Jesu bjergprædiken — Kommer alle ind i Guds rige?
EFTER at Jesus havde advaret om de falske profeter som tilhørere til hans bjergprædiken kunne komme ud for dér i det første århundrede, sagde han: „Ikke enhver som siger til mig: ’Herre, Herre,’ vil komme ind i himlenes rige, men kun den der gør min himmelske Faders vilje.“ — Matt. 7:21; jævnfør Lukas 6:46.
For at få del i Guds riges velsignelser må man anerkende at Jesus Kristus er Herre. (Rom. 10:9; Fil. 2:11) Men der ligger mere i dette end blot at yde Guds søn en tjeneste med læberne ved at vende sig til ham med ordene: „Herre, Herre.“
For virkelig at få del i Guds riges velsignelser må man ’gøre Jesu himmelske Faders vilje’. Af Bjergprædikenen fremgår det klart hvad denne „vilje“ er. Den kræver at man gør „gode gerninger“ ved at forkynde Rigets sandheder for andre. Den indebærer også at man fornyr sin personlighed så man udviser gudlignende egenskaber, som for eksempel mildhed, renhed, pålidelighed, uselviskhed, kærlighed, oprigtighed og tro. — Se Mattæus 5:16, 21, 22, 27-30, 33-48; 6:1-18, 25-34.
Af Jesu næste ord fremgår det at mange som påstod at de var hans disciple, ville komme til kort på dette punkt: „Mange vil sige til mig på den dag: ’Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn, og uddrevet dæmoner i dit navn, og gjort mange kraftige gerninger i dit navn?’ Og alligevel vil jeg da erklære over for dem: Jeg har aldrig kendt jer! Gå væk fra mig, I som øver lovløshed.“ — Matt. 7:22, 23.
„På den dag“, det vil sige når Gud eksekverer dommen over sine fjender (Zak. 14:1-3; 2 Tess. 2:1, 2; 2 Pet. 3:10-12), vil „mange“ søge at opnå en gunstig behandling ved at påstå at de har udført bemærkelsesværdige bedrifter ’i Jesu navn’, det vil sige som påståede repræsentanter for Jesus Kristus og ved hjælp af guddommelig kraft som de mener de har fået gennem ham.
De vil spørge: „Har vi ikke profeteret [det vil sige formidlet Guds ord og forudsagt kommende begivenheder] i dit navn?“ Men en sådan ’profeteren’ er ikke et pålideligt kendetegn på at man er en sand Kristi discipel. Ifølge Bibelen blev forudsigelser der viste sig at være sande, såvel som budskaber der blev overbragt som kom de fra Gud, også undertiden fremsat af falske profeter. — 5 Mos. 13:1-3; Jer. 14:14.
Nogle ville prale af at de havde ’uddrevet dæmoner i hans navn’. Der findes mennesker i kristenheden i dag som hævder at have en sådan kraft. Men den praksis at uddrive dæmoner (ved hjælp af mystiske riter) har altid kendetegnet ikke-bibelske religioner. Der fandtes også visse jøder i det første århundrede som uddrev dæmoner ved hjælp af magiske formler som de troede var en arv fra kong Salomon.a
Det er ikke overnaturlig profeteren, uddrivelse af dæmoner eller andre „kraftige gerninger“ (mirakler) der kendetegner sande kristne. Da Jesus forudsagde tegnet på sin nærværelse og afslutningen på tingenes ordning, erklærede han: „Falske messias’er og falske profeter vil nemlig fremstå og gøre store tegn og undere for at vildlede endog de udvalgte, om muligt.“ (Matt. 24:24) Sådanne falske profeter, bedragere, ville fremstå midt i den kristne menighed og ville forsøge at føre mange af dens medlemmer på afveje. — Apg. 20:29; 2 Pet. 2:2, 3, 10-22; Jud. 4, 8-13, 16-19.
Som tidligere nævnt sagde Jesus at en sand kristen ville ’gøre hans Faders vilje’. Og hvad er Faderens „vilje“ i vor tid? Som forudsagt af Jesus er det at ’den gode nyhed om det oprettede rige skal forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne’, før enden kommer. (Matt. 24:14) Forkynder kristenhedens kirker og sekter at Guds rige er nær? Nej, for de opfatter Riget som noget der blot findes i menneskers hjerte eller som noget der hører den fjerne fremtid til. De tjener hyklerisk Jesus med læberne, men undlader at gøre hans Faders vilje. Det er blevet overladt den forholdsvis lille gruppe der er kendt som Jehovas Vidner at forkynde „godt nyt om gode ting“, det som Guds rige vil udrette, „til den beboede jords fjerneste egne“. — Rom. 10:15, 18; se også Første Korinterbrev 9:16.
Når Kristus eksekverer Guds hævn over den nuværende tingenes ordning, vil det gå alle dem ilde som hævder at have et nært forhold til Jesus Kristus men som ikke gør Guds riges gerninger eller ifører sig en virkelig kristen personlighed. Da vil Jesus „erklære“ eller offentligt tilkendegive at han ’aldrig har kendt’ dem hvis kristendom ikke har været andet end ord og såkaldt „karismatiske“ gaver. Guds søn har aldrig ladet sig narre af de „mange kraftige gerninger“ de praler af. I stedet for at øve retfærdighed har de i virkeligheden vist sig at ’øve lovløshed’. Når Jesus griber ind som Guds domsfuldbyrder i den kommende „store trængsel“, vil han derfor sige til dem: „Gå væk fra mig.“ Disse skinkristne vil blive nægtet adgang til de evige velsignelser i Guds rige. — Jævnfør Mattæus 24:21, 22; 25:41, 46.
[Fodnote]
a Om jødernes djævleuddrivelse læser vi følgende i værket Exorcism Through the Ages (Djævleuddrivelse gennem tiderne): „Det mest karakteristiske træk ved disse jødiske djævleuddrivelser er at man udtaler navne som man tror er virksomme, som for eksempel navne på gode engle, og de anvendes enten alene eller i forbindelse med El (= Gud); ja, det at man satte sin lid til blot et navn var langt tidligere blevet en overtro blandt jøderne, og det ansås for meget vigtigt at man anvendte de rette navne, som varierede alt efter tidspunktet og begivenheden. Det var uden tvivl denne overtro der fik Skevas sønner, som havde overværet Paulus’ virkningsfulde djævleuddrivelse i Jesu navn, til på egen hånd at forsøge at anvende formlen: ’Jeg besværger jer ved den Jesus som Paulus forkynder,’ hvilket fik katastrofale følger for deres anseelse (Apg. xix, 13). Det var en almindelig jødisk opfattelse, også anerkendt af så lærd en kosmopolit som Josefus, at Salomon havde fået magt til at uddrive dæmoner og at han havde udarbejdet og videregivet visse formler som var virkningsfulde til dette formål. Den jødiske historieskriver beretter om hvordan det lykkedes en vis Eleazer i kejser Vespasians og hans officerers nærværelse, ved hjælp af en magisk ring som han hængte under næsen på den besatte, at drive dæmonen ud gennem næseborene — og ringens kraft beroede på at en vis sjælden rod var indlagt i den, en rod som var omtalt i Salomons formler, og som det var overordentlig svært at få fat i.“ — Se Josefus’ Jødernes oldtidshistorie, 8. bog, kapitel II, 5. afsnit og Jødernes Krig mod Romerne, 7. bog, kapitel VI, 3. afsnit.