Behovet for sande fredsstiftere

TEMAET var lovende: „International litterær kongres — forfattere for fred.“ Omgivelserne var idylliske: Et smukt sted i Köln med udsigt over Rhinen. Stemningen ved kongressen var da også idyllisk — lige indtil freden blev brudt af et skænderi mellem deltagerne. Ifølge avisernes referater fra denne kongres i 1982 begyndte de tilstedeværende at råbe, mase og slå — nogle sloges endda om talerstolen. Slagsmålet drejede sig om hvilken regering der var den aggressive part i konflikterne i verden.

Uanset om det er et fjernt land, en kongressal eller naboens dagligstue der, mere eller mindre bogstaveligt, bliver til en slagmark, kan man spørge: Hvorfor er der så få der kan leve sammen i fred? Svaret er ganske enkelt: Intet menneske kan opleve sand fred hvis fredens Gud, Jehova, udelukkes fra dets liv. — 1 Thessaloniker 5:23.

I Galaterbrevet 5:22, 23 anføres fred som en frugt af Guds hellige ånd. Vi kan kun opleve sand og varig fred i vort liv hvis Guds ånd lader den gro i vort hjerte. Hvordan opnår vi dette? Først må vi lære Jehova Gud og hans søn Jesus Kristus at kende, og derefter må vi tro på dem. (Johannes 17:3) Så vil vi erfare opfyldelsen af apostelen Paulus’ inderlige bøn: „Måtte Gud der giver håb, fylde jer med al glæde og fred ved at I har tro, så I må være rige i håbet med hellig ånds kraft.“ Bemærk at Paulus i det samme brev slutter sin formaning med denne bøn: „Måtte den Gud som giver fred være med jer alle.“ — Romerne 15:13, 33.

Den fred som Guds hellige ånd fremkalder, er ikke som den fred verden søger. Hvilken forskel er der?

En fred der er anderledes

I forholdet mellem nationer er en fredsstifter ofte en der forstår sig på formaliteter og formuleringer, en der kan få to stridende parter til at indgå et kompromis uden at de nødvendigvis ændrer deres egentlige holdning eller motiver. På den måde kan der stiftes fred mellem en kapitalist og en kommunist uden at nogen af dem ændrer opfattelse. Men at have fred med Gud er noget helt andet. Her er det Gud der fastsætter fredens betingelser. Det er ham der dikterer vilkårene og anviser hvordan de skal følges. Med Jehova Gud skal vi ikke indgå et kompromis, men overgive os totalt, med alle vore motiver, hele vor indstilling og livsform — hele vort jeg. — Mattæus 22:37.

Det der er behov for i dag, er således en fred der har sin rod i den guddommelige visdom, ikke i menneskers visdom. Læs ordene i Jakob 3:13-18, og læg mærke til hvor gavnlig visdommen ovenfra er for forholdet mennesker imellem:

„Hvem er viis og forstandig iblandt jer? Lad ham ved sin gode adfærd vise sine gerninger med en mildhed der hører visdom til. Men hvis I har bitter skinsyge og stridbarhed i jeres hjerte, så fremhæv ikke jer selv og lyv ikke imod sandheden. Dette er ikke den visdom der kommer ned ovenfra, men den jordiske, sjælelige, dæmoniske. . . . Men visdommen ovenfra er først og fremmest ren, derefter fredsstiftende, rimelig, rede til at adlyde, fuld af barmhjertighed og gode frugter, ikke partisk, ikke hyklerisk. Desuden får retfærdigheds frugt sin sæd sået i fred for dem som stifter fred.“

Den fred der kommer af Guds visdom består ikke blot i at man undgår konflikter; den indbefatter en oprigtig og aktiv søgen efter et godt forhold til andre. Den der på gudfrygtig måde stifter fred, har også deri en hjælp til at forhindre at de skadelige tilbøjeligheder der har ligget som frø i menneskets hjerte siden oprøret i Edens have, vokser hos ham og bliver til dødbringende, syndige handlinger. (1 Mosebog 8:21; Mattæus 15:19; Romerne 5:12) Apostelen Paulus beskrev hvor stærk denne beskyttelse er: „Guds fred, som overgår al forstand, vil ved Kristus Jesus beskytte jeres hjerter [motiver] og jeres sind.“ — Filipperne 4:7.

