Vort distrikt: En af verdens største havne

ROTTERDAM, en af verdens største havnebyer, ligger der hvor Europas mest befærdede flod, Rhinen, løber ud i Nordsøen. Omkring 500 sejlruter anløber Rotterdam, hvilket giver byen direkte forbindelse med over 800 destinationer i hele verden. Der er afgjort tale om en international havn.

Denne 650 år gamle hollandske havn er imidlertid mere end sejlruternes korsvej. Den er også et sted hvor mennesker mødes. Dag og nat ankommer der en strøm af sømænd fra alle verdenshjørner. Disse sømænd er ikke blevet overset af Jehovas vidner i Holland. Ligesom i alle andre lande er Vidnerne her på udkig efter muligheder for at forkynde verdens bedste nyhed — at Guds rige inden længe vil gøre jorden til et paradis — for alle slags mennesker, også sømænd. — Daniel 2:44; Lukas 23:43; 1 Timoteus 4:10.

„Et missionærdistrikt med modsat fortegn“

For nogle år siden bad Vagttårnsselskabet i Holland seks heltidsforkyndere, også kaldet pionerer, om at forkynde fra skib til skib i Rotterdams havn. Pionererne tog ivrigt imod tilbudet. De samlede oplysninger fra havnemyndighederne og undersøgte havneanlæggene, og det gik hurtigt op for dem at deres distrikt frembød en udfordring.

„Det er ligesom et missionærdistrikt med modsat fortegn,“ siger Meinard, der koordinerer havneforkyndelsen. Hvad mener han? „En missionær foretager normalt en lang rejse for at komme ud til folk, men i vort tilfælde er det mennesker der foretager en lang rejse for at komme til os. Vores distrikt er sandsynligvis noget af det mest internationale man kan tænke sig.“ I årbogen for Rotterdam Europoort for 1985 står der at Rotterdam i 1983, det år pionererne begyndte dette særlige arbejde, modtog 30.820 søgående fartøjer fra 71 forskellige lande. Det må da siges at være internationalt.

„Havnemissionærerne“ — som sømændene hurtigt begyndte at kalde pionererne — har derfor også meget passende et internationalt anstrøg. Geert, Peter og hans kone Karin er hollændere; Daniël og Meinard kommer fra Indonesien, og Solomon er etiopier. Deres europæiske, asiatiske og afrikanske rødder gør at de kan krydse otte sprogbarrierer, men for at arbejdet kan lykkes må de også overvinde andre barrierer.

„Den cyklende kirke“

„Man kan ikke bare tage ned på en kaj og gå op ad en landgangsbro om bord på et skib,“ fortæller Peter, der er 32 år og forhenværende sømand. „Man må have adgangstilladelse.“ Det vil sige at man både må have tilladelse til at gå ind på kajanlæggene og til at gå om bord på skibene. „Der var en masse bureaukrati, men efter at vi havde fået otte adgangskort med vort fotografi og de officielle stempler, var vi parate til at sætte alle sejl til.“ De opdelte de 37 kilometer havnekajer i tre afsnit som hver blev passet af to pionerer.

Men hvordan er det muligt at forkynde for sømænd fra så mange lande og på så mange forskellige sprog? Skønt pionererne medbringer bibelske publikationer på 30 sprog og læsser så meget som muligt på deres cykler, synes der aldrig at være nok. „Man kan aldrig vide hvilket sprog man vil få brug for,“ fortæller Solomon på 30 med et smil. „Det hænder ofte at sømændene gerne vil have bøger på lige netop det sprog man ikke har med, og så fortæller de at deres skib skal sejle om tre timer eller deromkring.“ For ikke at skuffe sømændene skynder en af pionererne sig af sted for at skaffe de rigtige bøger og ile tilbage med dem til de forventningsfulde sømænd. „Hvis det samme problem opstod når vi forkyndte i de afsnit af havnen der lå tre timer borte på cykel,“ fortæller Peter, „måtte vi selvfølgelig klare problemet på en anden måde.“

En dag overraskede nogle Jehovas vidner der bor i havneområdet pionererne ved at komme med to cykeltrailere, hver på størrelse med en stor vaskebalje. Pionererne læssede trailerne med publikationer på alle de sprog de kunne få fat i, spændte dem bag cyklerne og tog af sted til havnen. Inden længe blev trailerne et velkendt syn. „De er blevet vort varemærke,“ fortæller en af pionererne. „Når en portvagt ser os komme, åbner han porten, vinker os igennem og råber: ’Her kommer den cyklende kirke!’“ Det hænder også at vagten ved synet af pionererne åbner porten og råber: „To polske og ét kinesisk!“ Sådanne hjælpsomme vink sætter pionererne i stand til at tage publikationer på det rette sprog med om bord. Det er imidlertid også vigtigt at komme på det rette tidspunkt. Hvorfor det?

