Et stort skridt for et lille land

„DA VI så alt dette, blev vi målløse!“ Det var blot én af de mange bemærkninger der lød fra de begejstrede gæster ved indvielsen af Jehovas Vidners nye afdelingskontor i Emmen i Holland den 29. oktober 1983.

En forsamling på 1150, deriblandt 54 delegerede fra ni andre lande, overværede den festlige højtidelighed. Til stede var også hundreder af Jehovas vidner som havde tjent trofast i mange år og hvis „grå hår“ satte et særligt præg på begivenheden. Blandt de særlige gæster var M. G. Henschel, som er medlem af Jehovas Vidners styrende råd og var kommet hele vejen fra New York for at medvirke ved indvielsesprogrammet. I nærheden af afdelingskontoret, i to stævnehaller, havde en forsamling på 2978 lejlighed til at se lysbilleder og lytte til programmet, der blev transmitteret via telefonnettet.

Jehovas ledelse åbenbar

Det gæsterne kom for at se og som de talte så begejstret om, var de nye faciliteter i forbindelse med Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Holland. Bygningerne omfatter et boligkompleks hvor der kan bo op til 120 personer der vil være knyttet til afdelingskontoret. De indbefatter også en spisestue til 160, et moderne køkken og bageri, et vaskeri, en rigssal og et bibliotek. Desuden er der kontorer hvor 30 kan arbejde under bekvemme forhold, et trykkeri og en forsendelsesafdeling halvt så stor som en fodboldbane. Alt dette er bygget på en 5 hektarer stor grund i byen Emmen.

Men hvorfor i Emmen, så langt fra de store byer i den vestlige del af Holland og fra det tidligere afdelingskontor i Amsterdam? Beretningen om hvordan man ledte efter en passende grund i dette tætbefolkede land viser tydeligt at Jehova ledede begivenhederne.

Man begyndte at lede i 1978. I 1980 så det ud til at alle anstrengelser havde været forgæves, på grund af den hollandske regerings strenge fredningslove der begrænser opførelsen af så store bygninger som vi ville behøve. Følgelig besluttede Vagttårnsselskabet at indstille søgningen og henvende sig direkte til kontoret for by- og landplanlægning.

Der blev snart arrangeret et møde. Embedsmanden lyttede opmærksomt til brødrenes forslag. Til alles overraskelse sagde han så: „Jehovas Vidner gjorde et enestående arbejde i vort land under den anden verdenskrig, og det glemmer man uheldigvis alt for ofte. Jeg skal sørge for at jeres center kommer til at ligge i et af de tre nordlige områder af Holland.“ Jehova havde i sandhed besvaret sit folks bønner.

Allerede næste morgen blev der holdt et møde med direktøren for by- og landplanlægningen for den nordlige del af landet. Inden 24 timer havde man fundet frem til en grund på omkring 5 hektarer i Emmen. Den viste sig at være lige hvad vi havde brug for. En venlig borgmester i Emmen, der var overrasket over myndighedernes imødekommende indstilling, bekræftede at det ville være det lokale byråd i Emmen en glæde at lade Jehovas Vidner bygge, en udtalelse som man siden har levet op til.

Udfordringen tages op

I august 1980 begyndte udgravningen af grunden. Men der var ét problem. Indtil da havde forkynderne i Holland aldrig bygget noget der var større end en rigssal eller en stævnehal. Nu stod de over for den store udfordring at skulle bygge et hjem til 120 personer samt et moderne trykkeri med eget maskinværksted og elektronisk udstyr. Intet under at de tilstedeværende ved indvielsen, da de fik forevist et lysbillede af den oprindelige gruppe på 15 byggearbejdere der skulle begynde projektet, alle var enige om at byggearbejderne og de tilsynsførende — for at sige det mildt — „havde været optimistiske“.

Snart voksede antallet til 120 heltidsarbejdere. I weekenderne kom der så mange som 150 fra menighederne for at hjælpe. Men hvordan klarede denne skare af forholdsvis uerfarne arbejdere opgaven? „Englene byggede for os,“ sagde en af byggearbejderne. På en eller anden måde blev de vanskelige opgaver altid klaret, og problemerne blev løst på uventede måder.

For eksempel fik man, selv om beton er meget dyrt i denne del af landet, gavmildt tilbudt en brugt betonblandemaskine (betonstation), hvilket betød at man sparede 600.000 kroner. Og netop som man stod og manglede en stor hejsekran, var der en entreprenør der havde en til salg. I løbet af få uger blev der opstillet en 40 meter høj kran på byggepladsen. Og hvem skulle betjene den? En specialpioner (heltidsforkynder) der var blevet uddannet som kranfører nogle få uger før byggeriet begyndte.

Det var det samme med andre håndværkere. Næsten hele centralvarmeanlægget og alle de sanitære installationer blev tegnet og installeret af specialpionerer som havde fået deres uddannelse ved at gå på aftenskole. Tre af håndværkerne var kommet i sandheden for blot nogle få år siden. De arbejdede i samme firma hvor en medarbejder, en forkynder, delte „den gode nyhed“ med dem. Selv den tilsynsførende for byggeriet var åbenbart dukket op lige i det rette øjeblik. Han havde lært sandheden at kende for blot nogle få år siden og flyttede med sin familie til Emmen.

