Kaldet fra Mikronesien besvares
NAVNE som Truk, Yap, Ponape, Guam og Saipan forekommer dig måske bekendte. Men kender du også Belau, Rota, Kosrae, Nauru og Kiribati? Det er navnene på nogle af de over 2000 øer og atoller som er fordelt over et areal på knap 7,8 millioner kvadratkilometer i det vestlige Stillehav og som under ét kaldes Mikronesien, der betyder „små øer“.
I dette vældige område, der omtrent er på størrelse med Australien, er Jehovas vidner travlt optaget af at forkynde Rigets gode nyhed. (Markus 13:10) I dag deltager 740 forkyndere i 13 menigheder i dette arbejde. Der er stort behov for flere arbejdere til høsten på disse fjerne øer. — Jævnfør Jeremias 31:10.
I over 20 år har forkyndere fra Hawaii, Filippinerne, Canada, De Forenede Stater og Australien reageret på kaldet og taget missionærtjenesten op i Mikronesien. Da den første ankom i 1965, var der kun 76 forkyndere i hele dette vidtstrakte område. I 1987 overværedes højtiden til minde om Jesu død imidlertid af 4510. Det er tydeligt at de kristne kærlighedsgerninger er blevet rigt velsignet i årenes løb.
I dag tjener 49 missionærer på 14 missionærhjem rundt om på disse øer, alle under tilsyn af afdelingskontoret i Guam. Deres kærlighed til Jehova og deres næste i det mikronesiske område har fået dem til at reagere på missionærkaldet. Hvilke oplevelser har de haft mens de har tjent på disse fjerne øer? Hvilke udfordringer i form af nye sprog og skikke har de måttet tage op? Og hvad har hjulpet dem til at forblive i deres tildelte distrikt? Lad os høre hvad nogle af dem har at berette om deres arbejde på disse øer.
Nye sprog — en udfordring
Der tales otte eller ni hovedsprog i Mikronesien. Men da det ikke er skriftsprog, er det svært for nye missionærer at finde bøger der kan bruges til sprogundervisning. De gør sig imidlertid store anstrengelser. I sin tid fik de at vide at en effektiv metode var straks at anvende det de havde lært, i forkyndelsesarbejdet. De husker stadig mange muntre — og til tider pinlige — situationer som opstod da de prøvede det.
Roger, som er indfødt hawaiianer, forsøgte at bruge denne metode da han for 13 år siden kom til Belau. „Da en dame sagde: ’Jeg er katolik,’ var det eneste ord jeg kunne svare: ’Hvorfor?’, hvorpå damen kastede sig ud i en længere udredning. Bagefter sagde jeg det eneste andet ord jeg kendte: ’Tak,’ og gik min vej.“
Salvador, der kom til Truk med sin kone, Helen, for ti år siden, kan huske at han ved en lejlighed ville spørge en kvinde om hun ønskede at blive lykkelig (pwapwa). Men i stedet kom han til at spørge hende om hun ønskede at blive gravid (pwopwo). Og Zenette, der kom fra Canada sammen med sin mand, David, kan huske dengang hun prøvede at sige: „Tak“ (kilisou), men kom til at sige: „Hesteflue“ (kiliso). Det er vist overflødigt at sige at de i dag udmærket kender betydningen af disse ord.
Da James blev overflyttet til øen Kosrae efter at have tjent i fire år på Ponape, måtte han til at begynde helt forfra igen. Han husker særlig engang han ville prøve at skabe et venligt forhold til en han besøgte. Men i stedet for at spørge: „Hvordan har du det“ sagde han til ham: „Du er en original.“ Nu, efter ti år, indrømmer han: „I begyndelsen var det også svært at få sig til at sige mange af de kosraeanske ord, fordi de mindede stærkt om visse engelske ukvemsord.“
Sådanne oplevelser har imidlertid aldrig fået missionærerne til at opgive at lære sproget. „Man kan ikke gøre meget for at hjælpe folk hvis man ikke lærer sig deres sprog,“ udtaler en missionær. „Denne erkendelse udgør en stærk tilskyndelse til at studere flittigt.“
Lokale skikke og lokal overtro
På de nyankomne virkede mange af de lokale skikke morsomme. David mødte for eksempel en mand der kaldte sine tre sønner Sardin, Tun og Dåsekød. Senere blev han præsenteret for tre mænd ved navn Begær, Synd og Anger. Zenette fandt det underligt at folk kaldte deres bedsteforældre far og mor, mens de kaldte deres forældre ved fornavne. Dengang Sheri lige var ankommet fra Hawaii morede hun sig meget over at folk brugte deres næse til at angive en retning. Og det tog nogen tid at vænne sig til den skik at når en kvinde kommer ind i en offentlig forsamling, „går“ hun på knæene hen til sin siddeplads på gulvet for at vise respekt for mændene.
Overtroen er også stærkt udbredt. På Marshalløerne lægger familien mad, blomster og cigaretter på de nylig afdødes grave. Og når en fugl flyver rundt om huset mens den synger, tages det som et varsel om fare og om et familiemedlems snarlige død.
Nogle øboere har også et stærkt tilknytningsforhold til spiritismen. Jon var en af dem. Dengang han var ældste i den protestantiske kirke var han i stand til at uddrive dæmoner ved at bede bønner og ved hjælp af den medicin han fremstillede af kokosnøddeolie.
„En dag viste der sig et hæsligt dæmonansigt i døren ind til mit værelse. Det fyldte hele dørens bredde,“ fortæller Jon. Først troede han at det var en drøm, men han fandt snart ud af at han var vågen.
