På ’menneskefiskeri’ nord for Polarkredsen
Hver sommer er der i mange lande grupper af Jehovas vidner som drager ud for at forkynde i „ledigt distrikt“ — afsidesliggende områder som ikke hører til nogen bestemt menighed af Jehovas vidner. Mange bruger en del af sommerferien på denne måde. De oplever her glæden ved at forkynde, glæden over skøn natur, og glæden ved at blive nærmere knyttet til deres åndelige brødre og søstre. Her gengives nogle oplevelser en gruppe forkyndere havde sidste sommer i et ledigt distrikt i det nordligste Norge.
DET er en tidlig sommeraften. Fiskekutteren Skagstein glider ud fra kajen. En svag brise fra øst får vandet til at kruse, og den friske havluft får lugten af fisk og sildeolie til at lette. Vi står på dækket og vinker farvel til Båtsfjord, den største fiskerby i Øst-Finnmarken i det nordligste Norge.
Vi er otte om bord. Øivind og Åshild ankom til Båtsfjord for 11 år siden for at hjælpe til i forkyndelsesarbejdet i dette distrikt, som ikke hørte til nogen bestemt menighed. Nu flytter de til et andet distrikt og efterlader en stærk og virksom menighed med næsten 40 forkyndere. I øvrigt er besætningen om bord nok så broget. Skipperen er Jarle (erhvervsfisker og „sæsonpioner“), desuden er der to pionersøstre, en gravemester, en industriarbejder og en kontormand fra det norske betelhjem. Hvad havde ført dem sammen? Og hvad var det for en færd de skulle ud på?
Fra ø til ø
Denne gang skulle Jarle ikke ud efter torsk. Planen var at Skagstein sommeren igennem skulle sejle fra ø til ø og fra udsted til udsted helt ned til Brønnøysund i Nordland — en strækning som udgør godt og vel halvdelen af hele Norges længde. Hvorfor? Fordi der er mange af disse småsteder man ikke kan nå uden at have egen båd, og her kan det være mange år siden Jehovas vidner har været og forkyndt den gode nyhed om Riget. Vi havde bestemt os for at tage på ’menneskefiskeri’ til disse steder. — Mattæus 4:18, 19.
Båden stævnede ud af Båtsfjorden og fortsatte mod vest langs kysten hele natten. Det var den 1. juli. Midnatssolen havde gemt sig bag et jævnt skydække og gav en gråblank, blød belysning. Vi passerede fuglefjelde med tusinder af måger og rider (tretåede måger). Ifølge skipperen var vejret acceptabelt, men for nogle af os landkrabber om bord var Atlanterhavets rullende dønninger rigeligt mærkbare.
Næste morgen lagde vi til kaj i Honningsvåg. Her skulle vi begynde vort „fiskeri“ — forkyndelsen. Finnmarksfolkenes kendte gæstfrihed og åbenhed fornægtede sig ikke. Efter en kort indledning om vort ærinde blev vi gerne anvist plads på en køkkentaburet og trakteret med kaffe. Så måtte vi redegøre for alle detaljer om hvem vi var, hvor vi kom fra, hvad vi arbejdede med, hvad båden hed, hvor stor den var, om vi havde fået nogen fisk på turen, og hvordan rejseruten videre skulle forløbe. Først efter at dette var overstået kunne vi komme til sagen — Bibelens gode nyhed om Guds rige.
Mødt med varme i kulden
Var det et budskab som fandt lyttende ører? Hvad er folk egentlig optaget af på en ø i havet 400 kilometer nord for Polarkredsen? Nøjagtig det samme som folk andre steder i verden: social uretfærdighed, arbejdsløshed, økonomi, familieproblemer og personlige problemer. Også her er man bekymret over den spændte verdenssituation — både forholdet mellem Nord og Syd og konflikten mellem Øst og Vest.
Det var let for os at vise hen til Bibelens løsning — Guds rige. Og det var en fryd at se mange få vendt deres pessimisme og skepsis til glæde og håb! På disse afsidesliggende steder har mange lige fra barnsben lært at bede om Guds riges komme, men aldrig rigtig forstået hvad bønnen indebar. (Mattæus 6:9-13) Vi efterlod bibelsk læsestof hos mange af øboerne og traf aftale om at skrive brev til dem for at bygge videre på deres interesse.
De første dage blev forkynderne ikke just generet af stærk varme — skønt det var sommer. På Rolvsøy blæste en kraftig vind, og temperaturen var omkring frysepunktet. Rystende og i tæt tillukket vindjakke kom en af brødrene hen til en mand der stod ved stranden.
„Hør, fryser du?“ spurgte manden.
Broderen trak lidt på det.
„Du må hellere komme med ind og få noget varmt,“ lød ordren.
