Salmerne
Jehova, en sikker tilflugt
HVAD kan man gøre når lov og orden forsvinder, når der ikke synes at være nogen mulighed for at opnå retfærdighed? Hvor kan man vende sig hen? Salmisten David befandt sig engang i en sådan situation. Han satte hele sin lid til den Allerhøjeste, idet han sagde: „Jeg tager min tilflugt til [Jehova]!“ (Sl. 11:1) Men var dette fornuftigt?
Det var der nogle der ikke syntes. De rådede David og hans fæller til at flygte til bjergene, hvor de måske kunne søge tilflugt i en hule, så hurtigt som en fugl der er i fare. Men det ville salmisten ikke høre tale om, åbenbart fordi omstændighederne i øjeblikket var sådan at flugt ville have antydet at de manglede tro på Jehovas evne til at sørge for sikkerhed. Til sine rådgivere sagde han: „Hvor kan I sige til min sjæl [til mig]: ’Fly som en fugl til bjergene [jeres bjerg, NW; med „jeres“ sigtes der uden tvivl til David og hans fæller]!’“ — Sl. 11:1.
Hvorfor gav visse mænd David et råd som dette? Deres ræsonnement lød: „Thi se, de gudløse spænder buen, lægger pilen til rette på strengen for i mørke at ramme de oprigtige af hjertet. Når selv grundpillerne styrter, hvad gør den retfærdige da?“ (Sl. 11:2, 3) Efter deres mening stod de onde parat med buerne for at skyde på retfærdige mennesker, og de gjorde det „i mørke“, i ly af mørket. De holdt ikke blot buen i hånden men havde allerede lagt pilen på strengen og sigtede på de oprigtige af hjertet. Davids rådgivere argumenterede videre: ’Samfundets grundpiller — retfærdighed, lov og orden — styrter. Så hvilket valg har et retskaffent menneske, ud over at flygte? Han kan ikke forandre forholdene, og han kan ikke få en retfærdig behandling.’
Hvordan lød Davids svar? „[Jehova] er i sin hellige hal, i Himlen er [Jehovas] trone; på jorderig skuer hans øjne ned, hans blik ransager menneskens børn; retfærdige og gudløse ransager [Jehova]; dem, der elsker uret, hader hans sjæl; over gudløse sender han regn af gløder og svovl, et stormvejr [en svidende vind, NW] er deres tilmålte bæger. Thi retfærdig er [Jehova], han elsker at øve retfærd, de oprigtige skuer hans åsyn!“ — Sl. 11:4-7.
David var sikker på at når han så hen til Jehova som sin tilflugt, ville det ikke være forgæves. Han vidste at den Allerhøjeste, han hvis trone er i de højeste himle, er årvågen. Jehovas øjne trænger helt ind i tingenes inderste. Intet undslipper hans opmærksomhed. Da Jehovas øjne hviler på de retfærdige, ved han hvad de trænger til, og han kan derfor komme dem til undsætning. På den anden side hader han dem der elsker uret, og derfor er deres ulykke vis når han ransager dem. Den tid vil uvægerlig komme da de onde vil blive tvunget til at tømme bægeret med Jehovas dødbringende domme, der bliver sammenlignet med en regn af gløder og svovl, og en svidende vind som udtørrer plantelivet. Det vil ikke være muligt at flygte når Guds domme fuldbyrdes. Det vil være som om ild og svovl falder som regn ned fra himmelen. Fordi Jehova selv er retfærdig og elsker retfærdige handlinger, vil de oprigtige opleve en storslået frelse. Det vil være som om Gud vender sit ansigt imod dem og viser dem sin kærlighed og anerkendelse. De vil altså se hans ansigt som mennesker der nyder hans velsignelse og yndest.
Dog er der tider hvor vi gør klogt i at flygte for farer, ligesom David gjorde da han forlod Jerusalem på grund af Absaloms oprør. (2 Sam. 15:14) Jesus Kristus selv vejledte sine disciple: „Når de forfølger jer i én by, da flygt til en anden.“ (Matt. 10:23) Salmistens ord opmuntrer os imidlertid til at undgå overilede handlinger som afspejler manglende tro på Jehova. Når vi fortsat ser hen til den Allerhøjeste som vores tilflugt, kan vi stole på hans gunst. Han vil ikke svigte os. — Rom. 8:38, 39.