Rigets budskab forkyndes i det farverige Malaysia
MOSKEER med gyldne kupler, helligdomme med buegange, kirker med tårne og spir, pagoder prydet med statuer. Dette er Malaysia, et land hvor de fire store verdensreligioner mødes. Den 16.000.000 store befolkning består af malajer, kinesere, indere, eurasiere, ibanere, kadazanere og adskillige indfødte stammer. Man finder nok ingen andre steder større variation hvad religion, kultur, skikke, traditioner og sprog angår.
Malaysia, der ligger i Det Sydkinesiske Hav lige nord for ækvator, består af to geografisk adskilte områder, nemlig i vest Malaccahalvøen, der tidligere blev kaldt Malaya, og i øst staterne Sabah og Sarawak på øen Borneo. Landet er lige så varieret som dets indbyggere og deres kultur, idet det spænder fra sumpede kystsletter og tæt, ofte ufremkommelig, jungle til knejsende bjergtoppe på helt op til 4100 meter, som Kinabalu i Sabah.
I disse omgivelser forkynder Jehovas vidner „denne gode nyhed om riget“. (Mattæus 24:14) Men hvordan når de ud til mennesker med så vidt forskellige sprog, skikke og religiøse opfattelser? Hvordan er det at forkynde Rigets budskab i dette land? Og hvad har forkynderne kunnet udrette?
Den religiøse udfordring tages op
For at kunne få mennesker med forskellig religiøs baggrund i tale, må forkynderne lære at bedømme om beboerne i det hus de skal besøge er muslimer, hinduer, buddhister, taoister, protestanter eller katolikker. Hvordan gør de det?
Der er flere kendetegn at gå efter. For eksempel vidner et rødt alter om at beboerne er taoister eller buddhister, mens en statue af Maria eller Jesus viser at de er katolikker. Hinduiske hjem kendes på mangobladene, og muslimske på de arabiske skriftsteder fra Koranen over indgangen.
Ét er imidlertid at bestemme folks religiøse baggrund, noget ganske andet er at vække deres interesse for den gode nyhed. Det typiske svar, gerne på en blanding af kinesisk, malayisk og engelsk, lyder: „Semua agama sama lah.“ Herefter tilføjer den besøgte ofte med et bredt smil: „Sorry, I am not interesting.“ („Undskyld mig, men jeg er ikke interessant.“) Hermed mener han at al religion kommer ud på ét og at han ikke er interesseret.
Mange malaysiere der er vokset op som buddhister, taoister eller hinduer er blevet tiltrukket af den hurtige omvendelse de kristne missioner kan tilbyde, og har tilsluttet sig en af de forskellige protestantiske sekter. På præsteskabets opfordring har mange af dem nægtet at lytte til den gode nyhed. Alligevel bliver Jehovas store navn og hensigter fortsat forkyndt i dette farverige land.
På grund af forkyndernes tålmodighed og forståelse har mange retsindige reageret velvilligt på Rigets budskab. Tag for eksempel Patrick, der tidligere røg og havde langt, usoigneret hår. Han havde lært kinesisk kampteknik og svarede igen med vold når han blev provokeret. Selv om han ikke troede på noget som helst, blev han betaget af ordene „døden skal ikke være mere“, som en forkynder læste for ham fra Åbenbaringen 21:4. Patrick tog derfor imod et bibelstudium. Han blev begejstret over de bibelske sandheder han lærte, og inden længe begyndte han at fortælle sin moder om dem, dels pr. brev og dels når han var hjemme for at besøge hende. Men hun var stærkt imod det.
En dag irettesatte Patrick og hans moder en yngre broder, der også var karateekspert. Broderen begyndte at slå og sparke, men til moderens forundring slog Patrick ikke igen. Hun blev meget nysgerrig efter at finde ud af hvad hendes søn lærte, siden det i den grad havde forandret ham. Moderen gjorde hurtige fremskridt og blev døbt inden for seks måneder. Og hun igen begyndte at forkynde for sin moder på 73 år, en renlivet buddhist. Også denne ældre dame fandt håbet om evigt liv tiltalende. På trods af at hun var analfabet, begyndte hun at læse bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden ved at lære så mange kinesiske bogstaver som hun kunne. Nu er også hun en forkynder af den gode nyhed.
Den kulturelle og sproglige udfordring
Forkyndelsen fra hus til hus i dette mangesprogede land fordrer en righoldig litteraturforsyning. Men det er ikke altid nok.
