Hold dig nær til Guds organisation

FORTALT AF ROY A. RYAN

Sandhill (sandhøj) hed byen, hvilket var et meget passende navn eftersom den ikke var andet end en stor sandhøj i et åbent bakkelandskab. Den lille landsby lå ved en skillevej fem kilometer vest for Rutledge i Missouri og bestod af en otte-ni huse, en metodistkirke og en lille smedje. Her blev jeg født den 25. oktober 1900.

MIN FADER var smed i landsbyen. Mine forældre gik sjældent i kirke, men min moder sendte mig i søndagsskole i metodistkirken. Jeg brød mig ikke om navnet metodist, for jeg syntes at en troende burde kalde sig kristen. Jeg fattede imidlertid endnu ikke interesse for Bibelens budskab og for et evigt liv.

Da jeg var 16 år begyndte jeg at arbejde på Santa Fe-jernbanen. Vi fik en af de internationale bibelstudenter (som Jehovas vidner dengang blev kaldt) i vort sjak. Han hed Jim. Vi to arbejdede ofte sammen. Jim fortalte, og jeg lyttede til hvad han havde at sige om Bibelen. Det lød fornuftigt i mine ører, så jeg spurgte om jeg kunne låne en af hans bøger.

Jim lånte mig første bind af Studier i Skriften, som var skrevet af C. T. Russell fra International Forening for Bibelstudium. Da jeg leverede den tilbage, fik jeg ham til at låne mig flere bind. Kort efter forlod Jim jernbanen, og næste gang jeg så ham var på gaden i Rutledge hvor han tog imod bestillinger på den illustrerede bog Scenario of the Photo-Drama of Creation. Senere inviterede han mig med til et gruppemøde der blev holdt i hans hjem. Hver søndag gik jeg de fem kilometer til Rutledge for at overvære mødet.

Da bladet Den gyldne Tidsalder (nu Vågn op!) i 1919 begyndte at udkomme, ønskede jeg at gå i gang med forkyndelsen. Jeg og en anden ny bibelstudent havde sat os for at sprede det nye tidsskrift fra dør til dør. Da vi ikke brød os om at kontakte folk i vores hjemby, tog vi toget til en naboby. Vi kom om morgenen, og selv om vi aldrig havde fået nogen oplæring i dette arbejde gik vi til hver sin side og bankede på dørene lige til hen på eftermiddagen. Jeg tog imod to bestillinger på abonnementer, den ene fra en mand jeg arbejdede sammen med ved jernbanen.

Den 10. oktober 1920 blev jeg døbt i en sø nær Rutledge. Mine forældre var imidlertid imod min tilknytning til de internationale bibelstudenter på grund af den præsteinspirerede modstand som disse havde været ude for i krigsårene 1914-18. Senere begyndte min fader dog at overvære bibelstudenternes møder, og han læste også Den gyldne Tidsalder. Før moder døde blev hun mere positiv over for vor forståelse af Bibelens budskab. Men ingen i min familie tog imod sandheden.

En prøvelsernes tid

I disse tidlige år var der kun tre foruden mig der overværede bibelstudiemøderne i Rutledge. Disse tre forlod imidlertid organisationen. En af dem var en blændende taler og havde holdt offentlige bibelske foredrag i området. Men han blev stolt på grund af sine evner og følte at det var under hans værdighed at forkynde fra hus til hus ligesom de første kristne havde gjort. — Apostelgerninger 5:42; 20:20.

Da disse tre brød med de internationale bibelstudenter havde jeg det som apostelen Peter dengang Jesus talte til folket om at ’spise hans kød og drikke hans blod’. Mange tog anstød af denne udtalelse og forlod Jesus. Derfor spurgte Jesus apostlene: „Vil I også gå?“ Peter svarede: „Herre, hvem skal vi gå hen til? Du har det evige livs ord.“ — Johannes 6:67, 68.

Peter forstod ikke fuldt ud hvad Jesus mente da han sagde at de skulle ’spise’ hans kød og ’drikke’ hans blod, men han erkendte at Jesus havde livets ord. Jeg havde det på samme måde med organisationen. Jeg vidste at den havde sandheden, selv når jeg ikke til fulde forstod alt hvad jeg læste i publikationerne. Men når der var noget jeg ikke forstod, argumenterede jeg ikke imod det. Senere blev forståelsen klarere og synspunkter blev justeret. Jeg var glad for at jeg tålmodigt havde ventet og set tiden an. — Ordsprogene 4:18.