Betimelige besøg med et betimeligt budskab

Pionererne kan tale med besætningen i deres kaffepauser om formiddagen og eftermiddagen eller i deres middagspause. Kokken har imidlertid andre arbejdstider, og kaptajnen og officererne kan træffes hele dagen. Pionererne har også fundet ud af at de engelske skibe som lægger til i Rotterdam, retter sig efter engelsk tid, der er en time forskudt i forhold til hollandsk tid. Disse besætninger går ned i messen når de ikke-engelske besætninger vender tilbage til arbejdet. En havnepioner må derfor have et pålideligt ur.

Men er sømænd villige til at bruge deres pauser til at drøfte Bibelen? „Som regel er de meget åbne over for Rigets budskab,“ fortæller Geert, der er 31 år. „Det skyldes måske at de med egne øjne har set hvordan menneskers styre er slået fejl.“ For eksempel fortalte nogle sømænd Geert at de dynger af korn som de havde losset til sultende etiopiere, stadig lå på kajen da de flere måneder senere kom tilbage, men nu var kornet rådnet og befængt med rotter. „Det er ikke så mærkeligt at mange sømænd har mistet tilliden til politik,“ bemærker Geert. „Bibelens løfte om en verdensregering tiltaler dem derfor.“

Peter er af samme mening. „En tysk kaptajn fortalte mig at for ti år siden ville hans besætning have sendt mig bort, men forandringerne i verdensforholdene har vakt deres interesse for Bibelens betimelige budskab.“ En koreansk skibskok fortalte at den supertanker han arbejdede på under Iran-Irak-krigen blev ramt af en raket i Den Persiske Golf og sat i brand. Han svor at hvis han overlevede ville han søge Gud. Han overlevede, og da pionererne senere mødte ham i Rotterdam ville han gerne have alle de koreanske publikationer de kunne skaffe.

De fleste skibe ligger i havn i adskillige dage. Dette gør det muligt for pionererne at komme tilbage to, tre eller flere gange og fortsætte deres bibeldrøftelser efter arbejdstid. Og hvis et skib har maskinskade kan det ligge fortøjet i op til tre uger. „Det er selvfølgelig ikke så godt for rederiet,“ siger en pioner med et smil, „men det er godt for vores arbejde.“ Ud over at fortsætte bibeldrøftelserne viser pionererne i sådanne tilfælde også et af Selskabets lysbilledforedrag, „Bibelen — en bog for vor generation“, i messen. Nogle af sømændene overværer også møderne i en af Jehovas Vidners mange fremmedsprogede grupper i Rotterdam. Dette varer indtil maskinen atter er klar. Så lukkes biblerne, fortøjningerne kastes, og skibet forsvinder fra havnen — men ikke fra pionerernes sind.

Opmuntrende sømandsberetninger

Ved hjælp af avisernes optegnelser eller havnemyndighedernes datasystem holder havnepionererne øje med hvornår de skibe de har besøgt kommer og går. Så snart et skib kommer igen er pionererne ivrige efter at besøge sømændene for at finde ud af hvad der er sket siden sidst. Og sømændene har meget opmuntrende at berette.

En sømand uddelte nogle eksemplarer af bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden til fem af sine skibskammerater efter at hans skib var stået til havs, og seks af dem fik et bibelstudium. Han indtalte desuden kapitlet om familieliv på et kassettebånd og afspillede det i messen så hele besætningen kunne få gavn af det. På et andet skib satte en sømand der havde besøgt en rigssal i den nærliggende havn Antwerpen, et banner op i messen hvor der med store bogstaver stod „Jehovas Vidners rigssal“. Derefter inviterede han skibsbesætningen til et bibelsk møde som han selv ledede. Inden han tog banneret ned inviterede han besætningen til det næste møde. Den følgende uge var banneret og besætningen igen tilbage.

Pionererne fandt også ud af at nogle sømænd aldrig lagde deres bøger væk. „Da vi kom ind i kahytten hos Isaac, en vestafrikansk radiotelegrafist, var det svært at finde et sted at sidde,“ beretter Meinard. „Selskabets blade, bøger og ordbøger lå opslået overalt.“ Isaac havde også en liste med bibelske spørgsmål parat eftersom han havde ventet at pionererne skulle komme igen.