At man er kineser og medbringer kinesisk læsestof betyder ikke nødvendigvis at man kan kommunikere med de kinesere man besøger. Hvis forkynderen taler hokkien og den besøgte kantonesisk, kan der opstå problemer. Kinesisk er et tonalt sprog, så den mindste afvigelse i udtalen kan give ordet en helt anden mening. For eksempel vakte det almindelig morskab da en pionersøster der taler hokkien, fortalte folk i et kantonesisk distrikt at hun var en „forrykt læser“ i stedet for en „bibellæser“. Selv når man bruger det rigtige ord, kan nogle misforstå det.
Malaysierne er almindeligvis meget imødekommende og passer på ikke at fornærme nogen. Det er særlig svært for dem at afvise fremmede. Derfor finder man ud af at man ikke skal blive ovenud begejstret når én siger at han gerne vil have et bibelstudium eller komme til de kristne møder, for måske er han slet ikke interesseret. Det kræver tid og erfaring at afgøre hvem der virkelig er interesseret.
Malaysia er et af de lande der har flest helligdage og religiøse højtider. På sådanne dage besøger folk deres venner og slægtninge. De malaysiske forkyndere udnytter dagene til at gøre en særlig indsats i forkyndelsen. Men de må vise takt og forståelse hvis de skal opnå gode resultater.
En af helligdagene er det kinesiske nytår. Taoisterne tror at man selv kan gøre noget for at det bliver et godt år ved at indlede det med venlige ord og gode gerninger. Denne dag undgår forkynderne derfor at bruge ord som „død“, „sygdom“ og „lidelse“, men holder sig i stedet til glædelige emner, såsom håbet om evigt liv i fuldstændig sundhed og fred i en ny verden. Sådan en dag bør man ikke minde folk om alle verdens genvordigheder.
I „hovedjægernes land“
Eftersom ’den store skare’ består af mennesker „af alle nationer og stammer og folk og tungemål“, må der også forkyndes for de mange indfødte stammer i Østmalaysia. (Åbenbaringen 7:9) Det er opmuntrende at se et stigende antal mennesker i Sarawak — tidligere hovedjægernes land — tage imod budskabet om Riget.
For fire år siden var der for eksempel kun tre forkyndere i oliebyen Miri på Sarawaks kyst. I dag er mange interesserede i at lære om Bibelen. En pionersøster har 17 bibelstudier, og nogle af dem leder selv studier med andre interesserede. Nu er der en blomstrende menighed i den lille by Miri.
Et særkende ved ibanerne i Sarawak er deres langhuse. Disse lange bygninger på pæle er af hårdt træ og palmeblade. De bygges gerne på en flodbred i udkanten af skoven, og består af 30-40 eller flere boliger på rad og række ud mod en fælles gang. En stor del af forkyndelsen foregår i den slags distrikt.
Ved en lejlighed blev der i et af disse langhuse holdt et bibelsk foredrag over emnet „Hvilket håb er der for de døde?“ Tuai rumah, høvdingen, samlede alle beboerne i husets ruai, eller fællesrum. Alle sad høfligt og lyttede musestille under hele foredraget. Bagefter spurgte en mand: „Hvorfor ved de døde ikke noget?“ En anden fastholdt at de gode kommer i himmelen og de onde i et brændende helvede. Men nogle syntes godt om tanken om evigt liv på en paradisisk jord og ønskede at vide mere. Denne situation mindede om dengang Paulus talte til athenerne på Areopagus. — Apostelgerninger 17:32-34.
I et andet langhus boede Juing Insoll, en 72-årig ibaner der tilhørte den anglikanske kirke. Som ung havde han grundet meget over spørgsmål som: Hvordan kan en kærlig Gud pine de døde for evigt i et brændende helvede? Hvis der er en Gud, hvorfor er der da så megen uretfærdighed? Ingen havde kunnet give ham tilfredsstillende svar. En dag fik en af hans venner fra byen fat i bogen Sandheden der fører til evigt liv. Vennen mente at den måske kunne besvare Juings spørgsmål, og lånte ham den. Hvilken glæde for Juing! Endelig, efter 60 års søgen, havde han fundet sandheden om Gud!
