Forkyndelse i det sydlige Chile — en udfordring
HVOR er det herligt at spadsere hen ad en stille landevej i det sydlige Chile! Kvæget græsser fredeligt på markerne, som er omkransede af træer. I baggrunden knejser de majestætiske, sneklædte vulkaner. Man kan høre fuglenes kvidren og vindens susen i løvet. Men at så sandhedens sæd i disse idylliske omgivelser — dét kan være en udfordring!
Kunne du tænke dig at træffe nogle af vore heltidsforkyndere, også kaldet pionerer? Hvad med at tilbringe en dag eller to sammen med dem i forkyndelsen af den gode nyhed? Lad os først høre Jaime og Oscar beskrive de glæder og udfordringer en sådan dag i det sydlige Chile kan rumme.
En dag i forkyndelsen
„Da vi vågner mærker vi en isnende kulde i vores lille bolig. Med uldsokker på fødderne og hue på hovedet kravler Oscar ud af sengen. Han fyrer op i brændeovnen og tænder den lille gasbrænder for at tage den værste kulde i rummet, og skynder sig tilbage i den varme seng. Det er stadig mørkt udenfor, og intet tyder på at nattens regn stopper foreløbig. Vi ser på hinanden og vort blik synes at fortælle at det er meget fristende at holde fri i dag! Så kommer vi i tanker om dagens program. Vi skal ud i et isoleret distrikt som ikke har været gennemgået i et helt år. Det får os ud af fjerene.
Klokken er endnu ikke otte da vi i rask tempo går ud ad vejen i håb om at nogen vil give os et lift eller at der skal komme en bus forbi. Så vil vi hurtigere kunne komme ud til de isolerede huse og landsbyer i vores distrikt. Dér kommer en traktor som trækker en ladvogn med nogle arbejdere på. Chaufføren stopper og giver os lov til at kravle op. Takket være natteregnen er vi heldigvis fri for at rejse i skyer af støv sådan som vi plejer. Mens vi bumler af sted fortæller vi landarbejderne om den gode nyhed. Inden vi hopper af igen giver vi dem et par blade. Hvor er vi taknemmelige for at være blevet sparet for en travetur på 12 kilometer!
Vi har en lang dag foran os hvor vi skal gennemarbejde landområderne på kryds og tværs for at finde interesserede mennesker. Dengang vi begyndte i vort tildelte distrikt kunne vi ikke forstå hvorfor folk godtog det vi sagde men ikke ville tage imod bibelske publikationer. Vi fandt senere ud af at det i mange tilfælde var fordi de ikke kunne læse. Derfor fremhævede vi at vore publikationer kunne bruges som gave til deres børn eller slægtninge, som til gengæld kunne dele indholdet med dem. De fleste har ikke mange materielle ejendele, men vil meget gerne give os æg, kartofler, beder, løg, bønner, linser eller kikærter for publikationerne.“
Klog af skade kommer Jaime selv med et forslag hvis en husvært ønsker at bidrage med naturalier for de bibelske publikationer han har modtaget. Hvorfor? Ved en lejlighed vendte en pioner hjem med 15 kilo grøntsager, og hans makker måtte slæbe rundt på en levende kylling i sin bogtaske en stor del af dagen! Jaime foreslår ofte at folk giver merquén, en lækker krydderiblanding med chilipeber. Beretningen fortsætter:
„På vejen hen over markerne kommer vi til nogle rucas [hjem] hvor der bor indfødte mapucher [hvilket betyder: „Dette lands folk“]. Det er svært at tale med de gamle mapucher, for mange taler kun deres eget sprog. Når de unge er i nærheden tjener de gerne som tolke. Efterhånden som vi kommer længere ud på landet, støder vi på folk som aldrig har set en bibel eller besøgt en storby som provinshovedstaden Temuco. Det er ikke nemt at få dem til at indse at verdensforholdene bliver værre og værre. Vi må gå frem skridt for skridt, og vise dem at de lokale problemer afspejler det der foregår andre steder.
Som dagen skrider frem begynder vi at blive trætte i benene. Vejret veksler mellem strålende solskin og øsende regn, og det hjælper ikke at bære paraply. Vores støvler er godt mudrede til efter at vi har vadet hen over nypløjede marker. Da vi hører ordene Pase no más (kom bare ind) træder vi derfor taknemmeligt ind i køkkenet og nyder brændeovnens varme, en kop ’kaffe’ brygget på ristede majs, og lidt hytteost på friskbagt brød. Ahh, det nybagte brød dufter herligt!
