Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w82 1/9 s. 14-18
  • „Hver på sin plads“

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • „Hver på sin plads“
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1982
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • „Giv agt på mig“
  • De kristnes gudgivne våben
  • „Hver på sin plads“
  • „Jehovas og Gideons sværd!“
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2005
  • Gideon og hans 300 mænd
    Min bibelhistoriebog
  • Gideon
    Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 1 (Ab-Ko)
  • Gideon besejrede midjanitterne
    Min bog om Bibelen
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1982
w82 1/9 s. 14-18

„Hver på sin plads“

„Og de blev stående, hvor de stod, rundt om lejren, hver på sin plads.“ — Dommerne 7:21.

1, 2. Hvilken modsætning er der mellem Guds skaberværk og det mennesker har udrettet?

HVAD kommer du til at tænke på når du ser modsætningen mellem den harmoni der præger Guds skaberværk og de kaotiske forhold menneskene har skabt på jorden? Du er sikkert enig med den inspirerede bibelskribent der sagde: „Gud er ikke uordenens men fredens Gud.“ (1 Korinter 14:33) Disse ord af apostelen Paulus viser at Gud ikke kan være ansvarlig for de forvirrede forhold der råder her på jorden. Jehova har i sin visdom indrettet skaberværket på en sådan måde at alt hvad der styres af hans love, har sin bestemte plads. Det vidner hele naturen om. Menneskets voksende kendskab til universet har givet det vidnesbyrd på vidnesbyrd om den præcision og orden der råder overalt. Uanset mod hvilket sted på himmelen mennesket retter sit teleskop, ser det stjerner og planeter der hver især har sin plads og som nøjagtigt følger sin bane.

2 Hvor helt anderledes ser det ikke ud når vi retter vor opmærksomhed mod de kaotiske forhold på jorden! Så megen forvirring, uorden og morderisk kappestrid! Menneskeheden er splittet i politisk, religiøs, social og racemæssig henseende og ved at drukne i uløselige problemer. Kriminaliteten har i den grad taget overhånd at det er umuligt at finde alle lovovertrædere og stille dem for retten. Endog soldaterne i de forskellige landes hære — som formodes at tjene under en streng disciplin — omgår ofte reglerne.

3. Hvad sammenlignes de kristne med, men hvilken kamp udkæmper de?

3 Ligesom der er orden i det fysiske univers, er det helt naturligt at Jehova også ønsker at der råder fred og orden blandt dem der repræsenterer ham på jorden! Hans kristne tjenere sammenlignes med veltrænede soldater i en hær. Apostelen Paulus skrev at de hver især skulle være som „en loyal Kristi Jesu soldat“. (2 Timoteus 2:3, Today’s English Version) Vi bør derfor alle ønske ’fortsat at føre den gode krig’. (1 Timoteus 1:18) Og vi må altid huske at vor kamp ikke er fysisk, men åndelig. Den er imod de usynlige ’verdensherskere i dette mørke, imod ondskabens åndemagter i det himmelske’. — Efeserne 6:12.

4. Hvorfor vil Satans angreb mod Guds tjenere ikke lykkes?

4 De styrker der er underlagt „denne tingenes ordnings gud“, ønsker imidlertid at skræmme Guds tjenere så de mister modet og flygter for fjenden. (2 Korinter 4:4) Men denne strategi fra modstandernes side vil slå ynkeligt fejl, for det er Jehova der leder begivenhederne, og det er ham der ’oplærer vor hånd til krig’. (Salme 18:35) Til vor opmuntring forsikres vi om at ’kampen ikke er vores, men Guds’. (2 Krønikebog 20:15) Ved sin mægtige hærfører, Jesus Kristus, vil Jehova lede kampen til et sejrrigt udfald. Han forsikrer derfor sine loyale tjenere om at de aldrig vil blive gjort til skamme. De vil aldrig blive nødt til at trække sig tilbage eller vige for modstandernes voldsomme angreb. — Salme 18:25, NW.