Dette viser at vi modtager „Guds fred“ gennem Sønnen. Jesus sagde: „Min fred giver jeg jer. Jeg giver jer den ikke sådan som verden giver.“ (Johannes 14:27) Sand fred kommer ikke som følge af sociale, økonomiske, politiske eller miljømæssige reformer, men som følge af at den enkelte tilbeder Jehova og går i hans søns, Jesu Kristi, fodspor. Derfor er det så passende at apostelen Paulus indleder mange af sine breve med udtryk som dette: „Måtte I have ufortjent godhed og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus.“ — Romerne 1:7; 1 Korinther 1:3; 2 Korinther 1:2.

Er du en fredsstifter?

Fredselskende kristne ved at den fred de kan opnå eller stifte, ikke varer ved hvis de lader Jehova ude af betragtning. Det menneskelige kød er svagt. Det behøver Guds ånds støtte. Apostelen Paulus mindede de kristne om budet: „Du skal elske din næste som dig selv,“ og fortsatte: „Men hvis I bliver ved med at bide og fortære hinanden, så pas på at I ikke bliver tilintetgjort af hinanden. Men jeg siger: Bliv ved med at vandre ved ånd, så vil I ikke opfylde noget som helst kødeligt ønske. For kødet er i sine ønsker imod ånden, og ånden imod kødet; for disse står hinanden imod, sådan at det I gerne vil gøre, det gør I ikke.“ — Galaterne 5:14-17.

Hvis en anden er uenig med dig, kan det ske at ’kødet i sine ønsker’ bedrager dig til at tro at du har ret, mens det er den anden der har ret. Vi kan let lade os forlede til at tro at egoisme, misundelse og konkurrenceånd hos os selv er noget andet end det egentlig er. Vi anser det måske selv for at være en slags nidkærhed eller passende pågåenhed, egenskaber vi tror man må have for at komme frem. Sådan gik det i det første århundrede med nogle kristne i provinsen Galatien. De lod ’kødets ønsker’ skæmme freden, ikke blot i deres eget liv men også i menigheden. Menighedens åndelige fremtoning var plettet med „fjendskaber, strid, skinsyge, vredesudbrud, tilfælde af stridbarhed“, og disse pletter måtte de fjerne før freden kunne genoprettes i menigheden. — Galaterne 5:20, 22.

Også i dag kan ukristne træk berøve os freden i det åndelige paradis. Vore aktiviteter i forbindelse med arbejde, forretning, skolegang, selskabeligt samvær og menighedsliv vil vise om vi virkelig har et fast greb om fredens frugt. Er du en fredsstifter eller en fredsforstyrrer? Stil dig selv følgende spørgsmål for at afgøre det:

■ Søger jeg at hævde mig selv og vinde større anerkendelse? Eller er jeg ydmyg og beskeden? — Ordsprogene 11:2; Mattæus 18:1-4.

■ Har jeg et stærkt ønske om at opnå materiel vinding? Eller er jeg tilfreds med føde, klæder og husly? — 1 Timoteus 6:4-10; Hebræerne 13:5.

■ Prøver jeg at smigre dem der er fremtrædende i menigheden eller dem der er materielt velstående? Eller er jeg lige imødekommende over for alle i troen? — Romerne 15:7; Jakob 2:1-4.

Guds visdom i stedet for menneskers visdom

Den dårlige ånd der er drivkraften hos kroniske fredsforstyrrere, udspringer af deres selviske ønsker. Disciplen Jakob peger meget præcist på hvorfra de slette frugter stammer: „Hvorfra stammer krige og hvorfra stridigheder iblandt jer? Stammer de ikke herfra: fra jeres trang til sanselige nydelser som fører krig i jeres lemmer?“ (Jakob 4:1) De der forstyrrer harmonien i menigheden, modarbejder freden fordi de lader deres selviske begær ’føre krig’ i deres indre. De lader en krigens ånd slå lejr i deres legeme, og fra denne lejr kan deres selviske begær drage ud som en invasionsstyrke og føre krigstogt i forsøg på at skaffe dem større magt og betydning eller flere ejendele — mens det samtidig fjerner freden fra deres forhold til Gud og deres medtroende.

