Hvordan nogle har fundet sand tryghed i Nordirland

FRA vinduerne på hospitalet, der ligger på et højdedrag oven for byen Londonderry i det nordvestlige hjørne af Nordirland, er der en smuk udsigt. Men den unge sygeplejeassistent havde ikke tid til at betragte skaberværkets skønhed. Han tænkte på andre, alvorligere ting. Han havde med egne øjne set følgerne af den bitterhed og det barbari der kendetegner de religiøse og politiske stridigheder som hærger provinsen.

„Det er frygteligt,“ siger han, „at se unge mænd der er sprængt i stykker. Som hospitalspersonale kunne vi ikke tillade os at tænke på dem som protestanter eller katolikker, men kun som mennesker hvis liv skulle reddes. Jeg blev ved med at spørge mig selv: ’Hvad er meningen med alt dette? Hvorfor tillader Gud det?’“

En arv fra fortiden

Ligesom den unge sygeplejeassistent véd de fleste i Nordirland fra skolens historietimer at dette ikke er noget nyt problem. Siden det tolvte århundrede har der været religiøse og politiske stridigheder mellem englænderne og irerne.

Med tiden blev der en koncentration af protestanter i den nordlige del af Irland. I begyndelsen af dette århundrede blev landet delt mellem Republikken Irland og Nordirland, sådan at den sydlige og vestlige del af landet, Republikken Irland, overvejende er romersk-katolsk, mens Nordirland hovedsagelig er protestantisk. Her ønsker størsteparten af befolkningen at bevare de nære bånd til resten af Storbritannien.

Tidlige forkyndere af den sande tryghed

Charles Taze Russell, Watch Tower Bible and Tract Societys første præsident, besøgte Nordirland fire gange — i 1891, 1903, 1908 og 1911. Under sit sidste besøg i byen Belfast mødtes han med en „klasse“, eller gruppe, på cirka 40 bibelstudenter. Disse bibelstudenters arbejde bar frugt lidt efter lidt, i begyndelsen mest i de protestantiske områder. Da den anden verdenskrig sluttede i 1945, var der 120 Jehovas vidner i Nordirland.

En af de første heltidsforkyndere var en lille, spinkel kvinde. I bibelstudenternes første tid var der nogle af dem hun forkyndte for der truede hende med vold. For eksempel rendte en kvinde efter hende med en høtyv, og en mand prøvede at tage kvælertag på hende efter at han havde kaldt hende „en Dalila“.

„Alt i alt har det nu ikke været så slemt,“ fortalte hun for nylig før hun afsluttede sin jordiske løbebane. „Man vænnede sig til at de råbte efter én. Hvis man beder om Herrens beskyttelse, får man den.“ Dette trofaste vidne blev kendt vidt og bredt, cyklende rundt i hele Nordirland.

En anden af de første forkyndere fortæller om dengang han og hans ledsager blev antaget for at være protestanter mens de forkyndte i en stærkt katolsk egn. De blev mødt med en regn af sten og andet skyts. De slap ind i deres bil, vendte den hurtigt og styrede ned ad gaden, idet de prøvede at komme igennem den sammenstimlende pøbelsværm. Da bilen kørte forbi, knuste de ophidsede mennesker forruden og slog på bilen med jernstænger. Men bortset fra chokket kom forkynderne ikke noget alvorligt til.

Som følge af sådanne eksempler på standhaftighed er der nu 778 der deltager i arbejdet med at hjælpe andre til at forstå Bibelens løsning på de usikre forhold der har voldt så megen sorg i Nordirland. Hvad sker der her i de 30 menigheder og mindre grupper af Jehovas Vidner?