Med ny energi kan vi nu fortsætte til først på aftenen. Vi vandrer hen over de åbne marker, som sjældent er adskilt af hegn, lige bortset fra nogle hvedemarker som er omgærdet af buske kaldet pica-pica, en stedsegrøn gyvel med gule blomster. Solen går snart ned og vi må ud til en anden hovedvej for at nå den sidste bus tilbage til byen. Nu har vi også snart gået 20 kilometer.
Vi når velbeholdne hjem, trætte men glade fordi vi har haft så mange dejlige samtaler. Efter at have fået en bid brød genopfrisker vi dagens begivenheder, for derefter at gå trætte i seng.“
Et besøg i Chiloé
Chiloé-øhavet består af en mængde små øer. Hovedøen er 180 kilometer lang. Imellem de grønklædte bakker ligger der små søer. Overalt mødes man af gamle fiskerlejer og betagende kystscenerier!
I landsbyen Achao, der ligger lige ud for hovedøen, møder vi Rubén og Cecilia. Da de kom hertil i marts 1988, advarede den lokale præst folk mod ’at lytte til det par som gik rundt overalt på øen og talte om Bibelen’. Hans negative bemærkninger gjorde at nogle lukkede af mens andre fik vakt deres nysgerrighed. Nu leder Rubén og Cecilia 28 bibelstudier. Adskillige af disse studier er med skolelærere. Fire af dem bruger Vagttårnets publikationer „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig“ og Min bibelhistoriebog i deres religionsundervisning.
Jehova Gud sørger for disse hårdtarbejdende pionerer, som vandrer op til 30-35 kilometer om dagen for at forkynde Riget og gøre disciple. (Mattæus 24:14; 28:19, 20) En dag spadserede Rubén og Cecilia langs stranden og opdagede at der lå en mængde choritos (en muslingeart) i strandkanten når det var ebbe. Rubén begyndte at samle muslingerne, men hvordan skulle de få dem transporteret hjem? Cecilia løste problemet. Hendes strømper blev brugt som poser. Pionererne havde pludselig ingredienserne til et lækkert måltid af skaldyr!
Lige nord for Achao, i Linao, arbejder to specialpionerer sammen med en lille menighed. Forkyndelsesarbejdet tog sin begyndelse her i 1968, og det første vidne for Jehova i Linao blev døbt i 1970. I fire år forkyndte denne broder alene og måtte udholde latterliggørelse fra familie og bekendte. Men i 1974 tog hans hustru imod sandheden fra Bibelen og blev døbt. Senere fulgte fire af hans kødelige brødre, fire søstre, fire onkler, seks nevøer, en svoger og dennes kone. Alle i den nydannede menighed var i familie med hinanden. Med tiden er tre af de fem brødre blevet ældste og én menighedstjener.
Luis og Juan er heltidsforkyndere og sår Rigets sæd i Quemchi, en lille by 30 kilometer fra Linao. Dagligt må de klatre over læhegn, krydse tætbevoksede enge, og vandre bakke op og bakke ned i blæst og regn. For at nå ud til de nærliggende øer tager de med de småbåde som anløber øen Chiloé to til tre gange om ugen. De bliver et par dage på hver ø. Sejlturen mellem øerne kan gøre en landkrabbe lidt søsyg, men øboernes venlighed og gæstfrihed opvejer rigeligt dette. Luis og Juan har fået følgeskab af en anden forkynder, og i fællesskab søger de at nå ud til de 11.500 indbyggere i deres distrikt. Selv om der kun er lidt fremgang frydede Luis og Juan sig over de 36 der var til stede ved mindehøjtiden i 1989.
Tilbage til fastlandet
Vi fortsætter mod nord, krydser Chacao-kanalen og kommer ind til hovedlandet. Pionererne Ramón og Irene arbejder her i et vældigt distrikt, som omfatter de isolerede grupper i Maullín, Carelmapu og Pargua. Forkynderne på øen Chiloé går en time og tager derpå en transbordador (færge) over strædet for at overvære de kristne møder i Pargua. Ramón kører en time og tyve minutter med bus fra Maullín for at lede møderne som almindeligvis overværes af dobbelt så mange mennesker som der er forkyndere. Hvorfor tager det så lang tid at tilbagelægge blot 38 kilometer? Fordi bussen stopper utallige gange undervejs for at samle passagerer op som medbringer poser med frugt og grøntsager, sække med kartofler og løg og nogle gange endda levende svin og høns. Alt hvad der ikke kan være på taget, bringes med ind i bussen. Resultatet bliver en lang tur med besynderlige syn, lyde og lugte.
