En uforglemmelig rejse til Vanuatu-øerne
DA MASKINEN lettede fra lufthavnen i Port-Vila for at bringe os tilbage til Nouméa på Ny Caledonien, gik det op for os hvor ringe anelse vi egentlig havde haft om hvad vi skulle komme til at opleve på vores rejse. Syns- og lydindtrykkene fra de smukke Vanuatu-øer med den varmhjertede befolkning havde prentet sig dybt i vor erindring. Men det havde også den nervepirrende oplevelse det var at opholde sig på en tropeø mens en altødelæggende cyklon hærgede.
Vanuatu er en Y-formet øgruppe på omkring 80 øer i det sydvestlige Stillehav, omtrent 400 kilometer nordøst for Ny Caledonien. Spredt rundt omkring på øerne bor 84 af vore trosfæller, fordelt på to menigheder. Min kone og jeg var meget spændte da det blev besluttet at vi skulle besøge dem. Der opstod naturligvis mange spørgsmål hos os. Hvilke forhold ville vi møde på disse øer, og hvordan var øboerne? Og vigtigst af alt: Hvordan ville de reagere på den gode nyhed?
Stævne i Port-Vila
Det havde bekymret os noget da vi fandt ud af at indbyggerne, skønt de fleste var af melanesisk afstamning, talte mere end 100 forskellige sprog. Derfor beroligede det os da vi hørte at bislama, en form for pidgin-engelsk, er ret udbredt. Det ville gøre det lettere at tale med befolkningen.
Det første sted vi skulle gøre ophold var Port-Vila, Vanuatus hovedstad. Her skulle vi overvære områdestævnet „Guds fred“. De lokale Jehovas vidner arbejdede ihærdigt for at få det hele gjort klar. Det var en stor oplevelse at mødes med tilrejsende der kom fra fjerne øer og i måneder havde sparet sammen til rejsen.
Salen var fyldt fra stævnets første dag. Der kom over 300 for at se de bibelske skuespil der blev afspillet fra videobånd. Dette antal var enestående i betragtning af at der kun er 84 forkyndere spredt over hele øgruppen. Det ser ud til at Jehova er ved at forberede en stor høst her på disse småøer midt i Stillehavet.
Mødet med „de små nambaer“
Næste dag tog en indfødt broder og jeg med flyvemaskine til Malekula, en af de nærmeste øer. Efter en temmelig urolig flyvetur landede vi ved South West Bay. Broderen gik ud for at opsøge sin fætter, der kunne skaffe os en båd. Det var den eneste måde hvorpå vi kunne nå frem til vort bestemmelsessted, landsbyen Letokas.
Så snart vi havde lagt fra for at sejle langs kysten, blev jeg overvældet af øens naturskønhed. De imponerende stejle klipper stak lodret op af havet. Overalt var der frodig vegetation med smukke blomster, slyngplanter, bregner og særprægede orkideer. Og farvestrålende fugle flagrede rundt i træerne, deriblandt nogle kokoslorrier, en papegøjeart.
Fra båden kunne vi også betragte havets rigdomme, nemlig koralrevene, som er øboernes traditionelle spisekammer. Dykkere fra hele verden kommer for at beundre korallernes og tropefiskenes skønhed. Der er også masser af muslinger og hummere, som de indfødte fanger og spiser på spid.
Snart bemærkede vi i det fjerne en røgsøjle stige op fra en kokosplantage. Det betød at vi var ved at være fremme ved vores bestemmelsessted, der lå i en pragtfuld indskæring i nærheden af Bamboo Bay. Mens vi nærmede os kysten svømmede adskillige marsvin hen til vores båd for at lege. Så fik vi øje på nogle mænd med buer og pile der ivrigt gjorde tegn til os. Blandt dem så vi også vore brødre, der tydeligvis glædede sig over vores ankomst.
Indbyggerne her, de såkaldte små nambaer fra det sydlige Malekula, er en af de mest isolerede stammer i det sydlige Stillehav. De bor i små landsbyer højt oppe i bjergene, flere dages vandring fra kysten. Mændene plejer at bære „namba“, en lændeklædning af blade der holdes oppe af et barkbælte, og kvinderne bærer korte bastskørter. I hver landsby er der sædvanligvis et religiøst samlingssted hvor der opføres danse i forbindelse med ofringer og andre ritualer. Selv om mange af landsbyboerne har antaget den vestlige verdens livsform, trives overtro og spiritisme stadig.