Med pionertjenesten som mål

I juli 1924 overværede jeg et internationalt stævne i Columbus, Ohio. Vagttaarnet kaldte det for „det største Konvent, som Bibelstudenterne har afholdt i Tidernes Løb“. Her blev den stærke resolution Gejstligheden anklages vedtaget. Programmet og ånden ved stævnet tilskyndede mig til at blive heltidstjener, også kaldet pioner.

Efter at være kommet hjem fra stævnet sagde jeg min stilling inden for jernbanen op og begyndte sammen med en anden bibelstudent i pionertjenesten. Men efter et års forløb blev mine forældre så svagelige at de havde behov for min hjælp. Jeg måtte derfor holde op som pioner og fik i stedet ansættelse i et rørlægningsfirma. Men eftersom kollegerne udsatte mig for en dårlig påvirkning, tog jeg min afsked og slog mig ned som biavler og honningproducent.

I efteråret 1933 var begge mine forældre døde, og jeg var fri af mine forpligtelser. I foråret 1934 overlod jeg mine bier i en andens varetægt, byggede en lille beboelsesvogn og begyndte igen i heltidstjenesten som pioner. Først arbejdede jeg sammen med en ældre forkynder i nærheden af Quincy i Illinois. Senere flyttede jeg tilbage til Missouri og sluttede mig til en gruppe pionerer.

I 1935 var Midtvesten ramt af en slem tørke, og eftersom vi arbejdede i et landbrugsområde var det svært at få det til at løbe rundt. Folk havde ingen penge, men taknemmelige mennesker gav os fødevarer eller andet i bytte for vore publikationer.

Pionertjeneste sydpå

Den vinter flyttede vi ned til Arkansas for at undgå det kolde vejr. Vi kunne afsætte langt flere publikationer dernede og fik al den dåsemad vi kunne spise. Vi tog ofte imod ting som vi kunne sælge, for eksempel gamle sager af aluminium, messing eller kobber, gamle varmeapparater til biler og batterier. På den måde tjente vi til benzinen til min Ford A, som vi brugte i tjenesten.

Vi tjente i amterne Newton, Searcy og Carroll på det bjergrige Ozark Plateau. Vore oplevelser i forkyndelsen i Arkansas’ bjerge kunne fylde en hel bog. Eftersom de få veje der dengang fandtes var primitive, udførte vi meget af forkyndelsen til fods. Nogle pionerer i vores gruppe red af sted på hesteryg for at kontakte folk højere oppe i bjergene.

Engang hørte vi om en mand ved navn Sam som efter sigende skulle være interesseret. Til sidst fandt vi ud af at han boede på toppen af et bjerg. Da vi besøgte ham tog han imod os med åbne arme og var glad for at have os boende om natten. Sams kone var ikke interesseret i vort budskab, men det var deres søn, Rex, på 16. Da vi skulle derfra, inviterede Sam os til at komme igen. To uger senere logerede vi derfor igen hos dem.

Anden gang vi tog af sted var det Sams kone der inviterede os igen. Hun sagde at vi øvede en god indflydelse på Rex. „Han er så slem til at bande,“ forklarede hun, „og jeg synes ikke at han har bandet nær så meget siden I var her.“ Senere mødte jeg Rex igen da han blev uddannet på missionærskolen Gilead i South Lansing, New York. Sådanne oplevelser har bragt mig stor glæde i årenes løb.

Beteltjeneste

Dengang jeg ansøgte om pionertjeneste, ansøgte jeg samtidig om at komme til at tjene på Jehovas Vidners hovedkontor i New York, kaldet Betel. I foråret 1935 fik jeg at vide at min ansøgning var blevet godkendt og at jeg skulle henvende mig på Vagttårnsselskabets Kingdom Farm i South Lansing, New York, for at begynde min beteltjeneste. Jeg sørgede omgående for at en anden pioner fik min beboelsesvogn.

Jeg kørte til New York i min Ford A og ankom klokken halv elleve om formiddagen den 3. maj 1935. Over middag blev jeg sat til at kløve brænde. Næste dag blev jeg bedt om at melde mig ved staldene for at hjælpe til med at malke køer. Jeg arbejdede adskillige år dér og malkede nogle gange om morgenen og nogle gange om aftenen; om dagen arbejdede jeg i haven og på markerne. Jeg passede også bierne og indsamlede honning til betelfamilien. I 1953 blev jeg flyttet over i osteriet.

