Et folk der er „nidkært for gode gerninger“ i Kenya

„DET er det jeg har ledt efter hele mit liv!“ udbrød en hindu efter at have overværet et af Jehovas Vidners stævner i Kenya. „Dét her er noget for sig.“

Hvad var det der havde bevæget ham til at sige sådan? „Folk fra alle mulige racer, miljøer og lande blander sig naturligt med hinanden og nærer åbenlys hengivenhed for hinanden,“ sagde han. Men hvordan kan dette lade sig gøre i en verden der er så splittet og fyldt med racefordomme? Hvordan er der opstået en sådan enhed og åndelig harmoni i Kenya?

De første pionerer baner vejen

I 1931 rejste brødrene Frank og Gray Smith fra Sydafrika til Mombasa ad søvejen med 40 kasser bøger. Derfra foretog de en udmattende og farlig rejse til Nairobi, hvor de afsatte hele deres forsyning af bøger og blade på en måneds tid. Begge pådrog sig malaria, og Frank døde, trofast til det sidste. Senere samme år foretog Robert Nisbet og David Norman en lignende ekspedition og afsatte 200 kasser læsestof i Østafrika. Sådan blev de første af sandhedens sædekorn sået i Kenya.

I 1935 drog Gray Smith og hans kone ud sammen med Robert Nisbet og dennes broder George for at følge den fundne interesse op. Denne gang pådrog Robert sig tyfus, og de andre måtte døje med malaria og sortvandsfeber. Foruden disse prøvelser mødte de modstand og blev udvist af kolonimyndighederne. Trods dette nåede disse første, nidkære pionerer at uddele en kolossal mængde bibelsk læsestof, hvorved de lagde grunden til vækst. Omkring 30 år senere blev en forkynder der arbejdede i et afsidesliggende landdistrikt, overrasket over at træffe en mand der havde et eksemplar af bogen Forligelse, som mandens broder havde erhvervet sig i 1935. Manden gjorde fremskridt og er nu et af Jehovas vidner.

Yderligere vækst

Først i 1949 bosatte en forkynder, Mary Whittington, sig i hovedstaden Nairobi. Blot ét år tidligere var hun blevet døbt i England. Hun havde næppe gjort sig nogen forestilling om hvilken isolation og modstand og hvilke forhindringer hun skulle komme ud for. Men hun skulle også opnå glæden ved at se ’den mindste blive til tusind’. (Esajas 60:22) I dag er hun, i en alder af 73 år, stadig i heltidstjenesten som pioner.

I 1956 ankom Bill og Muriel Nisbet som de første elever fra Vagttårnets bibelskole Gilead der blev sendt til Kenya. Dengang var raceadskillelse stadig fremherskende, og koloniens love indskrænkede forkyndelsen og begrænsede antallet af tilstedeværende ved møder til højst ni. Broder og søster Nisbet måtte derfor nøjes med at forkynde for europæerne og drøfte sandheden uformelt med afrikanerne. Alligevel kom der vækst.

I 1962 blev Jehovas Vidners arbejde juridisk anerkendt. Året efter ophørte kolonistyret, hvilket banede vej for yderligere udvidelse af vort kristne arbejde. Nu kunne bøger og blade blive trykt på swahili, og tilsynsmænd blandt Jehovas vidner fik bemyndigelse til at forrette vielser. Siden har Jehovas Vidner været medvirkende til at næsten 2000 ægtepar har fået deres ægteskab lovformeligt indregistreret.

I 1972 indviede man et nyt afdelingskontor med udmærkede faciliteter og en bekvem beliggenhed i Nairobi. (Det er siden blevet udvidet.) Kenya var nu bedre udrustet til at føre tilsyn med Rigets arbejde i de ti østafrikanske lande der sorterede under afdelingskontoret her, og til at dække behovet for bøger og blade på de forskellige lokale sprog.

Gode eksempler i nidkærhed

Forkynderne af den gode nyhed i Kenya viser den samme ’nidkærhed for gode gerninger’ som kendetegnede de kristne i det første århundrede. (Titus 2:14) Vanskeligheder afholder dem ikke fra at hjælpe andre til at få nøjagtig bibelkundskab.

I ét tilfælde bad afdelingskontoret en forkynder om at besøge en interesseret mand der var blind og som boede over 25 kilometer borte. Forkynderen cyklede regelmæssigt hen til manden for at studere Bibelen med ham. Manden led i perioder under en negativ tankegang og af depressioner, men nu er han selv blevet en forkynder der nidkært fortæller andre om Guds løfte om et genoprettet paradis hvor også de blindes øjne vil blive åbnet. — Esajas 35:5.

Nogle steder er det forbundet med store anstrengelser at overvære de kristne møder. En 70-årig kvinde tilbagelægger regelmæssigt 10 kilometer til fods for at være til stede. På vejen må hun vade gennem en af Kenyas største floder, skønt der lurer krokodiller i nærheden. Til tider er strømmen så stærk at den er lige ved at tage hende. Alligevel synes hun at det åndelige festmåltid er alle anstrengelserne værd. Et enestående eksempel i nidkærhed!

Endnu et godt eksempel i nidkærhed og værdsættelse har vi i en forkynder der gik i ni timer for at komme til et kredsstævne, skønt han havde råd til at tage bussen. Hvorfor? Drevet af kærlighed gav han pengene til en mand han studerede Bibelen med, så denne også kunne få glæde af stævneprogrammet! Ja, kærlighed og ’nidkærhed for gode gerninger’ på grundlag af nøjagtig bibelkundskab kommer tydeligt til udtryk i Kenya.

