Spørgsmål fra læserne

● Hvis Peter aldrig har været i Korint, hvorfor hævdede nogle i Korint da at de ’tilhørte Kefas (Peter)’, og hvorfor er beretningen om dette taget med i Bibelen?

Det er sandt at Bibelen ikke indeholder nogen antydning af at apostelen Peter nogen sinde har været i Korint. Alligevel skrev apostelen Paulus til menigheden dér: „Enhver af jer siger: ’Jeg tilhører Paulus,’ ’Og jeg Apollos,’ ’Og jeg Kefas,’ ’Og jeg Kristus.’“ — 1 Kor. 1:12.

Paulus havde hørt at der var opstået uoverensstemmelser iblandt dem, idet nogle erklærede sig som tilhængere af visse fremtrædende kristne. Både Paulus og Apollos havde været i Korint. Dette havde åbenbart medført at nogle i menigheden gik stærkt ind for enten den ene eller den anden af de to, måske fordi de havde lært meget af dem eller fordi de syntes godt om deres personlighed eller deres måde at undervise på.

Men hvorfor sagde nogle at de tilhørte Peter, der tilsyneladende aldrig havde været i Korint? Det er ikke umuligt at nogle havde hørt om Peter og hans brug af „himlenes riges nøgler“. (Matt. 16:18, 19) Nogle i Korint kan derfor have antaget Peters navn, måske fordi de mente at hans opfattelse af kristendommen lå nærmere jødedommen og adskilte sig fra Paulus’ opfattelse, idet Paulus lagde vægt på at de kristne ikke var underlagt Moseloven. (Gal. 2:15-21; 4:8-11) Peter havde som bekendt spillet en fremtrædende rolle i forbindelse med at føre jøder og jødiske proselytter til kristendommen før Vejen blev åbnet for samaritanere og hedninger, og ved en lejlighed i Antiokia havde Peter taget meget hensyn til visse jødekristnes indstilling, med det resultat at Paulus måtte sætte ham i rette. (Gal. 2:11-14) I det splittelsens klima der rådede i Korint kan nogle derfor have taget Kefas til indtægt for en retning af kristendommen der adskilte sig fra den retning som andre mente at Paulus stod for.

Under inspiration fordømte Paulus med rette sådanne uoverensstemmelser. Han hjalp korinterne til at indse at Messias eller Kristus ikke var delt. Selv om Paulus specielt „havde fået betroet den gode nyhed til de uomskårne“, mens „Peter havde fået den til de omskårne“ — idet Paulus koncentrerede sig om hedningerne og Peter om jøderne — var deres budskab det samme. (Gal. 2:7, 8; Ef. 4:4-6) Hvad deres lære eller hensigt angik, var de ikke delt. Både Peter og Paulus havde deltaget i mødet i Jerusalem (år 49), hvor man indså at hedninger der kom til troen, ikke behøvede at lade sig omskære og at holde Moseloven. (Apg. 15:7-14) Og Peter betegnede Paulus som „vor elskede broder“ og betragtede hans breve som værende af lige så stor betydning som „de øvrige skrifter“. (2 Pet. 3:15, 16) Der var således intet der kunne berettige til meningsforskellene i Korint.

Denne beretning er taget med i Bibelen som et advarende eksempel. Også i dag kan der opstå kliker i en menighed. Nogle kunne for eksempel blive opfattet som ret liberale, og de vil måske hovedsagelig omgås hinanden eller samles om en kristen ældste som de synes repræsenterer deres indstilling. Andre kunne af den første gruppe blive opfattet som mere konservative i deres indstilling til tingene, eller kunne have en tendens til at søge råd hos ældste hvis stil de synes godt om, og at gå ind for disse ældstes synspunkter. Dette kunne skabe et usundt klima i menigheden, en uenighedens og splittelsens ånd. Ufuldkomne mennesker er alt for tilbøjelige til at hælde til dem der kildrer deres ører eller tiltaler dem personligt. Men Gud siger at der er visdom i at mange giver råd på grundlag af deres kendskab til Guds ord og deres erfaring i at anvende dette ord. — Ordsp. 15:22.

● Hvem er de „fromme“ som Jehova talte til i et syn, ifølge Salme 89:20?

En undersøgelse af Salme 89 viser at der er tale om pagten om Riget. Versene 20, 21 og 30 i salmen lyder: „Du taled engang i et syn til dine fromme: ’Krone satte jeg på en helt, ophøjed en yngling af folket; jeg har fundet David, min tjener, salvet ham med min hellige olie; . . . jeg lader hans æt bestå for evigt, hans trone, så længe himlen er til.’“

Af beretningen i Første Krønikebog, kapitel 17, fremgår det at løftet om et varigt dynasti i Davids slægt blev åbenbaret i et syn for profeten Natan. Der står i Første Krønikebog 17:15: „Alle disse ord og hele denne åbenbaring meddelte Natan David.“ De omtalte „fromme“ er derfor Natan og David, idet David fik den guddommelige åbenbaring gennem Natan.