Spørgsmål fra læserne
■ Hvilken grundlæggende vejledning giver Ordsprogene 27:23 åndelige hyrder og kristne i almindelighed?
Verset lyder: „Du bør vide nøjagtigt hvordan dit småkvæg ser ud; ret dit hjerte mod dine flokke.“ (Ordsprogene 27:23) Dette skriftsted er ofte blevet brugt til at minde åndelige hyrder om at være opmærksomme på, og gøre sig bekendt med, menighedens enkelte medlemmer og deres forhold og problemer. Udtrykket er velvalgt, eftersom Bibelen sammenligner de ældste med hyrder og menigheden med en fårehjord. (Apostelgerninger 20:28, 29; 1 Peter 5:2-4) Men selv om ovennævnte princip kan udledes af verset, drejer dette sig ikke i første række om åndelige hyrder.
Mange vers i Ordsprogenes Bog er råd udtrykt i enkeltstående fyndord, men Ordsprogene 27:23 indgår i en sammenhængende passage: „Du bør vide nøjagtigt hvordan dit småkvæg ser ud; ret dit hjerte mod dine flokke; for et forråd varer ikke for stedse, eller et diadem generation efter generation. Græsset er borte, og det friske græs har vist sig, og foderet på bjergene er indsamlet. Vædderlammene vil tjene dig til klæder, og gedebukkene som betaling for en mark. Og der er gedemælk nok til føde for dig, til føde for din husstand, og til opretholdelse af livet for dine piger.“ — Ordsprogene 27:23-27.
Denne inspirerede passage fremhæver værdien af at leve enkelt, være flittig og arbejdsom, og erkende at vi er afhængige af Jehova. Som eksempel benytter den en israelitisk fårehyrdes ukomplicerede tilværelse, måske sat op som modsætning til en prangende livsstil lagt an på forretninger og hurtigt tjente penge.
Dristige forretningstransaktioner giver måske rigdom (et „forråd“) og anseelse (et „diadem“) i en fart, men begge dele kan hurtigt forsvinde, hvad mange kan bevidne. En enkel tilværelse, som den datidens fårehyrder levede med deres hjorde, har derfor mange fordele. At tilværelsen var enkel betød ikke at den var uden bekymringer. Hyrden måtte overvåge og beskytte hjorden. (Salme 23:4) Hvis han blev opmærksom på et sygt eller kvæstet får, måtte han måske indgnide det med lindrende olie. (Salme 23:5; Ezekiel 34:4; Zakarias 11:16) Den flittige hyrde der rettede sit hjerte mod sine flokke, fik som regel sin flid belønnet med en gradvis tilvækst af dyr.
En arbejdsom og omsorgsfuld hyrde havde en pålidelig hjælper i Jehova Gud. Hvordan det? Jo, Gud sørger for årstidernes skiften og de kredsløb der normalt skaffer hjordene græsning. (Salme 145:16) Når det grønne græs med årstidernes skiften forsvinder fra de lavereliggende områder, er der måske rigelig græsning højere oppe, og den opmærksomme hyrde kunne føre hjorden derop.
Ordsprogene 27:26, 27 fortæller at anstrengelserne blandt andet bar sin løn i form af føde og klæder. Ganske vist kunne hyrden ikke vælge og vrage mellem færdigpakkede varer og udsøgte lækkerier eller gå dyrt og moderigtigt klædt; men hvis han var arbejdsom, kunne hjorden skaffe ham og hans familie mælk og ost foruden uld at væve slidstærkt tøj af.
Det er altså ikke i første række åndelige hyrder der får rådet: „Du bør vide nøjagtigt hvordan dit småkvæg ser ud.“ Det har adresse til alle kristne. Det understreger værdien af at vi er tilfredse med føde og klæder som vi skaffer os ved pålideligt og flittigt arbejde, i tillid til at Jehova ikke vil svigte os. (Salme 37:25; 2 Thessaloniker 3:8, 12; Hebræerne 13:5) Sammenholder vi Ordsprogene 27:23-27 med vejledningen i Lukas 12:15-21 og Første Timoteusbrev 6:6-11, ser vi hvor uforanderlige Guds råd i denne henseende har været. Vi burde derfor alle læse Ordsprogene 27:23-27 én gang til og spørge os selv: ’Tager jeg dette råd til hjerte, og efterlever jeg det i hverdagen?’
[Kildeangivelse på side 31]
Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.