Kan du indrømme en fejl?

„KUN de dumme og de døde vil aldrig skifte mening,“ sagde forfatteren J. R. Lowell. Om det nu er sandt eller ej, så er det dog en udbredt menneskelig fejl at klamre sig til en mening man én gang har fattet, eller nægte at indrømme en fejl.

Et tydeligt eksempel på denne indstilling har vi i noget der skete i år 33. I nogen tid forinden havde Jesus fra Nazaret undervist og ’gjort disciple’ i Palæstina. De jødiske ledere havde konsekvent modarbejdet ham; de havde både afvist Skrifternes beviser på at han var Messias og de mirakuløse tegn hans tjeneste var forbundet med. I år 33 udførte Jesus da i nærheden af Jerusalem en kraftig gerning som skulle have overbevist selv de mest indædte modstandere. For øjnene af en hel menneskemængde oprejste han en mand der havde været død i flere dage! — Joh. 11:30-45.

Hvis noget kunne bevise at Jesus blev støttet af Jehova, så måtte det være dette mirakel. Hvordan kunne man ellers forklare at et menneske blev vakt til live? Mange jøder fik tro på ham på grund af dette. Men hvad med de jødiske ledere? Beretningen fortæller at de ’lagde råd op om at dræbe Jesus’. Og ikke alene det, men „de øverste præster lagde nu råd op om at dræbe Lazarus også,“ nemlig den mand Jesus havde vakt til live. — Joh. 11:53; 12:10, 11.

Stædighed

Ja, fremfor at indrømme at de tog fejl, foretrak jøderne at fjerne ethvert spor af bevis. I dag kan vi naturligvis kun fordømme deres stejle holdning. Man skulle tro at de efter en sådan stædighed ville få samvittighedsnag og tænke på at revidere deres holdning. Men nej. De fortsatte, og senere fik de Jesus dræbt — den største fejl og den mest forkastelige forbrydelse der nogen sinde er begået. — 1 Kor. 2:6-8.

Siden hen ville de, på trods af alle vidnesbyrd om at Jesus var oprejst, skaffe sig af med apostlene, der var vidner om denne store gerning Gud havde øvet. Men en af deres mest respekterede ledere, en mand der ellers ikke anerkendte Jesus som Messias, gav dem et råd der i det mindste skulle have bragt dem på andre tanker. Det var den berømte lærer Gamaliel. Efter at have anført eksempler på at selvbestaltede messias’er var trådt frem og at deres kampagner senere var mislykkedes, gav Gamaliel dette råd: „Hold jer fra disse mennesker [apostlene] og lad dem være; (for hvis denne idé eller denne virksomhed er af mennesker, vil den blive gjort til intet; men hvis den er af Gud, vil I ikke kunne gøre dem til intet;) ellers vil I måske blive fundet som nogle der kæmper mod Gud.“ — Apg. 5:34-39.

Men de jødiske magthavere rettede sig ikke ret længe efter Gamaliels råd. For da den kristne Stefanus nogen tid efter fortalte dem ganske åbent hvad de havde gjort sig skyldige i og kaldte dem for stivnakker, „følte de sig ramt i deres hjerter [men ikke fordi de angrede eller blev mildere stemt] og begyndte at skære tænder ad ham. . . . Så råbte de med høj røst og holdt sig for ørerne“ — og til sidst stenede de Stefanus til døde. — Apg. 7:51-60.

På trods af sådanne eksempler betragtes stædighed ofte med beundring i verden. Bibelen sidestiller det imidlertid med oprørskhed og et slet hjerte — noget som kristne ikke skulle ønske sig. (Sl. 78:8) Bibelen giver også eksempler, såsom beretningerne om Ægyptens Farao og om jøderne i dommertiden, hvoraf det fremgår hvilke lidelser stædighed medfører. — 2 Mos. 14:8, 26-28; Dom. 2:19-23.

Hvis man ved en selvransagelse finder at man af naturen er stædigt anlagt eller har et gemyt som ikke tager meget hensyn til andre menneskers meninger, er det godt at erkende det som et problem. Det er trods alt ikke de stædige, men de ydmyge Gud giver nåde. (Se Ordsprogene 3:34.) Det er heller ikke de genstridige eller de påståelige, men de sagtmodige der skal „arve jorden“. — Sl. 37:11, NW.

Stolthed

Til tider består problemet ikke bare i stædighed. Det kan være forbundet med en anden egenskab — stolthed. På hvilken måde? Jo, lad os forklare. Har du nogen sinde kendt en arbejdsleder eller tilsynsførende som begik en fejl der blev opdaget, men nægtede at indrømme sin fejl, eller måske prøvede at give en anden skylden? Eller har du hørt om en ældste i en menighed som uden at ville det kom til at sige noget der ikke var rigtigt, og siden var uvillig til at erkende det? Det kan skyldes stolthed, en følelse af at man, i den stilling man beklæder, simpelt hen ikke bør kunne gribes i en fejl. Forældre og skolelærere kan til tider reagere sådan, fordi de frygter at miste respekt og indflydelse hvis de indrømmer en fejl, så deres autoritet derved svækkes.