5. Hvorfor gav Jehova Gideon anvisninger der var i modstrid med menneskelige ideer om krigsstrategi?

5 Ved hjælp af en betagende, inspireret beretning om et slag der blev udkæmpet i Israel i dommertiden, århundreder før vor tidsregning, henleder Jehova vor opmærksomhed på nogle principper for krigsførelse som ’Kristi Jesu soldater’ gør klogt i at følge. Det var på dommeren Gideons tid, da en hær af hedenske afgudsdyrkere, „talrige som græshopper“, var trængt ind i Israels land. (Dommerne 6:5) Jehova vejledte Gideon om hvordan Israels hær skulle møde denne tilsyneladende overmægtige trussel. I modstrid med alle menneskelige ideer om krigsstrategi fik Gideon befaling til at reducere sin hær fra 32.000 til 10.000, og derefter fra 10.000 til kun 300. ’Med disse få vil jeg frelse jer’, lovede Jehova. — Dommerne 7:2-7.

6. Beskriv Gideons og hans 300 mands angreb på den midjanitiske lejr.

6 De 300 mand blev udrustet med horn og store, tomme krukker med fakler i, og i nattens mulm og mørke anbragte Gideon dem rundt om midjanitternes og deres forbundsfællers lejr. De fik besked om at give agt på det signal Gideon ville give dem, og derpå skride til handling. Deres loyalitet og lydighed mod Gideons slagplan var af afgørende betydning. Da alle var på plads, gav Gideon signalet. Så blæste de 300 mand „i hornene og slog krukkerne [som skjulte deres fakler] itu; men de holdt faklerne i deres venstre hånd og i deres højre hånd hornene for at blæse i dem, og de råbte: ’[Jehovas] sværd og Gideons!’ Og de blev stående, hvor de stod, rundt om lejren, hver på sin plads. Da vågnede hele lejren, og de skreg op og flygtede.“ Fjenden blev knust. — Dommerne 7:19-22.

7. Hvilke spørgsmål melder sig i forbindelse med denne bibelske begivenhed?

7 Her melder sig nogle spørgsmål. For eksempel: Ville Jehova have givet Israel en sådan overvældende sejr hvis de 300 mand havde taget let på hans befaling? Hvad nu hvis de havde undladt at vente på Gideons signal? Hvad ville der være sket hvis de havde ladet hånt om det kampudstyr Gideon havde forsynet dem med? Ville de have sejret hvis de hver især selvrådigt havde besluttet at der var andre stillinger i udkanten af fjendens lejr som var at foretrække fremfor dem de havde fået tildelt? Af det der skete kan vi udlede nogle vigtige principper som vi bør følge i dag, for disse ting skete for dem for at vi kan lægge mærke til deres eksempel og høste gavn af det. — 1 Korinter 10:11.

8. Hvem må vi se hen til efter sejr i vor krigsførelse?

8 I vor kristne krigsførelse må vi anerkende Jehova på alle vore veje. Vi må se hen til ham og stole på ham som den der giver sejr. Derimod kan menneskers kløgtige strategi, hvor genial den end måtte være, ikke garantere en sejr. „Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd,“ siger Jehova. (Zakarias 4:6) I vores daglige kamp for sandhed og retfærdighed vil vi derfor undgå verdslige ideer og fremgangsmåder som er i modstrid med de principper Gud har givet til vejledning for sit folk. Hvis vi er tilbøjelige til at støtte os til verdslige menneskers vejledning, tyder det på at der er sket en svækkelse af vor tro på Guds evne til at komme os til hjælp i nødens stund. Vi bør have en lige så stærk overbevisning som bibelskribenten Jakob (1:5): „Hvis nogen af jer mangler visdom, så lad ham fortsat bede Gud derom, for han giver gavmildt til alle og uden at bebrejde; og den vil blive givet ham.“

„Giv agt på mig“

9, 10. (a) Hvem er vor hærfører i dag? (b) Hvordan kan vi ’give agt på ham’, når han er usynlig?

9 Kristus Jesus, den større Gideon, har nu taget den fulde kommando over sine synlige og usynlige styrker. Ved ham åbenbarer Jehova gradvis sine hensigter og de tider han har fastsat for begivenhedernes udvikling, for sit folk. Hvor storslået er det ikke at forstå at Kristus Jesus leder sine ’soldater’ her på jorden; det står som en garanti for at de vil få del i den endelige sejr! I overensstemmelse med sit løfte er han med dem „alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning“. — Mattæus 28:20.

