Mikael, den store fyrste, står frem
„Og til den tid står Mikael frem, den store fyrste som står op for dit folks sønner.“ — Daniel 12:1.
1. Hvad forudsiges der i Bibelen angående udviklingen i verden, og hvilket spørgsmål opstår derfor med hensyn til Guds folk?
JEHOVA har advaret om at der aldrig vil blive fred på jorden så længe magtkampen mellem nordens og sydens konge fortsætter. Disse to stormagters interesser vil altid kollidere. På det tidspunkt hvor de står stejlest over for hinanden vil nordens konge desuden true Guds folks åndelige paradis, hvorefter han vil „møde sit endeligt“. (Daniel 11:44, 45) Vil Guds folk overleve dette angreb? Og hvordan vil det gå sydens konge når hans store modstander møder sit endeligt?
2, 3. (a) Hvilken profeti fra Ezekiels bog hjælper os til at forstå profetien om nordens og sydens konge? (b) Hvad vil resultatet, ifølge Ezekiels profeti, blive af det store, endelige angreb på Guds folk?
2 En profeti af Ezekiel, der levede samtidig med Daniel, kan hjælpe os til at finde svarene på disse spørgsmål. Også Ezekiel blev inspireret til at tale om „de sidste dage“, og han advarede om at ’Gog fra Magog’ ville rette et angreb mod Guds folks land. (Ezekiel 38:2, 14-16; Daniel 10:14) I denne profeti er Gog et billede på Satan, og hans hære står for alle Satans jordiske håndlangere der vil gøre et sidste, desperat forsøg på at udslette Guds folk. Da dette angreb finder sted i de sidste dage, ligesom nordens konges angreb, er der grund til at tro at det er for at støtte Gogs angreb at nordens konge „vil slå sine paladstelte op mellem det store hav og Prydelsens hellige bjerg“. (Daniel 11:40, 45) Vil dette angreb lykkes?
3 Ezekiel forudsagde: „’Det skal ske på den dag, på den dag Gog kommer ind på Israels jord,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova, ’at min forbitrelse stiger op i min næse. Og jeg vil have et retsopgør med ham, med pest og blod; og en rivende skylregn og haglsten, ild og svovl lader jeg regne ned over ham og hans hærafdelinger og de mange folkeslag der er med ham.’“ (Ezekiel 38:18, 22) Nej, angrebet vil ikke lykkes. De sande kristne vil blive frelst, og Gogs horder vil blive udslettet. — Ezekiel 39:11.
4. Vil sydens konge overleve når nordens konge møder sit endeligt? Hvilke andre profetier støtter denne opfattelse?
4 Endens tid for nordens konge vil altså også være endens tid for Gog og hans horder, deriblandt sydens konge. Dette stemmer med andre profetier i Daniels bog. Vi læser for eksempel at når Guds rige var oprettet ville det „knuse og gøre ende på alle disse riger [inklusive både nordens og sydens konge], men selv bestå evindelig“. (Daniel 2:44) Og i Daniels syn af vædderen og gedebukken skildres den angloamerikanske verdensmagt som et lille horn. Dette lille horn vil „i deres riges sidste tid“ blive udslettet af en overmenneskelig magt, ikke af nordens konge: „Han skal knuses, dog ikke ved menneskehånd.“ — Daniel 7:24-27; 8:3-10, 20-25.
Mikael, den store fyrste
5. Hvem vil Jehova benytte som hovedformidler når han frelser sit folk, og hvorfor er dette passende?
5 Engelen oplyser nu hvem Jehova vil benytte som sit redskab når han gør ende på alle disse riger. Han siger: „Til den tid står Mikael frem, den store fyrste som står op for dit folks sønner. Og der kommer en trængselstid som der ikke har været så længe der har været nationer til og frem til den tid. Men til den tid vil dit folk undslippe, enhver som findes skrevet i bogen.“ (Daniel 12:1) I den indledende del af engelens profeti blev det nævnt at Mikael kæmpede for Israel imod Persiens og Grækenlands fyrster. (Daniel 10:20, 21) Nu da profetien nærmer sig sin afslutning, siges der at Mikael „står op“ for Daniels folk. Hvem er denne forkæmper for Guds folk?
6, 7. (a) Hvem er Mikael, ifølge nogle af kristenhedens teologer? (b) Hvilke bibelske vidnesbyrd hjælper os til at fastslå hvem Mikael er?