Nutidige eksempler

I 1979 så en ung historielærer, som udmærket kendte de tidligere tiders tragedier, et nummer af Vagttårnet hjemme hos en ven. Han blev interesseret i det han læste, og skaffede sig noget mere læsestof. „Da jeg er en læsehest, slugte jeg de bøger og blade jeg fik,“ forklarer han, „og blev mere og mere forbavset over hvor godt det hele passede sammen og, hvad der var vigtigst, hvor fornuftigt det lød.“

Hans familie, der var protestanter, brød sig imidlertid ikke om det han lærte om Bibelen, og de bombarderede ham med bøger imod Jehovas Vidner. „Jeg var lige ved at blive overrumplet af den modstand jeg mødte,“ siger han, „indtil jeg læste Mattæus 10:36, hvor der står at ’en mand vil få medlemmer af sin egen husstand til fjender’. Så fik bøgerne, med deres fordrejede og bidende kommentarer, den modsatte virkning. De tjente kun til at overbevise mig om at Jehovas Vidner virkelig havde sandheden.“

I mellemtiden blev han gift, og det var hans ønske at hans kone også ville forstå og værdsætte det han lærte fra Bibelen. Han siger: „En søndag, efter at jeg havde overværet et særlig opbyggende møde, bad jeg af hele mit hjerte til Jehova. Da jeg kom hjem, blev jeg forbavset over at se min kone sidde og læse i sin King James-oversættelse af Bibelen. Jeg begyndte at fortælle hende om det jeg havde lært i rigssalen og blev overrasket over at hun lyttede opmærksomt. Og jeg blev endnu mere overrasket da hun sagde at hun gerne ville med mig til møderne. Jeg fandt ud af at hun tidligere på dagen havde siddet og bladet i Bibelen, for første gang siden vi var blevet gift, og at det var som om Salme 83:19 var sprunget hende lige i øjnene: ’Saa skal man sande, at ene du, som nævnes Jehova, har Høihedsret over hele Jorden.’ (Kalkar) Det havde vakt hendes interesse.“

Dette unge par er nu indviede og døbte tjenere for Jehova, og de er, som de selv siger, ’fast besluttede på at ingen skal tage den skat fra dem som det er at erfare sand lykke nu og have udsigt til evigt liv på en renset jord’.

Førhen var det hovedsagelig protestanter der tog imod Bibelens sandheder, men det er ikke længere tilfældet. Siden de nuværende vanskeligheder begyndte, er det blevet meget lettere at forkynde i katolske distrikter. Nogle af dem man har kontakt med, har været aktivt involveret i striden her.

For eksempel var vold ikke noget ukendt for to kødelige søstre der begge var i begyndelsen af tyverne. Som børn så de en dreng blive dræbt af nogle soldater. Deres familie blev af en bande militante unge protestanter tvunget til at forlade hjemmet. En anden gang var der anbragt en sømbombe i en vindueskarm i deres hus. Som teenagere prøvede de selv at gøre noget for at rette op på det som de syntes var politiske og sociale uretfærdigheder.

En af pigerne sluttede sig til en terroristorganisation. Da hun var seksten fik hun tre ugers fængsel for illegal besiddelse af en pistol. Begge piger deltog i demonstrationer til støtte for terroristorganisationer. Iført tæpper kom de ofte på pubberne for at indsamle penge til fængslede IRA-folk der krævede at blive anerkendt som politiske fanger.

Efterhånden så pigerne imidlertid det had som nogle af dem de kom sammen med, nærede i hjertet, og de blev desillusionerede. I 1979 blev de besøgt af en forkynder der gerne ville fortælle dem om Bibelen. De lyttede opmærksomt, men de var meget skeptiske. At en god regering ville skabe sand tryghed syntes alt for fantastisk. Men efterhånden kom de til at forstå at det ville blive en realitet ved hjælp af Guds rige. — Mattæus 6:9, 10; Esajas 9:6, 7; Daniel 2:44.

Det var svært for dem at forestille sig at nogen i en by som Belfast kunne være neutrale i forbindelse med den politiske situation. Men efterhånden som de kom sammen med Jehovas vidner, så de den enhed og den ægte tillid til Guds rige der findes blandt sande kristne. Som de selv sagde: „I rigssalen blev der ikke snakket om politik.“ De gjorde hurtigt fremskridt og tog et fast standpunkt for Guds rige til trods for stærk modstand.

Neutralitet en beskyttelse

Et ungt Jehovas vidne der var heltidsforkynder, besøgte nogle interesserede mennesker i den lille by Newry, som ligger nær den sydlige grænse mellem Republikken Irland og Nordirland. Her havde terroristgrupperne stor støtte.