Da kun få pionerer har bil, må de gå meget langt mellem landsbyerne hvis ikke de når bussen eller får et lift. Engang blev Ramón og en han studerede med, taget op af en mand som spurgte: „Hvordan reagerer folk på jeres arbejde?“ Han bemærkede deres undrende blikke og forklarede: „Jeg er præst i denne pueblo, og I er Jehovas vidner. Jeg kender godt jeres arbejde og kan lide jeres blade.“ Forkynderne måtte derefter besvare det ene spørgsmål efter det andet indtil de blev sat af i Pargua, tids nok til at nå mødet. Præsten fik sikkert også andre spørgsmål besvaret, for han fortsatte med at læse vore blade.
Det er ikke altid nemt for Ramón og Irene at komme ud og holde deres 20 bibelstudier. Nogle af dem de studerer med bor på den anden side af Maullín-floden og i afsidesliggende fiskerbyer som kun kan nås med båd. Skønt det meget regnvejr kan tage modet fra enhver, er det tydeligt at den udholdenhed de og 18 andre forkyndere i dette landdistrikt lægger for dagen har båret frugt, eftersom der kom 77 til mindehøjtiden.
Heltidsforkynderne Juan og Gladys i Los Muermos leder 23 bibelstudier. De lange vandreture ad de mudrede veje bliver belønnet når Rigets sæd slår rod i hjerterne på modtagelige personer. Juan og Gladys arbejdede på et tidspunkt i et isoleret område i kystbjergkæden nær Estaquilla, som ikke tidligere var blevet besøgt. De spurgte en de studerede med, om han ville låne dem sin hest en dags tid. „Selvfølgelig,“ svarede han. „Må jeg selv tage med?“ Juan så hurtigt Jehovas ledelse i dette. Man kunne nemlig let fare vild i den tætte skov, men den interesserede kendte området godt og førte dem til huse som ikke kunne ses fra bjergstierne. Noget mørbankede efter ni timer til fods og på hesteryg, spurgte en af specialpionererne den interesserede mand hvad han syntes om det. Han svarede: „Det eneste jeg beder om er at I tager mig med næste gang.“ Denne mand gjorde åndelige fremskridt og blev døbt i januar 1988. Hans kone blev kort efter døbt ved et af Jehovas Vidners kredsstævner.
De 11 forkyndere i Estaquilla glædede sig over at 110 overværede det offentlige foredrag under kredstilsynsmandens besøg. I en lille by på 1000 indbyggere der ligger nærmere Los Muermos, kom der 66 til mindehøjtiden. Der er således stadig meget at gøre i denne vældige arbejdsmark. — Mattæus 9:37, 38.
Længere mod nord finder vi pionererne Alan og Fernando. Da de en dag traskede af sted ad en støvet landevej, tilbød en chauffør dem at sidde på ladet af hans lastbil. Efter køreturen kunne de ikke lade være med at le fordi de var dækket af et tykt lag støv fra top til tå. En humoristisk sans og glæden ved at lede 20 hjemmebibelstudier hjælper dem til at klare sådanne ubehageligheder. Og forestil jer deres glæde da 65 overværede mindehøjtiden og da de første to lokale indbyggere var med i forkyndelsen den følgende måned!
Bío-Bío krydses
For at nå de retsindige længere oppe mod Andesbjergene er det nødvendigt at krydse en 50 meter dyb kløft som gennemstrømmes af Bío-Bío-flodens rivende vande. Dette gør man ved hjælp af en spinkel trækonstruktion der hænger på et kabel som fører hen over kløften. Med en vis ængstelse kravler man op og frigør denne platform ved hjælp af en stang. Alt imens man klynger sig til rækværket glider man let og ubesværet indtil man hænger midt over kløften. Efter at have taget en dyb indånding bevæger man sig over den anden halvdel af kløften ved langsomt at trække en anden stang frem og tilbage. Det er ikke noget for bangebukse! En søster tager denne tur hver uge for at nå et symbolsk får i en afsidesliggende bjerglandsby!
Det gode eksempel som pionerer og andre forkyndere sætter, tilskynder interesserede med taknemmeligt hjerte til at gøre en lignende indsats for at overvære den kristne menigheds møder. (Hebræerne 10:24, 25) Én familie rider således 40 kilometer på hesteryg til Bío-Bío-floden og spadserer derefter yderligere 12 kilometer til rigssalen.
Hvad tænker pionererne på når de ser tilbage? På snedækkede vulkaner, skønne enge og brusende floder? Støv, regn, mudder og lange vandreture? Ja. Men de husker især de venlige mennesker som har givet agt på den gode nyhed. Disse symbolske får har været alle anstrengelserne værd. Det er derfor en stor glæde at så Rigets sæd i det sydlige Chile.