Det er ikke nok at være velmenende!
LÆGERNE mente det godt. Deres patient var trods alt den mest fremtrædende indbygger i deres nydannede land. Samvittighedsfuldt fulgte lægerne den tids medicinske fremgangsmåde — åreladning. Men i stedet for at udvirke en helbredelse, fremskyndede de faktisk døden hos deres fornemme patient, George Washington.
Læger var dengang lige så tilbøjelige til at ty til åreladning som mange i dag er til at ordinere blodtransfusion, der i ikke så få tilfælde faktisk volder patienten skade. Dette understreger sandheden i ordene: Det er ikke nok at være velmenende!
Men lad os vende os fra den verdslige historie til bibelhistorien. I sit evangelium beskrev apostelen Mattæus en hændelse der bekræfter denne sandhed.
Jesus Kristus havde spurgt sine apostle hvem de anså ham for at være. Peter erklærede frimodigt: „Du er Messias, den levende Guds søn.“ Jesus roste Peter for denne udtalelse. Men da Kristus fortalte sine disciple at han ville gennemgå mange lidelser og blive slået ihjel i Jerusalem, kom dette så uventet for Peter at han tog Jesus til side, irettesatte ham og sagde: „Vær god mod dig selv, Herre; det skal afgjort ikke gå dig sådan.“ Jesus svarede ham med ordene: „Forsvind om bag mig, Satan! Du er en snublesten for mig, for du tænker ikke Guds tanker, men menneskers.“ (Mattæus 16:13-23) Peter manglede tydeligvis kundskab og forståelse. Han mente det godt, men det var ikke nok.
Nødvendigheden af forståelse og ligevægt
Det er ikke nok at være velmenende. Vi må også have kundskab, oplysning og forståelse. I den forbindelse sagde apostelen Paulus til sine elskede medkristne i Filippi: „Dette beder jeg fortsat om, at jeres kærlighed må blive stadig mere og mere rig på nøjagtig kundskab og fuld skelneevne, så I kan forvisse jer om de mere vigtige ting, for at I må være pletfri og ikke bringe andre til snublen og fald.“ — Filipperne 1:9-11.
Ja, hvis vi vil gøre godt mod andre, og især mod dem vi holder af, må vi ikke blot være velmenende — vi må også afveje vore følelser med visdom og god dømmekraft. Dette er især vigtigt for fædre og mødre.
Forældre er ofte tilbøjelige til kun at lade sig lede af følelser og overbærenhed i den måde de behandler deres børn på, uden at tænke så meget på hvordan dette vil berøre børnene. Følelser får mange forældre til at forkæle deres børn og være eftergivende over for dem, men derved skader de dem i virkeligheden. Nogle forældre tillader måske deres børn at gøre som de vil, eller lader dem få langt mere frihed end klogt er. Måske mener sådanne forældre at dette vil gøre børnene lykkelige. Men alt for ofte resulterer det i at børnene bliver frustrerede, og det vil også medføre problemer når de bliver ældre og mere egenrådige.
Hvis forældre virkelig ønsker at vise deres børn kærlighed, vil de gøre klogt i at afveje denne kærlighed med fasthed og tugt. Eftersom „dårskab er knyttet til ynglingens hjerte“, er der tidspunkter hvor man viser kærlighed ved at tugte børnene. Som Guds ord siger: „Hvo riset sparer, hader sin søn, den, der elsker ham, tugter i tide.“ (Ordsprogene 22:15; 13:24) Og vær forvisset om at dette princip gælder såvel døtre som sønner.
Handler Gud egentlig ikke på samme måde med sine ufuldkomne jordiske børn? „Den Jehova elsker, tugter han; ja, han svinger svøben over enhver som han tager imod som søn.“ (Hebræerne 12:5, 6) Jehova tugter os fordi han ved vi behøver det, og fordi det er til vort eget bedste. Selvfølgelig er tugt i sig selv ikke noget man nyder. „Sandt nok synes ingen tugt i øjeblikket at være til glæde, men til sorg; men bagefter skænker den dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som stifter fred, nemlig retfærdighed.“ — Hebræerne 12:11.
Princippet „det er ikke nok at være velmenende“ gælder også forholdet mellem mand og hustru. En ernæringsekspert bemærkede engang at en mand der gifter sig med en god kok er i dødsfare. Hvorfor? Fordi en mængde fysiske sygdomme kan opstå som følge af at man spiser for meget eller for fedt. Man mener det sikkert godt hvis man opmuntrer en mand der i forvejen har en god appetit, til at spise endnu mere. Men er det klogt at gøre det?
Hvad mænd angår, kan dét at de er velmenende tage en anden drejning. Nogle mænd er så samvittighedsfulde på deres arbejde at de kun har lidt tid og energi tilovers til deres familie. Eller en kristen ægtemand er måske så ivrig efter at hjælpe andre i menigheden at han forsømmer sin egen familie, og undlader at vise den lige så megen opmærksomhed som han skænker andre der har et behov. At være velmenende er ikke nok. En ægtemand må afveje sine forpligtelser over for andre med de forpligtelser han har over for sin familie.
Hvad understreger disse eksempler? Behovet for ligevægt. Vor Skaber, Jehova Gud, er ligevægtig. Hans gerninger harmonerer altid fuldt ud med hans fire hovedegenskaber: visdom, retfærdighed, magt og kærlighed. Dette kan for eksempel ses af den beskrivelse Gud gav af sig selv, da hans tjener Moses bad om at måtte se Guds herlighed. Efter at have fået at vide at ingen kan se Gud og leve, hørte Moses en stemme der beskrev Gud på følgende måde: „[Jehova], [Jehova], Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd.“ Men lader Jehova det blive ved det? Nej — gjorde han det, ville nogle måske trække for store veksler på hans barmhjertighed og miskundhed. Derfor hørte Moses også disse ord: ’[Jehova] lader ikke den skyldige ustraffet.’ — 2 Mosebog 34:6, 7.
Det her omtalte princip kan anvendes på hele vor kristne virksomhed. For at vi kan gøre vort bedste, må vi ikke blot være velmenende, idet vi uselvisk viser kærlighed og godhed, men vi må også lade disse egenskaber være ledet af visdom og retfærdighed. Dette er væsentligt, for det er ikke nok blot at være velmenende.