Nogle sømænd venter imidlertid ikke på at pionererne skal komme til dem. En nat ringede Geerts telefon mens han lå og sov.

„Hvem i alverden kan det mon være?“ mumlede Geert mens han famlede efter telefonen.

„Hallo, det er din ven!“ lød en glad stemme.

Geert prøvede at komme i tanke om hvem det kunne være.

„Din ven fra skibet,“ fortsatte stemmen.

„Klokken er tre om natten!“ udbrød Geert.

„Ja, men du sagde at jeg skulle ringe til dig lige så snart mit skib igen kom til Rotterdam. Nu er jeg her!“ Kort efter var Geert på vej for at træffe sin ven der var interesseret i Guds ord.

„Send dit brød ud“

Pionererne modtager også breve fra sømænd der giver udtryk for deres værdsættelse af de bibelske publikationer. Her er nogle eksempler:

’Jeg er begyndt at læse bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden . . . Nu forstår jeg meget som jeg aldrig før har forstået. Jeg håber at vi vil komme tilbage til Rotterdam.’ — Angelo.

’Jeg har læst bogen og sender nogle spørgsmål som du kan besvare i dine breve.’ — Alberta.

’Jeg læser nu i Bibelen hver dag. Jeg er glad for at have dig som ven. At jeg har fundet venner der lærer mig Gud at kende er det bedste der er hændt i mit liv.’ — Nickey.

Sådanne hjertevarmende breve minder pionererne om det Bibelen siger i Prædikeren 11:1: „Send dit brød ud på vandet, for efter mange dages forløb vil du finde det igen.“ De glæder sig især når de erfarer at nogle sømænd har taget standpunkt for Jehova.

For eksempel blev en polsk sømand ved navn Stanislav begejstret over det han lærte ud fra Selskabets bøger. Han samlede sig hurtigt et lille bibliotek af bibelske publikationer, og da han var på havet læste han det rub og stub. „Næste gang vi hørte fra ham,“ fortæller Meinard, „skrev han at han var blevet døbt.“

Folkert, en indlandsskipper, hørte første gang Rigets budskab i Rotterdam. Hver anden måned anløb han havnen, hvor han var i en uge, og studerede Bibelen syv dage i træk. Før han tog af sted på en anden tomåneders tur, gav pionererne ham en liste med rigssalsadresser langs hans sejlrute. Folkert besøgte rigssalene og blev rørt over den varme velkomst han fik. Inden længe blev denne skipper døbt og tjener nu Jehova nidkært.

Mike, en engelsk flådeofficer, havde tidligere haft nogen kontakt med Jehovas vidner og havde selv studeret Bibelen mens han var ude at sejle. Engang da den fregat han var påmønstret ankrede op i Rotterdam, kørte han hen til en rigssal på sin sammenklappelige cykel. Han blev imponeret over den kærlighed og enhed han oplevede og fortalte vennerne at han havde besluttet sig til at sige sit arbejde op. Skønt han kun manglede fire år i at få en god pension, holdt han fast ved sin beslutning og blev senere døbt.

Meinard siger: „Den iver hvormed Mike, Stanislav, Folkert og andre tjener Jehova, får os til at blive ved med at gennemsøge havnen efter sømænd som dem.“

Kan du yde en indsats?

Nu hvor de kan se tilbage på ni års tjeneste i en af verdens største havne, er de seks „havnemissionærer“ helt enige om at deres distrikt ikke alene har været en udfordring men også meget berigende at gennemgå. „Efter hver eneste dag i forkyndelsen,“ siger Meinard, „cykler vi hjem med følelsen af at nogle af disse sømænd ventede vort besøg.“

Er der mon også nogle sømænd der venter på et besøg i nærheden af hvor du bor? Måske vil de ældste i din menighed spørge dig om du også kunne få en andel i dette udfordrende og berigende arbejde.

[Ramme på side 20]

FORKYNDELSEN NÅR UD TIL DISTRIKTER HVOR ARBEJDET ER FORBUDT

I et af de senere år er Rotterdam blevet anløbet af over 2500 skibe fra lande hvor Jehovas Vidners arbejde er forbudt. Dette har havnepionererne set som en mulighed for at nå ud til disse områder med Bibelens budskab.