Juing var besluttet på selv at få fat på et eksemplar af bogen. Han rejste de 240 kilometer til Kuching, Sarawaks hovedstad, hvor han gennemstøvede alle boghandelerne, uden at finde bogen. Hos en slægtning hørte han samme aften at et andet medlem af familien havde et eksemplar. Han blev henvist til den lokale rigssal og købte her 15 forskellige publikationer som han bragte med tilbage til langhuset.
Efter at have læst dem alle vendte Juing tilbage til byen og bad om at blive døbt. Ældstebrødrene rystede smilende på hovedet. Men til deres overraskelse fandt de snart ud af at han var fuldt kvalificeret. Og så blev han døbt! Forsynet med en stor portion bibelsk læsestof begyndte Juing at forkynde for sine naboer hjemme i langhuset. Først undrede han sig over at hans venner ikke omgående godtog sandheden efter at have læst bøgerne. Han indså dog snart at han måtte studere Bibelen med dem. Juings tjenesterapport kom altid i dagbogsform!
Fra den afsidesliggende by Lahad Datu i staten Sabah kommer følgende rapport: En ung gift kvinde med tre børn lærte sandheden at kende via et korrespondancebibelstudium med en søster i Kota Kinabalu, delstatens hovedstad. Kvinden besluttede at lade sig døbe ved et kredsstævne. Midt under dåbsforedraget kom hendes mand imidlertid farende og forlangte at hun tog med ham hjem.
Da de var kommet hjem forsøgte manden at bede om godt vejr, men uden held. Til sidst råbte han: „Hvad er det du vil?“ „Jeg vil døbes,“ svarede hustruen. „Er det så vigtigt for dig?“ spurgte han. „Ja, det er den vigtigste begivenhed i hele mit liv.“ „I orden!“ svarede han. „Ring til din ældste. Jeg vil bygge en swimmingpool hvor du kan blive døbt.“
Og som sagt, så gjort. Manden byggede en swimmingpool til hustruen, hvor hun blev døbt under kredstilsynsmandens næste besøg! Men hvordan kunne søsteren være så standhaftig? Jo, selv om hun boede isoleret, gennemgik hun alt stoffet til de forskellige møder. Hvis hun nogen sinde gik glip af et „møde“, følte hun det som om hun havde sprunget et måltid over. Denne søster underviser nu sine børn og leder tre bibelstudier.
’Den mindste bliver til tusind’
Forkyndelsesarbejdet i Malaysia blev påbegyndt af Alfred og Thelma Wicke, der kom dertil fra Australien i 1939. Deres trofaste missionærtjeneste har strakt sig over næsten 50 år, og Jehova har rigt velsignet deres indsats. Siden afdelingskontoret i Penang åbnede i 1972, med broder Wicke som afdelingstilsynsmand, har væksten taget fart. Dengang var der 207 forkyndere. Ti år senere var tallet tredoblet. I juni 1983 flyttede afdelingskontoret til Klang, en havneby nær forbundshovedstaden, Kuala Lumpur. Det nye afdelingskontor består af tre toetages bygninger, der udmærket dækker det nuværende behov. (Se side 26.)
For et par år siden begyndte man at intensivere forkyndelsesarbejdet blandt den tamil- og kinesisktalende del af befolkningen. Der er nu to kinesiske menigheder, foruden adskillige kinesiske og tamilske grupper i andre menigheder. Desuden er der en blomstrende japansk gruppe på omkring 20 forkyndere.
I hele det malaysiske distrikt er der nu 20 menigheder og næsten 900 forkyndere. Men hver forkynder har stadig 18.500 at forkynde for. Så der er endnu meget at gøre. At der er gode muligheder for vækst ses af at 2633 overværede mindehøjtiden i 1988. Dette glæder de malaysiske forkyndere sig over, og stadig flere rækker ud efter heltidstjenesten. Jehovas vidner i Malaysia ser desuden spændt frem til den dag hvor der er over 1000 forkyndere i landet. De mindes Jehovas løfte: „Den mindste vil blive til tusind, og den ringeste til en mægtig nation. Jeg, Jehova, vil fremskynde det når tiden er inde til det.“ — Esajas 60:22.
[Kort på side 26]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
THAILAND
MALAYSIA
Penang
Kuala Lumpur
Klang
Singapore
MALACCAHALVØEN
SUMATRA
ÆKVATOR
Det Sydkinesiske Hav
FILIPPINERNE
SABAH
Kota Kinabalu
Mt. Kinabalu
Lahad Datu
BRUNEI
Miri
MALAYSIA
SARAWAK
Kuching
BORNEO
600 km