10 Eftersom Kristus Jesus nu er indsat som hærfører over alle dem der kæmper for sandhed og retfærdighed, kan vi i forening ’give agt på ham’, ligesom de 300 mand gav agt på Gideon. (Dommerne 7:17) Men hvordan kan vi ’give agt’ på Kristus i dag, når han er usynlig? Det kan vi gøre i den forstand at vi kan opfange de signaler han giver gennem den synlige „træl“, som han har sat over alle sit riges interesser på jorden. (Mattæus 24:45-47) Gennem denne kanal, der er udvalgt af Guds ånd, formidles hans ledelse og krigsstrategi til alle hans ’soldater’. Disse bør ikke gå fremad på egen hånd eller blive utålmodige hvis begivenhederne ikke udvikler sig sådan som de har forventet. Det er vor usynlige hærfører der har fastsat tidspunkterne for begivenhedernes gang. Det er hans og ikke vort personlige syn der har betydning.

De kristnes gudgivne våben

11. Hvilke våben benytter Guds tjenere i dag?

11 Den større Gideon véd hvilke våben hans soldater på jorden har brug for. Det er ikke bogstavelige våben, for vi kæmper ikke mod vore medmennesker. Det er en åndelig krig vi fører. Vore våben er „mægtige ved Gud til nedrivning af fæstningsværker. Vi nedriver nemlig ræsonnementer og alt hvad der er hovmodigt og rejser sig imod kundskaben om Gud, og vi tager enhver tanke til fange for at gøre den lydig mod Messias“. (2 Korinter 10:4, 5) Uanset den modstand vi måtte blive udsat for fra verdens side, må vi som trofaste kristne soldater være dygtige til at bruge vore gudgivne våben, så vi kan gøre som apostelen Paulus, nemlig ’meddele mennesker hele Guds råd’. — Apostelgerninger 20:27.

12. (a) Hvorfor var Gideons lille hær så effektiv? (b) Hvorfor er Jehovas tjenere så effektive i dag?

12 For at opnå det ønskede resultat måtte Gideons folk handle som én mand når de brugte deres udrustning. Lyden af de 300 lerkrukker der knustes, synet af de 300 fakler, stødene i de 300 horn og råbene fra de 300 mand der sønderbrød nattens stilhed, havde i sandhed en overvældende virkning på midjanitterne! Og er det ikke sandt at selv nu kan vor enige forkyndelse af Guds rige og hans hævn, få fjenden til at tro at vort budskab er af langt større rækkevidde og langt farligere end det er tilfældet? Hvorfor forholder det sig sådan? Fordi hele Jehovas folks organisation med glæde samarbejder og følger de givne anvisninger hver gang den større Gideon gennem sin udnævnte „træl“ beslutter at udbringe et særligt budskab til verden. Hvordan kunne der nogen sinde blive aflagt et verdensomfattende vidnesbyrd hvis alle Jehovas vidner gjorde hvad de hver især fandt for godt og fulgte deres eget hoved med hensyn til hvornår og hvordan budskabet skulle forkyndes? Det er tydeligvis Jehovas vilje at vi skal have „den samme sindsindstilling som Kristus Jesus [den større Gideon] havde, for at [vi] enigt og med én mund kan herliggøre vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader“. — Romerne 15:5, 6.

13, 14. Hvad er det der giver Guds tjeneres budskab kraft i dag?

13 Den kraft der forener Guds folk, er Jehovas ånd og hans ord Bibelen. Lykkeligvis går vi ikke hver især ud og forkynder vor egen opfattelse af Bibelens budskab. Jehova har sørget for en mængde hjælpemidler til forståelse af Bibelen i form af publikationer, så vor opfattelse og lære kan være harmonisk. Vi undgår således den alvorlige mangel på enhed og de mange modstridende læresætninger der findes i kristenheden og i de hedenske religioner. Vi udvander heller ikke Guds budskab til nationerne, et budskab der ganske vist indeholder et storslået håb, men som også er et budskab om hævn og gengældelse. Vi er udmærket klar over at trompeten skal give en ren og klar lyd. — 1 Korinter 14:8.

