Spørgsmål fra læserne
● Min ikke-troende mand har over for mig indrømmet at han har en anden kvinde. Er hans indrømmelse tilstrækkeligt grundlag for en bibelsk gyldig skilsmisse?
I nogle tilfælde hvor en kristens ikke-troende ægtefælle indrømmer at have begået umoralitet, vil dette være et bibelsk grundlag for en skilsmisse som vil give den uskyldige kristne frihed til at gifte sig igen hvis han eller hun ønsker det.
Jehova Guds lov til Israels nation i fortiden gav mulighed for skilsmisse af flere forskellige grunde. (5 Mos. 24:1, 2) Utroskab, homoseksualitet og sodomi gav grundlag for at bringe et ægteskab til ophør; den skyldige skulle henrettes. (5 Mos. 22:22-24; 3 Mos. 18:22, 23) Loven fremsatte imidlertid et vigtigt krav: „På to eller tre vidners udsagn skal dødsdommen udføres; den må ikke udføres på et enkelt vidnes udsagn.“ (5 Mos. 17:6; 19:15; 4 Mos. 35:30) Eftersom Jehova „elsker retfærd og ret“, krævede han at sådanne sager skulle afgøres på grundlag af beviser, vidneudsagn, og ikke blot på grund af mistanke. (Sl. 33:5) Dette blev naturligvis sagt i forbindelse med fuldbyrdelsen af dødsstraffen, og ikke i forbindelse med opnåelse af en skilsmisse.
Loven omtalte også et andet forhold som understregede betydningen af beviser. Hvad skulle en mand gøre hvis han mistænkte sin hustru for utroskab men hun nægtede det og der ikke var nogen vidner? Guds lov foreskrev hvad man kunne gøre, men det var en drastisk fremgangsmåde der kunne få varige følger for hustruen hvis hun var skyldig eller for manden hvis hun var uskyldig. Han kunne føre hende til præsten, som ville iværksætte en foreskreven fremgangsmåde der indbefattede at hun skulle drikke noget specielt vand. Hvis hun var skyldig, ville hun erfare den guddommelige straf at ’hendes lænd visnede’, hvilket åbenbart betød at hendes kønsdele ville visne og hun ville miste evnen til at undfange. (4 Mos. 5:12-31) Selv om den troløse kvinde i et sådant tilfælde fik denne ekstraordinære straf fra Gud, undgik hun åbenbart at blive henrettet, eftersom hun nægtede sig skyldig og der ikke var de to vidner der forlangtes.
Hvordan er situationen i dag i den kristne menighed? Er det i alle tilfælde muligt at få konkrete vidnesbyrd om at der foreligger en bibelsk skilsmissegrund?
Jesus erklærede at den eneste skilsmissegrund som ville give en af hans disciple frihed til at gifte sig igen, var at vedkommendes ægtefælle begik porneia, grov kønslig umoralitet. (Matt. 19:9) Ville der være tilstrækkeligt grundlag for skilsmisse hvis en kristen hustru blot mistænkte sin mand for at være skyldig i utroskab? Nej, for i De kristne græske Skrifter bibeholdes princippet om at en sag skal fastslås af to eller tre vidner, hvilket er i overensstemmelse med en ligevægtig retfærdighedssans. (Joh. 8:17, 18; 1 Tim. 5:19; Hebr. 10:28) Hvis en gift kvinde derfor blot mistænker sin mand for at have begået ægteskabsbrud, men han nægter det og der ikke er nogen vidner som kan bekræfte at han har gjort det, har hun ikke tilstrækkeligt grundlag for at godtgøre over for den kristne menighed at hun har ret til at blive skilt fra ham og opnå frihed til at gifte sig igen.
I nogle tilfælde indrømmer en ikke-troende ægtefælle imidlertid en umoralsk adfærd. Det kan endda ske at en ægtemand praler af sin handling over for sin hustru for at såre hende eller håne hende. Hun vælger måske at overse hans skamløshed. Men hvad nu hvis hun føler at hun ikke kan eller ikke burde gøre dette? Er hans indrømmelse da tilstrækkeligt bevis?