Pionerånden

Der bliver også udvist en enestående nidkærhed i forbindelse med pionertjenesten. Mange har opnået glæde ved denne tjeneste, selv under vanskelige forhold. Der er for eksempel en ung pionerbroder som tjener i den varme og fugtige havneby Mombasa. Begge hans ben måtte for nogle år siden amputeres efter et lastbiluheld. På sygehuset havde han overvejet selvmord og tryglet en sygeplejerske om at give ham en dødbringende indsprøjtning, hvilket hun afslog. Efter at han var blevet udskrevet traf han Jehovas vidner og begyndte at studere Bibelen sammen med dem. Det førte til at han blev døbt og begyndte en ny tilværelse i heltidstjenesten. Han strømmer over af nidkærhed og taknemmelighed.

Mange mødre med familieforpligtelser er også blevet almindelige pionerer. En af dem har tre børn; hun lider af stærkt forhøjet blodtryk og har en talevanskelighed. Hun er desuden nødt til at have heltidsarbejde, og hendes mand er ikke et Jehovas vidne. Trods det er hun en lykkelig pioner. Naturligvis er det ikke kun mødre der er med i pionertjenesten. En af dem der for nylig har taget denne tjenesteforret op, er en fader som har otte børn at forsørge og et arbejde der nogle gange foregår i skiftehold.

Mange der ikke er i stand til at tage pionertjenesten op, har en glødende pionerånd. De leder efter lejligheder til at være med i heltidstjenesten som hjælpepionerer og bruge 60 timer om måneden i forkyndelsen.

Både i april 1984 og i april 1985 deltog over en tredjedel af alle forkynderne i Kenya i en eller anden form for heltidstjeneste. I én menighed havde 73 forkyndere meldt sig som hjælpepionerer i denne måned, i samarbejde med de fem almindelige pionerer. De øvrige 28 medlemmer af menigheden havde i gennemsnit 64,6 timer, skønt mange af dem ikke engang var døbt. Det gav sig udslag i at der i alt blev ledet 233 bibelstudier!

Alder er ingen hindring. En 99-årig bedstemoder har taget hjælpepionertjenesten op, og trods sine fysiske begrænsninger lader hun modigt sit lys skinne for unge og gamle. (Mattæus 5:16) Hendes indsats har betydet at ikke så få er blevet hjulpet til at blive forkyndere af Riget, og de husker med glæde denne bedstemoders hengivenhed og pionerånd. Ja, en sådan ’nidkærhed for gode gerninger’ har resulteret i at mange har opdyrket pionerånden.

Lovprisning af ’spædes’ mund

Også børn der endnu ikke er blevet døbt, ledsager med glæde og iver deres forældre i arbejdet med at bringe den gode nyhed ud til andre. (Mattæus 21:16) Under en kampagne arbejdede en pige på fire og et halvt år sammen med sine forældre i et isoleret distrikt, og i denne måned brugte hun 160 timer i tjenesten, afsatte 27 bøger, 66 brochurer og 47 blade hos interesserede!

Denne ’nidkærhed for gode gerninger’ kommer også til udtryk i skolerne. I et landområde uden for Nairobi var en skoledreng, hvis moder studerede Bibelen med Jehovas vidner, i stand til at hjælpe sin lærerinde ind på vejen til evigt liv. I en skoletime bragte lærerinden emnet „liv efter døden“ på bane, og drengen fortalte høfligt at hans moder ved hjælp af Bibelen havde lært ham at der ikke findes et liv efter døden. Dette vakte lærerindens nysgerrighed. Hun kontaktede drengens moder, som satte hende i forbindelse med en mere erfaren forkynder. Nu udbreder lærerinden selv Bibelens sandheder til andre, takket være denne drengs mod. Et godt eksempel på den nidkærhed der råder blandt kristne børn i dag!

Større vækst i vente

Over halvdelen af Kenyas befolkning har endnu ikke hørt den gode nyhed om Riget. Afstandene betyder at visse isolerede distrikter kun bliver gennemgået én gang om året. Det er almindeligt at forkynderne ved deres ankomst bliver hilst med ordene: „Hvor har I været? Vi har savnet jer.“ Når det efter nogle dages eller ugers forkyndelse er på tide at tage af sted igen, bliver forkynderne bevægede over at høre folk sige: „Forlader I os nu igen? Hvordan skal vi så gøre fremskridt?“ Lykkeligvis er der blevet truffet foranstaltninger til at genbesøge de fleste af disse åndeligt hungrende mennesker.

I dag er der 3686 forkyndere af Riget i Kenya. I 1986 var der ved fejringen af mindet om Kristi død 13.067 til stede. Det var godt tre gange så mange som antallet af forkyndere! Tidligere drankere, slagsbrødre, bandeledere, pengeafpressere, spiritister og andre har gjort store forandringer i deres liv og vandrer nu på sandhedens vej. Hvad varsler dette angående fremtiden?

Det er tydeligt at der er større vækst i vente. Ja, folk i Kenya reagerer gunstigt på ’den gode nyhed om riget’. (Mattæus 24:14) Mange har sluttet sig til Jehovas Vidner — et folk der er ’nidkært for gode gerninger’. Disse gerninger gør dem til et enestående folk, fri for raceskel og andet der kan hindre sand enhed. Ja, „dét her er noget for sig“.

[Kort på side 22]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

KENYA

Nairobi

Mombasa

[Illustration på side 23]

Tusinder af swahilitalende overværede stævnet „Bevar din uangribelighed“ i december 1985

[Illustration på side 24]

Der blev fremført opbyggende bibelske skuespil på swahili og engelsk

[Illustration på side 25]

Dåben var et vidnesbyrd om Jehovas velsignelse