En af dem der påvirkede mig på grund af sit eksempel i ydmyghed, loyalitet og lydighed mod Jehova, var Walter John „Pappy“ Thorn. Han var en af de 21 bibelstudenter der i 1894 var blevet udnævnt som de første pilgrimme — mænd som arbejdede efter samme mønster som vore dages kredstilsynsmænd — idet de besøgte menighederne for at opmuntre dem. Efter mange år i rejsetjenesten blev broder Thorn sendt til Kingdom Farm for at arbejde i hønsehuset. Ved mange lejligheder hørte jeg ham sige: „Hver gang jeg begynder at få høje tanker om mig selv, trækker jeg så at sige mig selv over i en krog, og så siger jeg: ’Dit lille støvfnug — hvad har du at være stolt af?’“

En anden ydmyg mand som blev et forbillede for mig var John Booth, som nu er medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd. I årenes løb er han blevet citeret for at sige: „Det betyder ikke så meget hvor du tjener som hvem du tjener.“ Enkelt sagt, men sandt! At tjene Jehova er det største privilegium af alle!

Et af højdepunkterne i min beteltjeneste var indvielsen af missionærskolen Gilead på Kingdom Farm i 1943. Samværet med pionererne fra mange dele af verden var spændende. I de dage var der omkring et hundrede elever i hver klasse, så hvert halve år kom der hundrede nye til Kingdom Farm. Afslutningerne trak tusinder af gæster til dette uddannelsessted i staten New Yorks nordlige landbrugsområde.

En ny opgave

Da Gileadskolen flyttede til Brooklyn og boligbygningen og skolebygningen i South Lansing blev solgt, flyttede mejeriet til Watchtower Farms i Wallkill, New York. I efteråret 1969 blev jeg derfor flyttet til farmen i Wallkill hvor jeg fortsatte med at lave ost indtil 1983. Da fik jeg en ny opgave — som anlægsgartner.

For nogen tid siden blev jeg i et interview spurgt hvad jeg mente om at flytte afdeling efter at have fremstillet ost i 30 år. „Det gjorde ikke noget,“ svarede jeg ligeud, „for jeg bryder mig alligevel ikke om at lave ost.“ Det jeg mente var at vi med glæde kan tjene Jehova uanset hvilken opgave vi har, blot vi bevarer det rette udsyn og ydmygt underlægger os den teokratiske ledelse. Skønt jeg ikke var specielt glad for at lave ost, nød jeg min opgave fordi jeg vidste at jeg var til gavn for betelfamilien. Hvis vi tjener Jehova Gud trofast og uden at klage, kan vi være lykkelige uanset hvad vi laver.

Her i mit livs aften tror jeg ikke at jeg kunne have haft det bedre end ved at tjene på Betel. Der bliver sørget godt for mig, og jeg kan fortsat udføre mine opgaver skønt jeg er 90 år gammel. I mange år har jeg haft det privilegium efter en fast turnus at lede dagstekstdrøftelsen for betelfamilien her på Watchtower Farms. Når jeg har lejlighed til det, opfordrer jeg de nye på Betel til at tage imod alle de tjenesteprivilegier de får tilbudt, og lære at finde tilfredshed og glæde i dem.

I årenes løb har jeg adskillige gange besøgt fremmede lande — Indien, Nepal, Fjernøsten og Europa. Jeg vil give følgende råd til alle i Guds folks menigheder rundt om på jorden: Vær glad og tilfreds i dine nuværende omstændigheder og voks åndeligt i den jord hvor du blev plantet.

Jeg har valgt at forblive ugift, eftersom det har sat mig i stand til at tjene Gud uden at blive distraheret. Som løn for vores trofasthed vil vor store Gud give os det evige liv. For mange vil det betyde evigt liv i et paradis her på jorden. Andre af os ser frem til evigt liv i himmelen, hvor vi vil passe de opgaver vi får dér.

Nogle vil sige at jeg med mine 90 år har et langt, rigt liv bag mig. Mit liv har været rigt, men ikke langt nok. Hvis vi holder os nær til Guds organisation og hans sandhedsord, vil vi kunne fortsætte med at leve til evig tid.a

[Fodnote]

[Illustration på side 26]

Broder Ryan i sine yngre dage ved siden af en Ford T