Hvor finder man lykken?
JESUS sagde: „Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov.“ (Mattæus 5:3) En ung, retsindig pige i Mellemøsten erkendte sit åndelige behov og ønskede at tjene Gud. Til sidst fandt hun lykken. Hvor? Lad hende selv fortælle:
„Jeg er vokset op i en stærkt religiøs maronitisk familie. Vi børn blev opdraget til at bede foran en statuette hver aften, og lige fra barndommen har jeg ønsket at tjene Gud.
Som 17-årig gik jeg i kloster for at blive nonne, da jeg troede at jeg på den måde kunne få mit ønske opfyldt. Men nonnernes adfærd chokerede mig. De sladrede om hinanden, og novicerne fik sultekost, mens nonnerne fik den allerbedste mad. Desuden havde de umoralske forhold til præsten. Dybt skuffet forlod jeg efter ni måneder klosteret og flyttede hjem igen.
Jeg havde mange ubesvarede spørgsmål, og da jeg ikke kunne finde tilfredsstillende svar på dem, tabte jeg interessen for religion. I 1982, da jeg var 22, begyndte min bror og søster imidlertid at studere Bibelen med Jehovas vidner. Mine forældre og jeg modstod dem. Min bror blev udsat for megen forfølgelse, og blev slået og sat i fængsel på grund af sin nye tro. Jeg undrede mig imidlertid over hvor meget han havde forandret sin levevis. Desuden kunne han give logiske bibelske svar på spørgsmål som jeg længe havde tumlet med. I al hemmelighed begyndte jeg derfor at læse i Bibelen om natten.
En dag tog jeg til et af Jehovas Vidners stævner for at se hvad der foregik. Jeg var forbløffet over den kærlighed der blev lagt for dagen. Der var intet skel mellem rig og fattig. Jehovas vidners handlinger svarede til deres ord. Dette overbeviste mig om at de havde sandheden.
Straks efter stævnet spurgte jeg en af dem om hun ville studere med mig. Jeg sagde at jeg kun ønskede at studere, ikke at gå til møder eller at forkynde. Men snart indså jeg at det jeg lærte var sandheden. I en bøn besluttede jeg at tjene Gud. Den 28. oktober 1983 blev min bror, min søster og jeg døbt. Nu kunne jeg tjene Gud sådan som jeg havde ønsket lige fra barn.
To måneder efter dåben begyndte jeg som hjælpepioner, og otte måneder senere blev jeg almindelig pioner. Halvandet år senere blev jeg indbudt til at tjene på Jehovas Vidners afdelingskontor, også kaldet Betel, hvor jeg arbejdede på midlertidig basis i to år. Den ydmyghed alle viste gjorde indtryk på mig. Selv de ansvarshavende brødre var med til at vaske op efter aftensmaden.
Den 14. marts 1988 blev jeg fast medlem af betelfamilien. Hvor var det en lykkelig begivenhed! Ja, jeg har fundet lykken. Hvor? Blandt Jehovas indviede tjenere! Jeg føler det på samme måde som salmisten der sagde: ’Én dag i dine forgårde er bedre end tusind andre.’“ — Salme 84:10.