14 Det er derfor i høj grad på sin plads at vi alle værdsætter den udrustning Jehova har givet os i forbindelse med den kristne krigsførelse. Han underviser os også i hvordan vi skal bruge den, så der kan blive aflagt et virkelig effektivt vidnesbyrd for enkeltpersoner og nationer. Det er ikke en enlig stemme af en som råber i ørkenen, men en høj, gennemtrængende advarsel der lyder i hele verden. Som der siges: „Foran sin stridsmagt løfter [Jehova] sin røst.“ — Joel 2:9, 11.

„Hver på sin plads“

15. Hvad ville det være utænkeligt at en af Gideons mænd gjorde?

15 Det var utænkeligt at en af Gideons 300 mænd, efter at være blevet tildelt sin post, skulle unddrage sig og ønske at udskifte sin post med en anden, eller insistere på selv at vælge sin plads. Det ville være at sætte sin egen dømmekraft over den der var givet Gideon, som Jehova benyttede til at lede angrebet. Det ville være et udtryk for at vedkommende manglede ydmyghed og ikke kunne vente til Jehova fandt tiden inde til at gøre en forandring. Med en sådan indstilling ville han ikke oprigtigt kunne istemme kampråbet „Jehovas sværd og Gideons!“

16. Hvordan kan ydmyghed hjælpe os til at røgte vort ansvar?

16 Inden for Jehovas ordning i dag må det være Jehovas hensigt og hans riges interesser der ligger os mest på sinde. Vi må trofast tjene som gode husholdere, uanset hvilken plads vi har i organisationen. (1 Korinter 4:2) Vi må også vise ydmyghed, der ikke kan forenes med at man søger sine egne interesser. Følgende princip, som Kristus fremsatte, gælder stadig: „Enhver som ophøjer sig selv vil blive ydmyget, og enhver som ydmyger sig selv vil blive ophøjet.“ (Mattæus 23:12) Og Jakob giver os denne tilskyndelse: „Ydmyg jer [ikke blot i menneskers øjne, men] for Jehova, og han vil ophøje jer.“ — Jakob 4:10.

17. Er Jehova personligt interesseret i hver enkelt af os?

17 Vi forstår nu den virkelige betydning af ordene i Dommerbogen 7:21: „Hver på sin plads.“ Lad os være tilfredse med at tjene i Jehovas organisation på den plads han tildeler os, og at udføre arbejdet så godt vi kan. Vi kan være overbeviste om at Han der lægger mærke til at en lille spurv falder til jorden, er langt mere interesseret i os, når vi loyalt udfører den tjeneste vi har fået tildelt. (Mattæus 10:29-31) Han ved hvilken oplæring vi har brug for og hvilket arbejde vi er egnet til, og hans handlemåde med os vil være i overensstemmelse hermed. Vi kan være sikre på at vi ikke vil blive overset. — 1 Peter 5:10.

18. Hvorfor har vi en sådan tillid til Jehova i dag?

18 I dag står alle Guds tjenere under den større Gideons, Kristi Jesu, kommando. Vi ønsker at tjene enigt sammen for at hævde Jehovas navn, idet vi ydmygt indordner os under hans slagorden og forbliver „hver på sin plads“. Vi har tillid til at det ene og alene er Jehovas krigsstrategi der vil sikre den endelige sejr. Og vi har tillid til at Jehova ser vor loyale lydighed og vil belønne os med „det virkelige liv“ i hans nye orden, for hans ord siger: „Vær faste, urokkelige, idet I altid har rigeligt at gøre i Herrens gerning og idet I ved at jeres arbejde ikke er forgæves i forbindelse med Herren.“ — 1 Timoteus 6:19; 1 Korinter 15:58.

Husker du disse punkter?

■ Hvorfor var Gideons strategi så forskellig fra verdens opfattelse af krigsførelse?

■ Hvad gjorde det muligt for Gideon at vinde en så fuldstændig sejr?

■ Hvordan meddeler Jehova sig til sine tjenere i dag?

■ Hvilken indstilling har ’Kristi soldater’ i dag til deres tjeneste?

[Tekstcitat på side 16]

Loyalitet og lydighed mod Jehovas befalinger gav Gideon og hans mænd en overvældende sejr

[Illustration på side 17]

Jehova har givet os den vigtige udrustning vi har brug for i vor krigsførelse i dag

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del