Salmerne

Tillid når faren truer

KONG DAVID stod i en meget vanskelig situation. Hans egen søn Absalom havde udråbt sig selv til konge og lagde nu råd op om at bemægtige sig tronen. Denne oprørske søn samlede sig så mange tilhængere at David blev tvunget til at flygte fra hovedstaden Jerusalem. Ikke desto mindre vedblev David med at sætte hele sin lid til Jehova Gud.

Dette fremgår af den salme han digtede da han flygtede for Absalom. (Sl. 3:1) Et sendebud rapporterede: „Israels hu har vendt sig til Absalom!“ (2 Sam. 15:13) At situationen havde udviklet sig sådan, gjorde David rådvild. Han undrede sig over at det var sket og at det var muligt for Absalom at få så vældig en støtte fra folket. Derfor udbrød han i Salme 3: „[Jehova], hvor er mine fjender mange! Mange er de, som rejser sig mod mig.“ — Vers 2; se også New World Translation.

Situationen var så truende at mange af israelitterne mente at end ikke den Højeste kunne redde David fra Absalom og hans mænd. David kommenterede dette med ordene: „Mange . . . siger om min sjæl: ’Der er ingen frelse for ham hos Gud!’“ (Sl. 3:3) Men svækkede dette Davids tillid? Nej, for han fortsatte: „Men, [Jehova], du er et skjold for mig, min ære og den, der løfter mit hoved. Jeg råber højlydt til [Jehova], han svarer mig fra sit hellige bjerg.“ — Sl. 3:4, 5.

David betragtede Jehova som den der ville værne ham mod ulykke og beskytte ham på samme måde som et skjold beskytter en kriger. Da David flygtede for Absalom gik han barfodet, grædende og med tilhyllet hoved. (2 Sam. 15:30) Han var uden tvivl nedbøjet på grund af ydmygelsen. Alligevel tvivlede han ikke på at den Højeste ville ændre hans situation og ophøje ham, så han igen kunne ranke sig og holde hovedet højt. Derfor råbte han til Jehova om hjælp, i tillid til at han ville svare. Eftersom pagtens ark, symbolet på Jehovas tilstedeværelse, var blevet ført tilbage til Zions bjerg, henviste David meget passende til at hans bønner blev besvaret fra Guds „hellige bjerg“. — 2 Sam. 15:24, 25.

Selv om natten, når faren for et overraskelsesangreb var størst, levede David ikke i frygt; han var ikke bange for at lægge sig til at sove. Vi læser hans ord: „Jeg lagde mig og sov ind, jeg vågned, thi [Jehova] holder mig oppe.“ (Sl. 3:6) David udtrykker sin faste overbevisning om Jehovas evne til at frelse, idet han skriver: „Jeg frygter ikke titusinder af folk, som trindt om lejrer sig mod mig. Rejs dig, [Jehova], frels mig, min Gud, thi alle mine fjender slog du på kind, du brød de gudløses tænder! Hos [Jehova] er frelsen; din velsignelse over dit folk!“ — Sl. 3:7-9.

At Davids fjender fik deres tænder ’brudt’, betød at deres magt til at volde skade blev knust. Det var kun Jehova der kunne bringe denne udfrielse. Derfor erkendte salmisten at ’frelsen var hos Jehova’. Selv om David tænkte på sine personlige vanskeligheder, følte han sig også tilskyndet til at tænke på Guds folk som et hele og at bede om Guds velsignelse over det.

Ligesom David bør vi være frygtløse og ikke give efter for menneskefrygt. Uanset hvad onde og gudløse mennesker måtte finde på, vil Jehova være med sit folk og ikke tillade at det bliver udslettet. Måtte vi derfor vedblive med at tilskrive den Højeste frelsen.