Hvilket navn bruger du om Gud?

Ved du hvilket navn der forekommer oftere i Bibelen end noget andet navn? Ville du sige David? Abraham? eller Jesus?

Hvis du mener det er et af disse navne vil du finde denne artikelserie meget interessant, for det vigtigste navn i Bibelen bruges oftere end alle disse navne tilsammen.

ET RELIGIØST tidsskrift gør opmærksom på at man, når man siger at man elsker nogen, nævner den pågældende ved navn. Man siger ikke: „Mand, jeg elsker dig.“ Eller: „Kvinde, jeg elsker dig.“ Man siger i stedet: „John, jeg elsker dig.“ Eller: „Margaret, jeg elsker dig.“ Dernæst stilles spørgsmålet: „Hvilket navn kan man give Gud for at gøre ham mere personlig og opnå et nærmere forhold til ham?“

Bladet bruger en hel side til at behandle dette spørgsmål uden en eneste gang at nævne det navn som Gud selv kalder sig ved. Det drager følgende konklusion: „Det navn du vælger i fortrolighed at nævne Gud ved, beror på dig.“ Men ville det ikke være bedre at bruge det navn Gud selv har valgt sig og som bruges tusinder af gange i Bibelen?

Har Gud virkelig et navn?

Ja, det har han. Men på hebraisk og græsk, som Bibelen oprindelig blev skrevet på, sigter ordet „gud“ ikke altid til den sande Gud. Ligesom på dansk anvendes det også om falske guder og afguder. Hvordan kan man da skelne imellem den sande Gud, Skaberen, og de menneskeskabte guder? Ved at bruge Guds personlige navn. Der er imidlertid mange der ikke kender Guds navn, og langt færre der bruger det i dag.

Måske har du aldrig set Guds navn i din egen bibel? Hvorfor ikke? Fordi de der har oversat den udgave af Bibelen du har, kan have ændret det. De har ikke været enige med de bibelskribenter som Gud inspirerede til at bruge dette navn tusinder af gange i De hebraiske Skrifter.

Den danske autoriserede oversættelse indeholder heller ikke Guds navn — undtagen i Ordforklaringen, hvor udgiverne oplyser at „HERREN“ er „en omskrivning for navnet Jahveh, Israels Gud“. Selv ikke de nyeste oversættelser udgivet af Det danske Bibelselskab (Salmerne og Esajas’ bog) indeholder navnet, men bruger ordet „Herren“, endda uden nogen som helst fremhævelse. Man har udeladt Guds navn af hans egen bog!

I erkendelse af at dette NAVN havde større betydning end de ord oversætterne erstattede det med, har nogle engelske oversættelser ligeledes valgt at trykke erstatningsordene i kapitæler, for at lade oplyste læsere vide på hvilke steder Guds navn forekommer i den oprindelige tekst. Et kendt opslagsværk forklarer: „Man må huske at det hebraiske navn Jehova i den engelske oversættelse sædvanligvis gengives med ordet LORD (undertiden GUD), og trykkes med kapitæler.“ Når man ser ordet „LORD“ [„HERREN“] trykt på denne måde, ved man altså at det er Guds eget navn, JEHOVA, der er brugt på originalsproget. — McClintock og Strongs Cyclopedia, 1981, bind IV, side 811.

Hvad enten du har set dette navn i din egen bibel eller ikke, fandtes det i den oprindelige hebraiske tekst. De tyske forskere Keil og Delitzsch peger på at udtrykket „Jehova Elohim“ (Jehova Gud) forekommer 20 gange alene i de knap 50 vers i Første Mosebog, kapitlerne 2 og 3. De siger at „det anvendes med særligt eftertryk for at understrege det forhold at Jehova virkelig er Elohim“, eller Gud. — Commentary on the Old Testament, af Keil og Delitzsch, 1973, bind 1, siderne 72, 73.

Jesu eget navn betyder „Jahs [Jehovas] frelse“ eller „Jehova er frelse“. Og hver gang man siger „Halleluja“, udtaler man en forkortet poetisk form af Jehovas navn. Man kan slå ordet Halleluja efter i en ordbog og selv se at det betyder ’Pris Jah’, eller ’Pris Jehova’.

Husk at Jehova er Guds eget navn. Det er det navn HAN har valgt at lade sig identificere ved. Kunne du tænke dig at vide hvordan brugen af dette navn kan øge din forståelse af Gud og hans hensigter? Det vil vi komme nærmere ind på i de næste artikler.