Inde i huset blev broderen ført ud til køkkenet, hvor konen blev sat i sving:
„Har du noget kaffe til denne her krabat?“
Så kom der glohed kaffe på bordet — plus en ladning brødskiver med hjemmelavet multebærsyltetøj og selvfisket laks. Efter en hyggelig samtale afleverede broderen noget bibelsk læsestof og gik varm og opmuntret videre til næste besøg. Sådan var det at arbejde blandt de venlige og gæstfri mennesker i disse fjerntliggende områder.
Udbytterigt
Mens Skagstein pløjede bølgerne mellem øerne sad mandskabet ofte tæt bænket rundt om bordet i lukafet og blev rystet sammen på mere end én måde. Når otte mennesker i flere uger lever tæt sammen i en båd på 38 fod (12 meter), lærer de snart hinandens særlige træk at kende. Men vi lærte også god omgangstone og hensyn. Kanterne blev slebet af, og det udbytterige samarbejde havde en god indvirkning på den kristne personlighed. — Kolossenserne 3:9, 10.
Sammen drøftede vi dagens tekst og talte om dagens oplevelser. Vi så tilbage på hvad der var blevet sagt og gjort, og drøftede hvad man kunne have sagt eller gjort. Dette stimulerede os til at anstrenge os mere for at forkynde på en effektiv måde. De unge og de nye fik mange værdifulde forslag og blev opflammet til at gøre mere i tjenesten.
„Jeg har tænkt på heltidstjenesten lige siden jeg blev døbt,“ fortæller Bjørn, som er 27 år. „I løbet af turen voksede mit ønske om og mit mod til at ’sætte Jehova på prøve’. Om bord på Skagstein erfarede jeg den store tillid vi kan have til Jehova. Turen gjorde det lettere for mig at komme i gang i pionertjenesten.“ — Malakias 3:10.
Turen hjalp os også til endnu tydeligere at se tidens alvor. Mange af de lokalsamfund vi besøgte var døende samfund. Postkontorer og forretninger var nedlagt, og folk beklagede sig over at ungdommen søgte bort og ind til byerne. Nye, gode huse stod tomme, som et vidnesbyrd om en livsform mange havde forladt. Rundt omkring på jorden er millioner hjemløse og mangler mad. Her er der tomme huse, og fisk i havet, men folk vil ikke bo her. Et tavst udtryk for en verden ude af balance.
Videre langs kysten
Ekspeditionen fortsatte langs nordsiden af Sørøya og til Kvænangen. Enkelte steder måtte nogle af forkynderne sættes i land med robåd — andre steder kunne Skagstein gå ind til kajen, hvor folk stimlede sammen og undrede sig over hvad det var for nogle fremmede som nu var på farten. Vi så jo ikke just ud som fiskere alle sammen, men da vi fortalte at vi var Jehovas vidner som kom for at fortælle om Bibelens gode nyhed, faldt brikkerne på plads, og gode samtaler kom i gang.
Da distriktet her var gennemgået, måtte Skagstein videre til Tromsø, hvor de fleste i gruppen skulle overvære sommerens områdestævne med temaet „Guds fred“. Denne del af rejsen blev en oplevelse af de sjældne. Det var nat og strålende midnatssol. Til højre stod mørke øer og holme i skarp silhuet mod solen; til venstre lå de sneklædte bjerge og glitrede i solskinnet. Vejret var mildt og godt, og der var kun små krusninger på havet. Alt var tyst og fredeligt, bortset fra dieselmotorens jævne, godmodige duk-duk og lidt god musik i radioen. Hvilken stemning!
Efter stævnet i Tromsø var der lidt udskiftning i mandskabet. Så fortsatte færden uden om Senja, gennem Vesterålen, over til Bodø og videre ned til Brønnøysund, vort endelige bestemmelsessted. Mange steder undervejs, blandt andet i Rødøy, traf vi folk som aldrig før havde talt med Jehovas vidner. Der var gået en del år siden sidste besøg, og der var ganske enkelt vokset en ny generation op.
En uforglemmelig tur
Da turen endte i Brønnøysund, var det hen mod slutningen af august. Vi kunne se tilbage på nogle uforglemmelige uger om bord på Skagstein. Vi havde brugt tilsammen 880 timer i forkyndelsen, afsat 126 bøger og 1026 blade og tegnet 12 abonnementer på Vagttårnet og Vågn op! Rigets sæd var blevet sået vidt og bredt i disse tyndt befolkede egne.
„Det er den bedste ferie jeg nogen sinde har haft!“ udbrød en af de unge forkyndere som var med. Alle vi andre som var så heldige at være med på dette menneskefiskeri, var helt enige. Vi følte at det ikke alene havde været en god ferie, men også en åndeligt set meget berigende oplevelse.
[Kort på side 25]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Sverige
Finland
Ussr
Brønnøysund
Rødøy
Bodø
Norge
Senja
Tromsø
Kvænangen
Sørøya
Rolvsøy
Honningsvåg
Båtsfjord