Jehova fik det til at gro

Brødrene havde således gjort en rosværdig indsats, men ét spørgsmål stod stadig åbent for mange af de tilstedeværende: „Hvad var det der havde gjort det muligt for Jehovas folk i dette lille land at gennemføre et sådant gigantisk projekt?“ Svaret var indlysende. Uden Jehovas velsignelse ville der ikke have været noget behov, endsige nogen mulighed, for et sådant byggeprojekt. De forskellige talere ved indvielseshøjtideligheden førte tilhørerne på en hurtig rejse tilbage i tiden for at vise hvordan Jehova havde velsignet sine trofaste tjenere.

Willi Diehl fra Schweiz fortalte en beretning fra slutningen af den første verdenskrig. Han sagde at J. F. Rutherford, der dengang var Vagttårnsselskabets præsident, indbød en hollandsk tandlæge, Adriaan Block, der boede i Mulhouse i Frankrig, til at vende tilbage til Holland for at hjælpe med forkyndelsen dér. Indtil da havde det centraleuropæiske afdelingskontor i Bern i Schweiz ført tilsyn med arbejdet i Holland. I 1922 blev der således oprettet et afdelingskontor i Witte de Witstraat i Amsterdam. Det blev flyttet til Haarlem i 1927.

Den fart hvormed arbejdet dengang skred frem kunne, som man plejede at sige, sammenlignes med en oksekærres. Oksekærren blev imidlertid langsomt men sikkert udskiftet med en bil. En anden taler, Richard Kelsey fra Tyskland, fortalte tilhørerne at det i virkeligheden var pionerer fra Tyskland der beredte vejen for arbejdet i Holland. I 1932 var otte af de tolv pionerer i landet kommet fra Tyskland. Senere fik nazisternes forfølgelse mange andre tyske brødre og søstre til at rejse til Holland, hvor de fortsatte forkyndelsen.

Efterhånden som forkyndelsen havde fremgang, blev der udgivet flere og flere bøger og blade på hollandsk. Vagttårnet var tidligere blevet udgivet på hollandsk i 1918. Men på grund af manglende interesse udkom der kun tre numre. Det udkom atter i 1926, for aldrig igen at ophøre, ikke engang i den mørke tid under den anden verdenskrig.

Lige før Holland blev inddraget i krigen og begyndende med nummeret for oktober 1939, blev den hollandske udgave af Vagttårnet trykt på en maskine der var kommet fra Prag i Tjekkoslovakiet. Det varmede alle de tilstedeværende om hjertet at se broder Alois Stuhlmiller, som var en af de første pionerer fra Tyskland og som havde betjent denne presse, på podiet og af hans egen mund høre beretningen om trykningen af bladene.

Trykkerivirksomheden i Haarlem varede ikke længe. Trykkemaskinen blev snart konfiskeret af den nazistiske besættelsesmagt. Som en slags erstatning fik man efter krigen af den hollandske regering tilladelse til at indrette et trykkeri i Amsterdam, selv om bladene måtte fremstilles i andre lande. Dette trykkeri er nu blevet udvidet til det fuldt udstyrede rotations-offsettrykkeri i Emmen, hvor de hollandske blade nu trykkes.

Med blikket rettet fremad

Den senere tids store udvidelser gælder ikke blot bygningerne og trykkerivirksomheden, men også antallet af afdelingskontorets eller betelfamiliens medlemmer. Da afdelingskontoret blev oprettet ved slutningen af den anden verdenskrig var der kun tre eller fire medlemmer. I 1964 var betelfamilien vokset til 19. Endog ved begyndelsen af 1980erne var antallet kun 25. Mens dette skrives findes der 75 medlemmer i det nye hjem i Emmen som alle er fuldt optaget af det forestående arbejde. I de rummelige omgivelser og med de gode faciliteter de har til rådighed ser de frem til at gøre en endnu større indsats.

Et stort skridt? For dette lille land, ja. For stort? Nej! For som broder Henschel sagde i sin indvielsestale: „Denne bygning er ikke blevet bygget uden formål.“ Der venter Herrens arbejde i dette lille land en storslået fremtid. Vi må se fremad og fortsat holde hånden på ploven. Det er de 28.000 Jehovas vidner i Holland besluttede på at gøre. Selv om tiderne har ændret sig, og folks almindelige interesse i religiøse spørgsmål er blevet trængt i baggrunden, er der stadig mange som reagerer positivt på Bibelens budskab om en kommende ny orden. Hvis det er Jehovas vilje er Jehovas vidner i Holland ivrige efter at blive brugt til yderligere at fremme Rigets interesser i dette lille land.

[Kort på side 26]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Holland

Emmen

Haarlem

Amsterdam

Vesttyskland

Belgien

[Illustration på side 28]

Receptionen i det nye afdelingskontor

[Illustration på side 29]

Alois Stuhlmiller fortalte hvordan Vagttårnet begyndte at blive trykt i Holland