6 I begyndelsen af 1800-tallet skrev bibelforskeren Joseph Benson at Bibelens beskrivelse af Mikael „umiskendeligt passer på Messias“. Lutheraneren E. W. Hengstenberg, der levede i det 19. århundrede, gav udtryk for den samme opfattelse: „Mikael er ingen anden end Kristus.“ Og teologen J. P. Lange har i en kommentar til Åbenbaringen 12:7 skrevet: „Vi mener at Mikael . . . fra begyndelsen er Kristus, udrustet til kampen mod Satan.“ Finder denne opfattelse støtte i Bibelen? Ja.a
7 Ifølge engelen skal Mikael for eksempel ’stå frem’. I engelens profeti kan udtrykkene „at stå op“ eller „at stå frem“ (hebraisk: ’amadhʹ) betyde „at yde støtte“. (Daniel 11:1) Det kan også i forskellige sammenhænge indebære tanken om „at holde stand“, „at gøre oprør“, „at modarbejde“ eller „at modstå“. (Daniel 11:6, 11, 14, 15, 16a, 17, 25) Men ofte bruges ordet om en konge når han enten tiltræder sit embede eller gennemfører det han har i sinde. (Daniel 11:2-4, 7, 16b, 20, 21, 25) Det er denne betydning der bedst kan passe med engelens ord i Daniel 12:1 og med den kendsgerning at Mikael er Jesus Kristus, eftersom Jesus er Jehovas udnævnte konge og har fået myndighed til at udslette alle nationerne ved Harmagedon. (Åbenbaringen 11:15; 16:14-16; 19:11-16) Denne betydning stemmer også med de andre profetier der viser frem til den tid hvor Guds rige med Jesus Kristus som konge skrider ind over for denne verdens nationer. — Daniel 2:44; 7:13, 14, 26, 27.
8, 9. (a) Hvem var ’Daniels folk’ oprindelig, og hvem er det nu? (b) Hvordan har Mikael op gennem historien vist sin levende interesse for ’Daniels folk’?
8 Mikael har længe haft forbindelse med ’Daniels folk’, israelitterne. Han var sammen med dem i ørkenen, og han støttede dem i kampen mod fortidens verdensrigers ’åndefyrster’. (Daniel 10:13, 21; 2 Mosebog 23:20, 21; Judas 9) Han blev desuden født på jorden som mennesket Jesus, der blev den længe ventede Messias, det „afkom“ Daniels forfader Abraham havde fået løfte om. (1 Mosebog 22:16-18; Galaterne 3:16; Apostelgerninger 2:36) Som folk betragtet forkastede de kødelige jøder Jesus, og Jehova forkastede dem derfor som sit særlige folk. (Mattæus 21:43; Johannes 1:11) Han besluttede at lade sit navn nævne over et nyt folk, et åndeligt „Guds Israel“, bestående af både kødelige jøder og ikke-jøder der troede på Jesus. — Galaterne 6:16; Apostelgerninger 15:14; 1 Peter 2:9, 10.
9 Denne nye nation, den salvede kristne menighed, kom til verden i år 33 e.v.t., og tjente derefter som Guds Israel. Herefter ville denne nation være ’Daniels folk’. (Romerne 2:28, 29) Før Jesus steg op til himmelen i år 33, lovede han at han fortsat ville støtte ’Daniels folk’. Han sagde til nogle kommende medlemmer af dette nye Israel: „Se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ — Mattæus 28:20; Efeserne 5:23, 25-27.
Mikael „står op“ for Daniels folk
10. Hvad vil Mikael gøre, ifølge engelens ord til Daniel, og hvilke spørgsmål rejser dette?
10 Nu siger engelen at Mikael vil gøre noget ganske særligt. Idet han bruger ordet ’stå’ to gange siger han: „Til den tid står Mikael frem, den store fyrste som står op for dit folks sønner.“ (Daniel 12:1) Hvad vil det sige at Mikael ’står frem’? Og i hvilken forstand ’står han op for Daniels folk’? Lad os betragte nogle baggrundsoplysninger før vi besvarer disse spørgsmål.
11. I hvilken forstand stod Jesus op i 1914?
11 Efter sin opstandelse i år 33 sagde Jesus til sine disciple: „Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig.“ (Mattæus 28:18) Jesus har længe udøvet myndighed over sine salvede tjenere her på jorden. (Kolossenserne 1:13) Men tiden var endnu ikke kommet hvor Jesus skulle udøve myndighed som konge i Guds rige. Da han var steget op til himmelen sad han derfor ’ved Guds højre hånd’ indtil tiden var inde til at oprette riget. (Salme 110:1, 2; Apostelgerninger 2:34, 35) I 1914 kom „den fastsatte tid“. (Daniel 11:29) I det år blev Jesus indsat som regerende konge i Guds rige, og som ærkeengelen Mikael kastede han straks Satan ud af himmelen. (Åbenbaringen 11:15; 12:5-9) Det var derfor i 1914 at Jesus ’stod op’ som konge. — Salme 2:6.