Pludselig kørte en bil op på siden af ham. En af mændene i den beordrede ham, med et gevær i hånden, ind på forsædet. „Først troede jeg at jeg ville blive skudt,“ fortæller han, „fordi de antog mig for at være en soldat i civil. Men jeg blev kørt hen til et hus og låst inde i brændeskuret ude bagved. Efter hvad der forekom mig som en evighed, blev jeg ført ind i huset med bind for øjnene.

Dér kunne jeg høre nogle gennemgå indholdet af min mappe, og de kommenterede de notater jeg havde gjort om de mennesker jeg havde besøgt. De spurgte hvem jeg var og hvad jeg lavede i området. Jeg sagde flere gange at jeg som et af Jehovas vidner hjalp folk til at forstå Bibelen, og at de mennesker jeg havde besøgt var glade for at læse vores blade.

En af dem forlod værelset, og idet han gik sagde han: ’Hold geværet rettet mod ham, og hvis han bevæger sig, så skyd ham!’ Jeg behøver vist ikke at sige at jeg forholdt mig helt stille og fortsatte med at bede til Jehova. Efter nogen tid kom han tilbage og sagde til de andre at de godt kunne lade mig gå. Han må have fundet en han kunne få mine oplysninger bekræftet hos. Stadig med geværet rettet mod mig, blev jeg ført ud i bilen og kørt næsten ind til byens centrum, hvor jeg blev løsladt.“

Der har været flere lignende tilfælde hvor Jehovas vidners neutralitet virkelig har tjent som en beskyttelse for dem. Deres neutrale holdning i politiske spørgsmål har gjort det muligt for dem at deltage i dette bibeloplysningsarbejde overalt i Nordirland.

Opførelse af rigssale

Menighederne er sædvanligvis ret små, og der er ikke mange på over 60 til 70 forkyndere. Medlemmerne er imidlertid helhjertede og energiske i arbejdet. Et tydeligt vidnesbyrd om dette har været opførelsen af mange nye rigssale. For eksempel har ni menigheder i Belfast og i omegnen inden for en radius af 32 kilometer bygget deres egne rigssale.

Det har ikke kunnet lade sig gøre uden modstand og vanskeligheder. Et ældre medlem af menigheden i Londonderry fortæller: „Jeg husker at nogle i menigheden altid sagde: ’Vi får aldrig vores eget mødelokale.’ Hvis de havde levet i dag ville de have set at Jehovas ånd er med os i vor nye rigssal.“

Selv nogle af de små grupper får deres eget mødelokale, som for eksempel menigheden i Enniskillen, hvor der kun var fjorten forkyndere. I flere år lejede de et lokale, men de blev klar over at de havde brug for en sal der var deres egen. Selv om de kun havde begrænsede midler, gik de i gang i fuld tillid til Jehovas magt til at tilvejebringe det fornødne.

Menigheden købte en præfabrikeret bygning, fandt en god byggegrund og oplevede at det ene problem efter det andet forsvandt som dug for solen. Da andre menigheder hørte om deres behov, kom der bidrag ind. Et ældre medlem af menigheden fortæller: „Den hjælp vi fik fra andre fik os i Enniskillen til i sandhed at føle os som en del af et internationalt brodersamfund.“

Sand tryghed ikke blot en drøm

Til trods for de fortsatte vanskeligheder og den bitterhed og splittelse der hele tiden er i landet, finder flere og flere sand tryghed når de hører hvordan Jehova vil bringe orden i tingene. Hvordan gik det forresten med den unge sygeplejeassistent der havde set så frygtelige ting?

Da to Jehovas vidner fra England besøgte ham, var hans første reaktion denne: „Ingen udlænding skal komme og undervise os her i Irland i religion.“ Men da han så at alt hvad de sagde, var grundlagt på Bibelen, ændrede han indstilling. Han tjener nu som menighedstjener i menigheden. Han, og mange andre, er fast overbevist om at vi lever på den tid da Jehova vil opfylde sine storslåede løfter, gøre ende på alt det der forårsager sorg og smerte, og sørge for at der snart er paradisiske forhold overalt på jorden. — Salme 37:9-11, 29.

[Kort/illustration på side 28]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Nordirland

Londonderry

Belfast

Enniskillen

Newry

[Kort]

Irland

Storbritannien