’Peberfuglens’ land hører den nye sang

NÅR dagen gryr kan ’peberfuglens’ melodiøse fløjten høres over hele Liberia. I generationer har dens sang vækket landsbybeboerne til endnu en dags arbejde under den tropiske sol. Denne meget udbredte fugl af familien bulbul har givet Liberia kælenavnet „peberfuglens land“.

Navnet Liberia er imidlertid forbundet med en helt anden historie. I 1822 vendte frigivne slaver fra Amerika tilbage til deres forfædres kontinent. De landede ved Mesuradoflodens munding, hvor de oprettede en koloni der senere blev til Monrovia, landets nuværende hovedstad. Andre slog sig ned i Buchanan, Greenville og Harper, og sluttede traktater med kongerne over de indfødte stammefolk. Disse første hjemvendte afrikanere bragte de såkaldte negro spirituals med sig — sange der forener afrikanske rytmer med bibelske temaer, og som afspejler ønsket om frihed. I tråd med dette ønske gav de i 1824 deres koloni navnet Liberia. I 1847 blev det den første sorte afrikanske republik.

I nyere tid har der imidlertid lydt en ny sang i dette land. Det er ikke ’peberfuglen’ eller de hjemvendte slaver der synger denne sang, men et voksende kor af mennesker der følger salmistens opfordring: „Syng en ny sang for Jehova. Syng for Jehova, I der bor på hele jorden. Sig blandt nationerne: ’Jehova er blevet konge.’“ (Salme 96:1, 10) Ja, det er en sang om Guds oprettede rige med Jesus Kristus som konge, og den synges af de kommende arvinger til Jehova Guds himmelske regering. De og deres medarbejdere forkynder glade ’den gode nyhed’ om dette rige for alle nationerne — også Liberia — ved „afslutningen på tingenes ordning“, den periode vi nu lever i. (Mattæus 24:3, 14) Hvornår og hvordan lød denne sang for første gang i „peberfuglens land“? Og hvilken virkning har den haft på dem der lytter?

’Den nye sang’ kommer til Liberia

I 1946 opgav Harry C. Behannan, en talentfuld sort pianist der havde optrådt overalt i Europa, sin musikerkarriere for at kunne tjene som missionær. I seks måneder tjente han helt alene i Liberia som pioner, idet han gik fra hus til hus og forkyndte om Jehovas rige og afsatte mere end 500 bøger. Han fik mange venner. Men sørgeligt nok døde broder Behannan af en tropesygdom. ’Den nye sang’ lød imidlertid stadig, for andre missionærer fulgte i hans fodspor.

I 1947 kom George Watkins (en tidligere amatørbokser) og hans hustru Willa Mae til Monrovia for at tjene dér. De oplærte tålmodigt og flittigt de ydmyge liberianere til at „holde alt det [Jesus] har befalet“. (Mattæus 28:19, 20) I september 1948 tog en gruppe på femten del i forkyndelsen af Riget sammen med dem. Dermed var grundlaget skabt for den første menighed af Jehovas Vidner i Liberia.

Forkyndelsen bredte sig hurtigt ned langs kysten til havnebyen Harper, til Kakata og de omkringliggende landsbyer, og blandt de kisi-talende gummiaftappere på Firestone-plantagen. I 1952 blev der oprettet et afdelingskontor for Vagttårnsselskabet i Liberia. I løbet af det næste år blev den første rigssal og det første missionærhjem bygget på McDonald Street i Monrovia. Det var en spændende tid. I dag er der 1724 lovprisere af Jehova i dette land, og der er gode resultater blandt de venlige, gæstfrie og ydmyge mennesker.

Reaktionen på ’den nye sang’ i dag

Nu deltager Jehovas vidner fra de seksten største stammer i Liberia i forkyndelsen af budskabet om Riget sammen med missionærerne og andre der er kommet hertil for at tjene hvor behovet er stort. I den senere tid har de arbejdet endnu mere intenst på at finde dem der søger sandheden. Hver forkynder bruger gennemsnitlig 27 timer om måneden i forkyndelsen, og antallet af heltidstjenere er mere end tredoblet inden for de sidste fem år. Dette har resulteret i store velsignelser for både dem selv og andre. Lad os se hvorfor nogle af dem tog heltidstjenesten op.