Det var en stor glæde at møde brødrene og hilse på dem. Mændene var små af bygning men meget stærke. Deres venlighed og naturlige generthed rørte mig om hjertet. Nogle af børnene var bange for mig fordi de fleste hvide mænd de havde kendt var læger, og de kunne stadig huske sprøjten!
Landsbyen var delt i to af en lille kokosplantage. Den ene halvdel af landsbyen var for dem der havde taget imod sandheden, og jeg fandt snart ud af grunden til dette. Nogle havde måttet flytte væk fra de andre landsbyboere for at kunne tage et fast standpunkt for sandheden og fortsætte med at studere Bibelen.
Husene er bygget på bambuspæle. Da vi kom ind i et af dem blev jeg straks omsluttet af den tætte røg fra ildstedet midt i rummet. Det sved i mine øjne, men røgen holdt i det mindste moskitoer og fluer væk. I en lille hytte ved siden af var en kvinde i gang med at tilberede et stykke buluk (oksekød), som lå på nogle laplap-blade og var sort af fluer.
Vi inviterede folk til et lysbilledforedrag onsdag aften. Foredraget handlede om Jehovas Vidners historie og havde titlen Verdensvid fremgang trods forfølgelse. En af forkynderne var taget ud på en heldagstur for at invitere nogle landsbyboere i bjergene. Jeg var spændt på at se om de kom. Ved skumringstid dukkede en ung mand op med bue og pil, fulgt af adskillige andre. Det glædede mig at se at afstanden ikke afholdt dem fra at komme til mødet.
Snart var vi omringet af mennesker med buer og pile. Der var kommet omkring 80 da mødet begyndte. Det var morsomt at høre de lyde de lavede med tungen når de blev overrasket over det de så på lysbillederne.
Drøftelsen efter lysbilledforedraget handlede om forskellige skikke hos de indfødte. De lyttede opmærksomt og tog med glæde mod Bibelens advarsler mod dæmonisme i Første Korintherbrev 10:20, 21. De havde gennem nogen tid modstået de bestræbelser kristenhedens missionærer havde gjort for at få dem til at følge en såkaldt kristen livsform. Det skyldtes dels at der var flere af de dogmer missionærerne underviste i de ikke kunne tilslutte sig, dels at de var chokerede over den opførsel de iagttog hos nogle der kaldte sig kristne. Nu var de lykkelige for at lære om Guds løfter — at han vil genoprette Paradiset på jorden og oprejse de døde. Jeg kom uvægerlig til at tænke på Jesu ord i Johannes 8:32: „I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“
Disse menneskers tro på og kærlighed til Bibelen havde også skaffet dem modstand. Nogle af de religiøse overhoveder tvang de indfødte til at sømme vore brochurer fast på deres døre for at udtrykke: ’Vi ønsker ikke den slags her.’ Men denne modstand havde blot fået nogle af dem til at ønske et bibelstudium for at undersøge sandheden. Det var meget svært for mig at forlade disse dejlige venner som havde så stærk en kærlighed til sandheden. Jeg lovede derfor at jeg ville vende tilbage og besøge deres landsby oppe i bjergene.
Vi overlevede cyklonen Uma
Vores rejse omfattede også et ophold på Espíritu Santo, en af de nordlige øer i Vanuatugruppen. Der besøgte vi menigheden i Luganville. Der var kun én ældste i menigheden, men der var en god ånd blandt vennerne. Ved foredraget om søndagen blev vi alle glædeligt overrasket over at 150 mødte frem, hvilket var tre gange flere end antallet af forkyndere.
Tiden kom da vi var nødt til at vende tilbage til Port-Vila for at nå det fly der skulle bringe os tilbage til vores hjem i Nouméa på Ny Caledonien. Mens vi var i Port-Vila hørte vi i radioen fredag eftermiddag at cyklonen Uma nærmede sig. Folk tog advarselen roligt, for den slags vejrforhold var ikke ualmindelige på den årstid. Senere blev det meddelt at cyklonen ville være der ved 19-tiden. Vi sendte straks en meddelelse ud gennem lokalradioen om at vores møde var udsat. Og jeg begyndte at blive noget bekymret for hjemrejsen til Nouméa om søndagen.