Forbundet med stolthed er den idé at man for enhver pris må „redde sit ansigt“. I østen er der mennesker som bogstavelig talt hellere vil dø end „tabe ansigt“. Men egentlig gælder det de fleste af os, om vi bor i østen eller vesten, at vi gerne vil forsvare vores „ansigt“, vores prestige og omdømme, det „image“ vi forsøger at omgive os med. Det er i stor udstrækning stolthed der ligger bag denne holdning.

Er stolthed en egenskab som kristne burde pleje? Når man taler om stolte mennesker, hvem kommer man da til at tænke på? Folk som Sankerib, Farao og Babylons konge (og endda Djævelen selv). (1 Tim. 3:6) Disse konger blev sikkert lovprist og frygtet af deres samtidige, men hvordan blev de betragtet af Jehova? Bibelen siger: „Jeg [Jehova] hader hovmod og stolthed.“ (Ordsp. 8:13) Og hvor er disse mænds herlighed henne i dag?

Forlegenhed og frygt

Der kan være en anden grund til at nogle ikke vil indrømme en fejl. De føler sig måske bange eller forlegne. Når de bliver krævet til regnskab for noget som de har gjort og som de skammer sig over, vil de måske, af ren og skær flovhed, nægte at de har gjort det eller prøve at retfærdiggøre det i et forsøg på at få deres egen samvittighed til at undskylde dem. Sådanne mennesker har brug for at arbejde på egenskaber som tro, ydmyghed og kærlighed til Gud. Jehova er parat til at tilgive os, endda for meget alvorlige synder. Hvis en synder vil vise tillid til Gud og til hans søns offer og åbent bekende sin synd over for Gud, vil hans samvittighed blive renset. (Hebr. 9:14) Bibelen taler om hvor medfølende en ypperstepræst Jesus Kristus er, og giver os dette råd: „Lad os derfor med frimodighed i tale træde frem for den ufortjente godheds trone, for at vi kan opnå barmhjertighed og finde ufortjent godhed til hjælp i rette tid.“ — Hebr. 4:15, 16; 1 Joh. 2:1, 2.

Hvis man skal være helt ærlig, hvad vinder man da ved at frasige sig skylden for noget man har gjort? Måske vil man i øjeblikket undgå tugt, men „hvad et menneske end sår, dette skal han også høste“. (Gal. 6:7) Selv om andre måske ikke opdager vore synder, gælder det at „[Jehova] vejer hjerter“. (Ordsp. 21:2) Apostelen Paulus advarer os: „Vi skal jo alle træde frem for Guds dommersæde, for der står skrevet: ’„Så sandt jeg lever“, siger Jehova, „for mig skal hvert knæ bøje sig, og hver tunge skal åbent anerkende Gud.“’ Så skal hver enkelt af os altså aflægge regnskab for sig selv over for Gud.“ — Rom. 14:10-12.

Rimelighed og mildhed

Det vi her har sagt om stædighed, gælder naturligvis ikke den standhaftighed og målbevidsthed kristne må vise. Det er rosværdigt når en tjener for Gud er ’fast og urokkelig’ i sin gudsdyrkelse. (1 Kor. 15:58) Det udspringer jo af den kristnes gode motiver; han står fast for Jehovas tanker og principper, ikke sine egne. Det er desuden forbundet med to andre betydningsfulde egenskaber — mildhed og rimelighed.

Nogle synes måske at mildhed og rimelighed ikke hører hjemme hos mennesker der skal udøve myndighed. Og dog — Moses, som var tilsynsmand for måske tre millioner mennesker, var „sagtmodigere end noget andet menneske på jorden“. (4 Mos. 12:3) Og det siges udtrykkeligt at en kristen ældste i Guds menighed skal være „rimelig“. (1 Tim. 3:1-3) Ja, den der er mild (eller sagtmodig) og rimelig vil ikke finde det svært at indrømme det når han begår en fejl. Han vil ikke føle sig så forlegen, stolt eller usikker at han undlader at fortælle hvordan det virkelig forholder sig, og han vil heller ikke finde det vigtigere at „redde sit ansigt“ end at tale sandt. Nej, han vil genspejle visdommen ovenfra, som er „fredsstiftende, rimelig, rede til at adlyde, fuld af barmhjertighed og gode frugter“. — Jak. 3:17.

De fleste af os ville selvfølgelig aldrig være så stædige at det fik os til at begå et mord, som de jødiske ledere gjorde. Men selv om vi kun i små ting viser genstridighed, mishager det Jehova. (Luk. 16:10) Hvis vi begår en synd, bør vi straks indrømme vores skyld og tage afstand fra synden, ikke blive ved med at „røre“ det forkerte, men øjeblikkelig og med frimodighed henvende os til Gud for at få vort hjerte lutret. Hvis noget stiller sig i vejen for at vi kan nærme os Gud — stolthed, skam, frygt eller noget som helst andet — må vi få en anden kristen til at hjælpe med at bede for os. (Jak. 5:16) Det er ikke skammen eller vanæren ved at indrømme en fejl vi skal frygte, men det mishag vi pådrager os hos Gud hvis vi ikke bekender for ham. Vi bør også forstå den barmhjertighed han i rigeligt mål viser mod mennesker der kommer til ham med et sønderknust hjerte; for han siger: „Jeg ser hen til den arme, til den, som har en sønderknust ånd, og den, som bæver for mit ord.“ — Es. 66:2.