På et af de første asiatiske skibe de besøgte, uddelte pionererne alle de 23 bøger de havde med, og nogle i besætningen var ret oprevne over at de ikke også kunne få en. En messedreng på et andet asiatisk skib var mere forsigtig. Efter at have modtaget en bog fra en pioner, gav han ham den tilbage indpakket i papir hvorpå der var skrevet en adresse. Pioneren forstod hvad han mente. Det var for risikabelt for drengen selv at tage bogen med. Samme dag var bogen på vej til Det Fjerne Østen med post.

Om bord på et skib fra Afrika kom en sømand med en liste over bøger som forkynderne i hans hjemland gerne ville have. Siden da har denne sømand sin kuffert pakket med bøger når han kommer hjem. En sømand fra et andet afrikansk land blev dybt skuffet da den pioner der studerede med ham kun kunne give ham tre eksemplarer af bogen Hvordan man opnår et lykkeligt familieliv. „Det er alt for lidt,“ sagde han desperat og slog fortvivlet ud med armene. „Brødrene derhjemme skal bruge 1000 bøger!“ Pionererne overtalte ham dog til kun at tage 20 eksemplarer med ad gangen, af hensyn til sin egen sikkerhed.

En af de mest bevægende oplevelser havde pionererne da de erfarede at der var kommet et skib fra et land hvor Jehovas vidner blev forfulgt på grund af deres tro, og hvor mange havde mistet deres arbejde og ejendele. Da de fandt ud af at stewarden om bord var en broder, henvendte de sig til kaptajnen og bad om tilladelse til at sende nødhjælp med hans skib tilbage. Kaptajnen indvilligede, og nogle få dage senere var et hundrede store sække med tøj, sko og andre fornødenheder på vej til Jehovas vidner i dette land.

[Ramme på side 21]

FORKYNDELSE FRA SKIB TIL SKIB SOM KVINDE

„Til at begynde med tøvede jeg med at følges med Peter,“ fortæller Karin, der var den eneste kvinde blandt pionererne. „Jeg havde hørt at sømænd ofte er grove og fulde, men jeg har opdaget at de fleste er meget høflige. Når en sømand finder ud af at vi er gift tager han ofte et fotografi af sin kone og sine børn frem og begynder at sludre om sin familie. På den måde har vi spredt mange eksemplarer af bogen Hvordan man opnår et lykkeligt familieliv.“

Når man besøger skibene som ægtepar har man også lettere ved at kontakte besætningsmedlemmernes hustruer og andre kvinder der undertiden arbejder som sygeplejersker. „De er normalt reserverede over for fremmede,“ fortæller Karin, „men når de får øje på mig er de mere tilbøjelige til at indlede en samtale.“

Hvad var den største udfordring ved dette distrikt? „Rebstigerne,“ svarer Karin. „Jeg hadede disse flagrende tingester.“ Overvandt hun sin frygt? „Ja. Engang da jeg tøvede med at kravle op ad en rebstige, stod en gruppe sømænd fra Paraguay og så på og råbte: ’Du skal nok klare det. Stol blot på Gud.’ Efter den bemærkning havde jeg jo ikke andet valg end at kravle op,“ ler Karin. Fuld af beundring bemærker hendes mand: „Efter fire år med masser af rebstiger klatrer hun nu op ad dem som en sømand.“

Karin og hendes mand, Peter, var med på Gileadskolens 89. klasse i De Forenede Stater. Den 28. september 1990 tog de ud til deres nye distrikt, Ecuador, også et land med havnebyer. Her kommer de sikkert til at føle sig hjemme.

[Ramme på side 22]

ER DU SØMAND?

Hvis du gerne vil overvære et af de engelske møder som Jehovas Vidner afholder, mens dit skib ligger ved kaj i en havn, vil det være en god idé at gemme følgende liste over rigssalsadresser og mødetider:

Hamburg: Schellingstraße 7-9; lørdag 16.00; telefon: 040-4208413

Hongkong: 26 Leighton Road; søndag 9.00; telefon: 5774159

København: Edisonsvej 6; lørdag 16.00; telefon: 31 23 47 57

Marseille: 5 Bis, rue Antoine Maille; søndag 10.00; telefon: 91 79 27 89

Napoli, Castel Volturno (40 km nord for Napoli): Via Napoli, hjørnet af Via Salerno og Parco Campania; søndag 14.45; telefon: 081/5097292

New York: 512 W. 20 Street; søndag 10.00; telefon: 212-627-2873

Rotterdam: Putsestraat 20; søndag 10.00; telefon: 010-41 65 653

Tokyo: 5-5-8 Mita, Minato-ku; søndag 16.00; telefon: 03-3453-0404

Vancouver: 1526 Robson Street; søndag 10.00; telefon: 604-689-9796