Det sker sikkert hver dag at vi står over for nogen eller noget vi ikke rigtig kan goutere. Hvordan reagerer vi da? Nogle protesterer højlydt og vredt, og håber at få situationen vendt. Andre søger at beskytte deres position ved ligefrem at føre kampagner imod enhver ny ordning. Den slags ødelægger freden. Det medfører at fremskridt går langsommere og at mindre udrettes, hvad enten det er i en familie, på en arbejdsplads eller i en menighed. „Men visdommen ovenfra er . . . fredsstiftende.“ (Jakob 3:17) En sådan fred kan ikke blot forene mennesker indbyrdes men også mennesker med Gud. (Efeserne 4:3) Derfor giver den guddommelige visdom os denne vejledning:

■ „Hvis du er i færd med at bringe en offergave til alteret, og du dér kommer i tanker om at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive liggende dér foran alteret, og gå; slut først fred med din broder, og derefter, når du er kommet tilbage, kan du bringe din offergave.“ — Mattæus 5:23, 24.

■ „Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker.“ — Romerne 12:18.

■ „Så lad os altså jage efter det der skaber fred og er til indbyrdes opbyggelse.“ — Romerne 14:19.

Fredsstiftere er evangelieforkyndere

Apostelen Peter erkendte at Jehova Gud lod et fredens budskab gå ud i hele verden: „Han sendte ordet til Israels sønner for at forkynde dem den gode nyhed om fred gennem Jesus Kristus; denne er alles Herre.“ (Apostelgerninger 10:36) Ikke alene forkyndte Jesus selv „den gode nyhed om fred“, han oplærte også sine disciple til at forkynde. (Efeserne 2:17) Han forklarede at de skulle gå fra hus til hus og ’finde frem til dem der fortjente det’, og han sagde: „Hvor I går ind i et hus skal I først sige: ’Måtte dette hus have fred.’“ — Mattæus 10:11; Lukas 10:5.

Det er dog, ligesom i det første århundrede, ikke alle der tager imod „den gode nyhed om fred“. Nogle reagerer ikke fredeligt men snarere krigerisk. Dette forudså Jesus, for han sagde: „Når I går ind i huset, så hils på beboerne; og hvis huset fortjener det, så lad den fred I ønsker det, komme over det; men hvis det ikke fortjener det, så lad jeres fred vende tilbage til jer.“ (Mattæus 10:12, 13) Nogle ville med iver tage imod Guds fred; andre ville ikke. Men i intet tilfælde skulle den kristne give slip på sin fred med Gud eller mennesker.

De der vrager Guds fred kommer i virkeligheden i krig med ham. Da Jesus profeterede om det tegn der skulle markere hans „nærværelse“ i det messianske riges magt, nævnte han, som advarsel, denne illustration: „Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham . . . [vil han] skille folk fra hinanden, ligesom en hyrde skiller fårene fra gederne.“ (Mattæus 25:31-33) Spørgsmålet om Guds rige ved Kristus danner grundlag for denne adskillelse. Den enkeltes reaktion på „denne gode nyhed om riget“ som ’Kristi mindste brødre’ forkynder, er tungtvejende i forbindelse med dommen. (Mattæus 24:14; 25:34-46) I sit adskillelsesarbejde lader Kristus kun fredselskende mennesker bringe budskabet om den gode nyhed ud. Derved vil modstandere aldrig have anledning til at sige: ’De gjorde mig så vred at jeg simpelt hen ikke kunne forstå „fredens budskab“.’

Ja, i en verden hvor der hver dag er ufred både mellem enkeltpersoner og mellem nationer, er der stærkt brug for fredsstiftere. Dem vil man kunne finde inden for den sande kristne menighed. Lad „fredens Gud“ give dig sin hellige ånd. Da vil du blive den lykkelige modtager af fred, klarhed og sindsro og opnå frihed for strid, tvivl, frygt og konflikter. (Esajas 32:17, 18) Og når du forkynder „den gode nyhed om fred“ vil du også få den store forret at hjælpe andre til at blive fredsstiftere. — Efeserne 2:17; Mattæus 28:19, 20.

[Tekstcitat på side 11]

Den fred der kommer af Guds visdom består ikke blot i at man forhindrer konflikter; den indbefatter en oprigtig og aktiv søgen efter et godt forhold til andre

[Illustration på side 9]

Den fred som Guds hellige ånd fremkalder, er ikke som den fred verden søger