Emmanuel tilrettelagde sine forhold så han kunne sørge for sin store familie og samtidig være pioner i Gardnersville. Der mødte han Varney og Lucinda som tog imod et bibelstudium. De var imidlertid af den overbevisning at det var en synd at skifte religion. Emmanuel viste dem derfor hvad bogen Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne siger om emnet. De lånte bogen og læste også andet i den, hvorefter de begyndte at overvære de kristne møder. Kort tid efter begyndte de også at deltage i forkyndelsen. I mellemtiden havde den mand de lejede sig ind hos — en præst — lagt mærke til deres ændrede opførsel, og tilbød at de kunne benytte hans stue til deres bibelstudium. Da husværten havde overværet et områdestævne, var han overbevist om at han havde fundet sandheden, og bad derfor om selv at få et bibelstudium.

Tamba, et tidligere åndemedium fra Lofa-området, blev befriet fra åndernes magt da han lyttede til ’den nye sang’. I bekymring over sin søns sygdom havde han rådført sig med ånderne. De forsikrede ham om at hans søn ikke ville dø, men hævdede samtidig at hans hustru planlagde at dræbe hans søn. Tamba bragte ofre til ånderne og tryglede dem om at dræbe hans hustru så hun ikke kunne gøre hans søn nogen skade. Hvordan gik det? Sønnen døde, men der skete ikke hustruen noget. I vrede og skuffelse smed Tamba alle sine spiritistiske remedier ud. Midt i hans sorg rørte budskabet om opstandelseshåbet og det fremtidige liv i et jordisk paradis ham dybt. Han tog imod et bibelstudium, fik orden på sit liv og indviede sig til Jehova. Siden da har han hjulpet sin familie og ni andre i lokalsamfundet frem til indvielse.

’Den nye sang’ har gjort indtryk på mange retsindige mennesker. For eksempel vandt Herbert et stipendium til universitetet i Monrovia (og fik dermed udsigt til et tjenestemandsjob) på grund af sine usædvanlige evner som fodboldspiller. Men da han erfarede hvad Bibelen siger om konkurrenceånd, tog han skridt til at afbryde sin sportskarriere. (Galaterne 5:26) Nu glæder han sig over sin nye livsform som heltidstjener.

James spurgte den forkynder der studerede med ham, hvordan han kunne få bugt med sin afhængighed af marihuana. Han blev rådet til at bede Jehova om hjælp. Nogle uger senere kunne han imidlertid ikke modstå trangen og tog sig en pibe marihuana. På vej hjem stødte han ind i et jernrør og begyndte at bløde voldsomt rundt om øjet. Han kom i tanker om sin bøn og har ikke siden haft tilbagefald til sin gamle vane. I dag tjener han som almindelig pioner og menighedstjener i den lokale menighed.

’Den nye sang’ har også nået en ældre mand, Samuel fra Krahn-stammen, som tidligere var øverste tilsynsførende i Montserrado amt. Hvad fik ham til at give afkald på et vellønnet job og begynde i heltidstjenesten? Samuel fortæller: „Det der gjorde indtryk på mig var at alt hvad Jehovas vidner sagde, lærte og gjorde, kunne jeg slå op i Bibelen og få begrundet.“ Han tilføjer at blandt Jehovas vidner fandt han den kærlighed der omtales i Johannes 13:34, 35. Samuel lagde mærke til at medlemmerne af hans tidligere kirke derimod „altid skændtes og sloges om pengesager i kirken“. Samuel tjener nu som pioner.

