Løftet om en lykkelig fremtid

HVILKET medfølende menneske er ikke blevet dybt foruroliget over at være vidne til uretfærdighed og lidelser? Der er afgjort behov for at råde bod på al den uret der er sket. Men vil der nogen sinde komme en afslutning på alle de ulykkelige forhold som menneskeheden stadig lider under?

For over nitten hundrede år siden skrev en mand der havde tjent til livets ophold som almindelig fisker, følgende: „Der er nye himle og en ny jord som vi venter ifølge hans [Guds] løfte, og i dem skal retfærdighed bo.“ (2 Pet. 3:13) For denne mand, apostelen Peter, og mange andre af den Højestes tjenere i tidens løb, var dette løfte en stor opmuntring. De så med forventning frem til det storslåede tidspunkt hvor lovløshed, undertrykkelse og vold ville ophøre og retfærdigheden råde. Men hvordan kan vi være sikre på at dette løfte hidrører fra menneskets Skaber og at det vil blive indfriet? Vil løftets opfyldelse kun gavne dem der lever til den tid? Eller indebærer løftet også et pålideligt håb for de milliarder der er døde?

Det er værd at lægge mærke til at det ikke er første gang at dette løfte fra Jehova Gud om „nye himle og en ny jord“ som Peter nævner her, omtales. Omkring 800 år tidligere havde den Almægtige, gennem sin profet Esajas, udtalt følgende: „Jeg skaber nye himle og en ny jord, det gamle huskes ej mer, rinder ingen i hu.“ (Es. 65:17) „Ligesom de nye himle og den nye jord, som jeg skaber, skal bestå for mit åsyn, lyder det fra [Jehova], således skal eders afkom og navn bestå.“ — Es. 66:22.

Pålidelige vidnesbyrd

Selv om disse ord blev nedskrevet for mange hundrede år siden, findes der i vor tid pålidelige vidnesbyrd om at de stammer fra Gud. Bibelen selv indeholder anvisningen på hvordan man kan vide om en profeti er sand. Tre krav må opfyldes: (1) Budskabet må fremme den sande tilbedelse, (2) profeten må tale i Jehovas navn, og (3) profetien må gå i opfyldelse. (5 Mos. 13:1-4; 18:20-22) Opfylder Esajas’ profetier disse krav?

En undersøgelse af Esajas’ bog viser at den gang på gang opfordrer israelitterne til at vende sig bort fra deres urette adfærd og tjene Skaberen med et rent motiv. Hver gang lyder opfordringen i Jehovas navn. For eksempel læser vi:

„Tvæt jer, rens jer, bort med de onde gerninger fra mine øjne! Hør op med det onde, lær det gode, læg vind på, hvad ret er, hjælp fortrykte, skaf faderløse ret, før enkens sag! Lyder I villigt, skal I æde landets goder; står I genstridigt imod, skal I ædes af sværd. Thi [Jehovas] mund har talet.“ (Es. 1:16, 17, 19, 20)

„Søg [Jehova], medens han findes, kald på ham, den stund han er nær! Den gudløse forlade sin vej, urettens mand sine tanker og vende sig til [Jehova], at han må forbarme sig, til vor Gud, thi han er rund til at forlade.“ (Es. 55:6, 7)

Det er tydeligt at Esajas’ profetier opfylder kravene om at sande profetier må (1) vende mennesker til den sande tilbedelse og (2) udtales i Jehovas navn.

Men hvordan med det sidste krav — (3) at profetien må gå i opfyldelse? Nogle vil måske sige: ’Vi har stadig ikke set noget til „nye himle og en ny jord“.’ Det er imidlertid værd at lægge mærke til at der var en tidlig opfyldelse af denne profeti som bekræftes af historien.

Fordi israelitterne nægtede at følge den opfordring til at ændre sind der gang på gang lød gennem deres profeter, overgav Jehova Gud det ulydige folk i dets fjenders hånd. Hovedstaden Jerusalem blev ødelagt og Judas land lagt øde, da babylonierne under kong Nebukadnezar fuldførte deres erobring. Dette bekræftes af arkæologiske vidnesbyrd. I bogen The Archaeology of Palestine skriver W. F. Albright: „Der findes ikke et eneste kendt tilfælde hvor en by i selve Juda var permanent beboet i den tid landflygtigheden varede. Som en modsætning hertil kan nævnes at Betel, der før landflygtigheden lå lige uden for Judas nordlige grænse, ikke blev ødelagt på dette tidspunkt, men vedblev med at være beboet indtil sidste halvdel af det sjette århundrede.“ (S. 142) Mens landet lå øde var mange jøder i landflygtighed i Babylon.

Der var kun ringe håb om at de landflygtige jøder ville vende tilbage til deres hjemland. De babyloniske herskere var kendt for ikke at give deres fanger fri. (Es. 14:16, 17) Men ifølge Esajas’ profeti skulle der komme en hersker ved navn Kyros som ville bemyndige jøderne til at genopbygge Jerusalem og til atter at bosætte sig i Judas land. (Es. 44:25 til 45:2) Det skulle dog ikke ske før udløbet af en periode på 70 år, en periode der begyndte med babyloniernes ødelæggelse af Jerusalem i 607 f.v.t. — Dan. 9:2.

