Hvad mente vismanden?

Selv den højeste stilling er tomhed

Popularitet blandt mennesker er sjældent noget varigt. En berømt person bliver snart glemt når en anden vinder folks hjerte. Selv ikke de der opnår den højeste stilling, er nogen undtagelse i denne henseende.

Den vise kong Salomon beskrev realistisk hvordan det kan gå dem der opnår høje stillinger som herskere. Vi læser: „Bedre faren er en fattig yngling, som er viis, end en gammel konge, som er en tåbe og ikke mere har forstand til at lade sig råde. Thi hin [tydeligvis ynglingen] gik ud af fængselet for at blive konge, skønt han var født i fattigdom under den andens regering.“ — Præd. 4:13, 14.

En konge mener måske at hans høje stilling og hans alder og erfaring sikrer ham folkets respekt og støtte. Men hvis han handler uforstandigt og ikke vil lytte til gode råd fra andre, vil han ikke blive vist oprigtig ære, sin stilling og alder til trods. At man har opnået en vis stilling eller alder, udgør ikke i sig selv nogen garanti for at der vil blive vist én respekt. Det er grunden til at en fattig men viis yngling er bedre stillet end en konge der engang har hersket på en forstandig måde men som i sin alderdom stivner i en bestemt form og ikke vil lytte til gode råd. Som følge af sit dårlige styre kan den gamle konge kaste hele landet ud i håbløs gæld, støde sine undersåtter fra sig og tilmed blive afsat og dø i vanære. En yngling der fortsætter med at handle forstandigt kan på den anden side opnå den respekt som en gammel dåre af en konge ikke opnår.

Som Salomon sagde, kunne en sådan viis yngling til og med komme ud af fængselet og blive konge. Det var det der skete med Josef. Han gjorde så dybt indtryk på Ægyptens Farao at denne sagde til ham: „Ingen [kan] måle sig med dig i indsigt og kløgt; du skal forestå mit hus, og efter dit ord skal alt mit folk rette sig; kun tronen vil jeg have forud for dig.“ (1 Mos. 41:39, 40) På denne måde blev Josef ophøjet til den næsthøjeste stilling i Ægypten.

Salomon retter dernæst opmærksomheden mod folkets reaktion på at få en ny hersker over sig, og mod hvor lunefuldt et folk kan være: „Jeg så alle, som levede og færdedes under solen, stille sig ved den ynglings side, som skulle træde i kongens sted; der var ikke tal på alle de mennesker, han stod i spidsen for; men heller ikke over ham glæder de senere slægter sig; nej, også det er tomhed og jag efter vind.“ — Præd. 4:15, 16.

Den yngling der skulle træde i kongens sted, overtog tronen. „Alle, som levede“ glædede sig over at få en ny hersker. „Der var ikke tal på alle de mennesker“ han stod i spidsen for som konge. De stod alle bag ham og støttede hans styre. Men hans popularitet varer ikke ved i det uendelige. Snart kommer tiden hvor den som folket har hyldet, ikke længere indfrier deres forventninger. De bliver desillusionerede og holder op med at glæde sig over ham.

Det forholder sig på lignende måde i vor tid. Én gruppe politikere erstatter ofte en anden. I begyndelsen er folk måske begejstrede for en bestemt guvernør, statsminister eller præsident. Men der går ikke lang tid før de bliver utilfredse med manden og hans politik. Snart begynder de at se sig om efter en anden som kan overtage magten.

Det at have den højeste stilling er derfor også tomhed. Dette understreger kraftigt at det bedste man kan opnå i denne verden ikke er en høj stilling, men et godt forhold til den evige Gud, Jehova!