Der er ikke her tale om at han lader uskyldig eller stejlt nægter at være skyldig i ægteskabsbrud. Nej, han indrømmer det direkte over for hende, selv om han måske af hensyn til sit omdømme ikke ville stå ved det i en retssal eller over for andre. Hvad kan hustruen gøre?
Eftersom hun hører til den rene kristne menighed er det vigtigt at sagen behandles på rette måde, så der ikke — hvis hun efter at være skilt fra sin mand senere vil gifte sig igen — opstår nogen tvivl om at hun ’lader ægtesengen være ubesmittet’. (Hebr. 13:4) Med dette for øje kan hun give de ældste der repræsenterer menigheden, et brev hvori hun beskriver sin situation og erklærer at hendes ikke-troende mand over for hende har indrømmet at han har begået umoralitet. Hun kan også nævne at hun i overensstemmelse med Mattæus 19:9 ønsker at lade sig skille fra ham, idet hun vil søge skilsmisse og dermed bringe ægteskabet til ophør bibelsk og juridisk.
De ældste vil overveje om de har kendskab til noget som kunne give dem grund til at slutte andet end at den ikke-troende mand virkelig har været umoralsk. Hvis ikke, kan de godtage hendes underskrevne erklæring.
’Men,’ vil en og anden måske sige, ’kunne det ikke ske at en kvinde ville afgive en bedragerisk, usandfærdig erklæring, ved at sige at manden havde indrømmet en umoralsk adfærd uden at han virkelig havde gjort det?’ Jo, men det ville afgjort være groft bedragerisk at forsøge noget sådant. David sagde engang i en bøn: „Prøv mit hjerte, se efter om natten, ransag mig, du finder ej svig hos mig.“ (Sl. 17:3) Jehova er også udmærket klar over det når nogen øver svig, og han vil sikre sig at vedkommende ikke får varigt held med sig. Når en kristen kvinde skriftligt erklærer at hendes mand har indrømmet en umoralsk adfærd, er Jehova altså klar over hvordan det forholder sig. Som Bibelen siger: „Der er ingen skabning som er usynlig for ham, men alle ting er nøgne og blottede for hans øjne, ham vi skal stå til regnskab.“ — Hebr. 4:13; Ordsp. 5:21; Jer. 16:17.
Hvis der ikke er nogen grund til at tvivle på hustruens erklæring, kan menighedens ældste derfor lade det være en sag mellem hende og Jehova. Da må hun selv over for Gud bære ansvaret for den erklæring hun har afgivet om mandens umoralske adfærd, som vil være det bibelske grundlag for at ægteskabet bringes til ophør, selv om skilsmissen måske juridisk opnås på et andet grundlag.
● Hvad understregede apostelen Paulus da han i Andet Korinterbrev 2:15, 16 omtalte sig selv og sine medarbejdere som en „vellugt“?
Apostelen Paulus skrev: „For Gud er vi nemlig en vellugt af Kristus blandt dem som frelses og blandt dem som går til grunde; for de sidste en duft af død til død, for de første en duft af liv til liv.“ — 2 Kor. 2:15, 16.
Disse ord forstås bedre hvis vi betragter dem i lyset af det der kendetegnede de romerske triumftog. Når den sejrende hær vendte hjem og gik i procession gennem byen Rom, blev der på templernes altre brændt røgelse der fyldte luften med vellugtende røg. Duften af denne røgelse betød ikke det samme for alle mennesker. For de sejrrige soldater var det en vellugt der varslede om ære, forfremmelse og rigdom. Men for de dødsdømte fanger der blev ført med gennem gaderne, var røgelsens duft blot en ubehagelig påmindelse om at de ville blive henrettet når processionen var forbi. På tilsvarende måde var det budskab som apostelen Paulus og hans medarbejdere forkyndte, som en liflig duft for dem der tog imod det, men som en stank for dem der afviste det.