’Den nye sang’ stiger til et crescendo

Når det drejer sig om at lovprise Gud findes der ikke noget bedre tidspunkt for Guds folk end når de holder deres årlige områdestævner. I de senere år har det imidlertid været lidt af en udfordring at finde egnede faciliteter i Liberia der er store nok til at rumme alle de forkyndere og interesserede der kommer. I 1986 måtte man holde to stævner i den eneste egnede sal i landet, men alligevel havde de over 4000 tilhørere svært ved at være der. Hvad skulle man gøre i 1987? Jo, Samuel K. Doe Sportsstadion blev færdigt i tide, med hjælp fra den kinesiske regering. Men ville der være råd til at leje det?

På grund af vort programs uddannelsesmæssige værdi vedtog bestyrelsen at udleje det til os til en meget favorabel pris. Men kun nogle få uger før stævnet skulle afholdes, krævede ledelsen en højere pris for lejemålet. Hvorfor? Fordi stadionet efter et nyligt besøg af en fremtrædende tv-prædikant fra De Forenede Stater var blevet efterladt i en miserabel tilstand — med affald over det hele. Ledelsen blev imidlertid forsikret om at Jehovas vidner er anderledes. Dagen før stævnet kom over 500 brødre og søstre for at gøre rent på stadion. Efter stævnet hørte en broder tilfældigt et af medlemmerne af den kinesiske bestyrelse sige at vore anstrengelser for at holde stadionet rent var mere værd end det vi havde betalt for at bruge det.

Selve stævnet var en succes. Et nyt højdepunkt blev nået — der var 5852 til stede ved det offentlige foredrag med titlen „Hvem kan man stole på i disse farefulde tider?“ Det var en stor glæde at se 101 symbolisere deres indvielse til Gud ved vanddåben! Dåben fandt sted i to transportable vandbassiner på selve stævneområdet — det er første gang i Liberia!

Det stigende antal mennesker der lytter til ’den nye sang’, har betydet at det første afdelingskontor på McDonald Street i Monrovia er blevet for lille. Selv den bygning der siden er rejst i Sinkor har ikke kunnet rumme al den bibelske litteratur som er nødvendig for at dække liberianernes åndelige behov. I nærheden af rigssalen i Paynesville købte Selskabet derfor et stort hus. Det blev renoveret og indviet som nyt afdelingskontor den 28. marts 1987. Med denne rummelige og centralt placerede bygning er Jehovas tjenere i Liberia derfor godt rustet til at tage sig af den voksende interesse.

Hvor meget mere skal der endnu forkyndes i Liberia? Mindehøjtiden blev i 1988 overværet af 8600 — over fem gange forkyndertallet — hvilket viser at der er gode muligheder for flere disciple. Og de hårdtarbejdende liberianske forkyndere tager udfordringen op. De leder nu mere end 3000 hjemmebibelstudier hver måned. Det er vor bøn at mange flere vil slutte sig til den voksende ’store skare’ der priser Jehova som reaktion på ’den nye sang’. — Åbenbaringen 7:9, 10.

[Ramme på side 28]

Fra hus til hus i Liberia

Idet vi nærmer os et lerklinet hus gør vi opmærksom på vores tilstedeværelse ved at råbe „Kpaw, kpaw, kpaw!“ i stedet for at banke på.

Da vi ikke får noget svar går vi om bag huset, og her finder vi en familie som sidder i ’køkkenet’ — et lille skur i baghaven. En gryde med tykt rødt palmesmør simrer over den åbne ild. Moderen, som er ved at øse risene op, sender børnene i løb op til huset for at hente nogle stole til os.

Familiens medlemmer sætter sig nu ned på en bænk. De lytter opmærksomt mens vi fremholder budskabet om Riget for dem, og tager med glæde imod et eksemplar af brochuren Evigt liv på jorden. Vi får lov til at besøge dem igen. Da vi rejser os for at gå siger de til os: „Lad os spise!“

[Kort/​illustrationer på side 26]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

SIERRA LEONE

LIBERIA

LOFA AMT

MONTSERRADO AMT

Monrovia

Kakata

Buchanan

Greenville

Harper

GUINEA

ELFENBENSKYSTEN

ATLANTERHAVET

km 0 100 200 300

[Kort]

AFRIKA