Bibelkritikere reviderer deres synspunkter

I DET tyvende århundrede er der gjort store fremskridt henimod en mere nøjagtig bibeltekst. Fund af mange gamle håndskrifter, især Chester Beatty-papyrusen, Bodmer-papyrusen og Dødehavsrullerne, har skabt mulighed for at fastlægge en tekst som er langt tættere på originalteksten end mange forskere havde turdet håbe på. Et øget kendskab til originalsprogene, hebraisk og græsk, har desuden ført til en mere nøjagtig oversættelse af Bibelen til mange nutidssprog. Man skulle derfor tro at 200 år gamle opfattelser nu er håbløst forældede, selv om forskningen i dag naturligvis står i gæld til tidligere tiders arbejde.

På den baggrund kan det forekomme overraskende at nogle synspunkter der blev fremført af Johann Jakob Griesbach (1745-1812), nu igen er taget op til alvorlig overvejelse. I 1976 blev der i Munster i Vesttyskland holdt en konference som udelukkende beskæftigede sig med denne bibelforskers arbejde. Hvorfor vender man tilbage til de undersøgelser han foretog?

Efter at have taget teologisk embedseksamen som 23-årig foretog Griesbach en rundrejse i Europa for at besøge biblioteker og undersøge håndskrifter af De kristne græske Skrifter. Resultatet af hans forskning udkom i form af en græsk bibeltekst i 1774 og 1775, og senere udgaver af hans græske tekst blev benyttet af flere bibeloversættere, deriblandt ærkebiskop Newcombe, Abner Kneeland, Samuel Sharpe, Edgar Taylor og Benjamin Wilson (Sidstnævnte i The Emphatic Diaglott).

Griesbachs tekst var den første der indeholdt læsemåder fra ældre håndskrifter end dem Erasmus havde adgang til da han udarbejdede sin græske tekst i 1516. Den store betydning af hans tekstkritiske arbejde fremgår af følgende kommentar: „Griesbach brugte mange timer på at finde de bedste læsemåder blandt de mange varianter i Det nye Testamente. Hans arbejde lagde grunden til den moderne tekstkritik, og han har for en stor del æren for den pålidelige tekst vi i dag har til Det nye Testamente.“ — J. J. Griesbach: Synoptic and Text-Critical Studies, 1776-1976, side xi.

I 1776 udgav Griesbach sin evangeliesynopse med teksten til Mattæus-, Markus- og Lukas-evangeliet opført i parallelle spalter så man nemt kunne sammenligne stederne. Lige siden er disse evangelier blevet kaldt „synoptiske“ (fra et græsk udtryk der betyder „samme syn“), fordi de i det store og hele behandler stoffet under samme synsvinkel. Griesbach var fast overbevist om at disse evangelier var skrevet af de nævnte personer, at Mattæus var øjenvidne til de begivenheder han omtalte, og at „apostlene ved den hellige ånd var blevet udrustet til både at forstå og at overlevere læren uden fare for fejltagelser“.

På grundlag af sine undersøgelser drog Griesbach den slutning at det første evangelium var skrevet af Mattæus, det andet af Lukas og det tredje af Markus. Men allerede på hans tid fremførte en anden tysk teolog, G. S. Storr, den tanke at det første evangelium var Markus-evangeliet. Siden har denne teori vundet stor udbredelse, sammen med den opfattelse at Mattæus- og Lukas-evangeliet bygger dels på Markus-evangeliet og dels på en ukendt kilde som nu er gået tabt, et dokument man betegner som Q (fra tysk Quelle, kilde). Senere teologer føjede flere kilder til teorien, og der er skrevet i snesevis af bøger og i tusindvis af artikler herom. Mange teologer lagde så stor vægt på denne teori at den ligefrem antog karakter af en trossætning. Griesbachs synspunkter blev følgelig afvist og ofte stærkt kritiseret.

Men efter at ’kildehypotesen’, har været enerådende i mange år, er den nu blevet genstand for kritik. Mange forskere er begyndt at revidere deres synspunkter og har ’genopdaget’ Griesbachs opfattelser. Efter en ajourføring har disse opfattelser vist sig at give et mere dækkende svar på spørgsmålene vedrørende evangelierne.

’Kildehypotesen’ har gjort det af med manges tro på Bibelens guddommelige inspiration. (2 Timoteus 3:16, 17) At den slags sker er ikke noget nyt, for allerede i det første århundrede skrev apostelen Paulus til Timoteus at denne skulle „beordre visse personer til at holde inde med deres afvigende lærevirksomhed, og afholde sig fra disse endeløse myter og genealogier, hvad der altsammen leder til spekulationer og ikke til Guds Frelsesorden“. — 1 Timoteus 1:3, 4, Seidelin.

Biskop B. C. Butler, der for nogle år siden var næsten ene om at forsvare Mattæus-evangeliets stilling som det første evangelium, peger interessant nok på et afgørende punkt idet han siger: „Den der fordomsfrit ønsker at finde sandheden vil i almindelighed, hvis han igen og igen læser de synoptiske evangelier som hele bøger, komme til det resultat at forfatterne selv var ærlige mænd der skrev hvad de oprigtigt troede var sandt. Det vil da gå op for ham at de ikke kan have troet at disse ting var sande medmindre de historiske kendsgerninger i det store og hele var sådan som de beskriver dem.“ — Searchings af B. C. Butler, 1974, side 85.

Ingen af evangelierne er skrevet på grundlag af et uinspireret dokument som er gået tabt. Evangelisterne skrev under indflydelse af Jehova Guds hellige ånd. Menneskers fejlagtige teorier kan være sejlivede og undergrave manges tro på Guds ord, men den forstandige vil få øje på de mange vidnesbyrd om Bibelens pålidelighed og guddommelige inspiration — og lade kritikerne revidere deres synspunkter så tit de vil.