12, 13. Hvilke velsignelser som Guds folk har nydt i årene siden 1914 viser at Jesus er ’stået op for Daniels folk’?
12 At Jesus er stået op som konge har været en stor velsignelse for ’Daniels folks sønner’. Ved at tiltræde som konge og kaste Satan ned til jorden rensede han himmelen, deres fremtidige hjem. (Johannes 14:2, 3) Derefter kunne de der var døde i trofasthed blive oprejst til deres himmelske arv. (1 Thessaloniker 4:16, 17) Resten, der stadig befandt sig på jorden, blev udsat for hård forfølgelse under den første verdenskrig, hvilket betød at deres forkyndelsesarbejde næsten gik i stå. Men i 1919 blev de genoplivet og gik ud i verden som en ny nation. — Esajas 66:7, 8; Åbenbaringen 9:14; 11:11, 12.
13 Derefter opfyldte Jesus sit løfte om ’fra sit rige at samle alt det der er årsag til snublen og fald og alle dem der øver lovløshed’. (Mattæus 13:41) Ved at gøre dette har han bevaret en ren menighed af salvede kristne der har ’kendt deres Gud, stået fast og gennemført det de havde i sinde’. De har forkyndt den gode nyhed om Riget over hele jorden, og har derved ’bragt mange til forståelse’. (Daniel 11:32, 33; Mattæus 24:14) Siden 1935 har Jehova ledet et voksende antal „andre får“ til denne menighed. Det er mennesker som har et jordisk håb og som trofast deltager i arbejdet med at forkynde den gode nyhed om Guds rige. — Johannes 10:16; Åbenbaringen 7:9, 14, 15.
14. Hvad har det medført at Jesus er ’stået op for Daniels folk’ her i de sidste dage?
14 Alene det at denne gruppe kristne findes i dag, er bemærkelsesværdigt. I en politisk splittet verden har de bevaret sig strengt neutrale som undersåtter under Guds rige. (Johannes 17:14) Som følge deraf er de blevet forfulgt af begge konger. Også den falske religion har gjort alt hvad der stod i dens magt for at få dem udslettet. Men de er ikke blevet udslettet — tværtimod. De findes nu i over 200 lande og tæller over tre millioner trofaste forkyndere. Under Kristi herredømme glæder de sig over at leve i et åndeligt paradis der står i skærende kontrast til mørket og fortvivlelsen i verden. (Esajas 65:13, 14) Dette er et tydeligt vidnesbyrd om at Jesus ’er stået op for Daniels folks sønner’ i disse sidste dage. — Daniel 12:1.
Mikael ’står frem’
15. I hvilken forstand vil Jesus ’stå frem’, og hvornår?
15 I hvilken forstand er det da at Jesus ’står frem’? (Daniel 12:1) Jo, hans herredømme går så at sige ind i et nyt stadium. Tiden er kommet til at han vil gribe ind på en ganske særlig måde for at hindre de jordiske regeringer i at udslette ’Daniels folk’. (Ezekiel 38:18, 19) Den „tid“ der omtales i Daniel 12:1 er åbenbart „endens tid“ for nordens og sydens konge, det tidspunkt hvor nordens konge truer Guds folks åndelige paradis. (Daniel 11:40-45) Før denne tid er det kun Jesu trofaste undersåtter på jorden der har taget hans herredømme alvorligt. (Salme 2:2, 3) Men nu er tiden inde til „Herren Jesu åbenbarelse“, der vil tvinge enhver til at erkende at han er konge. (2 Thessaloniker 1:7, 8) Dette vil indebære at alle modstandere udslettes, og derefter følger Jesu og hans medregenters tusindårige herredømme, hvor Riget vil være den eneste regering over menneskeheden. — Åbenbaringen 19:19-21; 20:4.
16. Hvilke følger får det for de ugudelige nationer at Jesus ’står frem’?
16 I overensstemmelse hermed siger engelen at der, når Mikael står frem, vil komme „en trængselstid som der ikke har været så længe der har været nationer til og frem til den tid“. (Daniel 12:1; jævnfør Mattæus 24:21.) De ugudelige vil blive udslettet, men de trofaste vil blive frelst. (Ordsprogene 2:21, 22) I Åbenbaringen beskrives det hvor skrækslagne de ugudelige da vil blive: „De bliver ved med at sige til bjergene og til klipperne: ’Fald over os og skjul os for ham som sidder på tronen, for hans ansigt, og for Lammets vrede, for deres vredes store dag er kommet, og hvem kan bestå?’“ — Åbenbaringen 6:16, 17.
