. Mikrobiologerne oplyser at især røde vine i reagensglassene havde en vis „effektiv virkning mod herpes-simplex-virus, poliovirus og reovirus (der tilsyneladende er årsag til meningitis, mild feber og diarré)“.
Disse opdagelser tjener til yderligere at underbygge de udtalelser i Bibelen der peger på vinens værdi som lægemiddel. Apostelen Paulus anbefalede Timoteus: „Brug lidt vin for din maves og dine hyppige svagheders skyld.“ Og samaritaneren i Jesu lignelse forbandt den overfaldnes sår idet han „gød olie og vin“ på dem. — 1 Tim. 5:23; Luk. 10:34.
Det skal dog bemærkes at Paulus foreslog Timoteus „LIDT vin“ og ligeledes skrev til ham at Guds tjenere som fik tildelt ansvarsopgaver, ikke måtte være „forfaldne til MEGEN vin“. Men nydt med måde kan vin ’glæde menneskets hjerte’ på en måde som Gud godkender. — 1 Tim. 3:8; Sl. 104:15.
Sakkarin og tobak
● At myndighederne i nogle lande for nylig har nedlagt forbud mod sødestoffet sakkarin, har vakt stærk kritik. Det er naturligvis rosværdigt at myndighederne har borgernes sundhed på sinde, selv om der måske kan være delte meninger om hvordan tingene skal gribes an. Mange har imidlertid spurgt hvor oprigtige myndighederne er i deres omsorg, når de ikke indtager samme standpunkt til et andet stof der har vist sig at være langt mere dødbringende end sakkarin — nemlig tobak.
Mellem halvdelen og en tredjedel at alle cigaretrygere vil dø før tiden på grund af deres rygning, ifølge en tyve år lang undersøgelse foretaget af 34.000 engelske læger, hvis resultater for nylig blev omtalt i British Medical Journal. Og bladet Natural History bemærker at „trods den store omtale af forbindelsen mellem cigaretter og kræft, sker der langt flere dødsfald som følge af cigaretrygning på grund af hjertekranssygdomme — den førende dræber i de fleste udviklede lande. . . . Desuden går rygning i forbindelse med andre store risikofaktorer, for eksempel et højt kolesterolindhold i blodet, og højt blodtryk, og mangedobler faren for hjertesygdomme“. Alligevel har man ikke nedlagt forbud — men kun i nogle lande påbudt en skriftlig advarsel på cigaretpakkerne, en advarsel som nemt overses.
Hvorfor er man så tilbageholdende over for en dødsensfarlig dræber, når en forholdsvis mindre „synder“ får den fulde vrede at føle? Natural History taler om „regeringers hykleri over for tobak“ og siger at myndighederne er „fanget af tobaks- og cigaretproducenternes politiske magt eller påvirket af selviske interesser [tobaksbeskatningen]“.
Hvor forfriskende vil det ikke være når Guds rige, der ikke ligger under for nogen af den slags interesser, vil udøve herredømmet og kun have menneskenes varige interesser på sinde! — Es. 32:1.
„Katolske Jehovas vidner“?
● „Hvis jeg havde 10 katolske Jehovas vidner, kunne vi begynde at forandre verden,“ erklærede en franciskanernonne, „moder“ Angelica, som har grundlagt et kloster i Birmingham i den amerikanske stat Alabama. Hun bemærkede også at den form for evangelisme der er behov for, „ikke består i at søge efter det ene vildfarne får eller at gøre katolikker ud af ikke-katolikker; den består i at gøre kristne ud af de 99 der sidder i kirken“.
Men hvis mange århundreders religiøse bestræbelser endnu ikke har formået at ’gøre kristne ud af de 99 i kirken’, hvordan skulle 10 eller selv 1000 katolikker med samme nidkærhed som Jehovas vidner da kunne gøre det? Der mangler åbenbart noget som ingen nidkærhed kan opveje.
Bibelen viser hvad det er der mangler, idet den taler om mennesker der „er nidkære for Gud, men uden forståelse. De forstår nemlig ikke retfærdigheden fra Gud, men søger at opstille deres egen retfærdighed og har derfor ikke bøjet sig under retfærdigheden fra Gud“. — Rom. 10:2, 3, da. aut.
På den anden side viser Bibelen at mennesker bliver sande kristne ved at søge forståelse af Bibelen og anvende den i praksis. Der siges: „Hele Skriften er inspireret at Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning.“ — 2 Tim. 3:16, 17.