„Dæmonen fortalte mig at det var den der gav mig mine magiske evner. Dette chokerede mig. Hvordan kunne det være at en dæmon ville arbejde gennem mig, en af kirkens tjenere? Det undrede mig også at selv præsten søgte min dæmonistiske bistand.“ Jon blev kort efter kontaktet af nogle af Jehovas Vidners missionærer og påbegyndte et bibelstudium.
„Det gjorde mig særdeles glad at lære sandheden om dæmonerne at kende og finde ud af hvad man kan kende den sande religion på,“ fortæller Jon. Han meldte sig ud af sin kirke og holdt op med at beskæftige sig med spiritisme. I dag advarer han andre mod at have noget som helst med dæmonisme at gøre. — 5 Mosebog 18:9-13: Åbenbaringen 21:8.
Budskabet når ud til de små øer
Det er en stor udfordring at nå ud til alle de små, afsidesliggende øer med den gode nyhed. Ofte kan man kun komme derud hvis man indskiber sig på en koprabåd. Når båden lægger til ved øerne i et par timer eller et par dage for at tage last om bord, har missionærerne og de andre forkyndere travlt med at forkynde for øboerne. Ugentlige radioudsendelser benyttes også til at nå øboerne med den gode nyhed.
Beboerne på de afsidesliggende øer rejser ofte til de større øer for at købe mad eller søge lægebehandling eller uddannelse, og her kan det ske at de bliver kontaktet af Jehovas vidner og modtager bibelsk læsestof. Interessen følges op ved hjælp af brevskrivning eller ved at forkyndere besøger den ø hvor de interesserede bor. Et ægtepar kom på denne måde i kontakt med sandheden i Majuro på Marshalløerne og vendte derpå tilbage til deres hjemø Ailuk, 400 kilometer derfra. De gjorde efterhånden fremskridt i deres bibelforståelse og afbrød snart enhver forbindelse med kirken, legaliserede deres ægteskab og blev døbt. Nu forkynder de begge nidkært på deres isolerede ø og tjener ofte som hjælpepionerer.
Nogle missionærer på Ponape, Truk og Belau har deres egne både og anvender dem når de forkynder på de andre øer. Eftersom der de fleste steder ingen havne er, må de ofte vade i land i knæhøjt mudder. De fleste af indbyggerne er venlige og byder de besøgende velkommen ved at brede deres vævede gulvmåtter ud som siddeplads for gæsterne og servere kold kokosmælk. Hele familien sammenkaldes og lytter opmærksomt. Da mange ikke har penge, er det ikke usædvanligt at se forkynderne vende hjem efter to eller tre dage med båden tungt lastet af frugt som de har modtaget i bytte for bibelsk læsestof.
Ofre og belønninger
Missionærerne lever en ganske anderledes tilværelse i forhold til den de kom fra. De må vænne sig til de hyppige strømafbrydelser og den mangelfulde vandforsyning, der er betinget af nedbøren. På nogle øer er der hverken elektricitet, vand, kloakering, asfalterede veje eller biler. Men missionærerne har lært at tilpasse sig. „Ved synet af de lokale brødres huse, der består af affaldstømmer og kasseret gulvbelægningsmateriale, føler vi empati for brødrene, og det hjælper os til at bevare et ligevægtigt syn på vore egne behov og ønsker,“ siger Julian, der i 17 år har tjent trofast på Guam og Marshalløerne.
Rodney og Sheri kom til Truk fra Hawaii. Rodney indrømmer: „For at sige det rent ud oplevede jeg et kulturchok.“ Nu, ti år senere, skriver han: „Vi har et særdeles tilfredsstillende arbejde at udføre her. Vi har både medgang og modgang; somme tider føler vi os mismodige og ensomme. Men vi ønsker at fortsætte med at forfølge vort livsmål, missionærgerningen her.“ Og Sheri tilføjer med glæde: „Selvopofrende mennesker er lykkelige mennesker.“
Ja, deres ofre belønnes rigt. Clemente og hans kone, Eunice, kom for ti år siden til Marshalløerne og leder nu 34 hjemmebibelstudier hver uge. „Fjorten af dem vi studerer med har symboliseret deres indvielse til Jehova ved vanddåben,“ fortæller han, „og andre gør fremskridt hen imod dåb. Dette livreddende arbejde har stor værdi i vore øjne.“ James, der i over ti år har været missionær, udtaler: „Det er en virkelig velsignelse at se vore brødre fra Kosrae vise udholdenhed år efter år.“ Fra Belau kommenterer Roger: „Vi er blevet velsignet med en ny rigssal og en loyal gruppe af forkyndere.“ Og med tanke på de år der er gået siger Placido: „Jehovas ledelse og hellige ånd har vist sig tydeligt i vores tilværelse. Det har bevirket at vi er kommet meget nær til ham.“
Sådanne oplevelser har opmuntret missionærerne til at forblive i deres distrikter. Mange af dem kan tænke tilbage på dengang den første menighed blev oprettet i deres område. Ligesom apostelen Paulus har de den enestående glæde ikke at „bygge på en andens grundvold“. (Romerne 15:20) Følgende bemærkning udtrykker meget præcist hvad de føler: „Der er stadig meget arbejde at udføre. Jeg tror at Jehova endnu vil åbne mange muligheder for at vi kan finde flere symbolske får på øerne, og det er en forret for os at have andel i dette.“
„Jehovas velsignelse — den gør rig, og han føjer ingen smerte til den,“ står der i Ordsprogene 10:22. De der har reageret på missionærkaldet fra de mikronesiske øer har afgjort oplevet denne velsignelse sammen med den glæde og tilfredsstillelse det giver at tjene Jehova.