17. Hvad vil der ske med Satans håndlangere på jorden, deriblandt nordens og sydens konge?
17 Følgerne af denne „trængselstid“ for Satans håndlangere på jorden beskrives i Ezekiels profeti om Gog fra Magog: „På Israels bjerge skal du falde, du og alle dine hærafdelinger og de folkeslag som er med dig.“ (Ezekiel 39:4) Jeremias sagde om den samme trængselstid: „Jehovas slagne skal på den dag ligge fra den ene ende af jorden til den anden.“ (Jeremias 25:33) Ja, det vil virkelig blive en trængselstid. Jesus vil gøre ende på menneskehedens krigsførelses lange historie når han ’står frem’ for at fjerne de jordiske magter som bærer ansvaret. — Salme 46:9; 1 Korinther 15:25.
Nogle vil overleve ’trængselstiden’
18. (a) Hvordan vil det gå Guds sande tjenere når Messias ’står frem’? (b) Hvad indebærer det at ens navn „findes skrevet i bogen“?
18 Skønt Guds folk vil mærke fjendernes vrede, er det fortrinsvis for de ugudelige at dette vil være „en trængselstid“. (Salme 37:20) Som engelen siger til Daniel: „Til den tid vil dit folk undslippe, enhver som findes skrevet i bogen.“ (Daniel 12:1) Mange af ’Daniels folks sønner’ vil på det tidspunkt være døde og vil have modtaget deres belønning i himmelen. De vil uden tvivl få del i Mikaels store militære sejr. (Åbenbaringen 2:26, 27; Salme 2:8, 9) De salvede der endnu er på jorden vil ikke deltage i kampen, men de vil bevare deres uangribelighed og vil derfor overleve. (Åbenbaringen 17:14; 19:7, 8) Deres medarbejdere, ’den store skare’, vil også overleve. (Åbenbaringen 7:9, 14) Det vil således vise sig at både den salvede rest og ’de andre får’ „findes skrevet i bogen“, hvilket vil sige at de står til at modtage det evige livs gave, enten i himmelen eller på jorden. — Johannes 10:16; 2 Mosebog 32:32, 33; Malakias 3:16; Åbenbaringen 3:5.
19. (a) Hvordan vil det resultere i fred på jorden at Messias ’står frem’? (b) Hvilket spørgsmål står endnu åbent?
19 De vil få den forret at opleve at der indføres sand fred over hele jorden. De vil blive vidner til opfyldelsen af Jehovas løfte: „De onde udryddes nemlig, men de der håber på Jehova, skal tage jorden i besiddelse.“ (Salme 37:9) Eftersom Guds rige da vil være den eneste regering over jorden, vil alle mennesker tjene Jehova. (Esajas 11:9) I „endens tid“ for de to konger vil Mikael altså ’stå frem’ for at indføre fred på jorden. Supermagterne kan intet gøre for at hindre det, heller ikke ved hjælp af deres våben. Men vil det sige at vi først kan opleve fred til den tid? Nej, der findes en fred som kristne kan glæde sig over allerede nu — en fred der ikke blot er en periode uden krig, men langt mere omfattende. Hvad er det for en fred? Dette fremgår også af engelens profeti til Daniel.
[Fodnote]
a Nogle mener at det går ud over Jesu værdighed eller rang at han skulle være den samme som Mikael, der jo kaldes en ærkeengel. (Judas 9) De foreliggende vidnesbyrd har imidlertid fået de ovennævnte teologer til at identificere Mikael som Jesus, på trods af at de formentlig har troet på treenighedslæren.
Husker du dette?
■ Hvem er Mikael, den store fyrste?
■ Hvem er Daniels folk i dag?
■ I hvilken forstand er Mikael ’stået op’ for Daniels folk?
■ Hvordan vil Mikael snart stå frem på en ganske særlig måde?
■ Hvem vil overleve den tid hvor Mikael står frem?
[Illustration på side 16]
Et sidste desperat forsøg på at udslette Guds folk vil mislykkes — men hvorfor?
[Illustration på side 18]
Guds folk vil blive frelst når Mikael ’står frem’ for at gøre ende på magtkampen mellem de to konger