Ved 17.30-tiden var vinden taget så meget til i styrke at den begyndte at knuse ruderne. Vi blev klar over at vi måtte barrikadere vinduer og døre så vinden ikke skulle få fat og rive taget af huset. Så vi stablede madrasser, senge, kommoder og borde op ad dørene og foran vinduerne. Vi kunne fornemme orkanens styrke når den rev og sled i huset, men heldigvis holdt det. Senere fik vi at vide at vindhastigheden den aften havde været op mod 240 kilometer i timen!
Vinden tog snart af. Vi skyndte os derfor ud for at se hvordan de venner der boede ved siden af havde klaret det. Til vores store overraskelse så vi at træerne inde på deres gårdsplads var væltet omkuld og at muren til et af værelserne var trykket ind. De tre søstre opholdt sig i et andet værelse mens de ventede på hjælp. Vi begyndte at spekulere på hvordan de øvrige af vore trosfæller havde klaret det. Vi bad alle til Jehova om at han ville bevare dem.
Omkring midnat, efter næsten otte udmattende timer, bevægede cyklonen sig syd om øgruppen mens tordenvejret og regnen fortsatte. I vedvarende lynglimt kunne vi se bølgebliktage flyve omkring alle vegne. Lidt efter begyndte det også at regne inde i huset. Klokken var nu halv tre om natten, og vi besluttede os til at gå ud for at se hvordan det stod til hos vore brødre.
Eftervirkningerne
Gaderne var overstrøet med blade, grene, stumper af bohave, bliktage og husholdningsartikler. Nogle lygtepæle af metal var blevet revet løs og kastet til jorden. Vi vadede rundt i murbrokker og et trøstesløst syn mødte os alle vegne. Vi fandt menighedens præsiderende tilsynsmand og hans familie siddende i deres lille bil, rystende af kulde. Taget på deres hus var blæst af, og huset var ødelagt. Men hvor var vi glade for at finde dem uskadte.
Det viste sig at cyklonen var den mest ødelæggende Vanuatu havde oplevet i 25 år. Den hårde sø havde fået alle skibene til at gå på grund, og vi fik at vide at 46 mennesker var omkommet eller meldt savnet, de fleste af dem på havet. Næsten 4000 mennesker var blevet hjemløse, og skaderne på afgrøder og ejendomme blev vurderet til omkring 200 millioner dollars. Det glædede os meget at ingen af vore brødre var omkommet eller kvæstet.
Der blev hurtigt nedsat en nødhjælpskomité. Jehovas vidner i Ny Caledonien sendte mere end en halv tons forsyninger, deriblandt fødevarer og tøj, samt fornødenheder som brødrene ville få brug for til genopbygningen af deres hjem. På den anden side af øen fik vi en ordentlig omfavnelse af en gruppe interesserede da de så os. Deres afgrøder var blevet ødelagt og kun en enkelt ældre hytte var tilbage efter stormen. Vi sikrede os at de kunne klare sig et par dage og vendte så tilbage til Port-Vila.
De lokale myndigheder begyndte også at yde hjælp, og forsyninger fra nabolandene begyndte at nå frem. Regeringen anmodede befolkningen om at rydde op så hurtigt som muligt da det begyndte at stinke råddent. Vi gav nogle forslag til hvordan de kunne hindre sygdomme som tyfusfeber og kolera i at sprede sig gennem drikkevandet.
Den følgende torsdag lykkedes det os at vise lysbilledforedraget, til glæde for alle. Efter mødet var der rigtig gang i snakken vennerne imellem. Mange af dem var stadig chokerede efter at have mistet alt hvad de ejede. Men de viste alle en enestående hjælpsomhed og omsorg for hinanden. Et stærkt vidnesbyrd om den kristne enhed!
Så kom tiden hvor vi skulle til at forlade vore elskede brødre og søstre. Vi var meget opmuntrede over deres kærlighed og nidkærhed. De trængsler vi havde været ude for havde blot knyttet os endnu tættere sammen. Da flyet lettede fra Port-Vila ønskede vi oprigtigt at vende tilbage for at se dem alle igen. — Indsendt.
[Kort/illustrationer på side 26]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
VANUATU
ESPÍRITU SANTO
Luganville
MALEKULA
EFATE
Port-Vila
NY CALEDONIEN
Nouméa
[Illustrationer]
Port-Vila, Vanuatus hovedstad
Vi forkynder for en af de indfødte
En typisk landsby
[Illustration på side 29]
De glæder sig over at høre den gode nyhed