Vendepunktet indtraf natten mellem den 5. og 6. oktober 539 f.v.t., 68 år efter at Judas 70 års trældom under Babylon var begyndt. (Jer. 25:9-11) Babylons indbyggere, der følte sig trygge i den stærkt befæstede by, holdt en tøjlesløs fest. De var ikke klar over at vandstanden i Eufratfloden, der løb midt igennem byen, hastigt faldt. Floden var blevet omdirigeret af de belejrende styrker under perseren Kyros’ ledelse. Da mederne og perserne marcherede gennem flodlejet havde de således let adgang til Babylon gennem portene langs floden. De bevægede sig hurtigt gennem gaderne, nedhuggede enhver der gjorde modstand, erobrede paladset og dræbte kong Belsazzar som boede der. Således faldt det mægtige Babylon på én nat og næsten uden kamp.

Hvad har alle disse begivenheder med løftet om „nye himle og en ny jord“ at gøre? Der er en direkte forbindelse. Efter at Esajas har fremholdt løftet om „nye himle og en ny jord“, lyder Jehovas ord gennem ham således: „Man frydes og jubler evigt over det, jeg skaber, thi se, jeg skaber Jerusalem til jubel, dets folk til fryd; jeg skal juble over Jerusalem og frydes ved mit folk; der skal ej mer høres gråd, ej heller skrig.“ — Es. 65:17-19.

Efter at de landflygtige var vendt tilbage til Judas land og genopbygningsarbejdet var fuldført, blev Jerusalem i sandhed „til jubel“, for nu var den ikke længere en forladt og ødelagt by. Den gråd der årtier tidligere havde genlydt i byens gader på grund af krigens rædsler, hørtes ikke mere. I 537 f.v.t., da landet atter begyndte at blive beboet af de hjemvendte israelitter og deres husdyr, blev „en ny jord“ til. Over denne „jord“ af hjemvendte israelitter herskede der „nye himle“, for gennem statholderen Zerubbabel og ypperstepræsten Josua førte Jehova Gud tilsyn med og ledte sit hjemvendte folk. — Es. 51:16; Hag. 1:1, 14.

I betragtning af at Esajas’ profeti fik denne opfyldelse kan vi fastslå at den stammer fra Gud, idet den opfylder alle tre krav til en sand profeti. Da budskabet kommer fra den evige Gud, Jehova, kan vi være forvissede om at det løfte om „nye himle og en ny jord“ som Peter gentog, vil få en storslået opfyldelse.

Løftets endelige opfyldelse

Vi kan givetvis ikke forvente at retfærdigheden skal være fremherskende blandt menneskeheden så længe den nuværende tingenes ordning består. Denne ordning må derfor fjernes. Det vil ske når Jehova Gud, ved hjælp af sin søn, griber ind over for alle dem der hårdnakket holder fast ved en kurs der truer menneskeslægtens fred og lykke. Det forhold at denne store dag hvor Gud eksekverer sin dom, endnu ikke er kommet, bør ikke opfattes forkert, for den tid der er gået har tjent et gavnligt formål. Apostelen Peter skrev herom: „Jehova er ikke langsom med hensyn til sit løfte, sådan som nogle opfatter langsomhed, men han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ — 2 Pet. 3:9, 10; 2 Tess. 1:6-10.

Vi gør derfor klogt i ikke at trække for store veksler på Guds tålmodighed. Regnskabets dag kommer stadig nærmere. Hvis vi, når den dag oprinder, har pådraget os Skaberens mishag, vil det være til stor ulykke for os. Jesus sagde derfor advarende: „Vær opmærksomme på jer selv, så jeres hjerter aldrig bliver tynget af frådseri og drikkeri og det daglige livs bekymringer, og den dag pludselig, i et øjeblik, er over jer som en snare. For den vil komme over alle dem der bor på hele jordens flade. Våg da, idet I hele tiden beder, så I må være i stand til at undslippe alle disse ting som skal ske, og til at bestå over for Menneskesønnen.“ — Luk. 21:34-36.

De der opnår Guds godkendelse vil derefter erfare opfyldelsen af disse ord: „[Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.“ (Åb. 21:4) Hvilken storslået lindring vil dette ikke bringe menneskeheden! Alle sorger der skyldes uretfærdighed, undertrykkelse og lidelser vil da være forbi. Smerter vil høre fortiden til. Døden vil ikke længere berøve os vore kære. Freden vil råde overalt. Alle vil lade sig lede af sand kærlighed i tanke, ord og handling.

Selv de der er døde vil erfare opfyldelsen af Guds løfte. Hvordan? Bibelen svarer: „Der vil finde en opstandelse sted.“ (Apg. 24:15) Jesu Kristi opstandelse fra de døde — en begivenhed der blev bevidnet af omkring 500 — danner grundlaget for dette håb. — 1 Kor. 15:3-6, 13, 16.

Der findes afgjort ingen bedre nyhed end den at Guds løfte om „nye himle og en ny jord“ hastigt nærmer sig sin opfyldelse. Det er derfor absolut nødvendigt at vi bestræber os for at opnå Skaberens godkendelse. Apostelen Peter tilskyndede sine trosfæller til at gøre det, idet han sagde: „Da I venter disse ting, så gør jeres yderste for til sidst af ham at blive fundet uplettede og dadelfri og i fred.“ (2 Pet. 3:14) Hører vi til dem der gør det?

[Illustration på side 4]

Da de landflygtige jøder vendte tilbage fra Babylon blev „en ny jord“ oprettet

[Illustration på side 5]

„Skaf faderløse ret, før enkens sag!“ — Es. 1:17.